Her skal jeg blot fremhæve et par af Friedmans pointer:
- USA er over halvvejs med indførelsen af socialized medicine. De offentlige sygeforsikringer Medicare og Medicaid står for 46% af sundhedsudgifter i USA (1997), men dertil kommer skattesubsidier til arbejdsbetalte sygeforsikringer, så den offentlige andel af finaniseringen ligger langt over 50%.
- Arbejdsgiverbetalte sygeforsikringer blev indført i USA som en utilsigtet konsekvens af indkomstpolitik under 2. verdenskrig. Regeringen finansierede krigen ved at lave seddelpressen kører og undertrykte inflationen med indkomstpolitik. Virksomheder fandt på at tiltrække medarbejdere ved at tilbyge sygeforsikring, som hurtigt blev et populært frynsegode. Da skattemyndigheder (IRS) fandt ud af det (nogle år senere) og ville beskatte værdien af frynsegodet, rejste der sig en folkestorm og Kongressen vedtog at gøre arbejdsgiverbetalte sygeforsikringer skattefri for medarbejderen.
- Arbejdsgiverne kan altså fradrage udgifterne til sygeforsikringer, mens frynsegodet er skattefrit for medarbejderen. Derimod får individer intet fradrag for egne udgifter til sygeforsikring. Det har naturligvis flyttet hovedparten af sygeforsikringerne til arbejdsgiveren og endvidere forvreddet forbrugernes efterspørgsel til fordel for sundhed (forbrugerne efterspørger mere sundhed pga. subsidiet end hvis de selv skulle betale).
- Forsikringerne er efterhånden ikke forsikringer længere. En forsikring skal normalt beskytte individer mod ekstraordinært store udgifter efter sjældne, katastrofale begivenheder. Men sundhedsforsikringer dækker alt fra løbende og forudsigelige småudgifter til katastrofale udgifter. Friedman sammenligner det med, at bilforsikringer dækkede udgifter til benzin. Det øger udgifterne og reducerer omkostningsbevidstheden.
- Lovkrav i delstaterne til dækningen i virksomhedernes sygeforsikringer har ligeledes medvirket til at øge udgifterne.
- Forsikringerne er derfor blevet så dyre, at de udelukker flere og flere fravælger at tegne forsikring. Dette gælder især individer, som blot ønsker dækning mod katastrofale begivenheder og udgifter.
- Det blandede system i USA (arbejdsgiverbetalte sygeforsikringer med skattesubsidier og offentlige forsikringer i form af Medicare og Medicaid giver fordele i form af adgang til sundhedsvæsenet og kvalitetsudvikling, men det er dårligere til at kontrollere omkostninger end både et privatiseret eller et socialiseret sundhedsvæsen.
Friedman foreslår privatisering af sygeforsikringsmarkedet, så individer selv betaler direkte istedet for at betale kollektivt gennem en trediepart:
- Medical Savings Accounts (MSA's): Disse er afprøvet af store firmaer som Quaaker Oats, Forbes og Gold Rule Insurance. Princippet er, at firmaet indskyder pengene til sygeforsikring på en konto, hvoraf en del anvendes til en forsikring mod katastrofale begivenheder. Medarbejderen kan i årets løb bruge kontoen til at betale egenbetaling og løbende, små udgifter til sundhed. Hvis der er overskud på kontoen, tilfælder det medarbejderen. Både virksomheder og medarbejdere i de virksomheder, som har anvendt MSA's, har vundet ved disse ordninger. MSA's kan i princippet anvendes som alterantiv til både offentlige og private sygeforsikringer.
- Offentlige sygeforsikringer omlægges til forsikringer med høj egenbetaling (så de reelt kun dækker udgifter til katastrofer)
Ellers vil Friedman nok foreslå, at man enten fjerner fradraget for sygeforsikringer eller beskatter medarbejderen. I det mindste skal virksomheder og medarbejdere stilles lige, når det gælder skattemæssig behandling af sygeforsikring og sundhedsudgifter. Endvidere skal lovkrav til forsikringer, som udvider dækningen og øger præmierne, samt regulering, som begrænser konkurrencen mellem udbyderne, afskaffes.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar