The Honduras Mess

USA har været med at forværre krisen i Honduras, mener WSJ (23/9). Præsident Barack Obama og udenrigsminister Hilary Clinton (nok mere den første end den anden) var ret hurtige til at kræve Manuel Zelaya genindsat som præsident i Honduras efter han blev afsat som præsident af Honduras Højesteret og Kongressen i slutningen af juni og ekskorteret ud af landet af militæret.

Afsættelsen blev betegnet som statskup i mange medier, men det har intet med et statskup at gøre. Afsættelsen af Zelaya er i overensstemmelse med gældende ret i Honduras og skyldes han gentagne forsøg på at sikre sig en periode mere som præsident i modstrid med grundloven.

I lederen skriver WSJ:

On Monday Mr. Zelaya said he owed his return and political survival to "the support of the international community." He's getting support from Nicaragua's Sandinista President Daniel Ortega, the former guerrilla group FMLN in El Salvador, and especially from Venezuelan President Hugo Chávez. But let's face it: None of that support would mean very much without the diplomatic and sanctions muscle of the U.S.

If the U.S. didn't know about Mr. Zelaya's stealth return, it ought to feel deceived and drop its support. Now that he's back in Honduras, the best solution to avoid violence would be for the U.S. to urge Mr. Zelaya to turn himself over to Honduran authorities for arrest and trial.

USA er med at skabe ballade i Honduras gader med den fortsatte støtte til Zelaya. Og Obama er virkelig havnet i forment selskab med revolutionister fra centralamerika. Men derudover kan det undre, at USA bruger diplomatiske og økonomiske muskler mod en lille land i centralamerika, som legalt (også ifølge USA's egne jurister) har afsat sin præsident. Mener Obama, at USA er en slags appeldomstol, som statsledere kan henvende sig til og som kan forlange regimeskifte i andre lande?