Becker og Posner om dødelighed og sundhedsvæsen i USA

Økonomerne Gary Becker og Richard Posner har indlæg con og pro sammehæng mellem højere dødelighed i USA og det amerikanske sundhedsvæsen på deres blog.

Om danskere, der tænker for meget på sig selv, og konservative ledere, der tænker for lidt

Unge konservative har ifølge 180grader.dk lanceret en ny hjemmeside, der sætter fokus på de ideologiske principper bag konservatismen. Når de gamle ikke kan, må de unge jo tage fat, fristes man til at sige. Og det er ikke helt forkert!

Forrige søndag bragte Berlingske Tidende (19/7) et interview med lederen af Det konservative Folkepari, Lene Espersen. I interviewet gav Espersen eller Moster Skrap, som hun kalder sig selv, danskerne en ordentlig "overhaling". Citat:

"Jeg oplever et værdiskred, hvor vi glemmer at være noget for hinanden, hvor det hele handler om os selv. Det er som om, man kun tænker på, hvad man selv kan få ud af det, i stedet for at tænke på, hvordan man kan være en aktiv borger i et fællesskab."

Danskerne har fået en mig selv kultur, mener Espersen, så nu er det hendes politiske projekt, hvordan vi sikrer samfundets sammenhængskraft og opfører os som ordentlige mennesker.

Espersen efterlyser almindelig god opførelse: Respekt for autoriteter, forældre der tager (det fulde) ansvar for børneopdragelsen (de skal lære at sige tak for mad, tage tallerken ud og opføre sig pænt, når de er i byen), gamle dyder som rettig omhu, orden, ydmyghed samt høftlighed (vi skal rejse os for de gamle i bussen og tale pænt til hinanden), større personligt ansvar, spejderånd og flere gode gerninger.

Folk skal med andre ord opføre sig som ordentlige mennesker. Det er alt sammen meget godt, det er svært at være uenig. Men det er svært at finde de politiske budskaber, det er groft sagt almindeligheder fra det pæne borgerskab.

Det tætteste vi kommer på en politisk udmelding fra Espersen er følgende:

"Jeg tror, at vi kommer ind i en tid, hvor vi skal regulere markedskræfterne noget mere uden dermed at sige, at vi ikke tror på kapitalismen. Det bliver en mere reguleret og konservativ form for kapitalisme, hvor de gammeldags dyder om rettidig omhu, orden, ydmyghed, høflighed og ordentlighed vil træde tydeligere frem."

Det er et synspunkt, vi har hørt før. Det er i tråd med Connie Hedegaards tale på Det konservative Folkepartis landsmøde i efteråret 2008. Det er udsagnet om, at finanskrisen skyldes grådighed - og at utæmmet kapitalisme altid vil føre til grådighed og kollaps. Espersen får også gentaget flosklen om at konservatismen ligger midt imellem socialisme og liberalisme, midt mellem det totalt kontrollerede og det totalt ukonotrollerede.

Espersens (og Hedegaards) synspunkt om, at det er nødvendigt med mere regulering af markedskræfterne, er udtryk for en manglende forståelse for, hvad der forårsager bobler i økonomien, nemlig ekspansiv pengepolitik med kunstigt lave renter. Altså renter, der afviger fra det niveau, som "markedskræfterne" fastsætter (hvor udbud (opsparing) og efterspørgsel (låntagning) mødes). Det er stærkt bekymrende, at Espersen ikke har indset det, i betragtning af at hun faktisk også er landets økonomiminister.

Den konservative partileder kom ikke ind på årsagerne til mig selv kulturens udbredelse. Spørgsmålet om hvorfor danskerne tænker mere på selv i dag i modsætning til tidligere står hen ubesvaret. Lad os håbe, at den nye konservative hjemmeside (konservatisme.dk) vil tage dette emne op. Et godt sted at starte er velfærdsstaten. Mon ikke den har haft en negativ indflydelse på udviklingen? Velfærdsstaten er nemlig alles kamp mod alle. Konkurrencen om de skatteinddrevne ressourcer. Særinteresse mod særinteresse. Det er stedet, hvor de mest højtråbende og dem med de længste albuer, kommer til.

Samtidig bliver de nye generationer båret igennem uddannelsessystemet, bistandsklienter og andre modtagere har fået "rettigheder" til at være på permanent offentlige forsørgelse og kulturradikale har fået lov til at eksperimentere med ideen om det legende menneske. Og endelig har velfærdsstaten kappet båndet mellem stærke og svage mennesker i samfundet.

Det udvikler lallende mennesker snarere end ordentlige mennesker!

Feldstein om ObamaCare

Den amerikanske økonom Martin Feldstein havde et indlæg i Washington Post om ObamaCare i går (28/7). Han opfordrer kort og godt præsident Barack Obama til at koncentrere sig om andre problemer.

Sundhedsreformen vil give få uforsikrede amerikanere sygeforsikring, men flertallet vil ikke få noget ud af. Med Feldsteins ord:

"For the 85 percent of Americans who already have health insurance, the Obama health plan is bad news. It means higher taxes, less health care and no protection if they lose their current insurance because of unemployment or early retirement."

Og det nærmeste ObamaCare kommer på at reducere omkostningerne ved sundhed er gennem rationering:

"The administration's health planners believe that the new "cost effectiveness research" will allow officials to eliminate wasteful spending by defining the "appropriate" care that will be paid for by the government and by private insurance. Such a constrained, one-size-fits-all form of medicine may be necessary in some European health programs in which the government pays all the bills. But Americans have shown that we prefer to retain a diversity of options and the ability to choose among doctors, hospitals and standards of care."

Det kan måske også forklare, hvorfor modstanden mod en sundhedsreform er stigende i USA.

Hvedebrødsdagene er ovre og modstanden mod Obama vokser

Hvedebrødsdagene er ovre for præsident Barack Obama. Seks måneder er gået siden magtovertagelsen. Det er blevet hverdag og den amerikanske befolkning kan vurdere præsidenten på politiske handlinger eller mangel på samme snarere end de mindre konkrete løfter om "håb" og "forandring".

Den største lovgivningssucces, som præsidenten har fået gennemført i de 6 første måneder, må siges at være den 787 milliarder dollars dyre stimuleringspakke American Recovery and Reinvestment Act, som blev gennemført i begyndelsen af embedsperioden og som indtil videre ikke har haft (og måske ikke får) en mærkbar virkning på den økonomiske aktivitet. Men stimuleringspakken har dog medført et chokerende stort budgetunderskud, der i år vil løbe op på 12 % af bruttonationalproduktet.

Præsidentens anden store reform, sundhedsreformen, som skulle have været vedtaget af Kongressen inden sommerferie (der begynder 1. august). Men reformen er i modsætning til stimuleringspakken løbet ind i alvorlige problemer. Problemerne skyldes måske netop det store budgetunderskud på statsbudgettet. Præsidenten siger på den ene side, at sundhedsreformen skal give flere amerikanere sygeforsikring og på anden side at den vil reducere den høje vækst i sundhedsudgifterne. Ikke overraskende har mange svært ved at tro det.

Og den skitse til reform, som indtil videre har været forhandlet i Kongressens to kamre, vil også indebærer en betydelig forøgelse af de offentlige udgifter og budgetunderskuddet. Det har medført modstand fra moderate demokrater, de såkaldte Blue Dogs, som kræver at en sundhedsreform ikke øger underskuddet og reducerer udgifterne.

Præsidenten og demokraterne, der nu har overskredet deres egen frist for gennemførelsen af sundhedsreformen, forsøger nu at skyde skylden på republikanerne. Men den bider befolkningen næppe på. Demokraterne sidder solidt på begge kamre i Kongressen oveni præsidentembeddet, så hvis de ville, kunne de gennemføre en reform i morgen. Sagen er, at demokraterne ikke kan blive enige om en reform.

Der er næppe tvivl om, at en sundhedsreform er svendeprøven for Barack Obama. Det fremgår med al tydelighed af det pres, som han lægger på demokratiske kollegaer gennem næsten daglige pressekonferencer, kommunikation til millioner af græsrødder fra Barack Obamas politiske kampagneorganisation (gennem sociale netværk på internettet, f.eks. Facebook hvar præsidenten har 5,5 millioner "venner") samt reklamekampagner rettet mod demokrater (ikke republikanere) i Kongressen. Præsidenten anvender både gulerod og stok overfor sit parti.

Men det ser naturligvis bedre ud, hvis man kan give republikanerne skylden for det hele. Nogle journalister sluger det råt. Et hjemligt eksempel herpå er Michael Ehrenreich, redaktør på Kristeligt Dagblad, tidligere USA korrespondent og udlandsredaktør for Berlingske Tidende og hyppig gæst i TV2 News om USA. Han skrev i sidste uge:

"Desuden kører det republikanske parti en benhård oppositionspolitik og foreløbig med et vist held. Det er eksempelvis lykkedes at skabe utryghed omkring det enorme offentlige pengeforbrug, der fra Obama-regeringens side sættes ind for at bekæmpe krisen."

Ja, det er ganske vist. Benhård oppositionspolitik? De fleste bør med god grund bekymre sig, når statsunderskuddet andrager 12 % af bruttonationalproduktet og når det kan forudses, at underskuddet ikke vil forsvinde de næste 10 eller 20 år. Det vil snarere vokse p.g.a. forpligtelserne i Medicare og Social Security. Der findes næppe nogen mere ikke-ekspert på USA end Michael Ehrenreich, det skulle lige være Berlingske Tidendes og Ehrenreichs tidligere kollega Poul Høi, som Punditokraterne flere gange har afsløret i overfladisk omgang med USA-stoffet (hvad er foregår der dog hos tanten i Pilestræde?).

Hvis nu Ehrenreich havde læst på lektien, ville han vide, at demokraterne og republikanerne i Senatet rent faktisk har udarbejdet et forslag til sundhedsreform på tværs af partier. Dette forslag indebar beskatning af værdien af arbejdsgiverbetalte sygeforsikringer. Det var et kompromis og i øvrigt aldeles fornuftigt, fordi det ville indføre en vis grad af økonomisk ansvarlighed i systemet (gennem økonomiske incitamenter). Medarbejdere har nemlig ofte valget mellem forskellige forsikringsordninger, men vælger ofte de dyre fee-for-service planer. Måske ville de tænke over det, hvis de selv skulle betale ekstra for de dyre forsikringsordninger. Hvem var det så lige, der ikke ville være med? Republikanerne? Nej. Det var såmand Barack Obama. Forslaget var oprindelig blevet bragt på banen af John McCain i valgkampen og allerede dengang afslået af Barack Obama, så det duer ikke.

Præsidenten vil til gengæld mere venstreorienterede ting ind i en sundhedsreform. For det første vil han have en offentlig sygeforsikring, som skal konkurrere med private. Det er selv for moderate demokrater en svær pille at sluge. Og for det andet vil han have et embedsmændsudvalg, som har beføjelser til at afgøre hvilke behandlinger og ydelser, der skal dækkes af offentlige (og private) sygeforsikringer. Dette vil uundgåeligt føre til rationering og det støder naturligvis på politisk modstand.

Imens er præsidenten opbakning faldet i meningsmålingerne. Rasmussen Reports måler regelmæssigt, hvor mange amerikanere der kan "Strongly approve" og "Strongly disapprove" præsidenten. Da Obama overtog magten, var der 44 % i første gruppe og kun 16 % i den anden kategori, en forskel i Obamas favør på 28 %. Siden er det gået ned ad bakken og den seneste opgørelse viser, at kun er 32 % for og hele 40 % imod, en negativ score på -8 %. Hvedebrødsdagene er sandelig ovre.

Enlige mødre er velfærdsstatens værk

Berlingske Tidende har i de seneste dage bragt en række artikler om singlekvinder, der vælger at blive enlige mødre ved kunstig befrugtning. Og der er ikke bare tale om grimme kvinder, som mænd har fravalgt og derfor ikke har anden udvej, hvis de vil bringe deres gener videre. Det har ellers været min teori.

Der er tværtimod tale om ressourcetærke kvinder, som ikke kan finde en partner og som gerne vil dyrke moderskabet. Berlingske Tidende har talt med eksperter, der forudser en stigning i antallet selvvalgte enlige mødre i de kommende år, når flere kvinder ser, at den nye familieform kan fungere.

Artiklerne har ikke uventet vakt en del debat. Der er dem, der er forarget (især (frasortede?) mænd). Der er dem, der er bekymret for kernefamiliens fremtid, andre for børnene som vokser op uden far og faderrolle. Og så er der dem, der ikke kan forstå, hvorfor de unge er så kræsne og jagter rundt efter den ikke-eksisterende perfekte prins eller prinsesse.

Pressechef Anne Sophia Hermansen, der er enlig mor, men kunne ifølge hende selv have været én af de nye singlemødre (og i øvrigt falsificerer min teori om grimme kvinder), havde søndag et indlæg, hvor hun udnævnte kernefamilien til at være "so last century".

Nu er der selvfølgelig sket ganske markante i ændringer i grundlaget for familie og samliv i de sidste 50 år, så man godt kan sige, at vi befinder os i et ny tidsalder for familien. Den traditionelle kernefamilie havde oprindelig to vigtige funktioner. For det første skulle familien sikre reproduktion under kontrollerede forhold. I en verden uden sikker fødselskontrol og ingen mulighed for at verificere, hvem der er fader til barnet, var kernefamilien med "monopol" på reproduktion en naturlig institution.

For det andet skulle familien facilitere en "kontrakt" mellem kønnene om arbejdsdeling, hvor manden byttede forsørgelse for kvindens hushold, fødsler og børneopdragelse. Mens manden deltog i arbejdslivet udenfor hjemmet, havde kvinden en fuldtidsrolle i hjemmet.

I denne verden blev ægteskabsmarkedet stort set clearet. Kvinder søgte partner med højere social status (mere værdifuld forsørger), mens mænd, der havde uddannelserne, giftede sig med partner af lavere social status.

Den teknologiske udvikling har imidlertid ændret vilkårene for familien fundamentalt, især når det gælder dannelse og opløsning af familier samt arbejdsdelingen indenfor familien. Det er nye og sikre midler til fødselskontrol (legalisering af abort og markedsføringen af p-piller i 1960'erne), kapitalgoder som vaske- og opvaskemaskine samt større arbejdsdeling i økonomien generelt og industrialisering hvilket har resulteret i billigere fødevarer og tekstiler, som ellers blev produceret i hjemmet med tidskrævende metoder, som kun Camilla Plum har tid til i dag. Antibiotika og bedre lægehjælp har samtidig øget børneoverlevelsen og mindsket behovet for en uendelig række af graviditeter for at få sikre et par voksne børn. Det har reduceret arbejdsbyrden i hjemmet, muliggjort kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet og gjort kvinderne selvforsørgende.

Denne udvikling har ført til nye samlivsformer mellem kønnene, familiestiftelse på et senere tidspunkter i livet og flere skilsmisser (da det er blevet lettere at opløse en familie, især i takt med at juraen er kommet med). Men familien er fortsat den optimale løsning, når det gælder reproduktion og børneopdragelse. Det er nemlig dyrt at få børn og her tænker jeg ikke bare på bleer, mad og tøj. Børnene kræver pasning, opdragelse og uddannelse og denne byrde at lettere bære, når man er et par (hvadenten løsningen er arbejdsdeling, køb af serviceydelserne eller en kombination). Desuden er der økonomiske fordele ved at være familie: Stordrift i køkkenet og vaskerummet, lavere boligudgifter, arbejdsdeling i husholdningen og en (oftest) lettere tilgængelig seksualpartner.

For de fleste ville det være et håbløst projekt at blive enlig mor ved kunstig insemination, hvis det ikke var for velfærdsstaten. Det ville være en sikker vej til social déroute at kaste sig ud i projekt enlig mor uden dette fintmaskede sikkerhedsnet. Kun en fåtal kan nemlig sikre en indkomst alene, der er er stort nok til at dække udgifterne til barsel, vuggestue, børnehave og uddannelse.

Men velfærdsstaten har ændret dette. Den har gjort børn til at kollektivt anliggende rent økonomisk. Velfærdsstaten betaler størstedelen af udgifterne til barsel, vuggestue, børnehave, uddannelse, børnecheck og evt. bolighjælp. Det har naturligvis også være et selvstændigt formål med velfærdsstaten, at ingen kvinde skulle udsættes for social déroute p.g.a. opløste ægteskaber. Så langt så godt.

Men velfærdsstaten har også fået folk til at ændre adfærd. I flere årtier har de fleste vestlige lande haft et stigende problem med enlig mødre i de laveste sociale klasser, som brugte børnene som adgangsbillet til permanent offentlig forsørgelse. Bliver man gravid som teenager, kunne kvinden eller pigen være sikret en bolig af kommunen. Flere børn ville sikre større bolig og bedre "indkomst". For langt de fleste kvinder var dette ikke attraktivt, men i de laveste sociale klasser kan det være det (især hvis det bliver en slags norm).

Nu har vi så fået en ny gruppe af enlige mødre, de ressourcestærke karrierekvinder, der fravælger mand og bruger fertilitetsklinikken i stedet. Som Anne Sophia Hermansen skrev er det kvinder, der har opgivet af finde en mand, kvinderne har valget mellem mænd med hængerøv, BØV (BørneVoksen) mænd eller feminine mænd.

Sagen er nok, at der er sket et skred i uddannelsesmønstret, så flere kvinder i dag får en lang eller mellemlang uddannelse end mænd. Det giver både mænd og kvinder et problem på ægteskabsmarkedet med at finde en egnet partner, fordi de stadig søger partnere som de gjorde for 50 år siden (lidt forneklet: kvinder opad og mænd nedad socialt set). Mænd kan dog finde en partner i Rusland eller Thailand, mens veluddannede kvinder konkurrerer om en stadig mindre gruppe mænd med lang uddannelse. De mænd kan til gengæld vælge og vrage, hvilket de også gør, som det fremgår af debatten.

Derfor kaster kvinder sig nu ud i enlig mor projektet. Kvinder behøver ikke at være afhængige af en mand, men kan nøjes med at være afhængige af velfærdssstaten, som betaler fertilitetsklinik, barsel, pasning og børnenes uddannelse. Så kvinder har i realiteten valgt at gifte sig med en velfærdsstat, som de ofte selv er en del af som sygeplejerske, socialpædagog, lærer, læge eller anklager. De kaster sig ud i dette, fordi sikkerhedsnettet griber dem. Men vi andre bærer altså byrden for dem, da de sjældent er i stand til at forsørge en familie alene. Og de eksperimenterer naturligvis med børnene, som er ringere stillet uden en far.

Borgere uden sygeforsikring i USA

De fleste er bekendt med, at et stort antal indbyggere i USA er uden sygeforsikring. Den seneste opgørelse siger, at 16 % eller 47 millioner indbyggere i 2006 var uden sygeforsikring. Mange tror, at denne gruppe indbyggere er presset ud mod deres vilje og står på dørtrinet til sundhedsvæsenet uden mulighed for at komme ind og blive behandlet, nærmest som den lille pige med svovlstikkerne, der kigger ind på festen. Men sådan er det ikke.

De uforsikrede er en meget broget gruppe, viser rapporten "Who are the Uninsured?" fra Employment Policies Institute i Washington, som er udarbejdet af June E. O'Neill og Dave M. O'Neill, City University of New York. Rapporten afdækker hvem, der ikke har forsikring samt hvilken indvirkning det har på forbruget af sundhedsydelser og dødelighed.

Ældre amerikanere (>65 år) har adgang til sygeforsikring i Medicare, mens børn enten er dækket af forældrenes sygeforsikring eller CHIP (Childrens Health Insurance Programme), som blev påbegyndt under præsident Bill Clinton. Opmærksomheden koncentrerer sig derfor i dag i reformbestræbelserne om de 18-64 årige, hvoraf 37,8 millioner indbyggere eller 20,2 % ikke har forsikring. Dem der har forsikring, har det hovedsageligt gennem deres arbejdsgiver, Medicaid (de fattige) og Medicare (for visse kronisk syge patienter).

Nu er det langt fra alle 37,8 millioner, som behøver sygeforsikring. Bill Gates og Donald Trump er formentlig blandt de 37,8 millioner og har næppe brug for forsikring. Der findes en stor gruppe amerikanere, som er selvforsikrede, som omfatter velhavende amerikanere. Men der er også andre, som har råd til at forsikre sig, men fravælger det.

Forskerne bag rapporten laver derfor en opdeling af gruppen baseret på indkomst og præmier i henholdsvis frivilligt uforsikret og ufrivilligt uforsikrede. Gruppen af frivilligt uforsikrede omfatter personer, som tjener nok til at tegne en sygeforsikring, men har valgt ikke at gøre det. Gruppen af ufrivilligt uforsikrede omfatter personer, som ikke kan betale forsikring. Rapporten finder, at 43 % er frivilligt uforsikrede, mens 57 % er ufrivilligt uforsikrede.

De største grupper er uforsikrede er unge (halvdelen af de uforsikrede er <34 år) og illegale indvandrere fra Mexico. Ellers viser de demografiske karakteriska, at ugifte, barnløse og personer uden arbejde er overrepræsenterede blandt de uforsikrede. Selvstændige er overrepræsenteret i gruppen af frivilligt forsikrede.

Nu er det oplagt, at mange unge vil vælge ikke at tegne sygeforsikring. De unge er raske og typisk uden formue. Det betyder, at det har meget lave løbende sundhedsudgifter og lidt at miste. For hvis katastrofen (alvorlig sygdom eller ulykke) indetræffer, vil de få hospitalsbehandling (hospitaler har pligt til at behandle akut syge), men de har ingen formue at miste, når hospitalet forsøger at inddrage gælden. Præmierne på sygeforsikring vil typisk indebærer en omfordeling fra unge til ældre (og fra raske til syge) og er i mange delstater drevet op i pris af lovgivning, der bestemmer dækningen (og så vidt jeg har forstået også lovgivning om beregning af præmier).

Selv i Massachussets, hvor forsikring er obligatorisk og forsikringsselskaber ikke kan afvise ansøgere, er andelen af unge, som ikke lader sig forsikre høj. De unge vælger at betale i strafafgift for ikke at have forsikring og etale præmier. Det kan betale sig at vente med at tegne forsikring til man har brug for den, da forsikringsselskabet ikke kan afvise ansøgninger og i øvrigt heller ikke beregne præmier på individuelle risici (de unge kommer først, når de har udgifter der skal dækkes). Dette driver præmierne op og gør det endnu mindre attraktivt at tegne forsikring.

Der er også en stor gruppe uforsikrede mellem 45 og 64 år. Jeg formoder, at der i denne gruppe er en del personer, som har kronisk sygdom (såkaldte preexisting conditions) og derfor ikke kan eller har meget vanskeligt ved tegne sygeforsikring. Forsikringsselskaber er ikke sygekasser og man kan naturligvis ikke forsikre sig mod udgifter, der indtræffer med 100 % sikkerhed.

Man kan selvfølgelig diskutere i hvor høj grad der er tale om sygeforsikring snarere end sygekasse i det amerikanske system med arbejdsgiverbetalte sygeforsikringer for de 18-64 årige. Policerne dækker alle sunhedsudgifter (ikke blot udgifter ved ekstraordinære eller katastrofale begivenheder) og kun de løbende udgifter i én periode ad gangen (ikke forventede udgifter over restlevetid efter en lykke eller ændring i sundhedsstatus). Så det giver problemer for forsikringstagere, der har fået en sygdom, der påvirker udgiftene i restlevetiden. Der bliver vanskeligt at flytte forsikringen med mindre forsikringstager er del af en pool (arbejdsgivere har typisk 3-4 planer, man kan vælge mellem) eller nytegne forsikring, hvis forsikringstager mister arbejdet (og dermed dækningen).

Et mere logisk system ville være, at forsikringen kun dækkede ekstraordinært store udgifter forårsaget af begivenheder (ulykker, diagnoser eller ændring af sundhedsstatus) eller ekstraordinært store sundhedsudgifter. I såfald ville forsikringstager afholde de løbende sundhedsudgifter selv. Forsikringen ville udløse en engangsoverførsel, hvis man eksempelvis fik konstateret diabetes. Sådan er markedet ikke, hvilket formentlig er et resultat af skattesubsidierne til de arbejdsgiverbetalte sygeforsikringer og den offentlige regulering af forsikringsmarkedet.

Overraskende nok viser rapporten, at der er ikke er så store forskelle i den behandling, patienter får med eller uden forsikring. Der vil ikke være forskelle i den akutte hospitalsbehandling, da hospitaler har pligt til at modtage patienter. Derimod skulle man forvente store forskelle i ydelser, som ikke er akutte og forebyggende. Der er forskel, men den er overraskende lille. Eksempelvis er andelen, som har fået blodtrykket tjekket indenfor de sidste 2 år hhv. 93 % og 72 % for forsikrede og uforsikrede. Forebyggelsen af kræft er også høj for uforsikrede. Blandt 40-64 årige har 80 % af forsikrede kvinder fået mamografi screening inden for 2 år, mens det er 49 % af uforsikrede kvinder. For mænd på samme alder har 46 % af de forsikrede fået (mindst) en PSA test (undersøgelse relateret til prostata kræft) inden for 2 år, mens 24 % af de uforsikrede har fået en PSA test.

Nok får de uforsikrede ikke samme grundige forebyggende behandling som de forsikrede i USA. Men de uforsikrede får en behandling, der er på niveau med eller bedre end behandlingen i nabolandet Canada. Og jeg kan tilføje, at der heller ikke er ret mange mænd i alderen 40-64 år, som har fået tilbud om en PSA test i Danmark. Der er langt under 24 % og formentlig kun mænd, som allerede har haft prostata kræft.

Uncle Sam i boligsektoren: Årtiers politiske fejl for at øge andelen af selvejere

John H. Makin fra American Enterprise Institute har en kommentar om årtiers fejlslåen politik for at fremme homeownership i boligsektoren, som er endt med boligbobel og finanskrise.

Krisen i Honduras (2)

Krisen i og omkring Honduras fortsætter. I går krydsede eks-præsident Manuel Zelaya grænsen mellem Nicaragua og Honduras kortvarigt i demonstration. I den seneste tid har Costa Ricas præsident forsøgt at forlige parter, Manuel Zelaya og regeringen i Honduras, men der er tilsyneladde bred enighed i Honduras om, at Manuel Zelaya ikke skal vende.

Manuel Zelaya har, som jeg skrevet om tidligere, forsøgt at omgå forfatningen i Honduras, fordi han ønsker at forlænge sin egen embedsperiode.

DR Orientering bragte et indslag om situationen i Honduras i forgårs. Indslaget var så farvet, at man tror det er løgn. Journalisten taler konsekvent om "kuppet" og "kupmagerne". DR Orientering fremstiller det som et simpelt militærkup, men kupmagerne må i givet fald omfatte regeringen, Kongressen og Højsteret, da ingen af disse er afsat og støtter afsættelsen af præsident Zelaya. Det er i øvrigt Kongressens formand, der er konstitueret som præsident (og ikke en eller anden general). Ifølge DR Orientering er det erhvervslivet er står bag og erhvervsinteresserne har nu hyret en slem lobbyist i Washington, der tidligere har arbejdet for Hillary Clinton (så må han vel være fanden selv), til at tale "kupmagernes" sag. Det er en absurd fremstilling (han sagde slemme ting om Obama for Clinton under deres opgør sidste år og han har lobbyet fra for slemme regimer i Washington, ergo må regeringen i Honduras være slem) - og ganske ensidigt.

Nu har DR altid haft en forkærlighed for venstrorienterede revolutionære som Fidel Castro, Che Guevara og Daniel Ortega. De omtales konsekvent som folkehelte, befrier eller ledere, mens ikke-venstreorienterede "ledere"er diktatorer. Manuel Zelaya, blev valgt for de liberale, men har sidenhen allieret sig med Venezuelas venstreorienterede leder Hugo Chavez. Så Zelaya er åbenbart berettiget til DR's særbehandling. Det er under alle omstændigheder usædvanlig dårlig journalistik. Niels Westy har iøvrigt et indlæg på Punditokraterne om Orienterings misinformation.

Lad os nu kalde en spade for spade. Og spade er vel et passende udtryk i denne forbindelse. For Zelaya, der har lagt sig ud med stort set alle politikere og institutioner i Honduras, overtrådt forfatningen og drømmer om at blive Latinamerikas næste caudillos, ligger som har selv har redt. Og han er slet ikke noget mønstereksempel på præsident. Mellemamerika har ikke bare brug for liberalt demokrati, men mest af alt præsidenter, som overholder forfatningen.

Hjælper stimuleringspakker på økonomien?

Det er ikke mange måneder siden, at præsident Barack Obama og det demokratiske flertal i Kongressen under stor hast fik vedtaget en såkaldte stimuleringspakke med udgifter for 787 milliarder dollars. Præsident Obama lovede dengang hurtig hjælp til økonomien og en mulitiplikator på 1.5 (The Job Impact of The American Recovery and Reinvestment Act udsendt af Obama Transition Team). Med andre ord ville nationalindkomsten vokse med 1,5 x 787 milliarder dollars, hvis regeringen øgede de offentlige udgifter snarere end sænkede skatterne.

Politisk er det naturligvis attraktivt, hvis øgede offentlige udgifter "betaler sig selv". Hele grundlaget for en multiplikator på 1.5 er naturligvis, at der er ledige ressourcer i samfundet, som regeringen kan finde (bedre end private) og bringe disse ressourcer i anvendelse til gode formål eller i hvert fald de gældende politiske mål.

I dag er det vanskeligt at få øje på en mærkbar vending i det private forbrug i USA. En del af forklaringen er naturligvis, at kun en tiendedel af midlerne i stimuleringspakken er brugt og dermed ude i økonomien. Pakken indeholdt en kombination af skattelettelser, stigende overførsler, øget offentligt forbrug og investeringer. Den sidste del vil kun komme ud i økonomien over to år. Men midlerne, som er brugt, har ikke sat spor i privatforbruget, hvilket allerede fører til krav om nye udgiftspakker.

Men der er grund til at tænke sig om. Den udeblevne effekt af stimuleringspakken kan også skyldes et andet forhold. Det er tydeligt for enhver, at regeringen i Washington og flere delstater befinder sig i alvorlige situationer med ubalancer på de offentlige budgetter. Alene det federale underskud er 12% af BNP i år og fremskrivninger viser, at der vil være store underskud på statsbudgettet mange år ind i fremtiden. Medicare og Social Security udgør på grund af det stigende antal af ældre mennesker i samfundet stikkende bomber i statsbudgettet. Dertil kommer, at Obama administrationen bruger krisen til at gennemføre udgiftskrævende reformer.

Det er grundlæggende en uholdbar situation. De store underskud på statsbudgettet kan ikke fortsætte uendeligt og vil enten føre en stigende inflation (hvis regeringen og centralbanken finansiere underskuddet ved at lade centralbankens seddelpresse kører) eller højere skatter. Konkrete skattestigninger er på tegnebrættet, blandt andet en stigning i marginalskatten for de højeste indkomster (over 280.000 dollars), som skal finansiere en del af den kostbare sundhedsreform. Men befolkningen forventer nok, at de vil opleve skattestigninger og det gør dem tilbageholdende med at øge privatforbruget. Den dobbelte effekt af forventninger om stigende skatter og formuetab på ejendom og aktier, må og skal sætte sine spor i forbruget.

Som professor Michael J. Boskin fra Stanford University skrev i WSJ i forgårs:

"The administration and Congress are exploiting a crisis atmosphere to promote a breathtakingly expensive big-government spending agenda mostly to be paid for later. The trillions of dollars of deficits will eventually force much higher income or payroll taxes, or a national value-added tax similar to those in Europe, or severe inflation. Balancing the CBO-projected [Congressional Budget Office projected, red.] out-year budget would require a 44% increase in everyone’s income taxes. The anticipation of, and uncertainty over, those future taxes and debt are factors constraining consumption and investment. That is delaying recovery now."

Denne effekt, at borgerne lader opsparingen påvirke af forventninger til fremtidige skatter, er kendt som Ricardiansk ækvivalens efter den engelske økonom David Ricardo, der beskrev fænomenet allerede i 1820. Konsekvensen er, at offentlige stimuleringspakker ikke øger den økonomiske aktivitet, men blot omfordeler ressourcer fra private sektor til offentlige sektor.

Lektor Christian Bjørnskov fra Handelshøjskolen ved Aarhus Universitet skrev for nylig om Ricardiansk ækvivalens på Punditokraterne. Den amerikanske professor Robert J. Barro fra Harward University havde et indlæg om dette i WSJ i januar. Barro har regnet på historiske multiplikatorer og fundet, at disse ligger omkring nul, når man ser set bort fra krigsperioder (2. verdenskrig, Korea og Vietnam krigene), hvor de er 0,8 (hvilket i øvrigt indebærer et fald i det privatforbruget eller investeringer, så de øgede offentlige udgifter ikke gratis).

Amerikanske banker modtager hjælp fra regeringen og bruger pengene på lobbyisme

David Boaz fra Cato Institute har en kommentar på blog om lobbyisme fra virksomheder, at modtager offentlig støtte. Der er forargelse i blogsfæren over at banker (eksempelvis her), som har modtaget 700 milliarder USD i støtte (og som egentlig burde været lukket pga. deres inkompetence), lobbyer for mere og måske bruger støttekronerne på det. Men Boaz konstatere, at det er reglen snarere end undtagelsen! David Boaz har nævner et par eksempler og har et gode kildehenvisninger.

Obamas økonomiske rådgiver spekulerede i renteswaps som rektor for Harvard University og tabte 1 milliard dollars

Lawrence Summers, tidligere rektor for Harvard University 2001-06 og nuværende økonomiske chefrådgiver for præsident Barack Obama, spekulerede i sin tid som rektor med universitets penge i fremtidige rentestigninger (i forward swaps) og universitet tabte 1 mia. USD på det, skriver Reuters. Det er stof til eftertanke....

Uncle Sam som doktor

Cato Institute lancerer en annoncekampagne om sundhedsreformen, som skal bringe fokus på konsekvenser af større regeringsindblanding i sundhedssektoren. Ovenstående figur vil blive brudt i kampagnen.

Hvad skal der ske med Kinas mere end 2 trillioner dollars store valutareserve?

Den kinetiske centralbank ligger nu inde med amerikanske statsobligationer for en samlet værdi af mere end 2 trillioner USD. Ifølge China Journal/WSJ er der nu diskussion i Kina om, hvad pengene skal bruges til. Internt er der krav om, at reserverne bruges til at købe virksomheder for i andre lande. Valutabeholdningen er i øvrigt stor nok til, at Kina kunne købe al jord og ejendom i New York, Los Angeles og Bosten eller 73 % af markedsværdien i Dow Jones indeksen.

Obama til venstreorienterede bloggere om sundhedsreform: Don't make the best the enemy of the good og Trust Us

Præsident Barack Obama talte mandag eftermiddag til venstreorienterede (progressive!)bloggere i USA og opfordrede dem til at undlade at kritisere forslagene til sundhedsreform, som er på vej gennem kongressens to kamre.

Ezra Klein fra the Washington Post har ikke inviteret, men lyttede med og har beskrevet det. Klein mener, at Obama afslørede administrationens strategi for at få reformen i land. Den vil lade to forskellige forslag blive vedtaget i kongressen. Herefter afholdes en konference for lukkede døre, hvor forslagene afstemmes. Det er formentlig her, at præsidenten vil forsøge at gøre sin indflydelse gældende. Klein konkluderer, at præsidenten har to budskab til bloggere og resten af amerika: Don't make the best the enemy of the good og Trust Us.

Bloggere er, som ovenstående viser, blevet en afgørende faktor i det politiske spil i USA. Når det gælder blogs om sundhedsreformen, så har Kaiser Health News en såkaldt Blog Watch, som følger de toneangivende blogs på begge sider i debatten.

Critical Review om årsagerne til finanskrisen

Seneste nummer af Critical Review handler om finanskrisen. Redaktøren, professor Jeffrey Friedman indleder med en oversigtsartikel: "Introduction: A Crisis of Politics, not Economics: Complexity, Ignorance, and Policy Failure".

Ben Bernanke's exit strategy

Flere økonomer, eksempelvis Anna Schwartz (se indlæg i går) og Allan Meltzer (BBC World News 22/7), har længe efterlyst en exit strategy fra forbundsbanken i USA, som igennem snart et år har øget pengemængden ganske kraftigt. Der er frygt for, at den øgede likviditet vil føre til inflation, hvis den ikke bliver opsuget af forbundsbanken i tide.

I går skrev Ben Bernanke så et indlæg i WSJ med overskriften "The Fed’s Exit Strategy", hvor han gennemgik de pengepolitiske instrumenter, som forbundsbank kan anvende, hvis den ønsker at nedbringe likviditeten i markedet og øge den korte rente for at modvirke inflation. Han konkluderede:

"Overall, the Federal Reserve has many effective tools to tighten monetary policy when the economic outlook requires us to do so. As my colleagues and I have stated, however, economic conditions are not likely to warrant tighter monetary policy for an extended period. We will calibrate the timing and pace of any future tightening, together with the mix of tools to best foster our dual objectives of maximum employment and price stability."

Der er ingen tvivl om, at forbundsbanken har instrumenterne til at forhindre vækst i pengemængden. Men Anna Schwartz, Allan Meltzer og Martin Feldstein betvivler ikke, at forbundsbanken kan gennemføre en stramning. Spørgsmålet er, om forbundsbanken vil gennemføre den, når tid er.

Meltzer, der har studeret forbundsbankens historie, mener ikke, at banken er tilstrækkelig uafhængig af administrationen. Frygten er derfor, at der vil være et så stort pres på forbundsbanken, at banken næppe vil stramme pengepolitikken tilstrækkeligt eller hurtigt nok.

Klar besked om politikken vil mindske den usikkerhed, der hersker om den fremtidige politiske vilje til at opretholde prisstabilitet. Den mangler og Ben Bernankes understregning af, at forbundsbanken har to mål (størst mulig beskæftigelse og prisstabilitet), gavner næppe.

CBO notat om optioner for sundhedsreform

Congressional Budget Office udarbejdede i december i arbejdsnotat med optioner for sundhedsreform, der skal bringe udgifterne under kontrol og give flere sygeforsikring.

I dag er det skattefrihedsdag

Ja, så blev det endelig skattefrihedsdag i Danmark jvf. beregninger fra Dansk Industri. Jeg tror, at jeg vil fejre dagen med champagne, foie gras og hummer. Og dog. Med alle de skatter, jeg har betalt, er der nok kun råd til en rød sodavand og en sildemad

Redningspakken kan komme til at koste 23,7 trillioner dollars i USA

Hvis du fik kaffen galt i halsen, er forståeligt. Men tallet på 23,7 trillioner USD fremgår ifølge ABC af en rapport, som inspektøren for Troubled Asset Relief Program (TARP), Neil Barofsky, har lavet. Til sammenligning afsætte Bush administration omkring 600 milliarder USD til TARP og statsunderskuddet i USA er i år på 3 trillioner USD (svarende til 12 % af BNP).

Anna Schwartz kritiserer forbundsbanken og Obama administrationen

Professor Anna Schwartz, der sammen med Milton Friedman skrev The Monetary History of the United States og forklarede depressionen i 1930'erne med pengepolitikken, kritiserer centralbankchef Ben Bernanke og præsident Barack Obama for deres håndtering af finanskrisen. Hun mener, at Friedman ville gøre det samme, hvis han levede i dag.

Schwartz mener, at krisen i langt mindre grad i dag end i 1929-32 skyldes manglende likviditet. I Monetary History viser Friedman og Schwartz, at forbundsbanken reducerede pengemængden med 1/3, hvilket førte til lavere økonomisk aktivitet og deflation. Men finanskrisen er snarere et resultat af de såkaldte toxic assets blandt bankernes aktiver og uklare signaler fra forbundsbanken og regeringen om redningsaktioner. Schwartz efterlyser derfor klare principper for redningsaktioner og kritiserer, at regeringen og forbundsbanken redder insolvente banker. Hun kritiserer også den pengepolitiske ekspansion.

Kritikken fra Schwartz er nok ikke noget, der behager Bernanke. Ben Bernanke var inspireret af Friedmans og Schwartzs Monetary History og har selv studeret depressionen, hvor han har beskæftiget sig med bankkraks og reallønningers betydning for den økonomiske aktivitet i Essays on The Great Depression (første kapitel, som er en oversigt, kan læses her). Bernankes tale i forbindelse med Milton Friedmans 90 års fødselsdag viser, at han er enig med Friedman og Schwartz i, at depressionen i 1930'erne skyldes et monetært shock. Han sagde blandt andet:

"I would like to say to Milton and Anna: Regarding the Great Depression. You're right, we [the Fed] did it. We're very sorry. But thanks to you, we won't do it again."

Det formentlig også det, som driver Ben Bernanke i den nuværende situation: At undgå fejltagelsen fra 1929-32. Derfor pumper centralbanken penge ud i økonomien som sjældent set før, men Schwartz efterlyser en exit strategi for den kraftige stigning i pengemængden.

Anna Schwartz mener, at Milton Friedman ville være bekymret for den nye præsidents politik:

"Obama nowadays is the typical believer that government can do everything. So he's going to change the way electricity is produced in this country. He's going to change the way energy is going to be produced in this country. And it's all going to be a government effort. And Friedman would say, 'Look, if these really are such desirable things, why isn't it that the private sector has taken advantage of an opportunity to make money and to improve things?"

Hvorfor gider Obama ikke høre på Stiglitz?

Newsweek har en artikel om professor Joseph Stiglitz, den tidligere økonomisk chefrådgiver for præsident Bill Clinton, om hans manglende indflydelse på Obama administrationens politik. Artiklen mere end antyder, at det er resultat af en hanekamp mellem Stiglitz og Lawrence Summers, nu økonomisk chefrådgiver for præsident Barack Obama og tidligere finansminister under Clinton.

De Konservative er på farlig venstre-kurs

I dag har forskningschef Geert Laier Christensen og lektor Søren Hviid Pedersen en kronik i Berlingske Tidende (20/7), hvor de kritiserer Det konservative Folkeparti og partileder Lene Espersen for at have meldt sig i koret af stemmer mod "frit valgs-ordninger". Partiet fjerner sig fra sine rødder og har købt den socialdemokratiske idé om staten som garant for tradition og værdier. Christensen og Pedersen konkluderer:

"Det Konservative Folkeparti bør besinde sig på sit værdi-politiske og konservative grundlag. Afviser man det frie valg, er man på vej væk fra konservatismen og over i en rolle som bureaukratisk forvalter af den social-demokratiske velfærdsstat. Det fortjener hverken den danske befolkning eller Det Konservative Folkeparti. Velfærdsstatens intention er socialisme, ikke et frit samfund med ansvarlige og frie borgere. Konservatismen skal reducere den offentlige sektor og dermed også begrænse den socialdemokratiske velfærdsstat og i stedet arbejde for et åbent, frit og pluralistisk samfund, fri for statsstyring og dirigering. Med frit valg er vi godt på vej mod et mere frit og ansvarligt samfund. Uden frit valg er borgerne gjort til klienter, der kun kan vælge det, staten giver dem. Er det virkelig en vision, som de konservative finder attraktiv?"

Jeg er meget enig i forfatternes konklusion, jeg har skrevet en klumme med samme kritik.

Forslag om revision af den amerikanske centralbank vinder støtte

Medlem af Repræsentanternes Hus, Ron Paul, republikanere fra Texas og præsidentkandidat, har fremsat forslag om i Kongressen om revision af den amerianske centralbank, The Federal Reserve. Federal Reserve Transparency Act blev fremsat i februar og vil give Government Accountability Office (GAO) mulighed for at revidere aftaler mellem centralbanken og andre centralbanker ligesom bankens operationer på pengemarkedet.

Forslaget har ifølge Politico støtte fra 271 repræsentanter og 13 senatorer. Ron Pauls holdning er, at centralbanken gennem sin pengepolitik har svækket dollaren og banken er ansvarlig for kriser, som opstår efter økonomiske opture skabt ved at lade seddelpressen køre, herunder den seneste krise. Læs Ron Pauls indlæg i Forbes.

Ron Paul har ret i, at gennemsigtighed vil gøre centralbanken mere påpasselig og især gøre det synligt, hvem der drager fordel af pengepolitikken. Det er også rigtigt, at den amerikanske centralbank ikke er så uafhængig af regeringen, som den burde. Direktionen er udnævnte af præsidenten for 4 år ad gangen (i modsætning til europæiske centralbank (ECB), hvor direktører er udnævnt for 8 år og ikke kan genudnævnes). Større gennemsigtig vil nok give offentligheden større indsigt, men det vil næppe ændre fastlæggelsen af pengepolitikken sker under påvirkning fra regeringen.

Wall Street Journals top-25 økonomiske blogs

Wall Street Journals økonomer har lavet en oversigt over de 25 bedste økonomiske bloggs. Listen indeholder blandt andet Greg Mankiw's Blog, The Becker-Posner Blog og WSJ's egen Real Time Economics, som jeg følger, men der er andre gode blogs. Her er nogle:

Brad Setser Follow the Money om international handel og betalingsstrømme
The Baseline Scenario om finanskrisen, startet i september sidste år og indeholder blandt andet en "Financial Crisis for Beginners"
Calculated Risk om boligboblen i USA
The Consciense of a Liberal om aktuelle økonomiske emner af nobelpristager Paul Krügman
EconBrowser om energy
EconLog om aktuelle emner fra et libertariansk synspunkt
Freakonomics er en fuldstændig randomiseret gennemgang af data af økonomerne bag bogen af samme navn
Free Exchange er The Economists blog om generelle økonomiske emner
Marginal Revolution er skrevet af økonomerne Tyler Cowen og Alex Taborrok fra George Mason University om generelle økonomiske emner
the Atlantic er en generel økonomisk blog inspireret af Ayn Rands roman Verden Skælvede
The Vox er en web-baseret økonomisk journal med bidrag fra en række kendte økonomer

VK-regeringen og det personlige ansvar

Professor Peter Kurrild-Klitgaard giver VK-regeringen nogle velfortjente øretæver for dens manglende indsats for at styrke det personlige ansvar i en kommentar i Berlingske Tidende. For 2 år ville regeringen fremme det personlige ansvar, da den lancerede et særligt initiativ for at fremme det personlige ansvar, men siden er intet sket. Tværtimod. Kollektiviseringen fortsætter og senest er VK-regeringen gået med til, at mad i børnehaver og skoler nu er et offentligt ansvar.

Omkostningerne ved sundhed bekymrer amerikanerne

Det er omkostningerne og ikke udbredelse af dækning til alle, som bekymrer amerikanske vælgere, viser en opinionsmåling fra Rasmussen Report. 61 % mener, at omkostningerne er det største problem i sundhedsvæsenet, mens 21 % peger på den manglende universielle dækning, 10 % på kvalitet og 2 % utilfredsstillende kontakt med behandlingssystemet.

I valget mellem en sundhedsreform med skattestigning og ingen sundhedsreform med ingen skattestigning foretrækker en flertal status quo. I så fald er 47 % imod reform og 41 % for. Modstanden vokser, hvis sundhedsreformen fører til ændringer i de adspurgtes nuværende sygeforsikring.

Dette er kritisk for præsident Barack Obama og hans regering, da det sidste uge blev klart, at demokraternes forslag til sundhedsreform vil øge sundhedsudgifterne ganske betragteligt.

Ingen kontrol med sundhedsudgifterne i demokraternes forslag til sundhedsreform (II)

Lawrence Summers, økonomiske rådgiver for præsident Obama, holdt en tale sidste uge, hvor han gentog Obama-administrationens synspunkt, at budgetunderskuddet ikke kommer under kontrol og dermed heller ikke Amerikas konkurrenceevne uden en omfattende sundhedsreform. Det er påfaldende, når Congressional Budget Office siger det modsatte, at reformen vil øge udgifterne. Se også Greg Mankivs kommentar.

Ronald Reagan om socialized medicine i 1961

Ronald Reagan talte i 1961 imod en offentlig indblanding i sundhedsvæsenet for andre en personer, som er ude af stand til at arbejde. Hør pladen, som blev udsendt af American Medical Association her. Reagan forudså, at offentlig sygesikring for en del af befolkningen ville ende socialized medicine, altså at staten overtager ansvaret for at finansiere og organisere sundhedsvæsenet, som vi kender det i Skandinavien og England.

Støtte til sundhedsreform fra lægerne i USA

Stort set samtidig med at direktøren for CBO vidnede for senatets finansudvalg og forklarede at sundhedsudgifterne ville stigen under demokraternes forslag til sundhedsreform, tilsluttede to lægeorganisationer sig foreslaget. Der er tale om American Medical Association og American College of Surgeons. Michael F. Cannon forklarer sammenhængen på sin blog.

Ingen kontrol med sundhedsudgifterne i demokraternes forslag til sundhedsreform

Direktør for Congressional Budget Office (CBO), Douglas Elmendorf, vidnede i ugens løb for senatets finansudvalg om udgifter til det forslag til sundhedsreform, som demokraterne har udarbejdet. Reformsforslaget vil ikke bringe udgifterne under kontrol, konkluderede Elmendorf:

"We do not see the sort of fundamental changes that would be necessary to reduce the trajectory of federal health spending by a significant amount."

Udgiftskontrol er en af de væsentligste grunde til at refomere sundhedsvæsenet for præsident Barack Obama. Det hvide Hus udsendte i juni en rapport fra Council of Economic Advisers "The Economic Case for Health Care Reform", som forudser at sundhedsudgifterne uden reform vil stige fra 18 % af BNP i dag til 34 % i 2040.

CBO direktøren mener, at sundhedsudgifterne vil stige yderligere under den foreslåede sundhedsreform. En stigning i sundhedsudgifterne vil forværre en i forvejen uholdbar situation for statsbudgettet i USA.

The Great Crash of 2008: Are governments or markets to blame?

Professor Deepak Lal, University of California Los Angeles, har skrevet et indlæg på Adam Smith Institutes hjemmeside om årsagerne til og konsekvenser af (finans-)krisen. Hvis du ikke orker at læse hele papiret, er her et kort referat.

Deepak Lal var i begyndelsen af 1980'erne ansat i Verdensbanken, hvor han beskæftigede sig med ulandenes (og de udlånende bankers) gældsproblemer. Lal ser flere lighedspunkter mellem krisen i dag og dengang. I begge perioder var der: 1) Opsparingsoverskud i de eksportende lande (dengang i de olieeksporterende lande, i dag i de asiatiske lande), 2) Udlån til mindre kreditværdige låntagere (dengang ulandene, i dag ninja = no income, no jobs, no assets gennem de såkaldte subprime lån), 3) Stigende inflation og bobler på aktivmarkeder og 4) Store tab i banker, som derfor går tiggergang til politikerne og beder om en redning.

Krisen i 1980'erne blev løst ved at bankerne til sidst eftergav en betydelig del af gælden. Det gav aktionærene tab, men krisen havde ingen systemisk effekt på det finansielle sektor.

Krisen i dag er anderledes, da dereguleringen af bankvirksomhed (Big Bang liberalisering i UK i 1980'erne og afskaffelsens af Glass-Steagall loven i 1990'erne i USA) har tilladt universalbanker. Tidligere stod forretningsbanker for betalingssystemet og sikker opsparing, mens investeringsbanker tog sig af det, som Lal kalder "gambling investeringer", altså risikoprægede bankforretninger. Kun forretningsbanker var omfattet af den offentlige indskydergaranti og havde adgang til likviditet i centralbankerne. Så dereguleringen gav i virkeligheden investeringsbanker adgang til indskydergaranti og likviditet (og dermed mulighed for at påføre skatteborgerne tab). Det har medført moralsk hasard i banksektoren. Og tabsgivende lån er i dag socialiseret snarere end tab for bankaktionærer.

Moralsk hasard og politikfejl er hovedårsagen til finanskrisen, da det har ført til større risikovillighed i bankerne. Dertil kommer: 1) Bail out af LTCM i 1998, som skabte forventninger om fremtidige bail outs af andre finansielle institutter end forrentningsbanker, 2) Alan Greenspan's ekspansive pengepolitik efter at IT-boblen brast, 3) Clinton administrationens politik, som skulle gøre fattige amerikanere til boligejere, blandt andet gennem en slækkelse af adgangen til billige boliglån med pant i fast ejendom, 4) Basel II-aftalen, som fik banker til at bogføre risikable aktiver udenom af balancen, 5) Forbundsbankens bail out af Bear Sterns, som styrkede forventningerne om at centralbanken ville hjælpe alle finansielle institutioner, 6) Beslutning om ikke at redde Lehman Brothers, hvilket betød skuffede forventninger (om potentielle redningsaktioner) og dermed frygt for tab på mellemværende med andre banker samt 7) En usikker håndtering af toxic assests ("giftige" aktiver) i redningspakken TARP, som blev vedtaget af Kongressen sidste efterår.

Lal lægger betydelig vægt på forventningerne om muligheden for hjælp fra centralbanker eller regeringer i sin forklaring af finanskrisen, som den udspillede sig sidste efterår. Årsagen til finanskrisen er kort og godt en række politikfejl.

Når det gælder den økonomiske aktivitet, forklarer Lal nedturen med, at renten i en periode har været for lav (dvs. afveget fra den Wicksells naturlige rente), hvilket har medført investeringer, som ikke er bæredygtige (Hayekiansk teori om konjunkturcykler). Pengepolitikken har med andre ord bestemt et uholdbart lavt renteniveau og dermed fejlinvesteringer i økonomien. De sektorer, som bliver ramt, er først og fremmest sektorer, som bruger megen kapital og derfor er følsomme overfor renten, eksempelvis boliginvesteringer, byggesektor og bilindustri. Den økonomiske nedtur opstår, når fejlinvesteringer bliver opdaget og disse investeringer enten skal afvikles eller gælden nedbringes.

Lal finder, at centralbankdirektør Ben Bernanke med forbundsbankens ekspansive pengepolitik efter finanskrisen har sikret økonomien mod at havne i en deflationsfælde (Fisheriansk recission), hvor den relative værdi af gæld stiger (og fører til yderligere vanskeligheder for gældstyngede boligejere). Ellers lægger Lal vægt på, at balancerne hurtigst bliver genskabt for såvel banker, virksomheder og borgere. Overraskende foreslår han imidlertidig nationalisering af amerikanske bankerne efter den svenske model fra 1992. Finanspolitiske lempelser skal gennem skattelettelser. Lal mener lige som Keynes, at det er den hurtigste og mest effektive måde at lempe finanspolitikken. Hvis det fører til øget opsparing, er det ikke et problem. Tværtimod, økonomien har nemlig brug for gældsafvikling og kommer først kommer på fode, når gælden er nedbragt.

Hvem er vinderne af den finanskrisen, spørger Lal i slutningen. Svaret er Goldman Sachs, Kina, og Indien. Krisen har styrket og redningsaktionerne gavnet Goldman Sachs, især redningsaktionen for AIG (som så kunne betale Goldma Sachs). Gældsætningen til Kina og Indien betyder, at USA er blevet afhængighed af disse lande og derfor har mindre råderum i udenrigspolitikken.

Der er ingen tvivl om, at udviklingen under Barack Obama, der øger gældsætningen markant, er bekymrende og Lal minder om, at den tidligere chef for statsrevisorene i USA, David Walker, allerede i 2007 advarerede kraftigt mod gældsætningen (der dengang var langt mindre) og sammenlignede udviklingen med Romerrigets fald. Lal mener, at USA er stækket fugl, som vanskeligt at spille den rolle internationalt, som USA hidtil har gjort.

Massachussets har allerede indført ObamaCare

En lederartikel i Wall Street Journal skriver om konsekvenserne af at gennemføre ObamaCare, som allerede er gennemført i delstaten Massachussets. For 15 år gjorde delstaten det obligatorisk at have sygeforsikring, indførte garanti for udstedelse af police (pligt for forsikringsselskaber til at forsikre alle uanset sundhedstilstand) og udregning af forsikringspræmier baseret på befolkning (snarere end individuelle risici). Hvis borgere ikke har en sygeforsikring, skal borgeren betale 900 USD i straf til delstaten. Borgerne spekulere derfor i, hvornår det kan betale sig at tegne sygeforsikring. Ikke overraskende vælger mange, hovedsagelig unge og raske, ikke at tegne sygeforsikring førend de har brug for behandling. Og droppe forsikringen bagefter. Det øger præmierne for andre og derfor er en (ikke arbejdsgiverbetalt) sygeforsikring dyrere i Massachussets end i andre delstater.

Skematisk fremstilling af ObamaCare

Michael F. Cannon bringer på sin blog på Cato @ Liberty en skematisk fremstilling af reguleringen af sundhedsvæsenet i dag og efter en gennemførelse af demokraternes forslag til sundhedsreform. Skemaerne er udarbejdet af Chamber of Commerce. Hvis man tror, at ObamaCare vil forsimple sundhedsvæsenet, så kig lige engang på de to skemaer. Tankevækkende!

Det klima-industrielle kompleks

Der er næppe tvivl om, at en række virksomheder og organisationer har meget at vinde på at fremme drastiske indgreb mod klimaændringer. Det vil med sikkerhed føre til ressourcespild. Bjørn Lomborg havde en artikel i WSJ (22/5) om det nye klima-industrielle kompleks, som i disse år udøver massiv påvirkning af politikken i USA, Europa og andre steder.

Peter Schiff stiller muligvis op til senatet

Peter Schiff, professionel investor og økonomen der forudså (finans)krisen, overvejer at stille op til senatet for republikanerne i Connecticut. Læs her. Hvis Peter Schiff nomineres vil han stille op mod demokraten Chris Dodd, der har været dybt involveret i regulering af banksektoren, stimuleringspakken, redningsplaner for finansielle virksomheder etc., herunder AIG, hvor han kom under heftig kritik for loven, som nærmest betød at en del af den offentlige støtten blev udbetalt i bonus medarbejderne i AIG. Chris Dodd var samtidig den største modtager af kampagnebidrag fra AIG. Det vil blive et spændende opgør.

Friedman om problemerne i amerikansk sundhedsvæsen og reformforslag

Den nu afdøde Chicago-økonom og nobelpristager, Milton Frihedman, skrev i 2001 en indlæg i Public Interest om en amerikansk sundhedsvæsen, problemerne og løsninger. Hoover Institution offentliggjorde en kortere version "How to Cure Health Care", som stadig er aktuel i dag.

Her skal jeg blot fremhæve et par af Friedmans pointer:

• USA er over halvvejs med indførelsen af socialized medicine. De offentlige sygeforsikringer Medicare og Medicaid står for 46% af sundhedsudgifter i USA (1997), men dertil kommer skattesubsidier til arbejdsbetalte sygeforsikringer, så den offentlige andel af finaniseringen ligger langt over 50%.
• Arbejdsgiverbetalte sygeforsikringer blev indført i USA som en utilsigtet konsekvens af indkomstpolitik under 2. verdenskrig. Regeringen finansierede krigen ved at lave seddelpressen kører og undertrykte inflationen med indkomstpolitik. Virksomheder fandt på at tiltrække medarbejdere ved at tilbyge sygeforsikring, som hurtigt blev et populært frynsegode. Da skattemyndigheder (IRS) fandt ud af det (nogle år senere) og ville beskatte værdien af frynsegodet, rejste der sig en folkestorm og Kongressen vedtog at gøre arbejdsgiverbetalte sygeforsikringer skattefri for medarbejderen.
• Arbejdsgiverne kan altså fradrage udgifterne til sygeforsikringer, mens frynsegodet er skattefrit for medarbejderen. Derimod får individer intet fradrag for egne udgifter til sygeforsikring. Det har naturligvis flyttet hovedparten af sygeforsikringerne til arbejdsgiveren og endvidere forvreddet forbrugernes efterspørgsel til fordel for sundhed (forbrugerne efterspørger mere sundhed pga. subsidiet end hvis de selv skulle betale).
• Forsikringerne er efterhånden ikke forsikringer længere. En forsikring skal normalt beskytte individer mod ekstraordinært store udgifter efter sjældne, katastrofale begivenheder. Men sundhedsforsikringer dækker alt fra løbende og forudsigelige småudgifter til katastrofale udgifter. Friedman sammenligner det med, at bilforsikringer dækkede udgifter til benzin. Det øger udgifterne og reducerer omkostningsbevidstheden.
• Lovkrav i delstaterne til dækningen i virksomhedernes sygeforsikringer har ligeledes medvirket til at øge udgifterne.
• Forsikringerne er derfor blevet så dyre, at de udelukker flere og flere fravælger at tegne forsikring. Dette gælder især individer, som blot ønsker dækning mod katastrofale begivenheder og udgifter.
• Det blandede system i USA (arbejdsgiverbetalte sygeforsikringer med skattesubsidier og offentlige forsikringer i form af Medicare og Medicaid giver fordele i form af adgang til sundhedsvæsenet og kvalitetsudvikling, men det er dårligere til at kontrollere omkostninger end både et privatiseret eller et socialiseret sundhedsvæsen.

Friedman foreslår privatisering af sygeforsikringsmarkedet, så individer selv betaler direkte istedet for at betale kollektivt gennem en trediepart:

• Medical Savings Accounts (MSA's): Disse er afprøvet af store firmaer som Quaaker Oats, Forbes og Gold Rule Insurance. Princippet er, at firmaet indskyder pengene til sygeforsikring på en konto, hvoraf en del anvendes til en forsikring mod katastrofale begivenheder. Medarbejderen kan i årets løb bruge kontoen til at betale egenbetaling og løbende, små udgifter til sundhed. Hvis der er overskud på kontoen, tilfælder det medarbejderen. Både virksomheder og medarbejdere i de virksomheder, som har anvendt MSA's, har vundet ved disse ordninger. MSA's kan i princippet anvendes som alterantiv til både offentlige og private sygeforsikringer.
• Offentlige sygeforsikringer omlægges til forsikringer med høj egenbetaling (så de reelt kun dækker udgifter til katastrofer)

Ellers vil Friedman nok foreslå, at man enten fjerner fradraget for sygeforsikringer eller beskatter medarbejderen. I det mindste skal virksomheder og medarbejdere stilles lige, når det gælder skattemæssig behandling af sygeforsikring og sundhedsudgifter. Endvidere skal lovkrav til forsikringer, som udvider dækningen og øger præmierne, samt regulering, som begrænser konkurrencen mellem udbyderne, afskaffes.

Danske tilstande for marginalskatter i USA?

Demokraterne i USA taler om at øge marginalskatten med helt op til 5,4 % for de højeste indkomster. Det skal bidrage til at finansiere stigningen i de offentlige udgifterne til sygeforsikring. I forvejen planlægger Obama administration og demokrater en strafafgift på 8 % af lønsummen for virksomheder, som ikke giver medarbejderne sygeforsikring, og en strafagift på 2,5 % for medarbejdere, der ikke har forsikring.

En stigning i skattesatser vil bringe marginalskatten op over 50 %. Kun fire lande vil have højere marginalskattetryk: Holland, Belgien, Sverige og Danmark!

Præsident Carters Crisis of Confidence tale til folket for 30 år siden

I dag er det 30 år siden, at præsident Jimmy Carter gik på direkte TV og holdt sin såkaldte "Crisis of Confidence"-tale til det amerikanske folk.

Anledningen til talen var energikrisen. OPEC havde begrænset eksporten, øget prisen på benzin, lastbilschauffører landet over strejkede og der var udbredt mangel på benzin. Folk holdt simpelthen i lange køer foran de få benzintanke, der stadig var åbne. Så Carter afbrød en ferie og tilbragte 10 dage i Camp David med eksperter fra alle hjørner af det amerikanske samfund for at lytte til deres råd.

I Carter administrationen var der en opfattelse af, at samfundets befandt sig i en dybere moralsk krise end blot en energikrise. Den bestod i en tillidskrise mellem folket og samfundets institutioner. Forud for energikrisen var gået flere år med økonomisk nedtur, højinflation, faldende dollarkurs, stigende arbejdsløshed, Watergate skandale, Vietnam krig og drab på politikere. Dertil kom stigende sociale problemer og løssluppen livsstil, blandt hippier, der eksperimenterede med beat, sprut, stoffer og sex.

I virkeligheden er det måske forkert at kalde Carters TV-tale for én tale, for den havde mere karakter af én prædiken. Tag for eksempel dette udsagn:

"In a nation that was proud of hard work, strong families, close-knit communities, and our faith in God, too many of us now tend to worship self-indulgence and consumption. Human identity is no longer defined by what one does, but by what one owns. But we've discovered that owning things and consuming things does not satisfy our longing for meaning. We've learned that piling up material goods cannot fill the emptiness of lives which have no confidence or purpose."

Og senere:

"We are at a turning point in our history. There are two paths to choose. One is a path I've warned about tonight, the path that leads to fragmentation and self-interest. Down that road lies a mistaken idea of freedom, the right to grasp for ourselves some advantage over others. That path would be one of constant conflict between narrow interests ending in chaos and immobility. It is a certain route to failure."

En stor del af talen byggede på dette tema om grådighed, overforbrug og selvdyrkelse. Talen er bedre kendt som "Malaise Speech", selvom Carter aldrig brudte ordet "malaise" i talen. Det var som om at Carter ville have folk til at bekende deres synd, bede om forløsning og yde store ofre.

Da han kom til energikrisen, foreslog Carter en række drastiske, nærmest planøkonomiske indgreb for at løse krisen og slippe ud af afhængigheden af olie fra mellemøsten:

"I am tonight setting a clear goal for the energy policy of the United States. Beginning this moment, this nation will never use more foreign oil than we did in 1977 -- never. From now on, every new addition to our demand for energy will be met from our own production and our own conservation. The generation-long growth in our dependence on foreign oil will be stopped dead in its tracks right now and then reversed as we move through the 1980s, for I am tonight setting the further goal of cutting our dependence on foreign oil by one-half by the end of the next decade -- a saving of over 4-1/2 million barrels of imported oil per day."

For at nå målet ville Carter 1) indføre importkvotaer (han ville ikke tillade "så meget som en dråbe" mere importeret olie, aldrig), 2) investere "massive" beløb i udvikling af nye energikilder, 3) tvinge energiselskaber til at bruge (amerikansk) kul istedet for (andre landes) olie, 4) bede Kongressen skabe et Energy Mobilization Board svarende til krigstidens War Production Board med vidtgående beføjelser til at træffe hurtige beslutninger om energiprojekter samt 5) indføre omfattende energispareprogram. Befolkningen skulle også være med:

"I ask Congress to give me authority for mandatory conservation and for standby gasoline rationing. To further conserve energy, I'm proposing tonight an extra $10 billion over the next decade to strengthen our public transportation systems. And I'm asking you for your good and for your nation's security to take no unnecessary trips, to use carpools or public transportation whenever you can, to park your car one extra day per week, to obey the speed limit, and to set your thermostats to save fuel. Every act of energy conservation like this is more than just common sense -- I tell you it is an act of patriotism."

Kald det bare krigsøkonomi, kommandoøkonomi eller blot planøkonomi!

Da Carter holdt TV-tale var han mere upopulær end præsident Richard Nixon på det værste tidspunkt under optravlingen af indbruddet i Watergate, men Carter steg faktisk i meningsmålinger efter talen. Men to dage senere fyrede Carter sin regering (Tuesday Morning Massacre) og skiftede illoyale ministre ud, hvilket skabte intern splid i det demokratiske parti og gav indtryk af en regering i opløsning.

Det hjalp heller ikke, at en historie om en kanofisketur to år tidligere slap ud (gennem pressesekretæren i Det hvide Hus!). Her er historikeren Kevin Mattssons beskrivelse af Carters møde med "the killer rabbitt" på kanofisketur i Georgia:

“Out of nowhere swam a vicious-looking animal, its teeth bared, ­hissing and growling as it approached Carter’s canoe. The president slapped the water with his paddle. The creature kept coming. Suddenly Carter thought to himself: Oh my God, it’s a rabbit. He swung again just as the animal paddled away.”

Dette var billedet af USA's commander-in-chief i direkte kamp med en dræberkanin harmonerer ikke godt med billedet af en præsident, der har prædikeret store ord og bedt amerikanerne ofre sig i, hvad han betegnede som "the moral equivalent of war", en krig vendt mod energikrise og olieafhængighed. 18 måneder senere kunne Carter pakke sin kuffert og forlade Det hvide Hus. Amerikanerne havde fældet dommen: Der var ikke noget galt med folket, hvis der var noget galt i Amerika, var det galt med indbyggeren i Det hvide Hus.

Læs iøvrigt PBS for en beskrivelse af baggrunden for talen og historikeren Frank Gannons boganmeldelse af Kevin Mattssons What the Heck Are You Up To, Mr. President? i WSJ.

Underminerer VK-regeringen det danske sundhedsvæsen?

Den tidligere medicinaldirektør, Jens Kristian Gøtrik, har i dag en kronik i Jyllands-Posten, hvor han beskylder VK-regeringen for at undermininere de bærende værdier i det dansk sundhedsvæsen, nemlig 1) den lige adgang til behandling, når der bruges offentlige penge og 2) en overordnet faglig prioritering af de begrænsede ressourcer, der er til rådighed. Regeringen skulle tilmed være forblændet af markedskræfter og privat lønsomhed.

Jens Kristian Gøtrik kritiserer konkret regeringens politik på 2 punkter. Det første er skattefradraget for arbejdsgiverbetalte sygeforsikringer, som ifølge Gøtrik skulle underminere den lige adgang. Det andet er det udvidede frie sygehusvalg, som skulle umuliggøre en prioritering af sundhedsydelserne.

Nu er der meget, meget langt fra regeringens politik til noget, der bare minder om et delvist privatiseret eller markedsstyret sundhedsvæsen. Skattefradraget for sygeforsikringer giver rigtignok et indirekte subsidie til den private sundhedssektor, men arbejdsgiverbetalte sygeforsikringer er hovedsageligt et supplement til behandling i det offentlige sundhedsvæsen. De har deres udspring i arbejdsgiverens ønske om at få medarbejdere tilbage hurtigst muligt. Der er med andre ord klare driftsøkonomiske fordele ved at medarbejdere ikke er sygemeldte i månedsvis, mens de venter på eksempelvis simple knæoperationer. Og medarbejderne foretrækker naturligvis skattefrie frynsegoder.

Men at arbejdsgiverbetalte sygeforsikringer, i det omfang vi kender dem herhjemme, skulle påvirke den lige adgang til sundhedsydelser, er ganske enkelt ikke rigtigt. Forsikringerne påvirker højest hastigheden med hvilken patienter kommer i behandling. Ordningerne tilfører også sundhedsvæsenet flere ressourcer og fjerner patienter fra ventelisterne på de offentlige sygehuse. Konsekvensen er, at både patienter med og uden arbejdsgiverbetalt forsikring kommer hurtigere til.

Gøtrik sammenligner i øvrigt forholdene i Danmark med USA og henviser til en artikel i The Economist (25/6), der gør arbejdsgiverbetalte sygeforsikringer til ét af to hovedproblemer i amerikansk sundhedsvæsen. Det er rigtigt, at skattefradrag for arbejdsgiverbetalte sygeforsikringer i USA er med til at få omkostningerne til sundhed til at løbe løbsk, og omkostningerne forringer virksomhedernes konkurrenceevne. Situationen er dog en anden i Danmark. Her er problemet for virksomhederne ikke omkostningerne men ventetiden.

Det andet kritikpunkt er, at det udvidede sygehusvalg fører til en manglende prioritering indenfor sundhedsvæsenet. Denne kritik er også rejst af regionerne og patientforeninger. Argumentet er, at borgernes adgang til behandling på privathospitaler de facto vil omfordele ressourcerne indenfor sundhedsvæsenet, når behandlingen finder sted på regionens regning. Ikke alle patienter har nemlig mulighed for at vælge privathospital. Dermed bliver der færre ressourcer til rådighed for de patienter, som ikke har noget valg, eksempelvis sindslidende og ældre medicinske patienter. Ikke nok med det, de økonomiske incitamenter øger også aktiviteten på områder, hvor patienterne kan vælge privathospital.

Der er noget om snakken. I et planøkonomisk sundhedsvæsen som det danske, der er kendetegnet ved at faste budgetter, "konkurrerer" patienterne om de samme begrænsede ressourcer, som Gøtrik skriver. Behandlingsgarantien giver altså kirurgiske patienter, som venter på hofte-, knæ-, hjerte- eller øjenoperation mulighed for at udkonkurrere andre patientgrupper. Behandlingsgarantien fjerner muligheden for regionerne til at rationere disse kirurgiske ydelser (længere end de 4 uger). Omvendt har fraværet af en behandlingsgaranti medført det modsatte: kirurgiske indgreb fik lov til at vente, fordi de kunne vente.

Men jeg synes dog, at det er vanskeligt at få øje på den overordnede prioritering, som Jens Kr. Gøtrik efterlyser. Med eller uden behandlingsgaranti. Fordelingen af ressourcerne afspejler i lige så høj grad historiske forhold, overlægers indbyrdes styrkeforhold, interessegruppernes pression, medieomtale, politiske forhold eller tilfældigheder som "faglige" forhold (altså medicinske behov ud fra en lægefaglig vurdering). Men selv hvis en sådan prioritering foregik, ville sundhedsplanlæggeren have det problem, der altid er planlæggers problem i en planøkonomi: Planlægger kender ikke individernes ønsker og kan derfor ikke afveje behovene objektivt.

Derfor vil sundhedsvæsenet vinde ved,at borgerne i højere grad er inddraget i efterpørsglen efter sundhed (foretrækker man dækning A med bedre forhold for medicinske sygdomme eller dækning B med kortere ventetider for kirurgiske indgreb). Hvorfor skulle det være en kollektiv beslutning taget af læger og politikere? Borgerne er også bedre tjent med, at det står klart, hvilke ydelser patienten har krav på, så de har mulighed for at supplere dækning i form af forsikring eller opsparing. Så det er svært at se, at VK-regeringen underminere sundhedsvæsenet ved at styrke patienternes valgmulighed og indflydelse, som Gøtrik skriver. Det frie sygehusvalg er fornuftigt nok, men det er nok ikke nok.

Flere amerikanere vender ryggen til sundhedsreform i USA

Analyseinstituttet Rasmussen Reports kan nu for første gang melde om, at et flertal i den amerikanske befolkning er imod den reform af sundhedsvæsenet, som præsident Barack Obama og demokraterne i Kongressen foreslår.

Løkke fanget i Obama-fælde

Ralf Pittelkow beskriver i dag i et indlæg i Jyllands-Posten, hvordan VK-regeringen er fanget i samme fælde som præsident Barack Obama i forhold til demonstrationerne i Iran efter præsidentvalget for få uger siden.

Det skyldes, at VK-regeringen har valgt at følge den nye "realistiske" amerikanske udenrigspolitik i forhold til mellemøsten. Den nye kurs i forhold til de muslimske lande blev lanceret af Obama i en tale i Cairo 4. juni, hvori Obama forsøgte at udviske forskellene mellem den vestlige verden og muslimske lande i mellemøsten.

Jeg er helt enig med Pittelkow i, at Obama er gået for vidt i forsøget på at få en dialog med de autoritative eller teokratiske regimer i mellemøsten. Dialog er jo ikke lig med nul kritik og slet ikke, at give afkald på sine værdier.

A government failure, not a market failure

John H. Makin har et indlæg i Wall Street Journal (1/7), hvor han beskriver boligboblen som et fuldt ud rationelt resultat af regeringsindgreb i boligmarkedet. Han konkluderer blandt andet:

"The housing collapse and its painful aftermath, including that $15 trillion wealth loss for U.S. households (so far), do not, therefore, represent a market failure. Rather, they represent the dangerous confluence of three policy errors: government policy aimed at providing access to home ownership for American households irrespective of their ability to afford it; the Fed's claim that it could not identify bubbles as they were inflating but could fix the problem afterward; and a policy of granting monopoly power to rating agencies like Standard & Poor's, Moody's, and Fitch's to determine the eligibility of derivative securities for what are supposed to be low-risk portfolios, such as pension funds".

Finanskrisen og den økonomiske nedtur er med andre ord ikke markedets skyld, som man kan læse stort set hver eneste dag i dagspressen. Nej, det er regeringsindgreb, som er skyld i krisen.

Ny stimuleringspakke?

Phil Levy fra American Enterprise Institute har en kommentar til den aktuelle debat i USA om en ny stimuleringspakke ovenpå den, som blev gennemført tidligere på året.

Er velfærdsstaten under pres?

Professor Peder Nedergaard havde et interessant blog indlæg i Jyllandsposten søndag om velfærdsstaten og udfordringerne fra den demografiske udvikling, indvandring og stigende forventninger til ydelserne.

Ifølge Nedergaard er den liberale velfærdsstat (Australien, Canada, Storbritannien og USA) bedst rustet til at klare udfordringerne, mens den socialdemokratiske velfærdsstat er mindst rustet til fremtiden (Skandinavien). Den konservative velfærdsstat (Frankring, Italien, Tyskland og Østrig) befinder sig midt imellem. Årsagen er, at borgeren i den socialdemokratiske velfærdsstat kan nyde mere eller mindre uafhængigt af hvad borgeren yder. Det står i modsætning til den liberale velfærdsstat, hvor der er sammenhæng mellem ydelse og nydelse.

Private sygeforsikringer har lavere administrationsomkostninger end Medicare i USA

Private sygeforsikringer i USA har ikke nødvendigvis højere administrationsomkostninger end den offentlige sygeforsikring for ældre, Medicare. Normalt opgøres omkostninger ved administration i forhold til samlede udbetalinger. Og denne omkostningsprocent er højere for private sygeforsikringer end for Medicare. Det er et ofte anvendt argument for Single Payer System.

Imidlertid giver denne metode et skævt billede af omkostninger. Medicare sikrer fortrinsvis ældre borgere samt handicapede og personer med leversvigt, mens private primært sikrer personer under 65 uden handicap. Medicare har derfor de sværest syge patienter, der forventeligt også koster mere i behandlingsudgifter. Opgøres omkostningerne derimod per sikret er omkostninger hhv. 453 USD og 509 USD til fordel for private sygeforsikringer, viser en analyse af Robert A. Book fra Heritage Foundation.

Krisen i Honduras

Roger F. Noriega fra American Enterprise Institute har en gennemgang af begivenhederne i Honduras, som førte frem til militærets anholdelse af og Kongressens "afsættelse" af præsident Manuel Zelaya og konstituering af kongressens formand som ny præsident. Præsident Zelaya har lagt sig ud med stort samtlige institutioner i Honduras: Kongressen, Højesteret, den offentlige anklager, ombudsmanden mv. i et forsøg på at forlænge sin embedsperiode.

Juan Carlos Hidalgo fra Cato Institute mener, at præsident Manuel Zelaya vedvarende forsøg på at omgå forfatningen, som fastslået af landets Højesteret samt fraværet af en civil mekanisme til at afsætte landets præsident, berettiger militærets aktion. Kevin Cassas-Samora fra Brookings Institute mener, at præsidenten bør genindsættes uanset forsøget på at undergrave forfatningen. Men i sidste ende er det dog Honduras Højesteret, som kan afgøre dette spørsgmål.

Det er svært at forsvare en eventuel genindsættelse af præsident Zelaya, som krævet af Venezuelas venstreekstreme præsident Hugo Chavez, Nicaraguas venstreorienterede præsident Daniel Ortega (som har sendt tropper til grænseområdet), Organisationen af Amerikanske Stater (OAS) og sågar præsident Barack Obama. Præsident Obama er kommet i dårligt selskab her. Det lover ikke godt for amerikansk udenrigspolitik i det kommende 3½ år.

Præsident Obama - due overfor Iran og høg overfor Honduras

Christopher Arzrouni har i dag en klumme i Jyllandsposten om præsident Barack Obama noget forskelligartede håndtering af kriser i Iran og Honduras. Overfor det brutale regime i Teheran er Obama due, mens han er høg overfor det folkevalgt styre i Honduras, som har afsat en præsident, der ikke overholder forfatningen.

Polemikken om det frie sygehusvalg

I sidste uge (1. juli) trådte det såkaldte udvidede frie sygehusvalg (eller behandlingsgarantien) i kraft igen. Det udvidede frie sygehusvalg blev suspenderet sidste år efter konflikten mellem sygehusejerne og sygeplejerskerne. Konflikten, der varede i hele 8 uger, skabte et stort efterslæb af operationer, som eksempelvis knæ- og hofteoperationer.

VK-regeringen valgte med andre ord at suspendere det udvidede frie sygehusvalg på et tidspunkt, hvor der var allermest brug for det! Det forekommer ikke videre logisk, at kapaciteten på det private marked også skal gå til spilde, når det offentlige system ikke fungerer, men sådan er det vel i planøkonomisk system som det danske sundhedsvæsen. Det er selvfølgelig også blevet skellet til den eventuelle regning, hvis samtlige patienterne ønskede behandling på privathospital. Men beslutningen om at suspendere det frie sygehusvalg under konflikter, har på den anden side gjort strejkevåbnet mere effektivt i fremtiden.

Genindførelsen af det frie sygehusvalg har været ledsaget af en del polemik. Det skyldes ikke mindst Rigsrevisionens kritik af afregningspriserne til privathospitalerne, hvor VK-regeringen og tidl. sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen i særdeleshed bliver beskyldt for at have indkøbt aktiviteterne for dyrt. Rigsrevisionen mener, at privathospitalerne har fået en "overpris" for ydelserne.

Det er ikke grund til at spilde megen krudt på afregningspriserne. Det er en storm i et glas vand og jeg er helt enig med Kjeld Møller Pedersen, der afviser Rigsrevisionens kritik i en kronik i Berlingske Tidende. I 2006, da amterne og privathospitalerne ikke kunne blive enige om en pris, var det på sin plads at fastsætte en pris. Ikke af hensyn til amterne eller privathospitalerne, men af hensyn til patienterne. Daværende sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen fastsatte prisen til 95 % af såkaldte takster, hvilket var midt imellem amternes tilbud om 90 % og privathospitalernes krav om 100 %.

Nu er taksterne (såkaldte DRG for indlagte patienter og DAGS for ambulante behandlinger) i sig selv kunstige størrelser. Taksterne udtrykker, hvad det i gennemsnit koster at udføre en given aktivitet i de offentlige sygehuse. Eksempelvis har en planlagt knæoperation (DRG 0835) en takst på 10.076 kr. Der findes ca. 600 DRG-takster og 140 DAGS-takster.

Taksterne bruges til afregning mellem regioner og til kommunernes medfinansiering af sundhedsvæsenets aktiviteter. Herudover kan systemet anvendes til at sammenligne afdelingers og sygehuses produktivitet. Men taksterne siger intet om værdien af aktiviteterne. Specielt i situation, hvor udbuddet ikke kan følge med efterspørgslen, siger DRG-taksterne meget lidt om nytten ved at øge produktionen (eksempelvis ikke at skulle vente passivt i hjemmet på en knæoperation som ovennævnte i månedsvis).

På et marked ville markedsprisen været steget, hvilket havde øget udbuddet. Denne mekanisme mangler fuldstændig i det offentlige sundhedsvæsen. At daværende sundhedsminister valgte at sætte priser på et niveau på 95 % var ikke uklogt, da det har udviklet markedet og øget udbuddet.

Nu vil man altid kunne diskutere, hvad der er den rigtige pris for aktiviteter udført af privathospitaler. Der er formentlig en god ide at tilpasse taksterne. Alene det, at vi taler om priser, der er lavere end taksten i offentlige sygehuse, siger ikke så lidt. Det der diskuteres er hvor meget lavere taksten skal være for privathospitaler. Det kan undre, at Rigsrevisionen ikke har kritiseret VK-regeringen for ikke at udliciterer flere aktiviteter fra de ineffektive offentlige sygehuse.

Privathospitaler er akcepteret af befolkningen

Befolkningen har taget privathospitaler til sig. Opinions-undersøgelser viser, at der stort set er lige mange, der foretrækker offentlige som private sygehuse. Men begrundelserne for at foretrække private hhv. offentlige sygehuse er dog vidt forskellige. Borgere, der foretrækker private sygehuse, gør det, fordi servicen, behandlingen eller kvaliteten er bedre. Borgere, der foretrækker offentlige sygehuse, gør det primært fordi de gerne vil bidrage til at opretholde et stærkt offentligt system.

Men spørgsmålet er naturligvis om sidstnævnte er troværdigt. Men spørgsmålet et jo hypotetisk ligesom svaret. Noget andet er, hvad borgerne rent gør, når de er syge og får muligheden for at vælge.

Trods finanskrisen har bankfolk har større troværdighed end politikere

Berlingske Tidende kan i dag berette, at bankfolk har større troværdighed i befolkningen end politikere. Det kan måske overraske efter den seneste tids store tab i bankerne.

Men mon ikke ræsonnementet i befolkningen er, at bankfolk måske nok har haft en lidt for letsindig omgang med pengene under seneste højkonjunktur, mens politikerne konstant og konsekvent har en letsinding omgang med pengene, uanset om vi befinder os i en økonomisk op- eller nedtur.

Politikerne er i hvert fald gode til at finde på argumenter, der skal begrunde deres rundhåndede brug af skatteborgernes penge. Når det går op, så har vi råd til at "ofre" mere velfærden, mens vi er "nødt" til det for at "sætte gang i økonomien", når det går ned. Om pengene bruges hensigtsmæssigt eller ej er mindre væsentligt, da det primært handler om at tilgodese snævre særinteressers krav om flere ressourcer til dit og dat.

For bankfolk har det i det mindste konsekvenser, når udlånsforretningen kører dårligt, og bankfolk tør i det mindste også indrømme, når de har kvajet sig.

Svensk apotekermonopol er ikke mere

Det svenske apoteker(stats)monopol er nu historie, som Gunilla Levén Cecilia Widegren skriver i Svenska Dagbladet (1. juli):

"Sverige är ett av de sista länderna i världen att omreglera apoteksmonopolet. Vi kommer inte längre att stå på samma lista som Nordkorea och Kuba."

..og Danmark!

Lieberman er imod en ny offentlig sygeforsikring til at konkurrere med private og går dermed imod præsident Obama

Senator Joe Lieberman (Demokrat, Connecticut) er imod en skabelsen af en offentlig sygeforsikring, som skal konkurrere med private sygeforsikringer, skriver New Hawen Independent. Lieberman frygter, at en offentlig sygeforsikring ligesom Medicare og Medicaid vil trykke priserne på læge- og hospitalsydelser.

Det er ellers et præsident Barack Obamas ønsker til en kommende sundhedsreform at få en offentlig sygeforsikring, der kan "konkurrere" med de cirka 1300 private sygeforsikringer. Sundhedsreformen skal sikre sygeforsikring hovedparten af de uforsikrede borgere. Men Lieberman går imod sin partifælle og dermed bliver det formentlig ikke til noget. Lieberman har et samarbejde med en stor gruppe midtersøgende demokratiske og republikanske senatorer, som udgør de afgørende stemmer for at få et lovforslag gennem senatet.

Danmark har den højeste beskatning af renter og aktier

I en sammenligning af 34 lande er Danmark et af de lande, som beskatter renter, aktieavancer og udbytter hårdest. Det samme gælder den sammensætte aktie- og selskabsbeskatning. Det fremgår af et notat fra CEPOS. Det gælder også efter Forårspakke 2.0, som sænkede renteskatten fra 51,5% til 42%.

Det er en kedelig placering, Danmark får i denne opgørelse. En høj beskatning af renter og aktieindkomst har en negativ påvirkning på opsparingen, virksomheders mulighed for at at rejse kapital og den høje beskatning giver virksomheder og personer et inciment til at søge skattely eller henlægge aktiviteter udenfor Danmark. CEPOS foreslår en flad skat på rente- og aktieindkomst på 25%. Det ville være et skridt i den rigtige retning.

En sammenligning af boligboblen i USA med IT-boblen

Steven Gjerstad og Vernon L. Smith havde tidligere på året en artikel i WSJ om markante konkunkturudsving i økonomien og bobler. Gjerstad og Smith ser på, hvad der forårsager bobler i priser på aktiver og hvorfor nogle bobler (boligboblen) strækker det finansielle system med ned og andre ikke gør det (IT-boblen).

Boligboblen startede i det amerikanske marked i 1997, som det fremgår af nedenstående figur, og var en følge af stigende indkomster efter økonomien kom på fode igen efter 1992 samt afskaffelse af kapitalvindingsskat på boliger op til 500.000 USD.

Denne bobbel var formentlig brast med afmatningen i 2001, hvis ikke Federal Reserve havde reageret så kraftigt på nedturen:

"The 2001 recession might have ended the bubble, but the Federal Reserve decided to pursue an unusually expansionary monetary policy in order to counteract the downturn. When the Fed increased liquidity, money naturally flowed to the fastest expanding sector. Both the Clinton and Bush administrations aggressively pursued the goal of expanding homeownership, so credit standards eroded. Lenders and the investment banks that securitized mortgages used rising home prices to justify loans to buyers with limited assets and income. Rating agencies accepted the hypothesis of ever rising home values, gave large portions of each security issue an investment-grade rating, and investors gobbled them up."

Gjerstad og Smith viser, at inflationen i USA i perioden 2002-06 formentlig har været højere end forbrugerprisindeksen viser. Siden 1983 har the Bureau of Labor Statistics anvendt huslejer i lejerboliger som mål for forbrugerpriser på husleje. Dette mål underdriver dog inflationen, når boligpriser stiger som i periode 1997-2006. Inflationen i 2004 skulle have været 6,2% og ikke 3,3%, som de indeksen viser. Med en rente på boliglån på omkring 6% var det reelt gratis at låne, hvilket forklarer interessen for at købe og låne. (Forbrugerprisindeksen i EU, det såkaldte Harmoniserede Index for Forbruger Priser (HICP) anvender i øvrigt samme metode for boligudgifter, hvilket taler for, at inflationen også i EU i periode fra 2002-06 er undervurderet i HICP).

Boligboblen brast i 2006 og siden er huspriserne faldet drastisk i USA. For huse, der er belånt op til mellem 90 og 100% af værdien på købstidspunktet, betyder et markant fald i huspriserne, nogle steder helt op til 50%, at husene bliver mindre værd end gælden. I land hvor der ikke er personlig hæftelse, betyder det, at tabene ender op i den finansielle sektor.

Det var anderledes, da IT-boblen brast ved begyndelsen af dette årti. Den finansielle sektor var stort set upåvirket af dette selvom tabene som følge af prisfaldet på aktiverne var langt større end ved boligboblen (mere end 3 gange så store). Forskellen på boligboblen og IT-boblen var, at aktierne i IT-firmaerne ikke i større omfang var stillet som sikkerhed for lån. Private og institutionelle investorerne (denne blogger inklusive) måtte derfor selv bære tabene ved denne massive nedjustering af aktiekurserne, der fandt sted dengang.