Alternativerne til obligatorisk sygeforsikring i ObamaCare

Det er et stort problem for ObamaCare, hvis de pligten til at tegne sundhedsforsikring ikke overlever domstolene, skriver The Economist (16.12). Det vil også stille republikanerne i dilemma. Hvis ObamaCare fortsætter uden pligten for borgerne til at tegne forsikring, men en ret for borgerne til at tegne forsikring til ens præmier og ret til hospitalsbehandling, kan omkostningerne stige og præmier blive højere for dem, som vælger at tegne forsikring.

I så fald er der to alternativer for lovgiverne. Det første er at give borgerne incitamenter gennem skatter og tilskud til at tegne en forsikring. Det andet er at lade staten finansiere sygesikring for de borgere. Begge løsninger vil være lovlige, ønskværdige for hverken præsident Barack Obama eller det republikanerne i Repræsentanternes Hus.

Obama og midtervælgerne

Aftalen mellem præsident Barack Obama og republikanerne i Repræsentanternes Hus, som udskyder en forhøjelse af indkomstskatten i 2 år, synes ikke at hjælpe Obama, skriver Peggy Noonan i WSJ (10/12). Obamas kritik af skatteaften og løftet om at ville revidere aftalen om 2 år, hjælper ikke Obama hos midtervælgerne, skriver Noonan. Og aftalen svækker præsidenten hos midtervælgerne.

Krav om sundhedsforsikring strider imod forfatningen

En vigtig del af præsident Barack Obamas sundhedsreform er mandag blevet erklæret for værende i strid med den amerikanske forfatning, skriver WSJ (13.12). Det drejer sig om kravet om, at alle amerikanske statsborgere skal tegne en sygeforsikring. Dommer Henry E. Hudson mener ikke, at forfatningen giver den føderale regering mandat til at kræve, at individer tegner en forsikring. Bestemmelsen træder først i kræft i 2014, så der er tid for Obama at anke afgørelsen til den amerikanske Højsteret, som før eller siden vil blive hørt om denne og en snes andre retssager rejst af delstater imod den føderale regering.

Hvad er galt i Spanien?

Tidligere premierminister José Maria Aznar sparker i WSJ (13.12) til hans socialistiske efterfølger, José Luis Rodríguez Zapatero, der overtog regeringsmagten i 2004 efter en bombeeksplosionen på Madrids banegård. Den spanske økonomi havde højvækst i 2004, skabte nye arbejdspladser og havde balance på de offentlige budgetter. Det er på 6 år vendt til økonomisk kaos, fordi den socialistiske regering har opgivet reformere det spanske samfund, skriver Aznar. Han skriver endvidere:

"An essential part of this political change will be for Spain to immediately acknowledge that the state has to limit its economic and social role, and open new areas of freedom and dynamism for society and private entrepreneurship. Spain needs to accomplish deep reforms in its administrative structure, including eradicating bureaucratic and public bodies and rationalizing public expenditure. Spain cannot delay any longer in reforming its welfare state, but must start now to restore the conditions for a thriving society that is open to all.

Spain is more than capable of becoming, once again, a dynamic and enterprising country, one that generates employment and opportunity. But first it must undertake the hard work of unwinding six years of political misdeeds. We can't wait".

Aznar har ret i, at der er ikke noget værre end reformforskrækkede regeringer, der ikke handler med rettidig omhu. Den spanske regering er blot en af slagsen!

Helikopter Ben om at trykke penge

The Daily Show omtalte den amerikanske forbundsbanks Quantitative Easing, som sender milliarder af nye dollars i omløb gennem opkøb af amerikanske statsobligationer. I programmet kan man se bankens formand Ben Bernanke udtale, at banken ikke trykker flere penge, selvom de letter pengepolitikken.

The Daily Show With Jon Stewart	Mon - Thurs 11p / 10c
The Big Bank Theory
www.thedailyshow.com
Daily Show Full Episodes Political Humor & Satire Blog</a> The Daily Show on Facebook

Betaling for ydelser i det offentlige sundhedsvæsen i USA

Professor Uwe E. Reinhardt har i to blogindlæg på NYT (26.11 og 3.12) diskuteret problemerne med aflønning af henholdsvis hospitaler og læger i det offentlige sygesikring for ældre, Medicare. Hospitaler bliver i dag aflønnet ved tariffer baseret på diagnose relaterede grupper (DRG) med en lang række justeringer (geografi, sværhedsgrad, uddannelse af læger og uforholdsmæssigt mange ikke-forsikrede patienter, som hospitalet er pligtig til at give behandling). Alle hospitaler i samme situation får samme betaling. Tariffer er beregnet ud fra hospitalerne omkostningerne og bliver løbende opdateret.


Læger bliver aflønnet med honorarer, der afspejler deres timeforbrug, eksterne omkostninger og forsikringer. Honorarer bliver justeret for en række faktorer såsom omkostningsindex og prisindeks for lægeforsikring i forskellige dele af USA. Honorarene er dog vidt omfang politisk fastsat og afspejler også interne politiske forhold i den amerikanske lægeforening, hvor den vindende koalition er i stand til at påvirke resultatet til egen fordel uanset udbud og efterspørgsel. Det har derfor medført mangel på visse typer (Medicare) læger i visse regioner af USA.


Priserne er altså bestemt af omkostninger og politiske forhold. Ikke overraskende er systemet løbende udsat for kritik. Kritikken går på, at priserne ikke afspejler værdien af ydelserne. Når priser i et system ikke afspejler værdi, er der ingen sikkerhed for, at ikke rigtige ydelser bliver udbudt i de rigtige mængder. En af kritikker er Joseph Antos, der er tilknyttet American Enterprise Institute, og i en lang årrække har haft tilknytning til Medicare programmet. I en blogindlæg på The American (30.10) med overskriften "Confessions of a Price Controller", skriver han blandt andet:

"Prices must respond to both the supply and demand sides of the market to allocate resources to their best use. Medicare ignores the market, setting prices for physician services based on an academic theory with its roots in the Soviet Union and implemented by the American Medical Association. Those prices do not reflect the value patients receive from their care, and they do not reflect shifts in the demand for particular kinds of services (such as primary care) as the population ages or as more people have health insurance".

Antos skriver videre, at der er en tendens til at lægers honorarer mere end markedet egentlig ville tillade, fordi reduceret efterspørgsel efter en type lægeydelser tenderer til at øge omkostningerne og presset fra disse læger, selvom det var mere relevant for dem at skifte til et andet speciale. Antos mener, at priskontrollen bør afskaffes og havde håbet, at sundhedsreformen ville tage skridt i den retning, men det er ikke sket.


Reinhardt gennemgår i et andet blogindlæg historien for DRG-tarifferne og honorarsystemet for praktiserende læger og speciallæger. Det Sovjet-inspierede DRG-prissystem i Medicare blev indført i 1980'erne under præsident Ronald Reagan, mens honorarsystemet for lægerne blev indført i 1992 af præsident Georg H. W. Bush. I begge tilfælde var formålet at begrænse udgiftsvæksten i Medicare, hvor hospitaler og læger stort set kunne skrive regninger til regeringen, som de lystede. Nu har prissystemerne måske nok (i hvert fald delvist) bremset udgiftsvæksten, men det giver problemer med at tilpasse udbud og efterspørgsel til Medicare patienter. Dermed har programmet fået de samme problemer, som kendetegner de offentlige sundhedssystemer i mange europæiske lande, herunder Danmark, Italien, Norge, Spannien, Storbritannien og Sverige.

Mange amerikanere mener ikke, at regeringen opererer indenfor grænserne fastsat i konstitutionen

Rasmussen Reports har offentliggjort en opinionsundersøgelse (23/11), som viser, at en meget stor del af amerikanske vælgere mener, at den føderale regering har vokset sig udover de grænser, der er fastsat i konstitutionen. 39% mener, at regeringen opererer indenfor grænserne, mens 44% mener, at grænserne er overskredet. Medlemmer af den "politiske klasse" er langt mere tilbøjelige til at mene, at grænserne ikke er overskredet end resten af vælgerne, ligesom der er flere republikanere end demokrater, som mener at grænserne for den føderale regering er overskredet. Uafhængige vælgere er delt i spørgsmålet.

Netop spørgsmålet om afgrænsningen af magten mellem den føderale regering, delstaterne og individet var et centralt emne for præsidentkandidat Ron Paul under primærvalget 2008 og Tea Party bevægelsen i 2010. Der er blandt konservative republikanere og libertarianere en udbredt opfattelse af, at den føderale regering overskrider de grænser, som oprindeligt var sat forbundsregeringen. Det foregår en debat mellem progressive, konservative og libertarianere om, hvordan konstitutionen kan fortolkes. På den ene side står de progressive, som argumenterer for, at konstitutionen er et levende dokument, der kan fortolkes i tiden. På den anden side står libertarianere, som argumenterer for, at konstitutionen skal fortolkes bogstaveligt, da formålet med den netop er at afgrænse magten. De konservative har vendt sig imod "aktivisme" fra domstolene, som vi så i 1960'erne og 1970'erne, hvor domstolene efter konservativ opfattelse foretog afgørelser, som burde være politiske.

Den republikanske præsidentkandidat fra 1964, Barry Goldwater, skrev allerede i 1960 bogen "Conscience of a Conservative", der var et opgør med forbundsregeringens tiltagende magt. I 1980'erne forsøgte præsident Ronald Reagan at gøre op med forbundsregeringens magt, blandt andet med forslag om tilføjelse om borgernes økonomiske rettigheder til konstitutionen.

Siden Goldwater og Reagan har forbundsregeringen øget sin indblanding i økonomien, blandt andet i sygeforsikring og sociale anliggender. Konstitutionen foreskriver ikke direkte, at disse områder er anliggender for forbundsregeringen. Regeringens indblanding hviler derfor på to bestemmelser i konstitutionen. For det første retten for forbundsregeringen til at opkræve skat (og fordele midlerne til delstaterne). Forbundsregeringen opstiller nogle betingelser for økonomisk støtte, der tvinger delstaterne til at indføre nationale programmer som Medicare og Medicaid. Fulgte en delstat ikke foreskrifterne, ville delstaten miste tilskuddet til trods for borgernes skatteindbetalingerne.

For det andet henviser forbundsregeringen i reguleringer til, at den føderale regering har lov til at regulere handlen mellem delstaterne. Denne bestemmelse i konstitutionen har skiftende regeringer tolket ganske liberalt. Det er blandt andet denne bestemmelse, som Obama administrationen henviser til, når den kræver, at alle amerikanere skal have en sygeforsikring, selvom det jo ikke vedrører handlen mellem delstaterne (og hvor lovgivningen allerede bestemmer, at sygesikringen skal tegnes i den delstat, som borgeren bor i).

Det er et sundt tegn, at amerikanere udtrykker kritik af forbundsregeringen tiltagende magt og vælgere repræsentanter, der vil tage et opgør med Washington D.C. Når forfatningsdomstolen ikke været i stand til at satte grænserne for forbundsregeringen, er det op til borgerne at sørge for, at grænserne bliver fastsat. Men det bliver en vanskeligt opgave, når en stor del af magthaverne med præsident Barack Obama i Washington D.C. tilhører den "progressive" bevægelse, som ønsker stadig flere beføjelser til forbundsregeringen og direkte indblanding i stor og småt. Men undersøgelsen viser, at præsidenten er helt ude af trit med den amerikanske befolkning og at han ikke har det mandat til at udvide regeringen, som han selv er så overbevist om, at han har fået.

Privat sundhedsforsikring forbedrer de offentlige finanser

CEPOS har udsendt en notat om privat sygeforsikring af specialkonsulent Mia Amalie Holstein, som afdækker effekten på de offentlige finanser af privat sundhedsforsikring. Notatet viser, at privat sundheds-forsikring har en positiv effekt på de offentlige budgetter. Godt nok er private sundhedsforsikringer fritaget for indkomstskat, hvilket giver et provenutab på 760 mio. kr. om året. Men det blivet modsvaret af lavere offentlige udgifter til behandling og sygedagpenge. Notatet skønner, at disse udgifter til hhv. 770 mio. kr. og 310 mio. kr. Private sundhedsforsikringer er også en fordel patienterne, da det forkorter ventetiden for patienterne med og uden sygeforsikring.

Obamacare ødelægger det private marked for sygeforsikring

Michael Tanner, Cato Institute, fortæller på podcast fra Cato Institute, at sundhedsreformen i USA allerede har konsekvenser på det private forsikringsmarked. Reguleringen i den nye lovgivning resultere stik i imod hensigten i færre valgmulighederne for borgerne.

Private forsikringsselskaber trækker sig ud af markedet, fordi det økonomisk ikke længere kan hænge sammen at sygeforsikre med de mange nye regler. Der sker også en konsolidering, hvor medarbejdere i virksomheder og private borgere tvinges til at tegne dyrere forsikringer. Private virksomheder beslutter samtidig at droppe sygeforsikring for medarbejdere (og betale en skat i stedet), fordi omkostninger er stigende. Og endelig, så er markedet for sygeforsikring til børn ved at bryde sammen, fordi forsikringsselskaber er tvunget til at forsikre samtlige kunder til samme pris uanset sundhedstilstand. Det får præmierne til at stige og mange forældre til at droppe sygeforsikring for deres børn. Den kan jo altid tegnes, når uheldet er ude. Resultatet er en negativ proces, hvor præmier stiger og stiger.

Den konservative deroute

Professor Peter Kurrild-Klitgaard skriver i Berlingske Tidende (12/11) om Det konservative Folkepartis problem med faldende tilslutning. Hovedårsagen er ikke partiformanden, men derimod, at vælgerne ikke aner, hvor de konservative befinder sig i de politiske landskab.

Kurrild henviser til den tale, som landsformand og udenrigsminister Lene Espersen holdt på det seneste landsmøde, hvor hun sammenlignede et skattetryk på 40% med ultraliberalisme. Partimedlemmerne klappede, da hun sagde, at "nogle ønsker et skattetryk på 40%".

Jeg har vedhæftet en oversigt over skattetrykket i OECD-lande i 2007. Danmark ligger til trods for flere år med højkonjunktur og en "borgerlig" regering i toppen, som det mest skatteplagede land. Østrig og Holland er lande, som ligger henholdsvis lige over og under de 40% i skattetryk. Det må altså være ultraliberalistiske lande? Schweiz, Australien, Irland, Tjekkiet, USA og Japan ligger alle omkring 30%. I min optik er det lande med konservativ politik. Det er vel også et niveau omkring 20-30%, som partiet burde have som langtsigtet mål. Liberalister kan så have et mål på 10-20% og ultraliberalister på 0%. Men der er meget, meget langt til det niveau, hvor konservative, liberalister og ultraliberalister behøver at være uenige om hensigtsmæssige sænke skatterne yderligere. Og med det tempo, hvormed de VK-regeringen sænker skattetrykket, vil det tage uendelig lang tid.

Obama lytter ikke vælgerne, mener Rove

Præsident Barack Obama lytter ikke til vælgerne og især uafhængige vælgere, der ved midtvejsvalget har vendt Obama og demokraterne ryggen. Det skriver Karl Rove i WSJ (11/11) . Rove bemærker, at Obama på første pressemøde efter valget forklare nederlaget med den høje arbejdsløshed og dårlig kommunikation (fra Obama til vælgerne).

Hvis der er tale om dårlige kommunikationsevner, så er det ikke talegaverne, men derimod evne til at lytte. Opinionsmålinger viser, at vælgere er mere enige republikanerne i økonomiske spørgsmål og at flertallet af amerikanere mener, at udviklingen i landet går i den forkerte retning. Stimuleringspakken har ikke virket som lovet og det har vælgerne gennemskuet. Vælgerne har klart signaleret, at de ønsker en ændring i økonomiske politik (mindre statsstyring, mådehold med udgifterne, kontrol med budgetunderskuddet og lavere skatter). Og et flertal af de uafhængige (og republikanske) vælgere ønsker, at sundhedsreformen bliver forkastet og erstattet med en ny reform.

Det sidste bliver dog blankt afvist af Obama, der dog erklærede sig villig til at lytte til republikanerne, hvis de har nogle "gode ideer" til at forbedre sundhedsreformen. Det var stort set samme ord, som Obama brugte, da demokraterne var blevet enige om sundhedsreformen og inviterede republikanerne til et offentligt topmøde om reformen. Dengang for at overbevise vælgere om, at demokraternes politik på sundhedsområdet var bedre end republikanernes, hvilket dog mislykkedes. Så det er politisk teater. Obama er stadig overbevist om, at hans sundhedsreform indeholder de "bedste ideer".

Link til Obama administrationens handelspolitik og kommentarer

Obama administrationens handelspolitik kan læses her. Præsident Barack Obama sendte 1 marts sin handelspolitik til Kongressen, som blandt andet indeholder et mål om at fordoble eksporten over 5 år og administration har dannet et såkaldt Export Promotion Cabinet.

Ambassadør Terry Miller skrev en kommentar på sin blog på Heritage Foundations hjemmeside om handelspolitikken.

Et godt sted at følge debatten om handelspolitikken er på http://www.freetrade.org/.

Mere kritik af Obamas administrationens handels- og valutapolitik

Også i USA støder Obama administrationens handelspolitik på kraftig kritik. Som WSJ (9/11) bemærker, så støder politikken på kritik fra så forskellige sider som tidligere vicepræsidentkandidat Sarah Palin og Verdensbankens direktør Robert Zoellick. Kritikken er den samme.

Palin kritiserer svækkelsen af dollar på linje med lande som Tyskland, Brasilien, Kina og andre assiatiske lande. Hun bliver citeret for følgende udtalelse:

"We don't want temporary, artificial economic growth brought at the expense of permanently higher inflation which will erode the value of our incomes and our savings ..... We want a stable dollar combined with real economic reform. It's the only way we can get our economy back on the right track"

Zoellick efterlyser et system med mere stabile valutakurser baseret på en tilbagevenden til en international guldstandard (se Financial Times 7/11), der inkluderer euro, dollar, pund, yuan og renminbi. En guldstandard vil tvinge landene til at gennemføre reformer snarere end at devaluere valutaen.

Obama administrationen bryder med 65 års amerikansk handels- og valutapolitik

Præsident Barack Obama og finansminister Timothy Geithner bliver også kritiseret fra hjemmefronten forud for G20-landenes topmøde i Seoul på fredag og lørdag. Kritikken bliver rettet mod Obama administrationens handels- og valutapolitik.

Finansminister Timothy Geithner har forud for mødet foreslået de andre lande, at G20-landene bliver enige om et mål for landenes overskud eller underskud på handelsbalancen. Geithner foreslår konkret, at hverken overskud eller underskud skal overstige 4 procent af et land bruttonationalprodukt. Det er et ganske enestående forslag fra Obama administrationen, som blev voldsomt kritiseret af den tyske finansminister Wolfgang Schäuble forleden dag (se her). Man forstår også, at kinesere fik teen galt i halsen, da de hørte om forslaget fra Obama administrationen. Viceudenrigsminister Cui Tain-kai havde følgende kommentar i henhold til Business Week (5/11):

"The artificial setting of a numerical target cannot but remind us of the days of a planned economy.”

En målsætning for handelsbalanceoverskuddet vil jo forudsætte, at staten kontrollerer millioner af individers og virksomheders beslutninger om køb, salg, opsparing og investering. Det er planøkonomi. Tankevækkende, at Kina i 2010 som skal belære USA om ulemperne ved planøkonomi.

Geithners forslag er dog udtryk for tankegangen i Obama administrationen: At staten skal spille en mere aktiv rolle i markedsøkonomien gennem regulering og forskellige støtteordninger til virksomhederne. Stimuleringspakken indeholdt således støtteordninger til udvalgte virksomheder ligesom redningspakkerne for bank- og bilindustrien skulle beskytte amerikanske arbejdspladser. Støtteordningerne er først og fremmest målrettet virksomheder, som har produktion eller projekter, der er politisk korrekte for Obama administrationen. Det gælder eksempelvis de "grønne" jobs.

Men administrationens politik indebærer også tiltag, som forringer amerikanske virksomhedernes konkurrenceevne (nye reguleringer, sundhedsreform og beskatning af CO2 udslip). Og medens Obama administrationen har travlt med at gennemføre forslag, som forringer virksomhedernes konkurrenceevne, taler om "fair" handelspolitik, som skal tvinge handelspartnere til at indføre høje standarder for lønmodtagere og miljø. Formålet hermed at øge udenlandske virksomheders omkostninger og dermed forbedre amerikanske virksomheders konkurrenceevne.

Geithners forslag om 4 procents loft over handelsoverskuddet (som vil ramme Tyskland og Kina), den såkaldte "fair" handelspolitik og devalueringen af amerikanske dollars gennem endnu en forøgelse af pengemængden er politik af samme skuffe. Fælles er nemlig, at det fritager administrationen fra at fremsætte økonomiske reformforslag, som kan forbedre virksomhedernes konkurrenceevne. Man forsøger at få andre til at forringe deres konkurrenceevne i stedet. Og gennem faldende dollar (eller stigende euro eller yuan) vil amerikanske virksomheder opleve en forbedret konkurrenceevne, men prisen er ustabile valutakurser, inflation og muligvis nye bobler i økonomien.

USA har siden afslutningen på anden verdenskrig arbejdet for international frihandel gennem  multilaterale handelsaftaler under WTO. Det skyldes i høj grad erfaringerne fra 1930'erne, hvor USA og verden oplevede frygtelige konsekvenser af protektionistisk handelspolitik. Landene forsøgte dengang at beskytte egen industri og arbejdspladser gennem højere told og lukkede grænser. Det forstærkede den økonomiske krise og fjernede økonomiske fordele ved arbejdsdeling og specialisering til skade for alle lande. Den protektionistiske handelspolitik var derfor en medvirkende årsag til udbruddet af verdenskrigen.

Obama administrationens handelspolitik er et brud på 65 års amerikansk udenrigspolitik, som er blevet fulgt af demokratiske og republikanske præsidenter som eksempelvis Harry S. Truman, Dwigt D. Eisenhower, John F. Kennedy, Richard Nixon, Ronald Reagan, Bill Clinton og Georg W. Bush mere eller mindre halvhjertet. Ofte har denne politik stødt på modstand ude og hjemme, være vanskelig at gennemføre i økonomiske nedgangstider og selvfølgelig har den også kostet amerikanske arbejdspladser på det korte sigt. Når Obamas forgængere valgte at se bort fra disse kortsigtede konsekvenser for amerikanske arbejdspladser, er det nok, fordi de vidste, at frihandel fører til nye arbejdspladser. Arbejdspladser, som dog ikke er synlige på forhånd. Det er hele ideen med markedsøkonomi. Og frihandel har været til gavn for USA og verden, som er blevet rigere og også mere sikker af handel. Derfor var det fornuftigt at Obamas forgængere at arbejde for frihandel og det burde Obama også gøre.

Tidligere budgetdirektør i Det hvide Hus: Nu skal vi altså have styr på statens underskud

Distinguished Visiting Fellow Peter R. Orzag fra Center for Foreign Relations efterlyser i Berlingske Business (8/11) en indsats mod budgetunderskuddet fra præsident Barack Obama. Orzag fra budgetdirektør for Obama fra januar 2009 indtil han forlod stillingen i juli i år, fordi hans chef ikke lyttede til ham og tog gældsproblemet alvorligt nok. Journalist David Trads har et interview med Orzag, som jeg kan anbefale. Her et citat:

"Vi har brug for, at der fremlægges en troværdig plan for, hvordan vi får styr på underskuddet i 2015 eller 2016 - altså det er ikke nok at tale om, hvordan økonomien ser ud om nogle årtier; perspektivet skal være, hvad vi gør i de kommende fem år. Det meste af problemet må vi løse med større indtægter - det vil sige øgede skatter - for gabet mellem indtægter og udgifter er så stort, at vi ikke kan nøjes med at se på besparelser".

Tysk finansminister kritisere amerikansk økonomisk politik

Tysklands finansminister Wolfgang Schäuble retter en kraftig kritik mod den amerikanske regering og forbundsbank efter den nye pengepolitiske lempelse i sidste uge, hvor forbundsbanken besluttede at skyde yderligere 600 mia. USD ind i økonomien gennem opkøb af amerikanske statsobligationer, skriver WSJ (8/11).

Schäuble peger på, at det er inkonsistent, når amerikanere på den ene side beskylder Kina for at manipulere deres valuta og på den anden gennemfører en pnegepolitisk lempelse som forringer værdien af dollar. Schäuble er citeret for følgende udtalelse:

"The USA lived off credit for too long, inflated its financial sector massively and neglected its industrial base. There are many reasons for America's problems—German export surpluses aren't one of them."

"Germany's exporting success is based on the increased competitiveness of our companies, not on some sort of currency sleight-of-hand. The American growth model, by comparison, is stuck in a deep crisis."

Schäuble deltager i G20 topmødet senere på ugen sammen med forbundskansler Angela Merkel. Præsident Barack Obama, som er flygtet fra de hjemlige konservative, der vandt en jordskredssejr i sidste uge, kan altså se frem til en omgang tysk konservativ spanking på fredag i Seoul. Og det hjælper næppe, at han har sin egen finansminister, manden med pokerface, Timothy Geitner, med. De andre har for længst gennemskuet, at Obama administrationen spiller med temmelig ringe kort.

Indsigt i Tea Party-bevægelsen

Der er skrevet temmelig meget om Tea Party-bevægelsen i medierne, men ikke meget af det er der papir værd, som det er skrevet på. Der er en tendens til sætte lighedstegn mellem hele Tea Party-bevægelsen og tidl. guvenør og vicepræsident Sarah Palin. Imidlertid er Tea Party bevægelsen i USA ikke en socialkonservativ bevægelse. Bevægelsen dækker over forskellige opfattelser af, hvad statsmagten skal gøre i sociale spørgsmål. Det som forener bevægelsen er medlemmers syn på økonomiske spørsmål: 1) Regeringen (og i særdeleshed forbundsregeringen) skal spille en mindre rolle i økonomien og 2) markedet kan løse problemer bedre end regeringen.

David Kirkby og Emily Ekins har gennemført en analyse (refereret her), som viser, at Tea Party er delt i to grupper: Konservative og liberalister (libertarianere). Begge grupper er bekymrede for sundhedsreformen, ønsker at begrænse forbundsregeringens udgifter og reducere statsmagten. Men mens de konservative medlemmer af Tea Party bevægelsen er langt mere bekymrede over moralske spørgsmål (ægteskab mellem homoseksuelle, immigration, Moskeen i New York og abort) end liberalistiske medlemmer af bevægelsen. Det fremgår af nedenstående figur (hvis den er svær at læse, så er den klippet fra ovenstående link).



Vælgerne forkaster ObamaCare i Oklahoma og Arizona

Vælgerne i Oklahoma, Arizona og muligvis Colorado valgte ved folkeafstemning at droppe ud af sundhedsreformen, som præsident Barack Obama fik vedtaget i foråret, skriver Politico (3/11) . Tidligere har vælgerne i Missouri stemt for et lignende initiativ. Flere republikanske guvernører kan også betyde, at flere delstater vil udfordre sundhedsreformen gennem domstolene.

Efter midtvejsvalget i USA: Til højre eller til venstre

Demokraterne og præsident Barack Obama led en markant nederlag ved tirsdagens midtvejsvalg i USA. Republikanerne har vundet over 60 sædder og dermed flertallet i Repræsentanternes Hus og i hvert fald 6 pladser i Senatet. De fleste præsidenter oplever nederlag ved midtvejsvalget, men der er næppe tvivl om, at størrelsen af dette nederlag er usædvanlig. Republikanernes sejr tirsdag var større end ved valgene i 1946 og 1994. Faktisk skal man temmelig langt tilbage i historien for at finde et så stort nederlag til noget parti.

Økonomisk krise og arbejdsløshed var ved dette valg en klar ulempe for demokraterne, da partiet efter 2 år med flertallet i Kongressens to kamre og præsidentembeddet ikke kunne fraskrive sig ansvaret for udviklingen. Ved valget i 2008 var krisen efter Lehman Brothers konkurs en måned før valget derimod en fordel for demokraterne og Barack Obama. Præsidentkandidat John McCain førte faktisk meningsmålinger efter republikanernes partikonvent og før Lehman Brothers konkurs. Men demokraterne havde succes med at hæfte krisen på præsident Georg Bush og republikanerne og samtidig kæde Bush og McCain sammen ved at tæppebombardere TV-stationerne med annoncer, der viste McCain og Bush trykke hinanden i hånden.

Nu var det bestemt ikke ufortjent at give republikanerne en stor del af skyld for en stor del af de offentlige udgifters himmelflugt og gældsætning under Bush. Bush socialkonservatisme tillod store stigninger i den offentlige sektor, hvilket medførte hård kritik fra konservative tænketanke og græsrødderne i partiet. Men demokraterne har et stort medansvar, da partiet allerede i 2006 opnåede flertal i Repræsentanternes Hus og dermed kunne udøve kontrol med bevillingerne i 2007-08. Og for selve krakket og problemerne i den finansielle sektor, var det nok ufortjent, at republikanerne og dereguleringen af de finansielle markeder i 1980'erne blev udpeget som skurken. Årsagen til problemerne er snarere den offentlige regulering af finansielle sektor og vilkår for tildeling af boliglån, og her spiller regler indfärt under præsident Jimmy Carter og præsident Bill Clinton en større rolle, men vælgerne straffer den siddende regering.

Tirsdag var det så demokraternes tur til at blive straffet af vælgerne. Man kan sagtens hævde, at problemerne i den finansielle sektor var så store og omfattende, at det ville tage mere end 2 år at rydde op efter republikanerne. Vælgerne køber ikke den slags argumenter, den siddende regering får ansvaret og denne gang var der ingen tvivl om, hvem der har magten og ansvaret.

Vælgerne har ved valget i tirsdags også klart forkastet den økonomiske politik, som Obama administrationen har fulgt (og videreført) i de sidste par år med store udgiftspakker og markant stigende offentlige udgifterne (der overgår end Bush). Det er stor bekymring i brede dele af befolkningen for øget offentlig gældsætning og stigende statslig indblanding i økonomien. Republikanerne har på et budskab om mådehold vundet opbakning fra midtervælgere, som i 2008 stemte på Obama og demokraterne. Tea Party-bevægelsen og entusiasmen blandt libertarianske og traditionelt konservative vælgere har også bidraget til sejren. Hos demokraterne blev desillusionerede progressive vælgere, der gerne have set en mere venstredrejet politik fra Obama administration, og bekymrende konservative demokrater, væk fra valgstederne.

Det store spørgsmål i dag er så om valget vil betyde samarbejde over midten eller "gridlock" i Washington D.C. Vil Obama række ind over midten og samarbejde med republikanerne, som præsident Bill Clinton gjorde efter valgnederlaget i 1994? Eller vil Obama trække længere ud på venstre flanke og tage kampen op med republikanerne? Går han til højre eller venstre?

Der er næppe tvivl om, at Obama chancer for genvalg afhænger af økonomiske konjunkturer (og mulighed for at indfri valgløfterne om aftrapning af krigen i Irak og Afghanistan - hvis ikke det sker, vil Obama formentlig blive udfordret under primærvalget). Hvis økonomien er i vækst om 2 år og arbejdsløsheden lav, er chancerne for genvalg alt andet lige større.

Så Obama kunne vælge at holde fast på sin "progressive" dagsordenen, fastholde en politik til venstre for midten, tage kampen op mod republikanerne og vente på et økonomisk opsving. Det vil øge hans popularitet blandt "progressive" vælgere. Hvis opsvinget kommer, vil han stå bedre blandt midtervælgere. Men det forudsætter, at opsvinget kommer og at midtervælgerne ikke lader sig afskrække af den progressive dagsordenen. Ironisk nok kan gridlock i Washington D.C. være med til at forbedre den økonomisk situation. Det skyldes, at der nu er mindre sandsynligt, at de offentlige udgifter vil stige, gældsætningen vokse og erhvervslivet blive underlagt nye reguleringer. Det skaber større forudsigelighed, flere investeringer og dermed vækst.

Alternativet er at forsøge et samarbejde med republikanerne, som kan skabe større forudsigelighed om den offentlige udgifter og skatter ved at gennemføre reformer, der mindsker budgetunderskuddet. En sådan politik kan bidrage til skabe større tillid og dermed flere investeringer, som vil skabe grobund for  økonomisk vækst. Det vil gøre det lettere at tiltrække vælgere på midten og gøre det vanskeligere for republikanerne at angribe Obama, men giver samtidig Obama problemer på venstre flanke.

Spørgsmålet er også om republikanerne er interesserede i et sådant samarbejde? Hvis de samarbejder over midten, vil det give problemer på højre flanke. Til gengæld kan man skabe forudsætninger for vækst, som øger sandsynligheden for genvalg. Samarbejdet i 90'erne mellem Clinton og republikanerne under ledelse af Newt Gingrich var frugtbart.Det lykkedes at bringe det offentlige budget i balance og der blev gennemført en velfærdsreform. Afstanden mellem Gingrich og sydstatsdemokrat var næppe så stor som afstanden mellem republikanerne og en progressiv nordstatsdemokrat. Det bliver spædende at følge udviklingen de næste måneder.

Forsvar for sundhedsreformen

Tidl. budgetdirektør Peter Orzag forsvarer sundhedsreformen i USA i NYT (3/11), som han mener vil reducere omkostninger på længere sigt.

Rove om demokraternes apocalypse

Karl Rove skriver om demokraternes apocalypse ved midtvejsvalget i USA på tirsdag i WSJ (28/10). Han hælder vel nærmest salt i såret på præsident Barack Obama og fryder sig bl.a. over, at vælgerne i Ohio ville foretrække hans tidligere chef, præsident George W. Bush over Obama med 50% mod 42%. Roves analyse er, at vælgerne i Ohio og i USA som helhed foretrækker en konservativ økonomisk politik. Det er efterhånden også en del år siden, velsagtens 10 år, at økonomiske politik har været konservativ, så det er til forstå, at amerikanerne ønsker mådehold i det offentlige forbrug og stop for gældsætning.

Hvide arbejdere vender sig mod Obama og demokraterne

The Economist skriver (23/10), at det sandsynlige valgnederlag til præsident Barack Obama og demokraterne på tirsdag ikke så meget skyldes Tea Party bevægelsen, men at hvide arbejdere vender sig mod Obama. Det vil påvirke resultatet i stater som West Virginia, Ohio, Pennsylvania og Wisconsin, der normalt er svingstater ved præsidentvalg. Og at de er utilfredse med demokraterne og præsidenten for stort alt andet end hudfarven.

Jordskredssejr til republikanerne på tirsdag i sigte

Professor Peter Kurrild-Klitgaard forudser på baggrund af de seneste meningsmålinger en jordskredssejr til republikanerne ved valget d. 2 november. Se her.

Zakaria om den amerikanske drøm

Noonan havde også en henvisning til Fareed Zakaria, som i Time Magazine (21/10) sammenligner stemningen i USA og Indien. Da Zakaria betragtede USA fra Indien for 40 år som ung så han et umulighedernes land med optimismen og fremdrift, mens Indien var stillestående. I dag betragter han Indien som borger i USA og ser, at tingene er vendt på hovedet. I dag er det i Indien, at optimismen skal findes.

Peggy Noonan om Tea Party bevægelsen og kongresvalget i USA

Peggy Noonan har en interessant artikel i WSJ (22/10) om Tea Party bevægelsen og valget i USA næste tirsdag. Noonan gør to observationer. Den første er, at Tea Party bevægelsen ikke en trussel mod Det republikanske Parti. Tværtimod, bevægelsen har reddet partiet fra det velfortjente nederlag efter 8 år med præsident Georg Bush, rekordhøje offentlige udgifter og store underskud på statsbudgettet. Den har fremmet et generationsskifte i partiet og har republikanerne står nu en stor sejr ved valget 2. november. Den anden er, at valget den 2. november er blevet en folkeafstemning om præsident Barack Obama.

Noonan tegner et mere nuanceret billede af Tea Party bevægelsen end man ser i danske medier. Danske mediers behandling af det politiske stof i USA er gennemgående ringe og desværre er der ikke forskel på aviserne. Berlingske Tidende og JyllandsPosten er ikke bedre end Politiken, EkstraBladet eller DR. Og desværre må jeg konstatere, at weekendavisen, som ellers er en glimrende avis, i sidste uge (15/10) fuldte trop med en forsideartikel af Martin Krasnik om Tea Party. Heri beskrev Krasnik bevægelsens tilhængere som en flok nørder med racistiske tendenser og/eller religiøse frihedselskere på offentlig understøttelse. Krasnik havde været til et af bevægelsens møder i midvesten og fandt vel nærmest, at bevægelsens medlemmer var smådumme. Bevægelsen skal nok have sine nørder, men Krasnik vil kunne finde pæreformerede amerikanere, nørder og religiøse fanatikere i stort set alle politiske forsamlinger i USA (og alle andre steder).

Men bevægelsen repræsenterer faktisk et oprør med de løbske offentlige udgifter og det gigantiske underskud på statsbudgettet. Det er en bredt forankret bevægelse med tilslutning vidt og bredt i landet, men også med større tilslutning blandt veluddannede amerikanere, som beskrevet af professor Peter Kurrild-Klitgaard i et indlæg på punditokraterne.dk (10/10).

Noonan giver et eksmpel på en af bevægelsens støtter i den tidligere trommeslager i bandet Velvet Underground, Maureen "Moe" Tucker, der er citeret for følgende udtalelse:

"Anyone who thinks I'm crazy about Sarah Palin, Bush, etc., has made quite the presumption. I have voted Democrat all my life, until I started listening to what Obama was promising and started wondering how the hell will this utopian dream be paid for?"

Der er ingen tvivl om, at stemningen i USA er trykket og at amerikanerne ser pessimistisk på fremtidsudsigterne for dem selv og landet. Det viser undersøgelse efter undersøgelse. Der er også stor bekymring over den gældsætning, som er blevet langt værre under Obama end Bush. Bush var slem, ingen tvivl om det, og han brød med årtiers republikanske politik med mådehold i de offentlige udgifter, fremme saf økonomisk frihed og balance på statsbudgettet. Det blev republikanerne straffet for ved valget i 2006 og 2008. De har chancen for at vinde det tabte tilbage ved det kommende valg, da demokraterne blot har vist sig at være endnu mere uansvarlige end republikanerne (det bør vel tilføjes, at demokraterne faktisk har været ved magten siden 2006, hvor demokraterne fik flertallet i begge kamre. Det er således ikke helt rigtigt, når demokraterne lægger skylden for den økonomiske situation og statsunderskud under Bush på republikanerne. Demokraterne havde flertal i begge kamre, men benytte ikke deres flertal til at forkaste budgetterne og sende dem tilbage med nedskæringer). Men de sidste 2 år har ikke været opmuntrende for amerikanerne. Som Noonan skriver:

"This election is about one man, Barack Obama, who fairly or not represents the following: the status quo, Washington, leftism, Nancy Pelosi, Fannie and Freddie, and deficits in trillions, not billions".

Så er det sagt. Og amerikanere giver ganske sikkert den siddende præsidents parti et af de største nederlag, vi har set i historien, hvadenten det så er fordi de er smådumme eller bare gerne vil af med en regering, der bruger flere og flere penge.

Første retskendelse fra Michigan: Sundhedsreformen er forenelig med forfatningen

Den første kendelse i retsopgøret om sundhedsreformen i USA er afsagt. En føderal dommer i Michagan har afsagt en kendelse, der giver forbundsregeringen medhold i, at Kongressen kan kræve obligatorisk sundhedsforsikring og beskatte individer, som ikke er forsikret. Det skriver Politico (7/10).

I henhold til afgørelsen er sundhedsreformens krav om minimumsforsikring omfattet af de beføjelser, som forfatningen giver Kongressen til at regulere handel mellem stater, mens beføjelsen til at beskatte ikke-forsikrede borgere følger af Kongressens ret til at beskatte.

Afgørelsen er fra en distriktsdomstol i en sag, hvor en religiøs borgerorganisation har sagsøgt forbundsregeringen for at overskride sine beføjelser, men flere sager er undervejs, herunder en del sager, hvor delstater sagsøger forbundsregeringen. Retsopgøret vil formentlig fortsætte indtil en endelig afgørelse foreligger fra Højesteret.

For stram pengepolitik var årsag til den økonomiske nedtur i USA i 2008

Det er efterhånden almindelig accepteret, at pengepolitikken i USA var for lempelig i perioden 2002-06. Dette bidrog til stigende boligpriser og væksten i blandt andet boligudlån. Men hvad med pengepolitikken i 2008, hvor den økonomiske aktivitet faldt? Der er næppe tvivl om, at pengepolitikken blev lempet efter Lehman Brothers konkurs og problemerne på interbank markedet: Men før det?

Professor Scott Sumner mener (se Cato Unbound fra September 2009), at den økonomiske nedtur i USA i 2. halvår af 2008 primært skyldes, at pengepolitikken var for stram. Sumner argumenterer for, at det kraftige fald i det nominelle bruttonationalprodukt i august og september 2008 var et resultat af en alt for stram pengepolitik. Ydermere, faldet i det nominelle BNP var en årsag til snarere end en konsekvens af en svækkelse af bankerne stilling. Problemerne med de såkaldte sub-prime lån gjorde situationen værre, men det var ikke grunden.

Ifølge Scott har den amerikanske forbundsbank, The Federal Reserve System, dermed begået samme fejltagelse i 2008 som i begyndelsen af 1930'erne, hvor pengepolitikken blev strammet og forårsagede en fald i den samlede indkomst og produktion. Denne politik var ikke bevidst, men snarere et resultat af en forkert diagnose. Forbundsbanken kan ikke ordinere den rigtige medicin uden den rigtige diagnose. Sumner finder, at hverken den (korte) rente, pengebasen og den brede pengemængde giver retvisende billede af, hvor stram eller lempelig pengepolitik var i 2008. En række andre indikatorer for pengepolitikken viste, at den var stram optil finanskrisen:

"I looked at seven key economic indicators during the summer and fall of 2008, and between July and November each one signaled that monetary policy was highly contractionary:

1. Real interest rates soared much higher.
2. Inflation expectations fell sharply, and by October were negative.
3. Stock markets crashed.
4. Commodity prices fell precipitously
5. Beginning in August, industrial production plunged.
6. The dollar soared in value against the euro.
7. In the spring and early summer housing prices had briefly stabilized, but in August a renewed decline set in. This time there were also sharp declines in markets (mostly in the middle of the country) that had avoided the sub-prime excesses. At this point the housing downturn also spread to Canada.

By early October it was obvious that monetary policy had completely lost credibility. This means that the market expectation for inflation and NGDP growth over the following 12 months had fallen far below any plausible estimate of the Fed’s implicit target. At the time few noticed this problem, as economists focused all their attention on what to do about banking.

Even when the fall in aggregate demand was noticed, its implications were not understood. Many economists associate a loss of monetary credibility with high inflation, not excessively low inflation. This bias was mirrored in the media, which frequently made the bizarre announcement that inflation was “no longer a problem,” when in fact millions were losing their jobs precisely because inflation was far too low".

Et problem er diagnosen, et andet medicinen. Sumner diskuterer pengepolitikken, hvor det afgørende er, hvad forbundsbanken styre efter. Sumner finder, at de nuværende mål er tilbageskuende. En simpel politik er at styre efter væksten i (den brede) pengemængden, som foreslået af professor Milton Friedman. Dette blev opgivet i 1980'erne, da korrelationen mellem pengemængde og inflation var ringe. Friedman foreslog selv, at forbundsbanken skulle styre efter inflationsforventningerne (lempelig pengepolitik, hvis den for forventede inflation er mindre end målsætningen og vice versa, hvsi den forventede inflation lå over målsætningen).

En metode er at styre pengepolitikken efter forbundsbankens forecast af inflationen (target the forecast). Hvis forbundsbanken forventer en inflation under målsætningen, skal den lempe politikken, mens den skal stramme, hvis den forventer en inflationen højere end målsætningen. En sådan politik ville have ført til lempelser i pengepolitikken tidligt i 2008. Men det forudsætter, at forbundsbanken er i stand til at forecaste med rimelig præcision. Et alternativ, som foreslået af Sumner, er at styre efter en markedspris på en future på den nominelle BNP (12 måneder, 5% nominelle vækst i BNP):

".... we did need some type of credible policy of price-level or NGDP targeting. I have advocated a policy where the Fed pegs the price of a 12-month forward NGDP futures contract and lets purchases and sales of that contract lead to parallel open market operations. In essence, this would mean letting the market determine the monetary base and the level of interest rates expected to lead to five-percent NGDP growth. When I first proposed this idea in the 1980s, I envisioned the advantage in terms of traders observing local demand shocks before the central bank. The logic behind this idea is often called “the wisdom of the crowds.” But I no longer see this as its primary advantage".

Det er en interessant analyse, som Sumner præsenterer. Det er muligt, at en (for) stram pengepolitik fik BNP til at falde og dermed forårsagede krisen. Money matters, helt sikkert. Men spørgsmålet er om en lempelse af politikken ville have imødegået krisen, som Sumner synes at mene. Kan man undgå konjunkturudsving, når politikken har været for lempelig i en længere periode (2002-06)?

PS Tak til senior analytiker Lars Christensen for at henlede min opmærksom på denne artikel.

Kritik af klimakommissionens konklusioner

Energiøkonom Jørn Thulstrup, Institute for Consumer Demand Research, kritiserer i en kronik i Berlingske Tidende (5/10) kritiserer i en kronik konklusionerne i Klimakommissionens betænkning. Klimakommissionen konkluderede, at det ville være muligt for Danmark at blive uafhængig af fossile brændstoffer på 40 år og at det ikke ville koste noget.

Klimakommissionens konklusion bygger på antagelser om begrænset mængde fossile brændstoffer i undergrunden og en antagelse om stigende oliepriser. Thulstrup mener, at begge antagelser er forkerte. Der er store områder, der er uudforsket. 2/3 af alle efterforskningsboringer er foretaget i USA, der har dækker 7% af jordens areal. Samtidig bliver udvindingsteknologien løbende forbedret. Og prisen på olie vil på langt sigt bestemt af udvindingsomkostninger (som ligger på 40 USD per tønde råolie), men den nuværende pris i høj grad er (politisk) kontrolleret af olieproducerende lande.

Endelig vil en større satsning på vindmøller, som foreslået af Klimakommissionen, fordyre den i forvejen dyre danske energiproduktion, blandt andet fordi produktionsomkostninger er højere end markedsprisen (og derfor skal subsidieres, hvilket sker ved at tvinge forbrugerne til at aftale el til overpriser) og det er vanskeligt at komme af med overskud af vindstrøm (ligesom det vil blive dyrere at købe el på markedet, når der er underskud af vindstrøm).

Klimakommissionens konklusionen hviler på de antagelser, der ligger til grund. Hvis olieprisen ikke stiger, vil Klimakommissionens anbefalinger blive et dyrt eksperiment for Danmark. Der er mere rette tale om en satsning.

I øvrigt giver Thulstrup lobbyister i henholdsvis olie- og klima-industrielle kompleks æren for forestillingen om, at olien er ved at slippe og at prisen vil stige:

"Atomkraftindustrien, olieselskaberne og de olieproducerende lande, OPEC, havde fælles interesser i at tale olieprisen op, og selv iklædt en grøn kåbe har de fortsat samme interesse. De suppleres nu af vindmølleindustrien, bioetanol-producenter og andre grønne kræfter, der dygtigt lobbyer offentlighed og politikere".

Og medierne bærer en del af ansvaret for ukritisk at bringe ensidige historie. Thulstrup kalder dem for de sorte og grønne lejesvende.

Spekulationer om pengepolitiske lempelse i USA

Investorer forventer, at Federal Reserve vil gennemføre en yderligere lempelse af pengepolitikken gennem opkøb obligationer og andre værdipapirer, skriver WSJ (4/10). Som nedenstående figur viser, at investorerne venter et pænt opkøb i markedet. Enhver indikatione på en lempelse af pengepolitikken sender aktiekurser i vejret. De er steget 9% siden at formanden for Federal Reserve System, Ben Bernanke, i sidste måned indikerede, at lempelser kunne komme på tale for at sætte gang i økonomien. Og i dag har WSJ (5/10) en artikel, hvor Charles Evens, der er president for Federal Reserve Bank i Chicago, foreslår, at forbundsbanken opkøber amerikanske statsobligationer (for at pumpe flere penge ud i økonomien) og samtidig erklærer, at inflationen i en periode vil ligge over målsætningen på højest 2%. De, der i tide har forudset denne udviklingen, har i tide investeret i guld.

For den amerikanske stat er det naturligvis en sikker metode til at nedbringe gældsbyrden at lade seddelpressen køre. Inflation indebærer, at alle med formuer bliver pålagt en inflationsskat, men individer med gæld vil opleve, at gælden bliver forringet i nutidsværdi. Men det er ikke en mirakelkur for amerikansk økonomi. At lade seddelpressen rulle vil forstyre priserne på markedet, fører til fejlinvesteringer, igangsatte nye konjunkturudsving, skabe usikkerhed og reducere væksten.

Den nye økonomiske rådgiver for præsident Barack Obama

Præsident Barack Obama står foran en større udskiftning i personalet. Alle, der har haft fingrene i økonomiske politik i de sidste 2 år, løber deres vej. Så vi kommer til at se en del nye ansigter. Professor Edward L. Glaeser skriver om et af de nye ansigter i NYT (21/9)om professor Austan Goolsbee, der er nomineret til posten som formand for Council of Economic Advisers.

Gordon Gekko vender tilbage

Filminstruktør Oliver Stones nye film, Wall Street: Money Never Sleeps, havde premier forleden aften i byen, der aldrig sover. Det er fortsættelsen på Wall Street fra 1987, hvor Stones forsøger at beskrive yuppierne (young urban professionals) og deres forsøg på at gøre karriere i finanssektoren.

Wall Street er en udmærket film, hvor virksomhedsmægler Gordon Gekko, spillet af Michael Douglas, forsvarer kreativ destruktion ved fjendtlige overtagelser på en generalforsamling, hvor han forsøger at vinde kontrollen over en virksomhed:

"Greed, for lack of a better word, is good. Greed is right. Greed works. Greed clarifies, cuts through, and captures, the essence of the evolutionary spirit. Greed, in all of its forms; greed for life, for money, for love, knowledge, has marked the upward surge of mankind and greed, you mark my words, will not only save Teldar Paper, but that other malfunctioning corporation called the U.S.A."

Forsvaret for virksomhedsovertagelser og kreativ destruktion er helt på sin plads. Økonomier, hvor virksomhedsovertagelser er vanskeliggjort af reguleringer eller hindringer, vil der være en dårligere udnyttelse af ressourcerne, de vil være dårligere til at omstille sig og derfor kan man også forvente en lavere vækst.

Men hovedtemaet i filmen er modsætningen mellem det "hårde" arbejde i industrien (repræsenteret ved yuppien Bud Fox's fader Carl i luftfartsselskabet og andre kapitalister i filmen) og de "lette" arbejde med "hurtige" penge i finanssektoren (repræsenteret ved Gekko). Bud Fox er fanget mellem faderen og virksomhedsmægleren.

Gekko ender i fængsel for insider trading i den første film. Stone lader derfor Gekko blive straffet for sin grådighed. Fortsættelsen begynder med Gekkos løsladelse fra fængslet efter 23 år. Der bliver spændende at se, hvad Stone har at bidrage med. At dømme efter omtalen lader Stone Gekko gennemskue, at et større krak er på vej (finanskrisen). Filmen har premier i Danmark 30. september og jeg vil nok anmelde filmen, når jeg har set den.

Walter Mondale: Obama minder om Carter

Vicepræsident Walter Mondale siger til The New Yorker (22/9), at præsident Barack Obama minder om præsident Jimmy Carter. Her er et citat fra artiklen:

"The problems that he and Carter faced from 1976 until 1980, he recalled, often seemed “overwhelming,” with “no good answers” in sight. As the economy was ravaged by what was known as “stagflation,” he said, the public “just turned against us—same as with Obama.”

John Fund fortsætter sammenligningen i WSJ (22/9) og henviser bl.a. til, at Carter i sine erindringer skriver, at han "overbelastede" kongressen med lovgivningsinitiativer. Carters retorik i valgkampen i 1976 minder meget om den Obama brugte, idet Careter "promised a transformational presidency, a new accommodation with religion, a new centrism, a changed tone". Professor Walter Russell Mead bliver også citeret for at sammenligne Obama og Carter i udenrigspolitikken. Han mener, at præsidenter, der som Carter og Obama lægger vægt på menneskerettigheder, risikere at komme til at slå ned på de små fisk, mens de store (Rusland, Kina, Iran) går fri.

Obduktion af en politisk selvmorder

Professor Peter Kurrild-Klitgaard foretager en obduktion af Venstre og Det konservative Folkeparti i Berlingske Tidende (19/9). Patologen Kurrild finder, at patienten har begået selvmord. Og der er vel tale om narkomani med en kraftig overdosis af socialdemokrati. V og K har ikke kun lagt alle borgerlige principper på hylden siden 2001 for at vinde magten med overbudspolitik. VK-regeringen har gennemført en markant stigning i verdens i forvejen største offentlige sektor. V og K har også med deres plagiering af socialdemokratiet formået at gøre befolkningen mere venstreorienteret end den var i 2001. Glimrende analyse af Kurrild, som fortjener at blive læst og genlæst.

Flot klaret, V og K! I har gjort Danmark mere reguleret og mindre frit - og samtidig gjort det mindre sandsynligt, at jeg eller mit barn skal kunne opleve de grader af frihed og vækst, som mine forældre og bedsteforældre så før det sociale eksperiment med velfærdsstaten startede i 1960'erne. V og K vil blive og fortjener at blive straffet af borgerlige kernevælgere for at svigte de borgerlige kerneprincipper. Mit råd til borgerlige vælgere er ligetil: Stem på Liberal Alliance eller stem med fødderne.

Et enkelt teknisk PS til Kurrilds artikel: Overførselsindkomster indgår ikke bruttonationalproduktet, som Kurrild får skrevet i artiklen. Det er der ikke meget produktion i. Men de offentlige ansatte indgår til en fiktiv værdiansættelse (ikke til markedspriser), så ansætter regeringen flere i den offentlige sektor, er det med til at holde BNP kunstigt oppe, især hvis man er enig i Friedmans Lov. Friedmans Lov (efter professor David Friedman) siger, at det koster det offentlige mindst dobbelt så meget at gøre noget som helst som det ville koste private.

Forslag til reduktion af de offentlige udgifter i USA

I valgkampen lovede præsidentkandidat Barack Obama, at hans administration ville gå budgettet igennem med en tættekam: "We will go through our federal budget page by page, line by line, eliminating those programs we don’t need". Præsident Obama har ikke foretaget sig meget andet end at øge de offentlige udgifter. Cato Institute har derfor gennemgået budgettet for Obama og fundet en stribe forslag til reduction af de offentlige udgifter. En oversigt kan findes her. Der er også en hjemme, som http://www.downsizinggovernment.org/ med budgetanalyser og forslag til besparelser.

Cato Institute har ret systematisk kritiseret både demokrater og republikanere for øge den føderale regerings udgifter og ikke at balancere budgettet.

Carter og Kennedy skændes om sundhedsreform

Forh. præsident Jimmy Carter siger til CBS 60 minutes ifølge AP, som sendes søndag aften, at nu afdøde senator Edward Kennedy var skyld i, at Carter ikke fik vedtaget en sundhedsreform under sit præsidentperiode. Carter mener, at det var for at forhindre Carter i at få en politisk sejr. De to mænd havde et bitter opgør om nomineringen i 1980, hvor Kennedy stillede op mod siddende præsident Carter.

Carter og Kennedy havde hver deres forslag til en sundhedsreform, hvor Kennedys var det radikale forslag og Carters det mere moderate. Målet var angiveligt det samme, at alle amerikanere skulle være omfattet af en sygeforsikring, men Carter mente ikke, at en radikal reform kunne overleve i Kongressen og ville indfase en reform over en årrække. Kennedy har tidligere beskyldt Carter for at forhindre en sundhedsreform.

Krugman mener ikke, at pengepolitikken er for slap

Professor Paul Krugman har parret Congressional Budget Office (CBO) ti års fremskrivelse for amerikansk økonomi med den pengepolitiske Mankiw regel (en modificeret udgave Taylor regel, som bruger arbejdsløshedsprocent i stedet for vækst). Konklusionen er, at renten vil eller skal være lav de næste 4 år og først stige derefter. Med andre ord: Krugman mener ikke, at pengepolitikken er slap. Læs mere i NYT (22/8).

Obama regeringens løfter, reformer og spin

Reformen af finansielle sektors regulering er som tidligere nævnt det tredie store politiske initiativ, som præsident Barack Obama har fået gennem Kongressen. De to første var stimuleringspakken og sundhedsreformen.

Det tegner sig efterhånden et ganske klart billede af, hvad det er, præsident Obama vil med USA. Alle tre love er "big government" initiativer, som øger de offentlige udgifters andel af bruttonationalproduktet og statsmagtens regulering af samfundet ganske betragteligt. Det er med andre ord alle gode gange tre for Obama.

Det overrasker mig egentlig ikke, da jeg før har beskrevet Obama som en "samfundsingeniør", der i studiekreds med progressive intellektuelle og bureaukrater ønsker en styrende hånd i økonomien, som flytter rundt på stort og småt og hvor virksomheders skæbne bliver afgjort af politiske diktater fra Washington D.C. snarere end af reaktionerne fra forbrugere og markedet. Og hvor regeringen nu i større omfang blandet sig i familiernes forbrugsvalg. Det er blevet bekræftet med reformerne, selvom de dog er blevet udvandet under lovgivningsprocessen af mere moderate demokrater.

Men der er også en anden observation efter finansreformen. Fælles for de tre love er, at det umuligt kan levere, hvad Obama siger og lover. Stimuleringspakken skulle således forhindre en depression og arbejdsløshedsprocent over 8%. Men virkeligheden er en anden. Udsigten til stigende skatter og permanent højere offentlige udgifter kombineret med den usikkerhed, som Obama administrationens politik skaber med løfterne om store ændringer i store dele af økonomien, herunder finans-, sundheds- og energisektor, skaber et giftigt klima for investeringer og gør naturligvis virksomheder og investorer tilbageholdende. Investorer kender ganske enkelt ikke de nutidige og især fremtidige rammevilkår under den aktivistiske politik, der udgår fra studiekredsmøderne i Det hvide Hus. Så hvem tør investere i dette klima?

Sundhedsreformen skulle bremse væksten i sundhedsudgifterne i USA og øge antallet af personer med forsikring. De sidste er tilfældet, flere vil rigtignok få et sygesikringskort, men reformen øger snarere end sænker sundhedsudgifterne i USA (se her, her og her). Reformen gør derfor intet ved den enorme demografiske udfordring, som USA står over for med flere ældre. Udgifterne til Social Security, Medicare og Medicaid vokser hurtigere (og vil fortsat vokse hurtigere) end indtægterne og i horisonten er der en reel trussel om statsbankerot p.g.a. disse programmer.

Endelig skulle finansreformen sikre, at finanskrisen ikke gentager sig, men det er intet, absolut intet, som kan forhindre en gentagelse af finanskrisen eller andre kriser i den nye lov. Nu er kriser for det første ikke noget, som regeringer kan undgå. Det bedste man kan opnå er vel at forhindre politisk inducerede konjunkturcykler, altså op- og nedture i økonomien, der er skabt af den økonomiske politik. Men det har mindre med reguleringen af de finansielle sektor at gøre og mere med finans- og pengepolitikken at gøre. Finanskrisen var netop et eksempel på en politisk induceret konjunkturcykel, skabt af en lempelig pengepolitik i kølvandet på IT-krakket og 9/11 i 2000-01. Pengepolitikken blev lempet så meget, at USA (og i mindre grad EU) oplevede negative realrenter i en længere periode. Der var også (fortsat) stærke incitamenter fra politisk hold til finansielle institutter om at udstede boliglån til borgere, som var mere eller mindre kredituværdige. Der er intet i finansreformen, som sætter en stopper for lempelig pengepolitik eller kun meget lidt, som begrænser incitamenterne for de finansielle institutter til at udstede dårlige boligudlån.

Hvorfor bruger USA flere ressourcer på sundhed end andre lande?

Sundhedsudgifterne i USA er højere end i alle andre lande, både målt i valuta og som andel af bruttonationalproduktet. Professor Uwe E. Reinhardt, dr. Peter S. Hussey og professor Gerard F. Anderson har beskrevet årsagerne til forskellene mellem landene. En af forklaringerne er lægelønninger, hvilket også er påpeget af professor Greg Mankiv (se her).

Konsekvensen af lempelig pengepolitik og offentlige regulering: Fannie Mae og Freddie Mac største boligsælger i USA

Fannie Mae og Freddie Mac, de halvoffentlige realkreditinstitutter i USA, der blev nationaliseret under finanskrisen efter store tab for dårlige boliglån, er i dag de største udbydere af boliger i USA, skriver WSJ (17/9). Borgere, som har optaget realkreditlån, kan flytte fra huset og sende nøglerne til realkreditinstituttet, hvormed de er frigjort fra deres gældsforpligtelser. Til gengæld overtager realkreditinstituttet boligen og skal så forsøge at begrænse tabet ved at sælge boligen. Da boligboblen er sprunget sker det med store tab.

Fannie Mae og Freddie Mac er ikke underlagt samme regulering som andre finansielle institutter i USA, hvilket har medført, at disse institutterne har meget lidt kapital at modstå tab på boliglån med. Før krisen var kapitalen ikke mere end 2-3%. Det kan sammenlignes med bankerne, der normalt har mindst 7%. Fannie Mae og Freddie Mac løb hurtig tør for kapital og blev overtaget af regeringen tidligt under finanskrisen.

Fannie Mae og Freddie Mac blev brugt af skiftende regeringer i USA til at øge andelen af amerikanere, som ejer deres egen bolig. Institutterne sælger ikke lånene direkte, men dem overtager boliglån fra lokale pengeinstittuter.

Pengeinstitutter har siden 1970'erne været under massivt pres for ikke at diskriminere mindretal. Borgerrettighedsorganisationer har således kunne sagsøge pengeinstitutterne med tilskud fra regeringen og der var omvendt bevisbyrde: Bankerne skulle bevise, at de ikke diskrimerede, hvis der var forskel i hvor ofte forskellige befolkningsgrupper fik afvist lån. Denne lovgivning blev indført under præsident Jimmy Carter og man forventede, at det ville øge andelen af selvejere blev ikke-hvide amerikanere.

Der skete imidlertid ikke store ændringer i andelen af ikke-hvide selvejere. Det var formentlig fordi deres økonomiske stilling og hudfarve forhindrede boliglån. Under præsident Bill Clinton blev lovgivningen ændret, så nye typer realkreditlån så dagens lys. Det var realkreditlån til mindre kreditværdige borgere uden udbetaling og med introduktionsperioder uden afdrag og/eller lave renter (subprime lån). Disse lån steg op gennem 1990'erne, men eksploderede for alvor under den meget lempelige pengepolitik i perioden fra 1992-96. I takt med at huspriserne steg, fandt mange mindrebemidlede borgere ud af, at kunne opnås en spekulationsgevinst ved at købe hus. I dag ender mange af disse huse så hos Fannie Mae og Freddie Mac salgsliste, da hverken træer eller boligpriser vokser i ind i himmelen.

Hvornår kollapser Euro-land?

Professor Peter Kurrild-Klitgaard skriver i Berlingske Tidende (16/9), at både CIA, den venstreorienterede finansspekulant George Soros og afdøde professor Milton Friedman har en ting til fælles: De har nemlig alle forudset Euroens kollaps.

Konsekvensen af for lempelig pengepolitik: 1,5 million zombie boliger i Spanien

Spanien er et af de lande i Europa, der har været hårdest ramt af boligboblen og den deraf afledte finanskrise som følge af dårlige boliglån. Der blev bygget flere nye boliger i Spanien end i de fleste andre lande. Jeg så på et tidspunkt en opgørelse, som viste, at der var mere nybyggeri i Spanien end Tyskland og England tilsammen, hvilket ikke siger så lidt, landenes størrelse taget i betragtning. Drivkraften bag boligbyggeriet har været den lave rente fra 1992-1995, som ovenikøbet på et tidspunkt var negativ. Lave renter får boligpriserne til at stige og gør samtidig nybyggeri billigere.

WSJ (16/9) har en længere artikel om problemerne for Spanien, her illustreret med den højeste boligbyggeri i Spanien, Torre Lugano (se billedet), der er endt med en del usolgte lejligheder og byggesjusk (for at spare på byggeriet). WSJ beretter, at der er 1,5 millioner såkaldte zombie boliger i Spanien, altså ufærdige eller usolgte boliger.

Mange af de dårlige boliglån, som er bevilget til nybygger projekter eller personer, der er insolvente, betaler ikke tilbage på deres lån. Det er tæt på at have et omfang, der svarer til krisen i Japan for nogle år siden. Den spanske centralbank har vurderet, at op mod 37% af alle boligrelaterede lån kan være problematiske. Men bankerne i Spanien giver ikke gennemsigtighed med deres dårlige lån. Der er ligefrem frygt for, at bankerne vil forsøge at holde på aktiverne, undlade at tage tabene og håbe på bedre tider. Bankerne vil dermed oppuste egenkapital. Noget tilsvarende fandt sted i Japan i 1990'erne.

Problemerne omfatter ikke kun gældsætning i den private sektor. Der er også en betydelig gæld i den offentlig sektor og et stort budgetunderskud.

Der er næppe tvivl om, at problemerne vil præge den økonomiske aktivitet i Spanien i mange år. Det vil formentlig tage 3 år at sælge alle boligerne, ejendomspriserne vil formentlig falde, økonomisk aktivitet skal flyttes fra nybyggeri til andre aktiviteter og den offentlige sektor må gennem en slankekur. Det kan være, at tiden snart er moden til feriebolig i syden?

It's the Spending, Stupid

WSJ (16/9) mener, at demokraternes vigende tilslutning og Tea Party bevægelsens succes har samme årsag: Væksten i de offentlige udgifter. Avisen henviser til en Rasmussen opinionsanalyse, som viser, at 2/3 af amerikanerne ønsker mindre stat, lavere skatter og mindre offentlig service. Det demokratiske flertal i Kongressen og præsident Barack Obama leverer det modsatte, så derfor står demokraterne til øretæver ved midtvejsvalget i november.

WSJ har givetvis ret i, at de offentlige udgifter og budgetunderskuddet betyder en del for vælgerne og især for Tea Party bevægelsen. Men jeg tror nu stadig på, at "It's the Economy, Stupid". Altså hvordan borgerne klarer sig og hvordan de ser på deres fremtid. Men uanset om det er økonomien eller de offentlige udgifter, ser det sort ud for demokraterne: De hverken har styr på det ene eller det andet.

Udsigt til katastrofevalg for demokraterne i USA

Professor Peter Kurrild-Klitgaard giver et første kik på midtvejsvalget i USA til november. Demokraterne står sandt at sige til øretæver, der er ikke er set magen i årtier. Demokraterne ser ud til at miste flertallet i Repræsentanternes Hus og står til miste 7-10 senatorer. Måske kan de miste flertallet i senatet. Kurrild forklarer udviklingen med følgende: 1) Økonomien (som altid er vigtig) og 2) Vælgerne er langt mere enige med republikanerne end demokraterne i samtlige spørgsmål andet end miljø.

Kurrild slutter af med følgende observation om præsident Barack Obama:

"Der kan næppe være tvivl om, at Demokraternes dårlige udsigter er tæt forbundne med præsident Obamas førte politikker og den (bl.a.) deraf solidt faldende popularitet. Så alt i alt må man sige, at ovenpå alle udlægningerne af, hvorledes 2008-valget var "farvel til Reagan", en vindikation af venstrefløjens holdninger, og begyndelsen på en ny "realignment" i amerikansk politik, der "is likely to create a new governing majority coalition that could dominate American politics for a generation or more" ... ja, så får man lyst til at spørge ligesom damen:


"How's that hopey changey stuff workin' out for ya'?".

Forhåbentlig vil midtvejsvalget sætte en stopper for demokraternes og den amerikanske venstrefløjs eksperimenter med og socialiseringsdagsorden for det amerikanske samfund.

Fordelene ved lettelser i marginalskatterne for højindkomstgrupper under Bush

Resident scholar Alan D. Viard, AEI, har skrevet et Tax Outlook Paper om fordelene ved lettelser i den høje marginalskat under præsident Georg W. Bush. Kongressen overvejer at lade marginalskatten stige igen, hvilket vil være en fejl, skriver Viard.

Skatter, incitamenter og Obamanomics

Professor Robert J. Barro skriver i WSJ (14/9) om nedsættelser i marginalskatten og den afledte vækst i økonomien. Præsident Ronald Reagan satte marginalskatten ned og øgede væksten. Præsident Georg Bush Jr. gentog successen, men nu overvejer præsident Barack Obama at gå den modsatte vej: At hæve skatter ved at afskaffe Bush administrationens marginalskattelettelser. Det er ikke god medicin for en økonomi, der har brug for økonomisk vækst. Her er Barros opfordring til Obama:

"My hope is that the administration will shift away from programs based on Keynesian reasoning and toward policies that emphasize favorable economic incentives. Extension of the full tax cuts of 2001-03 and a reduction in the period of eligibility for unemployment insurance would be good starts".

Et lille skridt i den rigtige retning

Professor Greg Mankiw mener, at præsident Barack Obama har taget et lille skridt i den rigtige retning med et forslag om at lade virksomheder straksafskrive visse investeringer i skatten. Der er brug for at kanalisere den øgede opsparing overi investeringer, så det er rigtigt. Og det er det første iniitiativ, som fremmer investeringer i USA i de sidste par år, hvis man ser bort fra statsstøtte, så Mankiw har ret i sin vurdering.

Fortsat høj vækst i de amerikanske sundhedsudgifter efter reformen

En af målsætninger med den sundhedsreform, som præsident Barack Obama fik vedtaget i foråret, var at bringe væksten i sundhedsudgifterne under kontrol. Men fremskrivninger for udgifterne før og efter reformen lavet Center for Medicare and Medicaid Services viser, at reformen stort ingen effekt har på udgiftsvæksten, skriver WSJ (8/9). Se nedenstående figur fra WSJ (grå er uden reform, rød er med reform). Både de private sundhedsudgifter ligesom de offentlige sundhedsudgifter til fattige og børn (Medicaid/CHIP) stiger, mens patienternes egenbetaling og de offentlige sundhedsudgifter til ældre (Medicare) falder i nforhold til at situationen uden reformen. Men de samlede sundhedsudgifter stiger som følge af reformen.

Helikopter Ben om finanskrisen

Formand Ben S. Bernanke fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve System, har om aflagt vidneudsagn om årsagerne til finanskrisen "Causes of the Recent Financial and Economic Crisis" til en kommission, der undersøger finanskrisen (2/9).

Demokraternes valgkamp uden sundhedsreform

Sundhedsreformen, der er gennemført af det demokratiske flertal i Kongressen i foråret, er ikke noget, som demokratiske medlemmer af Repræsentanternes Hus eller Senatet bruger aktivit i valgkampen. I hvert fald kun, hvis de har stemt imod reformen, skriver Politico (7/9). Der er 34 demokratiske medlemmer af Repræsentanternes Hus, som har stemt imod reformen, og det er de eneste demokrater, som har travlt med at gøre vælgerne opmærksomme på, hvad de har stemt.

Tony Blair om finanskrisen og betingelserne for ny fremgang

Tidl. premierminister Tony Blair skriver i sine erindringer om finanskrisen. WSJ (3/9) citerer Blair for følgende bemærkning:
Blair skriver videre, at det ikke var manglende regulering, der var skyld i finanskrisen. Og om fremtiden skriver han:

"First, 'the market' did not fail. One part of one sector did." .... "Government also failed. Regulations failed. Politicians failed. Monetary policy failed. Debt became way too cheap. But that wasn't a conspiracy of the banks; it was a consequence of the apparently benign confluence of loose money policy and low inflation."

"Ultimately the recovery will be led not by governments but by industry, business, and the creativity, ingenuity and enterprise of people. If the measures you take in responding to the crisis diminish their incentives, curb their entrepreneurship, make them feel unsure about the climate in which they are working, the recovery becomes uncertain."

Restoring Global Financial Stability

Efterårsudgaven af CATO Journal er udkommet (Volume 30 Number 3, Fall 2010). Temaet er finansiel stabilitet og hvordan den genskabes i verden - "Restoring Global Financial Stability - part 2". Det indeholder en række artikler om centralbanken, alternativer til centralbanken, IMF mv. Og her er linket til forårsudgaven (Volume 30 Number 2, Spring/Summer 2010), som indeholder første del.

Det er tale om en række læseværdige og tilgængelige bidrag om årsagen til kriser i det finansielle system. Hvis redaktør Klaus Wivel, Weekendavisen, læser disse bidrag, behøver han aldrig mere efterlyse svar fra liberale økonomer om finanskrisen.

Mere om statsbankerot

Professor Richard Posner og professor Gary Becker diskuterer statsbankerot i deres seneste blogindlæg. Posner gennemgår en nylig rapport fra Morgen Stanley, "Ask Not Whether Governments Will Default, but How", der viser, at den amerikanske stat er insolvent, hvis man opgør aktiver (nutidsværdien af fremtidige indtægter og skattepotentiale) og passiver (statsgæld, nutidsværdien af stigende udgifter og andre forpligtelser). Posner konkluderer:

"The deeper the financial hole that the government has dug for itself by incompetent economic management—and our government has dug itself a very deep hole, largely because of the mismanagement of monetary policy and financial regulation by the Federal Reserve under Greenspan and Bernanke and by other government agencies—the more difficult it is to climb out of the hole on the backs of holders of entitlements and recipients of government services. The political resistance is too intense. It’s at that point that the bondholders, and holders of other contractual rights against the government, have to start worrying about the prospects for outright default or default through inflation. These are possibilities in our future, just as in the future of Greece".

Becker diskuterer risikoen for at USA ikke kan tilbagebetale landets statsgæld. Han påpeger, at en række politiske initiativer, herunder sundhedsreformen, har øget udgiftspresset og derfor vil muligheden for at gælden ikke tilbagebetales. Omvendt kan i økonomisk politik, som fokusere på at øge væksten, reducere risikoen.

USA har retning mod afgrunden og vil gå bankerot i løbet af næste 10 år

I mit seneste indlæg sammenlignede jeg præsident Barack Obama med statsminister Anker Jørgensen, når det gælder bekæmpelse af arbejdsløshed.

Mere generelt kan man sige, at Obamas økonomiske politik minder forbavsende meget om Jørgensens: Ukontrolleret vækst i de offentlige udgifter, massive budgetunderskud, stigende skatter og nye velfærdsordninger.
Nu mangler der så bare en finansminister i USA, der tør sige tingene ligeud, som finansminister Knud Heinesen gjorde søndag d. 28. oktober 1979 i TV-avisen:

"Vi er ikke på afgrundens rand. Men vi har retning imod den og vi kan se den".

Men Obamas finansminister Tim Geithner har pokerface eller også har Obamas og hans spindoktorer mere styr på deres finansminister end Jørgensens havde på sin.
 Hvad Geithner ikke vil sige, er andre parate til. Professor Jørgen Østrøm Møller siger således til magesinet Ræson, at USA går bankerot inden 10 år. Den analyse, som Ørstrøm Møller laver, er baseret på Obama administrationens i øvrigt optimiske fremskrivning af amerikans økonomi for de næste 10 år. Den viser, hvordan udgifterne vokser hastigt p.g.a. den demografiske udvikling og vil overgå indtægterne i de næste 10 år. USA vil med andre ord øge gældsætningen markant i de næste 10 år. Ørstrøm Møller mener derfor, at amerikanerne på et tidspunkt kommer til at lave en aftale med sine kreditorer (blandt andet Kina) om at nedskrive USA's statsgæld.

Ørstrøm Møller blev også interviewet til DR's Orientering i torsdag (26/8).