Why health consumers aren't cost conscious

Borgerne i USA betaler mindre og mindre ud af egen lomme, når de bliver behandlet i sundhedsvæsenet. Når andre folks penge bliver anvendt, er der ikke noget at sige til, at borgere ikke tænker på, hvad det koster. Dette er fra Greg Mankiws blog.

Skæbneår i 2010 for Euroen: Grækenland inde eller ude?

2009 blev året, hvor banker, private husholdninger og virksomheder konsoliderede økonomien ovenpå finanskrisen i efteråret 2008. Det skete til trods for markante lettelser i både penge- og finanspolitik. Mens private havde travlt med konsolidere, eksploderede offentlige underskud i EU. Mens EU-og Euro-landene var i stand til overholde kravene til offentlige underskud i procent af bruttonationalproduktet under højkonjunkturen, er sårbarheden i budgetterne for alvor kommet frem i lyset i 2009. I Euro-zonen er underskuddene vokset fra 2% i 2008 til 6.4% i 2009 og det ser endnu værre ud for 2010, hvor det forventes at stige til 7,0% ifølge WSJ (30/12).

Problemerne for Euroen er blevet tyderligere i løbet af året med voldsomme budgetunderskud i særdeleshed i Grækenland og Irland, men andre lande har også store budgetunderskud såsom Spanien, Italien og Portugal. Investorer kræver nu et risikotillæg på græske statsobligationer på omkring 2,7-2,8% i forhold til tyske statsobligationer, mens det er cirka 1,5% for irske statsobligationer. Præmierne er steget i takt med nedjusteringer af kreditværdigheden og diskusionerne om, hvad der vil ske, hvis et Euro-zone land faktisk var ude af stand til at betale sine kreditorer, hvilket efterhånden ikke kan udelukkes. I princippet er der tre muligheder: 1) Centralbanken hjæper ved at trykke pengene, hvilket indirekte går ud over alle andre lande, 2) Regeringerne i Euro-zonen laver en hjælpepakke til det nødlidende lande eller 3) Landet udtræder af Euroen og gennemføre en devaluering.

Hvad det ender med for Grækenland, hvis landet ikke gennem-fører markante offentlige besparelser og  budgetforbedringer, vil 2010 måske vise. Det bliver i hvert fald spændende at se om græske drachmer får sin renæssance. Men mon ikke tyskere vil være mere interesserede i billigere ferierejser til Grækenland end at betale for hjælpepakker til de(t) ustyrlige folk sydpå?

Årets mand i 2009

Time Magazine har valgt Ben Bernanke, formand for Federal Reserve, til årets mand (eller person, som de skriver så politisk korrekt) og seneste nummer indeholder en række artikler om Bernanke, herunder et interview med ham (se det fulde interview her).

Her er bare en enkelt citat:

"I want to be very, very clear, too-big-to-fail is one of the biggest problems we face in this country, and we must take action to eliminate too-big -to-fail. One of the strongest things we can do to eliminate too-big-to-fail is create this special bankruptcy regime that would allow us to unwind a failing systemic and critical firm in a way that doesn't destroy the financial system. If you have this mechanism, then all banks, not just small ones, would be subject to market forces. And that, in turn, I think, would impose more discipline on pay packages over a period of time. But we don't have that yet. And right now, we have a situation still where the government is either directly or indirectly providing some protection or help to many large financial institutions. And with that recognition, I think that bankers ought to exercise some restraint in their pay decisions".

Rolling the Dice on Medicare

De besparelser i Medicare, som skal medvirke til at finansiere sundhedsreformen i USA, er langt fra sikre. Professor Greg Mankiw har sakset i den seneste indlæg fra Congressional Budget Office (CBO) om udgifterne ved Senatets sundhedsreform. Se her.

Senatet i USA vedtager sundhedsreform

Juleaftensdag vedtog Senatet en lov om en sundhedsreform med stemmerne 60 for og 39 imod, hvor senatorerne delte sig efter partiskel, demokraterne for og republikanerne imod. Vedtagelsen af sundhedsreformen er en sejr for præsident Barack Obama, der nu er et skridt nærmere på at få gennemført en sundhedsreform, en mærkesag for præsidenten.

Senatets lov indeholder de fleste af de elementer (for en oversigt over elementerne i loven, se WSJ her), som præsident Obama tidligere har opstillet:

• Obligatorisk for arbejdsgivere at sørge for sygeforsikring til medarbejderne: Alle arbejdsgivere (med mere end 50 ansatte) bliver pålagt enten tilbyde medarbejdere en sygeforsikring eller betale en skat på 750 USD per ansat. Medarbejdere får tilskud til at tegne forsikring gennem forsikringsbørser, såkaldte "Exchanges". Forsikringens mimimumsdækning bestemmes hovedsageligt af forbundsregeringen.
• Obligatorisk for borgerne at tegne en syge-forsikring: Alle borgere skal tegne en sygeforsikring eller betale en skat på 750 USD for individ eller 2.250 USD for en familie. Kravet er, at alle borgere har en sygeforsikring, som indeholder basale sundhedsydelser fastsat af forbundsregeringen.
• Øget regulering af private sygeforsikringer: Forsikringsselskaber kan ikke udelukke nye kunder pga. eksisterende sygdom og selskaberne får forbud mod at fastsætte (aktuariske) forsikrings-præmier baseret på sundhedsstatus. Det indebærer reelt et skifte fra sygeforsikringssystem til sygekassesystem.
• Offentlig støtte til udbredelse af forsikringsordninger: Forsikringspræmierne vil blive holdt nede for visse grupper af borgere gennem offentlige støtteordninger. Dette er henvendt til middelklassen, som ikke er kvalificeret til sygeforsikring i Medicaid (offentlig sygeforsikring for fattige) og som er uden arbejdsgiver-finansieret sygeforsikring. Alle borgere, som tjener mindre end 133% af den officielle fattigdomsgrænse vil være berettiget til Medicaid, mens borgere og familier, som tjener mellem 133% og 400% får et tilskud (faldende med indkomst) til at tegne sygeforsikring på forsikringsbørsen. Små virksomheder med mindre end 25 ansatte og gennemsnitsløn under 50.000 USD får højere skattefradrag for sygeforsikringer.
• Nye skatter og afgifter: Der bliver indført en række nye skatter med loven. Marginalskatten for enkeltpersoner med indkomst over 200.000 USD og familier med 250.000 USD stiger 0,9 procentpoint. Der bliver indført en afgift på "dyre" arbejdsgiverbetalte sygeforsikringer, de såkaldte "Cadillac Plans", på 40% af værdien over 23.000 USD for familier og 8.500 USD for enkeltpersoner (Dette er at gå over åen efter vand. Senatorerne kunne ligesågodt have indført et loft over skattefradraget for arbejdsgiverbetalte sygeforsikringer, som foreslået af præsidentkandidat John McCain. Obama modsatte sig dette under valgkampen, som han fik sidestillet med skattestigninger, så derfor denne bizarre konstruktion, som gør nøjagtig det samme men er mindre gennemskuelig for borgere).
• Besparelser i Medicare og Medicaid: Der skal spares 480 mia. USD over de næste 10 år i de offentlige sundhedsudgifter. Dette er ikke specificeret endnu (og det er i øvrigt heller ikke første gang, at politikerne vedtager en dyr reform med uspecificerede besparelser for kommende regeringer). En ændring er dog, at Obama administrationen har oprettet et offentligt institut, som udstikke retningslinjer for diagnostik og behandling af sygdomme i Medicare og Medicaid. Det kan betyde, at regeringen administrativt kan indskrænke de behandlinger, som borgere i de offentlige sygeforsikringer, får adgang til. Det er rationering eller prioritering.
• Betalingsreform i de offentlige sygeforsikringer Medicare og Medicaid: Der bliver mulighed for at eksperimentere med aflønningen af hospitaler og læger i den offentlige sygeforsikring, så yderne ikke bliver betalt per ydelse, men per behandlingsforløb. Denne del er dog langt fra så omfattende, som der oprindelig var lagt op til.

Sundhedsreformen indeholder ikke, i modsætning til sundheedsreformen fra Repræsentanternes Hus, en offentlig sundhedsforsikring. Borgere skal forsikre sig i private sygeforsikringer (som efter reformen egentlig bør kaldes for sygekasser) gennem sundhedsbørserne. Men kravet om forsikring er måske mere vidtgående, da op mod 100 mio. borgere nu skal skifte til planer, der er dyrere end dem de har i dag. Samtidig overtager forbundsregeringen kontrollen med hvilke sundhedsydelser, der er omfattet eller ikke omfattet af sygeforsikringerne.

Reformen vil hovedsageligt gavne de borgere, der er mellem 40 og 64 år og lider af kronisk sygdom, og som bliver afvist af private sygeforsikringsselskaber pga. eksisterende sygdom. Det er borgere, som ikke er kvalificeret til Medicaid, og som derfor befinder sig i en vanskelig situation. Men stort alle andre vil formentlig opfatte reformen som et tilbageskridt. De ældre borgere i Medicare frygter forringelser i dækningen. Yngre (og raske) borgere, der ikke har forsikring, vil blive beskattet.

Den samlede regning for Senatets sundhedsreform er beregnet til lidt under 900 mia. USD over de næste ti år, hvilket er det offentlige udgifter minus de ekstra skatteindtægter. Hertil kommer, at en række borgere og virksomheder bliver pålagt at tegne nye eller dyrere sygeforsikringer.

Næste skridt er, at Senatet og Repæsentanternes Hus forener og sammenskriver de to love til et lovforslag, som begge kamre så skal vedtage. Det bliver ikke let at forene de to love. Vedtagelsen i Repræsentanternes Hus skete med en lille margen (220 for og 215 imod) og der kan sagtens falde medlemmer fra til både højre og venstre side (det sidste kan ske, hvis kompromisset ikke indeholder en offentlig sygeforsikring). Den manglende opbakning i befolkningen til sundhedsreformen gør det heller ikke lettere. Den seneste meningsmåling siger 55% imod og 41% for reformen.

Obamas julegave til Fannie Mae og Freddie Mac

Præsident Barack Obama har besluttet at give en Fannie Mae og Freddie Mac en ubegrænset statsstøtte, skriver Washington Post. Samtidig har administrationen godkendt, at de offentlige institutionerne udbetaler 42 mio. USD i bonus til 12 direktører. Christian Bjørnskov gjorde mig opmærksom på beslutningen

Obama administrationen har valgt at offentliggøre beslutningen juleaftensdag. Dermed håber den vel, at beslutningen glider ned sammen med julemaden. Det ville den også havde gjort for mit vedkommende, hvis det ikke havde været for Christian Bjørnskov, som skrev om beslutningen på punditokraterne.dk (25/12).

Flere banker, der har tilbagebetalt de statslån, som de modtog sidste år, har valgt at udbetale bonusser til ledere og medarbejdere. Præsident Obama kritiserede for ganske få uger siden, at bankerne udbetalte bonusser til "fat cats" (se her). Præsidenten mente, at de bærer en del af ansvaret for finankrisen og den økonomiske nedtur (og derfor ikke bør udbetale bonus i henhold til kontrakter med medarbejdere).

Fannie Mae og Freddie Mac blev overtaget af forbundsrege-ringen for lidt over et år siden under Georg Bush. Institutterne står for boligudlån og er vokset hastigt siden 1990'erne, hvilket bl.a. skyldes, at institutterne ikke er underlagt lovning for finansielle virksomheder (og derfor ikke var omfattet af de almindelige reservekrav) og havde statens indirekte støtte (som Government Sponsored Entitities). Fannie Mae og Freddie Mac blev insolvente, fordi det har en usædvanlig lav egenkapital (2-3%) og der skulle dermed ikke mange dårlige boliglån til at slå benene væk under dem. Og da Bush administrationen forsøgte at ændre disse institutters særstatus, blev det mødt med modstand fra blandt andre daværende senatorer Barack Obama og Hilary Clinton (og som i øvrigt var de største modtagere af politiske kampagnebidrag fra de to institutter).

Så det er dobbeltmoral af værste skuffe, når præsident Obama på den ene side kritiserer banker, der udbetaler bonusser til trods for selvom de er (delvist) ejet af staten og på den anden side øger statsstøtten til statsejede Fannie Mae og Freddie Mac og samtidig godkender store bonusser til ledelserne her.

Ben Bernanke og genudnævnelsen i Senatet

Senatets bankudvalg godkendte i sidste uge præsident Barack Obamas genudnævnelse af Ben Bernanke som formand for den amerikanske centralbank, Federal Reserve. Det skete med stemmer 16 mod 7. Det fulde senat skal godkende udnævnelsen i januar, hvor der formentlig kan forventes en hidsig debat om Bernanke, Federal Reserve, pengepolitikken og reguleringen af den finansielle sektor.

Det primært republikanske senatorer, der har stemt imod Ben Bernanke, men også enkelte demokraterne. Der er lidt forskellige begrundelser for at modsætte sig genudnævnelsen. Der er rejst kritik af Ben Bernankes støtte til Troubled Asset Relief Program (TARP), hvor nogle senatorer formentlig føler, at de har købt katten i sækken (eller prøver at få distancere sig fra et upopulært program).

Andre senatorer kritisere den pengepolitik, som Bernanke forfølger. Henrik Fogh Rasmussen havde et indlæg om dette på punditorkraterne.dk i sidste uge. Ifølge Fogh Rasmussen forventes senator John McCain at stemme imod genudnævnelsen af Ben Bernanke. McCain havde hellere set en udnævnelse af Paul Volcker, der var formand for Federal Reserve 1979-87 og stod for en inflationsbekæmpende politik, eller John Taylor, der er kendt for Taylor-reglen (en pengepolitiske tommelfingerregel, der groft forenklet siger, at væksten i pengemængden skal være lig med vækst i bruttonationalproduktet plus inflationen). Taylor har i øvrigt tidligere på året kritiseret Bernanke for at føre en for ekspansiv pengepolitik.

Kritikken er ikke uberettiget. Den amerikanske centralbank har under finanskrisen gennemført en endog meget markant udvidelse af pengemængden, som er steget til omkring det dobbelt (og Bernanke levede op til øgenavnet Helikopter-Ben, læs Fogh Rasmussen indlæg for en forklaring). Det er langt mere end ved tidligere lejligheder og meget hurtigere. Pengemængden blev eksempelvis udvidet med cirka 40% fra 2000 til 2006 efter sidste boble sprang i 2000 (det var dengang man talte om the New Economy og hvor IT-aktier gennem 1990'erne nåede niveauer under skyerne uden den mindste form for indtjening). IT-aktierne styrtdyrkede som bekendt i 2000 og pengepolitikken blev lempet, især efter terrorangrebene i New York og Washington 11.september 2001. Derfor må det forventes, at den usædvanligt ekspansive pengepolitik, som centralbanken forfølger, må føre til nye bobler og/eller inflation.

Var Scrooge venstreorienteret?

Direktør Martin Ågerup har en artikel i Politiken (21/12), hvor han diskutere Charles Dickens juleeventyr, personligt ansvar, privat velgørenhed og ansvarligsafskrivelse gennem velfærdsstaten.

Markedsfejl eller regeringsfejl

Markedsfejl er ofte en begrundelse for indgreb i økonomien, men det fører ofte til regeringsfejl med endnu større velfærdstab til borgerne. Professor Peter Kurrild-Klitgaard har en kronik i Berlingske Tidende (18/12 )om dette.

Gerald O'Driscoll om Obama vs. bankerne

Senior fellow Gerald O'Driscoll jr. har en artikel i WSJ (17/12) om præsident Barack Obama og bankerne, som han kaldte big fat cats i sidste weekend. Obama vil have bankerne til at låne flere penge til små og mellemstore virksomheder. Men det er politisk teater, mener O'Driscoll.

O'Driscoll minder læserne og Obama om, at bankerne blot svarer på de incitamenter, som den økonomiske politik giver:

"Wall Street fat cats are always a convenient political target, but bankers are responding to the incentives generated by the economic policies of the Treasury and the Federal Reserve. First and foremost is the Fed's policy of near-zero interest rates".

Bankerne kan låne til en rente tæt nul og investere pengene i statsobligationer, der giver 3,5% i rente og som er (næsten) risikofri investering. Det er et resultat af penge- og finanspolitikken, der føres i USA og fortsætter:

"Sending scarce resources to major banks in the form of funds from the Troubled Asset Relief Program (TARP), ultra-low interest rates, and the Fed's targeted credit schemes has diverted needed capital from real, productive activity. Now the politicians feel the public's anger and are complaining about the lack of lending and the size of executive compensation. If Congress wanted banks to lend and to limit pay packages, it should have put those in as conditions in the TARP legislation.

The TARP was hastily arranged, poorly designed and badly executed. Nonetheless, Congress acted in haste and now gets to repent at leisure. Meanwhile, the totality of the policies to aid the major financial institutions is delaying the recovery of the broader U.S. economy and the hiring of its unemployed workers".

Præsident Obamas popularitet er faldende og befolkningen vender sig mod hans politik

Det ser rødt ud for præsident Barack Obama. I hvert fald er Obamas popularitet faldet hastigt, som vedstående figur viser, der er taget af Rasmussen Reports og kan læses her.

Kurven viser, at der er mere end 40% af amerikanerne, som er stærkt utilfredse med præsidenten. Og WSJ (17/12) kan berette, at der for første gang er mindre end 50%, som er tilfreds med præsidentens indsats. Obama er dermed en af de mindst populære præsidenter efter første år i Det hvide Hus.

Ifølge WSJ ønsker et flertal i befolkningen nu, at Kongressen og præsidenten helt dropper den sundhedsreform, som ellers er Obamas hovedprojekt. Et flertal af amerikanerne ser også sort på fremtiden. USA er i fald og vil blive overhalet af Kina inden 20 år, mener flertallet. Der er utalt utilfredshed med Obamas indsats på den økonomiske front.

Man skal nok tage meningsmålingerne med et gran salt. I længden afhænger præsidentens popularitet og chancer for genvalg nok af den økonomiske udvikling. Men republikanerne kan i hvert fald se frem midtvejsvalget til november med nogen optimisme efter nederlagene i 2006 og 2008.

Karl Rove har et indlæg i WSJ, hvor han kommenterer Obamas indsats i det første år med udgangspunkt i de dårlige opinionstal. Han skriver bl.a.:

"There are many factors that explain it, including weakness abroad, an unprecedented spending binge at home, and making a perfectly awful health-care plan his signature domestic initiative. But something else is happening.

Mr. Obama has not governed as the centrist, deficit-fighting, bipartisan consensus builder he promised to be. And his promise to embody a new kind of politics—free of finger-pointing, pettiness and spin—was a mirage. He has cheapened his office with needless attacks on his predecessor".

Det er ikke helt forkert. Obama har haft travlt med at angribe præsident George Bush, republikanerne og bankerne. Om bankerne og den økonomiske indsats skriver Rove:

"Mr. Obama continued distorting the record in his "60 Minutes" interview Sunday when he blamed bankers for the financial crisis. They "caused the problem," he insisted before complaining, "I haven't seen a lot of shame on their part" and pledging to put "a regulatory system in place that prevents them from putting us in this kind of pickle again."

But as a freshman senator, Mr. Obama supported a threatened 2005 filibuster of a bill regulating Fannie Mae and Freddie Mac [de halvoffentlige finansielle institutter, som står for hovedparten af obligationslån ved boligkøb og som er en årsag til finanskrisen, red.]. He doesn't show "a lot of shame" that he and other Fannie and Freddie defenders blocked "a regulatory system" that might have kept America from getting in such a bad pickle in the first place.

 The president's rhetorical tricks don't end there. Mr. Obama also claimed his $787 billion stimulus package "helped us [stem] the panic and get the economy growing again." But 1.5 million more people are unemployed than he said there would be if nothing were done.

And as of yesterday, only $244 billion of the stimulus had been spent. Why was $787 billion needed when less than a third of that figure supposedly got the job done?"

Bernanke skifter til fastforrentede obligationslån

Centralbankdirektør Ben Bernanke har netop refinansieret sit boliglån fra et variabelt til et fastforrentet, obligationslån med 30 årig løbetid og en rente på lidt over 5% ifølge WSJ (16/5). Det er meget konservativt. Der er næppe nogen, der vil have bedre indsigt i renteudviklingen i USA end netop Bernanke. Og et fastforrentet obligationslån vil være en klar fordel, hvis eller når renten stiger igen ....

Professor Østrup: Obamas kreditplan er den helt forkerte vej at gå

Professor Finn Østrup kritiserer den plan for bankers udlån til små og mellemstore virksomheder, som præsident Barack Obama har annonceret. Østrup peger bl.a. på, at amerikanerne gentager den økonomiske ørkenvandring, som japanerne har været på i 1990'erne, hvor banker i Japan vedblev med at låne penge ud og regeringen kørte med store underskud på statsbudgettet. Der er meget stor risiko for, at bankerne bare låner penge ud til dårligere og dårligere projekter. Østrup siger til 180grader.dk:

"Synspunktet har været - også i den britiske, den franske og den danske regering - at man bare skulle opretholde långivningen. I Danmark har man hele tiden snakket om den her berømte kreditklemme, som skulle undgås, men spørgsmålet er, om det er den måde, man på længere sigt kommer gennem krisen på. For hvis problemet er, at man har lånt for meget ud gennem de foregående år - og det er der meget, der tyder på - så må man jo spørge sig selv, om svaret så er at blive ved med at låne ud. Der var en, der engang sagde, at det er ligesom at behandle en narkoman med mere narkotika eller at behandle alkoholikere med alkohol".

Hvilken konsensus om klima?

Der er ofte en voldsom rivalisering mellem forskere - og klimaforskning er ingen undtagelse. Jeg faldt over en artikel fra sidste år i Ingeniøren, da jeg søgte på nettet. Den beskriver de forskellige forskermiljøer i Danmark, der arbejder med klimaet.

Ifølge forfatteren er forskermiljøet i Danmark er inddelt i to hovedgrupper omkring hhv. professor Eigil Kaas og professor Henrik Svensmark. Mens den førstnævnte gruppe mener, at klimaforandringer hovedsageligt er en menneskeskabt drivhuseffekt, mener sidstnævnte gruppe, at forandringerne hovedsageligt er naturlige og kan forklares med eksempelvis f.eks. solens aktivitet og den kosmiske stråling.

Obama om bankfolk: Fat cat bankers

Der synes at være en vis korrelation mellem regeringers popularitet og populistiske udmeldinger, når der gælder banksektoren. Premierminister Gordon Brown, der nærmest er dead man walking i britisk politik, har kastet sig over bankmænd og deres bonusser. Præsident Nicolas Sarkozy var ikke sen til at følge trop, medens Danmarks upopulære oppositionsleder Helle Thorning-Schmidt forsøger sig med irrationale udfald mod bankerne.

I tak med at meningsmålinger dykker for præsident Barack Obama, stiger også Obama administrationens populisme. I går blev Obama interviewet til CBS's nyhedsudsendelse 60 Minutes og kom bl.a. med følgende udtalelser:

"I did not run for office to be helping out a bunch of fat cat bankers on Wall Street".

"They're still puzzled why is it that people are mad at the banks. Well, let's see, you guys are drawing down $10, $20 million bonuses after America went through the worst economic year that it's gone through in -- in decades, and you guys caused the problem. And we've got 10% unemployment."

Obama møder i dag de fede katte fra banksektoren og på mødet vil Obama administrationen diskutere lønninger for bankmedarbejdere (bankbonusser), ny regulering af finanssektoren samt bankernes nuværende udlånspolitik. Obama administrationen mener, at bankernes udlånspolitik er for stram, hvilket forsinker et opsving, og administrationen vil derfor lægge pres på bankerne for at låne flere penge ud.

Obamas økonomisk chefrådgiver, Lawrence Summers, kritiserer også bankerne forud for mødet i dag ifølge WSJ (14/12). Han beskylder bl.a. bankerne for at være ansvarlige for krisen: "Here is what I think they don't get...It was their irresponsible risk-taking in many cases that brought the economy to collapse".

Rent bortset fra, at Summers overser, at der også tidligere er lagt pres på bankerne for at øge boligudlån til bl.a. etniske minoriteter og at den store ekspansion i boligudlån skete gennem de halvoffentlige realkreditinstittuter, Fannie Mae og Freddie Mac, på et spinkelt kapitalgrundlag, så er det bemærkelses-værdigt, at bankerne på en og samme tid bliver beskyldt for at føre en alt for lempelig og en alt for stram udlånspolitik.

Politisk jagtsæson for bankbonusser

Det er blevet politsk jagtsæson for bankbonusser. I Storbritannien har premierminister Gorden Brown og hans regering netop foreslået en ekstraordinær engangsskat på 50% af bankbonusser på over 25.000 GBP (hvis der vel at mærke er tale om diskrete bankbonusser, dvs. bonusser, som bankerne ikke er kontraktsligt forpligtede til at betale). Det betyder, at beskatningen af bankbonusser når op på ca. 101%, da marginalskatten i Storbritannien er 51%. Det ville nok være mere passende at tale om konfiskation snarere end beskatning.

I Frankrig er præsident Nicolas Sarkozy med på at brandbeskatte bankbonusser over 27.000 EUR, og selv lederen af Tysklands konservativ-liberale regering, forbundskansler Angela Merkel, er venligt stemt overfor forslaget. (Lad os nu se, hvad de tyske liberale har at sige til det!). Herhjemme har Helle Thorning-Schmidt, Socialdemokraterne, erklæret sig parat til at gå efter bankbonusser (sammen med folkesocialisterne og det venstreekstreme Enhedslisten).

Det var dog præsident Barack Obama, som indledte jagten på bankbonusser, da Kongressen kort efter præsidentens tiltrædelse vedtog en særskat med tilbagevirkende kraft på hele 90% for medarbejdere i banker og finansielle institutter, der var omfattet af bankredningspakken. Regeringen i Washington vil nu også regulere lønningerne for medarbejdere i banker, som er omfattet af redningspakker. Mon ikke dette er forklaringen på, at flere og flere banker i hast ønsker at svømme væk fra redningskransen?

Den politiske jagt på bankbonusser kommer lidt over 1 år efter finanskrisen brød ud. Den førte som bekendt til, at regeringerne i de fleste vestlige industrilande gennemførte redningsaktioner overfor insolvente eller illikvide banker. Regeringerne brugte store summer på at redde finansielle institutioner. Så befolkningerne har  i dag lidt svært ved at forstå, at bankerne nu allerede er i stand til at udbetale bonus. Det er svært at forklare i tid, hvor flere og flere vælgere oplever økonomiske krise på tæt hånd.

Pengepolitikken er blevet lettet i det sidste år. Det betyder, at der igen er rigelig likviditet i markedet. Bankernes økonomiske situation er dermed også forbedret. Ikke overraskende har mange banker valgt at overholde de aftaler, de har indgået med deres medarbejdere og udbetale den aftalte bonus. Og hvad skulle bankerne da også ellers gøre? Det er svært at kritisere bankerne for at overholde aftaler.

Det politiske argument for at brandbeskatte bankbonusser er, at bonusser var en (medvirkende) årsag til finanskrisen. Medarbejdere, der får en bonus, vil have en interesse i at låne for mange penge ud til kunderne, lyder det. (Og det er vel også bartenderens skyld, at gæsterne drikker ...?). Mon ikke, at bankledelserne har overvejet den mulighed, at medarbejdere med en bonusordning har incitamenter, der kan stride imod bankens interesser? For høje udlån er jo ensbetydende med tab for bankerne. Og mon ikke, at bankerne har interne kontrol- og revisionssystemer, som helt eller delvist beskytter imod dette?

Det er politisk populisme at gå efter bankbonusser. Og det er udtryk for manglende forståelse for, hvad der egentligt var årsagen til finanskrisen og den efterfølgendende økonomiske nedtur. Nemlig en alt for lempelig pengepolitik, der var ensbetydende med masser af billige penge i det finansielle sektor (indtil 2007) og derfor alt for store (bolig)udlån til privatpersoner og (entreprenør)virksomheder.

Der var naturligvis også moralsk hasard hos bankerne. De store banker i både USA og EU forventede, at staten ville redde bankerne, hvis det gik galt (som det jo gjorde). Staten har før reddet banker og andre finansielle institutter, der blev betragtet som to-big-to-fail. Resultatet var, at bankerne løb større risici og at bankerne ikke havde det kapitalgrundlag, de ville have haft, hvis de havde været uden den implicitte statsgaranti.

Vil konfiskation af bankbonusser med eller uden tilbagevirkende kraft så ændre spillereglerne, så staten ikke skal træde til med bankredningspakker i fremtiden? Næppe. Pengepolitikken er allerede lempet og banker, der er to-big-to-fail, nyder fortsat godt af en implicit statsgaranti. Derfor kan det gå galt igen. Det eneste konfiskation af bankbonusser vil gøre er at ændre lønstrukturen i bankerne, så de ansatte får mere af det, der har lav skat, og mindre af det, der bliver konfiskeret af populistiske regeringer. Men når billig penge og statsgaranti tilflyder bankerne, vil det indebære risiko for overophedning og efterfølgende økonomisk nedtur med tab i bankerne.

Klima sat i perspektiv

Det er altid en god ide at sætte tingene i perspektiv. Det gør denne serie grafer over historiske temperaturer offentliggjort af Carsten Valgreen på Punditokraterne.dk: Klima sat i perspektiv.

Dystre udsigter for Lars Løkke Rasmussens danske drøm

Statsminister Lars Løkke Rasmussen opstillede i sin landsmødetale på Venstres landsmøde i november den danske drøm samt ti konkrete og ambitiøse mål for Danmark frem til 2020. Det første mål er, at Danmark skal i 2020 være blandt de 10 rigeste lande i verden målt ved bruttonationalprodukt (BNP) pr. indbygger.

Danmark har i dag en placering som nr. 11, når det gælder BNP pr. indbygger. I 1960'erne lå Danmark i den absolutte top, men er gledet ned over de sidste 50 år. Meget tyder på, at Danmark vil rykke yderligere ned på listen, hvis der ikke gennemføres flere reformer i Danmark. Lars Løkke Rasmussen er sikker bevidst herom. Formålet med talen om den danske drøm og de konkrete mål er da formentlig også at (gen)starte diskussionen om reformer af dansk økonomi.

BNP pr. indbygger afhænger af 4 elementer: 1) Beskæftigelsesfrekvensen, 2) Årligt antal arbejdstimer per beskæftiget, 3) Demografi og 4) Produktiviteten. Danmark har en forholdsvis høj beskæftigelsesfrekvens blandt 15-64 årige, men beskæftigelsesfrekvensen er formentlig lav for 60+ årige pga. efterlønsordningen. Danmark ligger til gengæld lavt i antal arbejdstimer pr. år, og CEPOS har beregnet, at Danmark kunne øge arbejdsudbuddet med 200.000, hvis danskere øgede det årlige antal arbejdstimer til gennemsnittet i OECD. Og Danmark har naturligvis i lighed med andre OECD-lande en udvikling, som øger forsørgerbyrden, hvilket spreder bruttonationalproduktet over flere indbyggere.

CEPOS har nu udsendt en analyse (8/12), som viser, at Danmark har haft én af de laveste stigninger i produktiviteten i OECD i årene 1998 til 2008. Den gennemsnitlige produktivitetstigning i OECD-landene fremgår af nedenstående figur.

OECD forventer, at Danmark fortsat vil have en ringe produktivitetsvækst i de kommende år. Det betyder, at Danmark vil rykke ned på ranglisten med mindre reformer i økonomien øger produktiviteten (eller arbejdsudbuddet). Så Løkkes danske drøm kan ikke virkeliggøres, hvis ikke VK-regeringen tager fat på at reformere økonomien.

Reformerne burde omfatte: 1) Lavere marginalskat på arbejde, 2) Import af og stop for eksport af højt kvalificeret arbejdskraft fra udlandet, 3)  Deregulering/øget konkurrence, 4) Privatisering af offentlige virksomheder og liberalisering, så private kan konkurrere, 5) Højere uddannelsesniveau i arbejdsstyrken, 6) Senere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet gennem reform af regler for tildeling af efterløn, førtidspension og folkepension og 7) Kortere dagpengeperioder.

Samfundsingeniør Obama vil forandre USA til præsidentstyret blandingsøkonomi

Jeg har et indlæg på 180grader.dk om indenringspolitikken efter det første år med præsident Barack Obama.

Boganmeldelse: Det ustyrlige klima

Steen Leth Jeppesen anmelder Ole Humlums nye bog "Det ustyrlige klima – eksperternes vej fra forskere til flagellanter" på 180grader.dk (7/12). Bogen er udgivet af Trykkefrihedsselskabets Bibliotek.

Man kan undre sig over, at Trykkefrihedsselskabet er nødt til at udgive klimaskeptiske bøger. Men det er næppe overraskende, når førende klimaforskere med tilknytning til Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC) forsøger at undertrykke kritikere, manipulere med data og nægter at lade klimaskeptiske forskere gennemgå rådata. Eller når det foreslås, at klimabenægtelse skal være ulovligt som i Australien. Eller når klimaskeptiske forskere trues på livet som Kanada. Eller når formanden for regeringens Klimakommission i en kronik i Politiken for nylig slår til lyd for, at medierne skulle undlade omtale af kritiske ekspertudsagn. Det er, som Leth Jeppesen skriver, ganske tankevækkende.

Tankevækkende at en borgerlig på den måde lægger sig fladt på maven for disse moderne vækkelsesprædikanter, som ikke tåler at blive modsagt. Uanset om man er enig eller ej, så er det værd at høre andre synspunkter om en sag.

Det virkelige klimaproblem ifølge IPCC-formand Rajendra Pachauri: Vestlig livsstil

Rajendra Pachauri, der er formand for Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC), gav et interview til The Observer (29/11). Heri efterlyser han et radikalt værdiskifte i den vestlige verden og efterlyser et "bæredygtigt forbrug" og fortsætter:
Pachauri foreslår, at bl.a. hotelgæster skal afregne deres energiforbrug direkte, at flyrejser pålægges høje afgifter og at kødforbruget skal nedsættes.

"Today we have reached the point where consumption and people's desire to consume has grown out of proportion. The reality is that our lifestyles are unsustainable."

Pachauri uddyber sine radikale politiske ideer sin blog. Her er et par citater (fremhævelserne er mine):

".......the capitalist drive for greater and greater consumerism as a self defeating system, because the impacts of greater consumption of goods and services are resulting today in the problem of climate change, massive loss of biodiversity and certainly degradation of ecosystems across the planet".

"There is, of course, also a need for reorienting the mindsets of adults, so that ethics play a larger role in economic decision making and moral standards are raised higher in public life. All this may seem like a tall order, but it is entirely possible that with a confluence of the current economic downturn, growing concerns about climate change and widening disparities between rich and poor, we may just become collectively conscious of changes that are needed to be brought about".

"New attitudes and thoughts influencing human society are often stalled by heavy inertia. It is for this reason that historically every new piece of revolutionary knowledge has been met with strong resistance, if not hostility, in almost every case of new knowledge that has emerged in the past".

Det sidste citat er fra 13/8, hvor Pachauri skriver giver sig i kast med ny viden, økonomisk teori og markedsfejl. Her får han udnævnt John K. Galbraith som det 21. århundredes Giordano Bruno (en videnskabsmand, der brændt som kætter i middelalderen), altså en person, som først vil opnå anerkendelse efter længe efter sin død for sin indsigter. Mon dog?

Men det er rigtigt, at eksistensen af negative eksterne effekter (forurening) udgør et problem, men økonomiske teori er længere end det stadie, hvor markedsfejl automatisk fører til krav om regulering. Økonomisk teori har i de seneste 50 år påvist fejl i politiske beslutningsprocesser, som vil forringe velfærden. En af disse fejl er, at særinteresser har lettere ved påvirke politikere til at tage beslutninger, som gavner dem på bekostning af flertallet. Sådanne særinteresser kunne eksempelvis være dem, der er findes i det klima-industrielle kompleks og som disse dage ser ud til at have held med deres massive lobbyindsats for regulering af menneskers CO2 udledning.

Men med de synspunkter, som Pachauri giver udtryk for, er der intet overraskende i, at han er begejstret for Galbraith, som siden udgivelsen af The Affluent Society i 1958 har givet udtryk for nogenlunde samme forargelse over forbrugerisme, som Pachauri gør i interviewet og på sin blog. Men det er en politisk dagsorden, ikke en videnskabelig.

Pachauri har dog ret i en ting: Ny revolutionerende viden bliver ofte mødt med stærk modstand. Sagen er bare, at Pachauri i dag er blandt dem, der udøver denne modstand. Pachauri repræsenterer vor tids Katolske Kirke, den etablerede sandhed, som afviser ny viden og forfølger kættere. Dagens revolutionerende viden er eksempelvis den om solens aktivitet, der kan forklare udviklingen i jordens klima.

Kapitalismen efter krisen (II)

National Affairs bragte tidligere på året en artikel af professor Luigi Zingales om kapitalismens fremtid efter finanskrisen. Som vi skrev i går, har regeringsindgreb grundlæggende ændret retsreglerne for "to big to fail" virksomheder, hvilket svækker investorers tillid og retssikkerhed. Zingales mener, at regeringen i Washington er ved at ødelægge kapitalismens folkelige legitimitet i USA med dens populitiske indgreb og særlige regler for store virksomheder. Han konkluderer:

"We thus stand at a crossroads for American capitalism. One path would channel popular rage into political support for some genuinely pro-market reforms, even if they do not serve the interests of large financial firms. By appealing to the best of the populist tradition, we can introduce limits to the power of the financial industry — or any business, for that matter — and restore those fundamental principles that give an ethical dimension to capitalism: freedom, meritocracy, a direct link between reward and effort, and a sense of responsibility that ensures that those who reap the gains also bear the losses. This would mean abandoning the notion that any firm is too big to fail, and putting rules in place that keep large financial firms from manipulating government connections to the detriment of markets. It would mean adopting a pro-market, rather than pro-business, approach to the economy.

The alternative path is to soothe the popular rage with measures like limits on executive bonuses while shoring up the position of the largest financial players, making them dependent on government and making the larger economy dependent on them. Such measures play to the crowd in the moment, but threaten the financial system and the public standing of American capitalism in the long run. They also reinforce the very practices that caused the crisis. This is the path to big-business capitalism: a path that blurs the distinction between pro-market and pro-business policies, and so imperils the unique faith the American people have long displayed in the legitimacy of democratic capitalism.

Unfortunately, it looks for now like the Obama administration has chosen this latter path. It is a choice that threatens to launch us on that vicious spiral of more public resentment and more corporatist crony capitalism so common abroad — trampling in the process the economic exceptionalism that has been so crucial for American prosperity. When the dust has cleared and the panic has abated, this may well turn out to be the most serious and damaging consequence of the financial crisis for American capitalism".

Kapitalismen efter krisen (I)

Der er gået 1 år siden finanskrisen brød ud og den økonomiske nedtur begyndte. Krisen udløste ikke bare massive stimuleringspakker fra regeringer over verden og pres på centralbankerne for at lade seddelpressen køre igen. Regeringerne har også ændret spillereglerne på markedet med hidtil usete indgreb i markedsøkonomien. Ikke mindst i kapitalismens højborg i USA. Regeringen i Washington har f.eks. lavet et indgreb for at redde General Motors og Chrysler og tilsidesat gældende retsregler for konkurser og betalingsstandsninger. Det har svækket kreditorers retssikkerhed. Det har udløst retssager, men på længere sigt svigter det kapitalismen, at der nu hersker helt særlige regler for virksomheder, som i levebrødspolitikernes øjne er "to big to fail".

Professor Richard Epstein har en artikel om dette i det seneste nummer af Freeman. Her er indledningen:

"The topic of corporate bankruptcy law scarcely titillates the imagination of ordinary citizens, even those with a deep interest in constitutional and public affairs. Harried people treat bankruptcy almost dismissively as a useful way of winding up firms that cannot keep their financial heads above water. In practice they sense rightly that the corporate bankruptcy system cleanses the economy of weak players by their liquidation, reorganization, or sale, hopefully to allow their assets to be released to more productive uses. Explaining how bankruptcy works isn’t a fit subject for polite company.

Those perceptions have changed now that the Chrysler and GM bankruptcies have set a new standard for the fast resolution of some complex if dubious transactions. So troublesome questions arise: Did these transactions comply with the rule of law? Were the property rights of the secured creditors fully protected in the expedited proceedings? Will the process bring confidence to the credit markets? No, no, and no again. Those three “nos” come as no surprise. The basic classical liberal position is right to insist that the government cannot sensibly occupy the roles of market participant and market regulator simultaneously. All else is detail."

Ingen sikker viden om klima

Professor i meterologi, Richard S. Lindzen, Massachusetts Institute of Technology, har et indlæg i WSJ (1/12) om hvad videnskaben ved og ikke ved om klimaet og klimaforandringer. Han konkluderer, at der ikke er sikker viden om klimaet og at katastrofemeldingerne er uden hold i den viden, man har i dag. Citat:

" The notion that complex climate "catastrophes" are simply a matter of the response of a single number, GATA, to a single forcing, CO2 (or solar forcing for that matter), represents a gigantic step backward in the science of climate. Many disasters associated with warming are simply normal occurrences whose existence is falsely claimed to be evidence of warming. And all these examples involve phenomena that are dependent on the confluence of many factors.

Our perceptions of nature are similarly dragged back centuries so that the normal occasional occurrences of open water in summer over the North Pole, droughts, floods, hurricanes, sea-level variations, etc. are all taken as omens, portending doom due to our sinful ways (as epitomized by our carbon footprint). All of these phenomena depend on the confluence of multiple factors as well.

Consider the following example. Suppose that I leave a box on the floor, and my wife trips on it, falling against my son, who is carrying a carton of eggs, which then fall and break. Our present approach to emissions would be analogous to deciding that the best way to prevent the breakage of eggs would be to outlaw leaving boxes on the floor. The chief difference is that in the case of atmospheric CO2 and climate catastrophe, the chain of inference is longer and less plausible than in my example".

Klimasvindel i New Zealand

Lektor Christian Bjørnskov beretter på Punditokraterne om en skandale med fiflen med klimadata i New Zealand. Se her.

Første konspirationsteori om klimakriminalitet

Offentliggørelsen af emails og andre dokumenter fra klimaforskere på Climatic Research Unit på University of East Anglia, der viser at forskerne handlet imod videnskabelig praksis, var ikke mange dage gammel førend den første konspirationsteori så dagens lys. Og det er hverken i Ekstrabladet eller B.T., men derimod i en blog af Lars Henrik Aagaard på Berlingske Tidende. Under overskriften "Klimakriminalitet" lancerer han en teori om, at "den såkaldte klimabombe er .... bevidst detoneret bare 14 dage før" det globale topmøde i København. Hackerne "har naturligvis bevidst udplukket de mails, der kan fremme skeptikernes sag". Og "hensigten er selvfølgelig at forplumre billedet af en stort set enig klimavidenskab og drage dens motiver og resultater i tvivl i håb om at svage politikere vil lytte til dette resultat af en kriminel handling".

Javel, ja. De onde hackere vil selvfølgelig forhindre, at de gode klimaforskere får politikerne til at redde verden fra katastrofen. Klimaforskerne har godt nok gemt data for andre forskere, fiflet lidt med tallene, forsøgt at forhindre skeptikerne i at komme til orde i faglige tidsskrifter og slettet dokumenter, som er omfattet af offentlighedsloven, men det er jo alt sammen sket i den gode sags tjeneste. Og selvom om de ikke kan forklare, hvad der går galt i modellerne, tvivler de ikke, når de rådgiver resten af verden, for de er jo oppe mod onde klimaskeptikere og hackere. Og hvem er det så, der står bag hackerne? Lad mig komme med et bud, så Aagaard kan krydre sin konspirationsteori: Det er en sammensværelse af olieindustrien, Bush-familien, Saudiarabien, Vladimir Putin, Opus Dei og Blofeld.

Lukkeloven bliver afviklet, men ny lov forbyder åbent tolv og en halv helligdag om året

VK-regeringen har indgået et forlig med Dansk Folkeparti om at afvikle lukkeloven og vedtage en ny søndags- og helligdagslov (se Økonomiministeriet). Det betyder, at forretninger fra 1. oktober 2012 kan holde åbent, når de vil, bortset fra helligdage (altså minus søndage ... og lørdage ... og fredage) samt andre særlige dage (juleaftensdag, nytårsaftensdag efter 15.00 og grundlovsdag).

Endelig! Lukkeloven har overlevet flere borgerlige regeringer og især Det konservative Folkeparti har kæmpet imod en liberalisering pga pariets særlige relationer til butiksejere og småkøbmænd. Så det er godt at se, at loven bliver afviklet under en konservativ minister. Og selvom lukkelovsbestemmelserne ikke helt afskaffes, så er frihed til at holde åbent i 365 minus 12,5 dage om året da en liberalisering, der er værd at fejre.

Hvorfor det lige har været så vigtigt at bevare lukkeloven på de sidste 12,5 helligdage og andre særlige dage kan man få en forklaring på i Berlingske Tidende i dag, som bragte i et interview med Økonominister og partiformand Lene Espersen:

"Jeg synes stadigvæk, at de butiksansatte skal have mulighed for at holde fri, ellers vil det blive sværere at få folk til at søge arbejde i detailhandlen, fordi man ikke kan have en sikkerhed for, at man ikke skal arbejde på de mest mærkelige tidspunkter, så jeg holder fast i at helligdagen er en hviledag"

....

"Jeg tror stadigvæk, det er vigtigt, at der er nogle dage, hvor man kan få lov til at holde fri, og hvor man kan holde helligdagen hellig. Det betyder noget for mange familier, at der er dage som juleaften og påskedag, hvor man ikke bliver tvunget til at stå i butik hele dagen. Jeg tror heller ikke, så mange borgere efterspørger, at butikkerne er åbne der"

Det er klart! Butikkerne kan ikke skaffe arbejdskraft, hvis de ikke tvinges til at holde lukket på dage, hvor de alligevel ikke vil holde åbent, fordi der ingen efterspørgsel er! Og nu er hviledagen ikke hellig, men helligdagen hviledag! Altså bortset fra søndag!?!.

Dansk Folkeparti har også markeret sin indflydelse ved at sikrer, at byggemarkeder, småkøbmænd og bagere kan holde åbent helt frit allerede fra 1. juli 2010. DF styrker gør-det-selv-folket, så de både kan komme i byggemarkedet og få romkugler på søndage. Gør-det-du-er-bedst-folket kan som sædvanlig vente.

Og Lene Espersens begrundelse denne undtagelse?

"Fordi bagerne ofte vil holde åbent på tidspunkter, hvor andre gerne vil holde lukket. Det kan være på store bededag, hvor de gerne vil sælge varme hveder"

Varme hveder Store Bededag? Mon dog?

Climagate: Følg pengene

Det hjælper ofte at kigger på de økonomiske incitamenter, når man skal forstå menneskers handlinger. Hvis mennesker har noget i spil, reagerer de anderledes end de ellers ville. Hvis de har meget på spil, reagerer de meget anderledes. Det gælder også klimaforskere, virksomheder og miljøorganisationer.

Wall Street Journal havde i går en leder, der beskriver, hvordan klimaforskere er blevet forgyldt i takt med at de har ringet med alarmklokkerne for verden klima. Det gælder ikke mindst direktør Phil Jones fra University of East Anglias Climate Research Unit (CRU), der forleden kunne se sine egne mails og andre afslørende dokumenter offentligjort på en russisk server. De viste, at klimaforskerne på CRU og andre steder bevidst har forsøgt at ødelægge dokumenter omfattet af offentlig aktindsigt, at udelukke dissiderede kollegaer fra at komme til orde og blive taget seriøst og at fifle med dataserier, så de passede bedre med en på forhånd vedtaget version af virkeligheden.

Forskningsbudgetterne er mangedoblet siden 1994, hvor den første FN konvention om klimaændringer blev vedtaget. Det har CRU og andre forskningsinstitutter nydt godt af. Men som redaktør Bret Stephens gør opmærksom på i WSJ, så stopper det jo ikke der. De stimuleringspakker, som regeringer verden over har vedtaget i løbet af de seneste år, indeholder således store "grønne" investeringer. Han henviser til en rapport fra HSBC, som skønner, at 15% af stimuleringspakkerne, svarerende til 430 mia. USD, går til "grønne" investeringer, herunder udvikling af bioethanol og alternative energikilder. En lang række private selskaber står altså til at vinde på frygten for klimaforandringer, herunder blandt andet Kleiner Perkins, som tidl. vicepræsident og modtager af Det norske parlaments Fredspris, Al Core, er medejer af.

Der er også en række miljøorganisationer, som kan se med tilfredshed på udviklingen og som vinder på, at der bliver kimet med alarmklokkerne. Med Stephens ord:

"Today these groups form a kind of ecosystem of their own. They include not just old standbys like the Sierra Club or Greenpeace, but also Ozone Action, Clean Air Cool Planet, Americans for Equitable Climate Change Solutions, the Alternative Energy Resources Association, the California Climate Action Registry and so on and on. All of them have been on the receiving end of climate change-related funding, so all of them must believe in the reality (and catastrophic imminence) of global warming just as a priest must believe in the existence of God".

Hele denne gruppe af særinteresser, som nyder godt af verdens angst for klimaforandringer, kaldte Bjørn Lomborg tidligere på året meget rammende for "det klima industrielle kompleks". Det er en elegant omskrivning det det kompleks, som præsident Dwight D. Eisenhower kom med en advarsel imod i sin afskedstale til nationen i 1961:

"In the councils of government, we must guard against the acquisition of unwarranted influence, whether sought or unsought, by the militaryindustrial complex. The potential for the disastrous rise of misplaced power exists and will persist.

We must never let the weight of this combination endanger our liberties or democratic processes. We should take nothing for granted. Only an alert and knowledgeable citizenry can compel the proper meshing of the huge industrial and military machinery of defense with our peaceful methods and goals, so that security and liberty may prosper together"

Det er i det mindste til at forstå, hvorfor særinteresserne i det miljø industrielle kompleks ikke ønsker, at forskere med andre synspunkter kommer til orde og lufter deres skepsis. Men alle andre, herunder til skattebetalere, forbrugere og oplyste borgere, har interesse i og krav på, at der blev talt åbent og ærligt om klimaforandringerne og menneskers indflydelse herpå.

Præsidentvalget i Honduras

Niels Westy Munch-Holbek har en kommentar på Punditokraterne.dk om det netop afholdte præsidentvalg i Honduras. Det kan roligt siges, at det blev en success med en valgdeltagelse på 60%. Det var højere end sidste valg og langt højere end spået af de venstreorienterede journalister i DR og på Information, som havde tippet 25-30%. Den afsætte præsident Manuel Zelayas opfordring til befolkningen om at boykotte valget blev altså overhørt af flertallet. Nyvalgt præsident med over halvdelen af stemmer er den konservative Porfirio Lobo.

Jeg kan tilslutte mig Munch-Holbeks kritik af  dækningen i DR af begivenhederne i Honduras. Den er under al kritik. Især DRs såkaldte ekspert i Latinamerika spørgsmål, Niels Lindvig, har brugt tiden i flere udsendelser på udbrede mærkelige konspirationsteorier og skabe et fantasibillede af, hvad der foregår i Honduras og andre steder i Latinamerika.

Innovation i sundhedsvæsenet kommer primært fra USA

Man hører meget om problemerne i det amerikanske sundheds-væsen for tiden. Det er problemerne med stigende omkostninger og borgere uden sygeforsikring. Men problemerne er i høj grad et udslag af succes på et væsenligt område: Innovation i sundhedsvæsenet. Omkostningerne kan ikke stige uden opfindelser. Og det er i vidt omfang de medicinske fremskridt, som gør problematisk ikke at være forsikret.

En ny rapport fra Cato Institute i Washington, viser, at USA er førende i verden, når det innovation i sundhedsvæsenet. Rapporten, der er skrevet af professor i økonomi Glen Whitman og psykiater Raymond Raad, viser at USA fører inden for 3 ud af 4 områder: Grundforskning, diagnostik og behandling. Når det gælder det sidste område, forretnings-modeller, kan der ikke udpeges en vinder, da der ikke er data. USA har med en befolkningen på mindre end det halve af EU, Schweiz, Canada, Japan og Australien fået 1,5 gange så mange nobelpriser i medicin og fysiologi (dvs. rigtige nobelpriser). USA tegner sig for langt flere at de største behandlingsgennembrud end EU plus Schweiz og langt mere ny medicin. Studiet er ikke opdateret med biologiske landvindinger, som er markedsført i de seneste 10 år, men også her tendensen helt klart, at USA fører.

Det er ikke overraskende at finde USA på en fører position i innovation. EU-kommissionen fik for 9 år siden udarbejdet en rapport om europæisk medicinindustries konkurrence-evne sammenlignet af USA og Japan, den såkaldte Pammolli-rapport, som viste, at EU havde tabt terræn i forhold til især USA. Forklaringen var, at amerikanske forskere har lettere ved at samarbejde med industrien, at det er lettere at skaffe risikovillig kapital i USA og at markedet i USA giver gunstigere vilkår for innovation ved hurtigere markedsadgang, højere priser og mindre rationering af ny teknologi. Erkendelsen af, at Europa var bagud var samme år medvirkende til, at EU vedtog Lissabon-erklæringen, som satte det mål, at EU skulle være verdens førende vidensbaserede økonomi i 2010. Ret typisk for EU at opsille sådanne højtflyvende mål under fanfare og skåltaler, og så har politikerne løbet fra porten, når reformerne skal gennemføres.

Vi europæere kan dog glæde os over, at amerikanerne gider være motoren for medicinske innovationer her i verden. Vi nyder godt af denne udvikling ligesom amerikanerne, som Cato påpeger i omtalen af rapporten:

"In general, Americans tend to receive more new treatments and pay more for them — a fact that is usually regarded as a fault of the American system. That interpretation, if not entirely wrong, is at least incomplete. Rapid adoption and extensive use of new treatments and technologies create an incentive to develop those techniques in the first place. When the United States subsidizes medical innovation, the whole world benefits".

Det bør samfundsingeniørene i Obama administrationen og politikerne i Kongressen måske også lige tænke over inden de vedtager en sundhedsreform, som let kan blive første skridt til en nationalisering eller i hvert fald et single payer system under føderal kontrol.

Klimavidenskabens sande ansigt

Civilingeniør Karl Iver Dahl-Madsen har et indlæg på punditokraterne.dk om klimavidenskaben efter afsløringerne af lurvet professionel moral hos ledende klimaforskere i England. Læs fulde indlæg her.

Kvaksalveren Moore

Christopher Azrouni har en anmeldelse af Michael Moores nye film "Capitalism - a love story" i Jyllandsposten. Filmanmeldelsen er læseværdig, men jeg vil ikke anbefale nogen at se Michaels elendige film. Heller ikke, hvis prisen skulle blive fastsat til nul kroner af Konkurrencestyrelsen. Christopher, jeg vil hellere betale en prisreguleret overpris for en fire timers lang Woody Allen filmforestilling end at torturere mig selv med Michael Moore. Det er imponerende, hvad du udsætter dig selv for!

Flier om sundhedsreform på vej gennem USA's Kongres: Den virker ikke

Rektor for Harvard Medical School, Jeffrey S. Flier, har skrevet en kommentar til det de forslag til sundhedsreform (WSJ 17/11), som hhv. er vedtaget af Repræsentanternes Hus og til debat i Senatet. Flier mener, at der er gået politik i sundhedsreformen. Ja, hvad ellers? Måske havde Flier forestillet sig, at politikere gennemfører en fornufig sundhedsreform, uden der ville gå politik i det? Når politikere tager over, går der politik i det.

Målene med en reform bude være, at få styr på omkostninger, øge kvaliteten og give alle borgere adgang til sundhedsforsikring. Men Flier mener ikke, at de tre mål med reformen bliver indfriet. Flere borgere bliver tvunget til at tegne forsikring eller får statsstøttet forsikring, men vil øge udgifterne og reformen forbedrer ikke kvaliteten:

"In discussions with dozens of health-care leaders and economists, I find near unanimity of opinion that, whatever its shape, the final legislation that will emerge from Congress will markedly accelerate national health-care spending rather than restrain it. Likewise, nearly all agree that the legislation would do little or nothing to improve quality or change health-care's dysfunctional delivery system. The system we have now promotes fragmented care and makes it more difficult than it should be to assess outcomes and patient satisfaction. The true costs of health care are disguised, competition based on price and quality are almost impossible, and patients lose their ability to be the ultimate judges of value."

Med det store underskud på statsbudgettet kan det undre, at præsident Barack Obama og hans administration ikke gør mere for at standse stigningen i omkostninger, som primært skyldes at patienter og læger med adgang til forsikring i dagens og morgendagens system i USA forbruger sundhedsydelser for andres folks penge. Det er noget kamikaze pilot over det, men det er måske også meningen ifølge Flier:

"So the majority of our representatives may congratulate themselves on reducing the number of uninsured, while quietly understanding this can only be the first step of a multiyear process to more drastically change the organization and funding of health care in America. I have met many people for whom this strategy is conscious and explicit.

We should not be making public policy in such a crucial area by keeping the electorate ignorant of the actual road ahead".

Hvad mon næste skridt bliver? Rationering?

Fornuft og følelser om klima

Der er ikke mange uger til, at verdens lande samles i København for at diskuterer en international aftale, som skal begrænse udledningen af CO2. Grundlaget for diskusionen om aftalen er naturligvis, at der er nogenlunde sikker viden om følgende: 1) At jordens temperatur stiger, 2) At temperaturstigningen er skabt af mennesker gennem CO2 udledning, 3) At en international aftale om reduktionen i udledningen af CO2 vil standse temperaturstigningen og 4) At det vil have en nogle gavnlige konsekvenser. (Det er dog ikke er det samme som at det er en samfundsøkonomisk fornuftig investering).

Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC) har nu hævdet i nogle år, at denne viden var så godt sommer sikker: At temperaturstigningen er menneskeskabt og at en begræsning af CO2 udledningen vil stoppe temperaturstigningen. Der synes at være en udbredt konsensus blandt meterologer, som arbejder for IPCC. Skeptikerne er mere eller mindre marginaliseret. Deres synspunkter kommer ikke med i IPCC-rapporterne, selvom der er rejst kritik af blandt andet klimamodellernes evne til at forudsige den globale temparatur, herunder den manglende temparaturstigning i de sidste 10 år.

Nu har unavngivne hackere så offentliggjort over 1.000 emails og 2.000 andre dokumenter, som er stjålet fra the Climate Research Unit ved East Anglia University i Storbritannien. Dokumenterne ligger på en server i Rusland til frit gennemsyn for pressen (se NYT 20/11 og WSJ 23/11) og andre. Det tegner et mildest talt meget grimt billede af forskermiljøet omkring klimaforandringer. Korrespondancen viser med al tydelighed, at forskerne har svært ved at skelne fornuft og følelser. Der er en korrespondance mellem trosfæller, som stort set handler at miskreditere sine modstander (altså akademikere, som ikke deler ens syn), at forhindre dem i at komme til orde i tidsskrifter og rapporter, at holde data tilbage for kritikere og i det hele taget at underminere skeptikere, der ikke helt har købt den rette teori om samenhængen mellem menneskers CO2 udledning og temperaturstigninger på gloden. Korrespondancen viser tilmed, at tilhængerne af den politisk korrekte version koordinerer deres forsøg på forhindre skeptikernes aktiviteter.

Det ville ikke have overrasket, hvis det nu havde været en intern mail korrespondance fra Greenpeace eller andre fanatiske miljøorganisationer. Men det må alligevel overraske, når det kommer fra forskerne, som gerne vil have andre til at tro, der repræsenterer viden og fornuft. De er simpelthen utroværdig, når de i den grad lader sig styre af følelser. Der er langt fra dette klimaforskermiljø til det idealbillede for naturvidenskab, som professor Karl Popper opstillede i sine arbejder om videnskabsteori. Popper beskrev et miljø, hvor forskere kunne fremsætte hypoteser og hvor forskere oplever det som en styrke, at andre forskere forsøger at falsificere hypoteserne. Det virker snarere som en miljø, hvor man ikke skal opstille "forkerte" hypoteser og slet ikke skal forsøge at falsificere gældende teorier om jordens opvarmning.

Nu er videnskaben om klimaforandringer jo ikke et område, som kan gøres til genstand for laboratorieforsøg eller kontrollerede eksperimenter. Det er i sagens natur en område med inkomplette dataserier, hypoteser om mange typer af samhænge og derfor modeller, som forsøger at ekstrapolere data om jordens klima og temperatur mange år ud i fremtiden. Det er i sagens natur spekulativt og modellerne vil i høj grad afhænge af menneskelige vurderinger. Når følelserne kan gå så højt (og det helt til, at en forsker skriver, at han har lyst til at tæske en kollega med en anden mening), som korrespondancen viser, skyldes det, at mennesker kan vurdere forskelligt. Så i nogle spørgsmål bliver det mere et spørgsmål om tro og mindre om viden (hvilket altid gælder, når man bruger modeller).

Men følelser er ikke det eneste, som er ude af kontrol. Klimamodellerne er åbenbart også. De kommer i hvert fald til kort, når det gælder om at forudsige temperaturstigningen. Professor Peter Kurrild-Klitgaard har fundet et par citater i materialet, som han videregiver på Punditokraterne.dk og her bringer jeg blot et mindre uddrag:

"The fact is that we can’t account for the lack of warming at the moment and it is a travesty that we can’t."

...

"Our observing system is inadequate.“

Tydeligere kan det vel ikke siges.

Hvem bukker Obama for?

Der har været en vis debat i USA, fordi præsident Barack Obama bukkede (dybt) for den japanske kejser. Hvem skal USA's præsident bukke for? Måske det er en god ide, at han bukker for dem, som finansierer det kolosale underskud på amerikanske statsbudget. Det er først og fremmest kineserne.

Freedom doesn’t begin or end with elections

Præsident Barack Obama holdt en tale for en gruppe studerende i Kina mandag. David Boaz sammenligner i et blogindlæg Obamas tale med en tilsvarende tale holdt bag jerntæppet af præsident Ronald Reagan i 1988 til studerende i Moskva. Der er mange lighedspunkter i de to taler, men også mange tankevækkende forskelle.

Begge taler handlede om det amerikanske system og frihed, men Boaz undre sig over og kritiserer Obama for ikke at understrege betydningen af økonomisk frihed, ejendomsret og begrænset statsmagt for udviklingen af USA. I sin tale i Moskva understregede Reagan betydning af økonomisk frihed for såvel vækst og velstand som civile frihedsrettigheder.

Det er formentlig udtryk for en grundlæggende forskellig opfattelse af frihed, demokrati og stat hos den konservative Reagan og den progressive og liberale Obama. Obama har formentlig det syn på frihed, som vi også finder hos mange socialdemokratiske politikere i EU: At frihed er lig med ytringsfrihed, religionsfrihed og demokrati. Sådan mere eller mere. Det står i kontrast til den opfattelse, som Reagan gav udtryk for og som er grundlaget for det liberale demokrati:

"Democracy is less a system of government than it is a system to keep government limited, unintrusive; a system of constraints on power to keep politics and government secondary to the important things in life, the true sources of value found only in family and faith".

I det liberale demokrati er demokratiet et middel til at begrænse regeringsmagten og ikke et mål i sig selv. Det væsentlige er, at mennesker kan leve i frihed og udfolde sig såvel personligt som økonomisk.

Manipulation af videnskab gjorde passiv rygning "farlig" og tobaksrygning til antisocial adfærd

Klaus Kjellerup har en klumme på 180grader.dk og et længere indlæg på dengulenegl.dk om den amerikanske miljøstyrelse, EPA, og hvordan den manipulerede videnskabelige data i en rapport fra 1992, hvori styrelsen fastslog, at passiv rygning var kræftfremkaldende. Det var i virkeligheden en konklusion, som var ønsket siden 1975, hvor formanden for WHO's udvalg mod tobaksrygning, Sir George Godber, fremlagde en ny strategi til bekæmpelse af tobaksrygning.

Det ambitiøse mål for Godber og WHO var at udrydde tobaksrygning i løbet af 25 år. Godber erkendte dog, at dette næppe ville ske ved at rygerne frivilligt lagde cigaretterne på hylden. Derfor skulle man satse på reklamer mod rygeforbud, oplysningskampagner til befolkningen efter Sovjetisk forbillede (ja, det sagde manden rent faktisk - han var så gløende for antirygesagen, at han ville hjernevaske befolkningen) og rygeforbud. Endelig skulle det dokumenteres, at rygning ikke blot var skadelig for rygerne, men også skadelig for passive rygere. Det sidste var vigtigt, da det kunne legitimere at hæve kampen mod tobakken fra det individuelle plan til en kollektiv beslutninger og gøre det til antisocial adfærd at ryge.

Da EPA i 1992 offentliggjorde sin rapport om de skadelige virkninger af passiv rygning, fik det mange virksomheder i USA til at forbyde tobaksrygning på arbejdspladser. Det var vel virksomhedsledernes angst for at blive slæbt i retten af grødende enker og deres hjælpsomme advokater med krav om millardstore erstatninger for deres mænds dødsfald, som jo naturligvis ville være forårsaget af dårligt arbejds-miljø. Hvilken direktør ville ønske at sidde på anklagebænken foran en følelsesladet jury, når en Hollywood advokat med EPA rapporten i hånden gik til angreb? Rapporten gav også anledning til, at rygeforbud blev indført på offentlige steder.

Kjellerup viser imidlertid, at EPA manipulerede de videnskabelige data for at nå til forudbestemte konklusioner. Rapporten blev genstand for omfattende kritik, undersøgelser i Kongressen og en domstols-afgørelse, som afviste, at der var belæg for påstanden om en sammenhæng mellem lungekræft og passiv rygning. En af rådgiver i det Advisory Panel, der rådgav EPA i forbindelse med rapporten, dr. Geoffrey Kabat, har efterfølgende beskrevet - i bogen fra 2008 "Hypping Health Risk" - hvordan de videnskabelige rådgivere kritiserede rapporten, uden at det dog have nogen effekt på redigeringen. Kebat siger i dag, at konklusioner var skrevet på forhånd.

Hvad kan man så lære af det? For det første, at det selv for mennesker i et videnskabeligt miljø er utroligt vanskeligt at skelne mellem tro og videnskab. Det var et brændende (og velment) ønske om at bekæmpe tobaksrygning, som drev værket. Det blev afsat mange ressourcer efter 1975 til at vise, at passiv rygning var farlig. Hypotesen om sammenhængen mellem lungekræft og passiv rygning blev dog falsificeret igen og igen. Kun få studier viste en sammenhæng, mens et enkelt viste en beskyttende effekt af passiv rygning. Det drev så forskerne til metaanalyser med selektiv udvælgelse af studierne. For det andet, at der i en forskermiljø let opstår en direkte og indirekte gruppepres. Historien viser, at kun få forskere virkelig ville stille sig op og sige sandheden, at en sammenhæng ikke var påvist. Forskerne lagde frivilligt bånd på deres publikationer, ingen ville formentlig ødelægge deres karrieremuligheder og mulighed for bevillinger ved at sige politisk ukorrekte ting om passiv rygning. Og for det tredje, at styrelser ofte har en politisk dagsorden, som de forsøger at fremme gennem rapporter med yderst selektiv udvælgelse af videnskabelig data. Det er måske hvad man ville forvente af virksomheder med profithensyn, men ikke af offentlige styrelser eller råd, som skulle varetage offentlighedens interesser. Men de har naturligvis egeninteresser, som de varetager, som public choice-skolen har lært os.

Blot til eftertanke: Hvilke(t) område(r) har i dag svært ved at skelne tro og videnskab? I hvilke(t) område(r) har man råd, der sortere videnskabelige artikler og stræber efter at få videnskaben til at bekræfte forudbestemte konklusioner (snarere end falsificere hypoteser)? I hvilke(t) onmråde(r) flyder forskningsbevillingerne? Og i hvilke(t) område(r) er forskernes selvdisciplin af frygt for karrieren stærk nok til at forhindre politisk ukorrekte forskning og publicering?

Er USA på vej til at gentage Japans økonomiske ørkenvandring?

I indlæg på The Becker-Posner Blog stiller professor Richard Posner og professor Gary Becker spørgsmålet om USA er ved at gentage Japans lange økonomiske ørkenvandring begyndende med en boligboble og efterfølgende kollaps af banksektoren i Japan i begyndelsen af 1990'erne. Japan forsøgte dengang at komme ud af krisen gennem ekspansiv finans- og pengepolitik. Det hjalp dog ikke på den økonomiske aktivitet, Japan har haft lavvækst siden og resultatet af den ekspansive finanspolitik er en hastigt voksende statsgæld. Statsgælden er steget fra 50% af bruttonationalproduktet i midten af 1990'erne til over 200% i dag. Japanerne har selv finansieret denne gældgennm høj opsparing og regeringerne i kejserdømmet har formentlig ikke følt et pres for reformer, da renten er lav. Japan er dog ramt af krisen, da eksporten er faldet og Japan er nu i en situation, hvor landet må låne i udlandet og betale højere renter. Risikoenpræmien som investorer nu betaler for at forsikre statsobligationerne mod svigtende betaling er 0,75%.

Spørgmålet er, om USA er ved at gentage Japans eksperiment. Det er mange lighedspunkter, som Posner hæfter sig ved. USA har også svaret på en finansielt kollaps efter en boligboble ved at føre en meget ekspansiv finans- og pengepolitik. Den amerikanske centralbank har mere end fordoblet pengemængden og underskudet på det føderale statsbudget er steget fra 3% til 10% på et år. Det er en følge af redningspakker til finansielle institutioner og bilindustrien samt præsident Barack Obamas kostbare stimuleringspakke fra foråret. Alt tyder på, at underskuddet fortsat vil ligge over 1 trillion USD de næste 10 år (hvilket svarer til over 5.000 mia. kr. om året). Statsgælden vil derfor skyde i vejret og der er ikke udsigt til forbedringer i nær fremtid. Posner beskriver situationen med følgende ord:

"Our government, too, is lulled by low interest rates into believing that we can continue to run huge deficits without raising taxes or cutting spending significantly, simply by borrowing. Our public debt (the amount of federal government debt that is contractually obligated, as distinct from accounting reserves for entitlement programs such as Medicare and social security), of which almost half is owned by foreign governments and other foreign investors, has reached $7.5 trillion, which is more than half our GDP, and is on course to increase by at least a trillion dollars a year for the indefinite future. Like Japan, we have an aging population, which is pushing up entitlement costs. Our government seems not to have any economically realistic or politically feasible plans either to raise revenue or cut spending, but instead plans ambitious new spending programs (notably but not only on revamping health insurance). Proposed economies seem tokens. There is an air of complacency about deficit spending and public debt--again like Japan".

Posner mener, at politikken er noget af et gamble primært målrettet midtvejsvalget næste år.

"Should the U.S. economy grow more rapidly than the public debt, we'll be okay. But the government's focus appears to be not on economic growth, but on redistribution (the major goal of health reform) and on creating at least an aura of prosperity, at whatever cost in deficit spending and future inflation, in time for the November 2010 congressional elections".

Becker mener, at både Japan og USA kan klare situationen ved at lade seddelpressen køre og dermed nedskrive værdien af statsgælden, som er i hhv. JPY og USD. Dette er naturligvis en mulighed, men det er jo en inflationsskat og det vil ramme långiverne hårdt, eksempelvis Kina. Becker deler synet på udviklingen i de offentlige udgifter i USA:

"It is unlikely that US government spending will decline during the next decade, even though some of the short term spending on banks and stimulating the economy will probably fall sharply. Any spending declines from these directions will be more than replaced by much greater spending on Medicare, Medicaid, and other government financed health programs, on social security, and on various other entitlement programs. The direct impact on the debt burden of such budget deficits can be reduced only by higher taxes or inflation. Eventually, I do expect much greater inflation in the US".

Becker mener, at USA kan klare sig, hvis politikken styrker den økonomiske vækst (i modsætning til Japan). Obama administrationens planer om at øge skatterne er ikke vejen:

"The best solution to reducing the real burden of the public debt is neither inflation nor higher taxes, but more rapid growth of the American economy. This involves lower, not higher, taxes on investments and incomes of small and large businesses".

Den ordinære Obama

Professor Peter Kurrild-Klitgaard havde en klumme i Berlingske om præsident Barack Obama, der ikke har levet op til forventninger, er ligeså meget blokpolitiker som præsident Georg Bush og mere venstreorienteret end den mest venstreorienterede politiker i Kongressen. Intet under at meningsmålinger styrkdyrker, at demokraterne tabte valg seneste guvenørvalg og at uafhængige vælgere er gået over til republkanerne.

Klare ord fra Vaclav Klaus på 180grader.dk

Tjekkiets præsident Vaclav Klaus har en usædvanlig skarp klumme på det nye 180grader.dk. Se her.

Demokraterne i Senatet udvander offentlig sygeforsikring

Det kompromisforslag, som demokraterne i Senatet har udarbejdet under ledelse af Harry Reid, indeholder overraskende nok en offentlig "sygeforsikring", skriver the Economist (31/10). Men det er dog i en stærkt udvandet version. Den offentlige sygeforsikring, "the public option",  vil nemlig kun blive tilbudt borgere,som ikke bliver tilbudt sygeforsikring af arbejdsgiveren. Sygesikringen skal forhandle priser på hospitals- og lægeydelser og kan ikke benytte de lave takster som Medicare og Medicaid nyder godt af. Endelig får delstaterne mulighed for at vælge ikke at tilbyde en offentlig sygeforsikring, men udelukkende benytte sig private sygeforsikrings-selskaber til at skaffe dækning for borgere uden sygeforsikring fra deres arbejdsgiver eller ikke er berettiget til sygesikring i de offentlige ordninger for fattige (Medicaid) eller ældre og visse kroniske patienter (Medicare).

De "progressive" (eller mere venstreorienterede) demokrater er nok skuffede over dette forslag. De progressive har arbejdet intensivt for et mere radikalt forslag, hvor adgangen til den offentlige sygeforsikring skulle åbnes for flere og hvor sygeforsikringen skulle benytte sig af de takster, som anvendes af Medicare og Medicaid. Taksterne på hospitals- og lægeydelser er vsenligt lavere end de takster, som gælder for private sygeforsikringer. Reelt subsidierer de private sygeforsikringer således den offentlige sygeforsikringer. Det vlle give den offentlige sygeforsikring en konkurrencefordel udover billig kapital og statsgaranti. Analyser viser, at det over en kortere årrække ville drive de private sygeforsikringer ud af markedet og dermed socialisere sundhedssektoren i USA.

The Economist rejser også denne kritik i en leder og påpeger endvidere, at forslaget ikke gør noget for at mindske den kraftige vækst i sundhedsudgifterne i USA. Det flytter bare udgifter fra den private sektor over i den offentlige sektor. Politisk betyder forslaget om den offentlige sygeforsikring også, at der ikke er udsigt til en kompromis mellem demokrater og republikanere om en sundhedsreform:

"And finally, by resurrecting the idea of a public plan, the Democrats are serving notice that what little chance there was of a bipartisan effort on health is gone. True, the Republicans have hardly bent over backwards to help Mr Obama; but they can fairly point out that nothing has been done to win their support. Reform of crazy medical liability laws has never really been on the table; cross-state-border competition in healthcare, another big item on the Republican wish-list, has also failed to materialise. Mr Obama had hinted that he might be prepared to do without a public plan. That apparent concession may now be withdrawn. If so, the next seven years are going to be bitterly partisan ones in Washington".

Herudover indeholder forslaget ikke overraskelser i forhold til tidligere versioner udarbejdet af hhv. senatets sundhedsudvalg og finansudvalg. Forslaget indebærer højere skatter og besparelser i Medicare, som skal finansiere udgifterne ved sundhedsreformen,. Udgifterne består i subsidierne til borgere og virksomheder, som skal reducere prisen på sygeforsikring. Herudover indeholder forslaget en pligt til at tegne en sygeforsikring og et forbud mod at forsikringsselskaber afviser eller skiller sig af med forsikringstagere. Reelt vil det ændre det nuværende sygeforsikringssystem i USA til en slags sygekassesystem i stil med det tyske.

Det værste lovforslag nogensinde ....

Sådan betegner WSJ (1/11) i en leder det udkast til lovforslag om en sundhedsreform, som demokraternes leder i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, har fremlagt.

Honduras vinder over Hillary og Obama

USA og Organisation af Amerikanske Stater vil nu anerkende præsidentvalget i Honduras, som finder sted om ganske kort tid. Det sker efter, at landets fungerende præsident Roberto Micheletti er gået med til at bede Honduras Højesteret og Kongres om at genindsætte den afsætte Manuel Zelaya, som blev afsat som præsident i maj for at forsøge omgå grundloven. Det vil ikke ske, men det giver præsident Barack Obama og udenringsminister Hilary Clinton en vej ud af den krog, de havde trængt sig selv op i med kravet om, at præsident Zelaya skulle genindsættes desuagtet, at landets Højesteret og Kongres havde afsat Zelaya fordi han ville omgå grundloven i et desperat forsøg på at blive den nye Hugo Chavez i regionen.

Man kan roligt sige, at Obama administrationen har fejlbedømt situationen i Honduras. Mildest talt. USA Kongres jurister har undersøgt grundlaget for afsættelsen af Zelaya og erklæret, at den er i overensstemmelse med landets forfatningen. Men det er også udryk for manglende dømmekraft. WSJ havde en leder lørdag (31/10) under overskriften "Honduras 1, Hilary 0" om udfaldet. Og søndag (1/11) havde udenrigsredaktøren for WSJ en ny leder, som ikke lagde fingrene imellem:

"The need to dictate to Hondurans how to run their country has been the problem from the start. The moment the Honduran Supreme Court ordered the arrest of Mr. Zelaya in June for organizing mob violence and attempting to overthrow the constitution Mr. Llorens [USA ambassadør i Honduras] anointed himself colonial viceroy in charge of imposing U.S. will. Plenty of Molotov-hurling leftists also took Mr. Zelaya's side. But Mr. Llorens staked out a position for the U.S., defending the legitimacy of the erratic former president. The U.S. ambassador used every weapon he could lay his hands on to try to force the country to restore Mr. Zelaya to power.

This violated Honduran sovereignty. But Mr. Llorens's boss back home, Barack Obama, seemed more interested in appeasing U.S. enemies than standing by friends, or even sticking to his pledge not to meddle in other countries' affairs. Mr. Chávez and Fidel Castro were supporting Mr. Zelaya, and Mr. Obama apparently wanted to be part of the gang.

Clearly no one in Washington expected it to be so hard to break the will of Hondurans. That effort became even more embarrassing when zelayistas mounted a campaign of terror, kidnapping and murdering Honduran authorities and their relatives. There were at least three such incidents in two weeks. The terrorists were also sabotaging the country's electricity grid. To avoid further taint, the U.S. sent a delegation to strike the compromise reached late Thursday.

Det bliver spændende at se hvordan den cubanske redaktion på DR1 Orientering vil udlægge dette. Lad mig give et bud: Det er en højreorienteret konspiration bestående af rige godsejere i Honduras, kupmagere i hæren, den katolske kirke og ondsindede lobbyister i Washington, som arbejder for Bill Clinton.....

The spin is that Mr. Zelaya will return to power. But the Honduran Congress will decide that, using opinions from the Supreme Court, the attorney general and other legal experts. Since it was the court and Congress that threw Mr. Zelaya out, this is positive."

I øvrigt må man sige, at årets modtager af Nobels fredspris virkelig udretter store udenrigspolitiske mirakler. Udover den udenrigspolitiske succes i Honduras har Obama lige sat hele sin prestige ind på at få et omvalg i Afghanistans præsident-valg mellem de to førende kandidater, præsident Hamid Karzai og oppositionens kandidat Abdullah Abdullah efter omfattende korruption og valgsvindel, hvorefter modkandidaten trækker sig, fordi han ikke har tillid til valgkommissionen. Og nu venter amerikanerne så, at Obama vil beslutte sig for at sende flere amerikanske soldater til Afghanistan, hvor de risikere at dø i kamp for, hvad de fleste må opfatte som et rent pseudo-demokrati med en præsident uden et egentlig mandat.

Farlige klimaalliancer

Christopher Arzrouni havde en glimrende klumme på Jyllandsposten i går om udsigten til ballade under klimatopmødet i København fra venstreekstreme ungdomsaktivister. Christopher viser, hvordan der er en alliance mellem de unge venstre-orienterede ballademagers organisationer og de "pæne" organisationer som eksempelvis People's Climate Action, der modtager statsstøtte på 20 mio. kr. fra Udenrigsministeriet.

Tro nu ikke, at People's Climate Action er en folkebevægelse. Nej, tværtimod. Det er såmænd en paraplyorganisation bestårende af blandt andet Forbrugerrådet, Mellemfolkeligt Samvirke, Sex og Samfund m.v. Det er med andre ord tordenskjolds soldater fra det venstreorienterede og kulturradikale miljø i Danmark.

Hvorfor er organisationer, der agiterer for venstreorienterede synspunkter, altid organiserede som paraply-organisationer, mens de forsøger at give indtryk af at være folkelige? Forbrugerrådet er et andet eksempel på en sådan paraplyorganisation. Forbrugerrådet forsøger ligeledes at give indtryk af folkelighed, men organisationen består hovedsageligt af forbund og venstreorienterede foreninger og repræsentere stærkt venstreorienterede synspunkter vendt mod forbrugerne, f. eks. støtte til lukkelov og modstand mod reklamer. Og så er Forbrugerrådet i øvrigt også på Finansloven i lighed med Mellemfolkeligt Samvirke.

Det er uforståeligt, at venstreorganisationede paraply-organisationer som Forbrugerrådet og Mellemfolkeligt Samvirke stadig optræder på finansloven efter snart 8 år med borgerlig regering. VK-regerigen lagde godt ud med borgerlig kulturkamp og kamp mod smagsdommeri, men denne kulturkamp er åbentbart indstillet. Hvad er grunden til, at udenrigsministerog Hopalong Cassidy-kender Per Stig Møller, bevilger 20 mio. kr. fra statskassen til People's Climate Action? Er der ikke klimaproganda nok i forvejen fra det klimaindustrielle kompleks? Pengene fosser ud af statskassen og VK-regeringen opfører sig som en socialdemokratisk regering med uddeling af penge til højre og venstre. Og rettere: Til venstre og venstre!


PS: I øvrigt burde Jyllandsposten overveje nøjere, hvem de giver adgang til tastaturet og avisen hjemmeside. Der er hele 2 stavefejl i Christophers navn og selvom det ikke er helt så nemt at stave til som Bent Hansen eller Søren Jensen, er det dog pinligt, at man ikke hos JP formår at stave til egne skribenters navne!