Professor Deepak Lal, University of California Los Angeles, har skrevet et indlæg på Adam Smith Institutes hjemmeside om årsagerne til og konsekvenser af (finans-)krisen. Hvis du ikke orker at læse hele papiret, er her et kort referat.
Deepak Lal var i begyndelsen af 1980'erne ansat i Verdensbanken, hvor han beskæftigede sig med ulandenes (og de udlånende bankers) gældsproblemer. Lal ser flere lighedspunkter mellem krisen i dag og dengang. I begge perioder var der: 1) Opsparingsoverskud i de eksportende lande (dengang i de olieeksporterende lande, i dag i de asiatiske lande), 2) Udlån til mindre kreditværdige låntagere (dengang ulandene, i dag ninja = no income, no jobs, no assets gennem de såkaldte subprime lån), 3) Stigende inflation og bobler på aktivmarkeder og 4) Store tab i banker, som derfor går tiggergang til politikerne og beder om en redning.
Krisen i 1980'erne blev løst ved at bankerne til sidst eftergav en betydelig del af gælden. Det gav aktionærene tab, men krisen havde ingen systemisk effekt på det finansielle sektor.
Krisen i dag er anderledes, da dereguleringen af bankvirksomhed (Big Bang liberalisering i UK i 1980'erne og afskaffelsens af Glass-Steagall loven i 1990'erne i USA) har tilladt universalbanker. Tidligere stod forretningsbanker for betalingssystemet og sikker opsparing, mens investeringsbanker tog sig af det, som Lal kalder "gambling investeringer", altså risikoprægede bankforretninger. Kun forretningsbanker var omfattet af den offentlige indskydergaranti og havde adgang til likviditet i centralbankerne. Så dereguleringen gav i virkeligheden investeringsbanker adgang til indskydergaranti og likviditet (og dermed mulighed for at påføre skatteborgerne tab). Det har medført moralsk hasard i banksektoren. Og tabsgivende lån er i dag socialiseret snarere end tab for bankaktionærer.
Moralsk hasard og politikfejl er hovedårsagen til finanskrisen, da det har ført til større risikovillighed i bankerne. Dertil kommer: 1) Bail out af LTCM i 1998, som skabte forventninger om fremtidige bail outs af andre finansielle institutter end forrentningsbanker, 2) Alan Greenspan's ekspansive pengepolitik efter at IT-boblen brast, 3) Clinton administrationens politik, som skulle gøre fattige amerikanere til boligejere, blandt andet gennem en slækkelse af adgangen til billige boliglån med pant i fast ejendom, 4) Basel II-aftalen, som fik banker til at bogføre risikable aktiver udenom af balancen, 5) Forbundsbankens bail out af Bear Sterns, som styrkede forventningerne om at centralbanken ville hjælpe alle finansielle institutioner, 6) Beslutning om ikke at redde Lehman Brothers, hvilket betød skuffede forventninger (om potentielle redningsaktioner) og dermed frygt for tab på mellemværende med andre banker samt 7) En usikker håndtering af toxic assests ("giftige" aktiver) i redningspakken TARP, som blev vedtaget af Kongressen sidste efterår.
Lal lægger betydelig vægt på forventningerne om muligheden for hjælp fra centralbanker eller regeringer i sin forklaring af finanskrisen, som den udspillede sig sidste efterår. Årsagen til finanskrisen er kort og godt en række politikfejl.
Når det gælder den økonomiske aktivitet, forklarer Lal nedturen med, at renten i en periode har været for lav (dvs. afveget fra den Wicksells naturlige rente), hvilket har medført investeringer, som ikke er bæredygtige (Hayekiansk teori om konjunkturcykler). Pengepolitikken har med andre ord bestemt et uholdbart lavt renteniveau og dermed fejlinvesteringer i økonomien. De sektorer, som bliver ramt, er først og fremmest sektorer, som bruger megen kapital og derfor er følsomme overfor renten, eksempelvis boliginvesteringer, byggesektor og bilindustri. Den økonomiske nedtur opstår, når fejlinvesteringer bliver opdaget og disse investeringer enten skal afvikles eller gælden nedbringes.
Lal finder, at centralbankdirektør Ben Bernanke med forbundsbankens ekspansive pengepolitik efter finanskrisen har sikret økonomien mod at havne i en deflationsfælde (Fisheriansk recission), hvor den relative værdi af gæld stiger (og fører til yderligere vanskeligheder for gældstyngede boligejere). Ellers lægger Lal vægt på, at balancerne hurtigst bliver genskabt for såvel banker, virksomheder og borgere. Overraskende foreslår han imidlertidig nationalisering af amerikanske bankerne efter den svenske model fra 1992. Finanspolitiske lempelser skal gennem skattelettelser. Lal mener lige som Keynes, at det er den hurtigste og mest effektive måde at lempe finanspolitikken. Hvis det fører til øget opsparing, er det ikke et problem. Tværtimod, økonomien har nemlig brug for gældsafvikling og kommer først kommer på fode, når gælden er nedbragt.
Hvem er vinderne af den finanskrisen, spørger Lal i slutningen. Svaret er Goldman Sachs, Kina, og Indien. Krisen har styrket og redningsaktionerne gavnet Goldman Sachs, især redningsaktionen for AIG (som så kunne betale Goldma Sachs). Gældsætningen til Kina og Indien betyder, at USA er blevet afhængighed af disse lande og derfor har mindre råderum i udenrigspolitikken.
Der er ingen tvivl om, at udviklingen under Barack Obama, der øger gældsætningen markant, er bekymrende og Lal minder om, at den tidligere chef for statsrevisorene i USA, David Walker, allerede i 2007 advarerede kraftigt mod gældsætningen (der dengang var langt mindre) og sammenlignede udviklingen med Romerrigets fald. Lal mener, at USA er stækket fugl, som vanskeligt at spille den rolle internationalt, som USA hidtil har gjort.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar