The WSJ Guide to ObamaCare

WSJ har offentliggjort en liste over indlæg om ObamaCare de sidste par måneder (se her).

Hvorfor demokraterne ikke vil røre ved Medical Malpractice sagsanlæg i sundhedsreformen

Advokat Philip K. Howard forklarer i WSJ (29/9) hvorfor demokraterne og præsident Barack Obama ikke vil ændre på det meget kostbare system med skyhøje erstatninger for lægefejl i forbindelse med den kommende sundhedsreform, selvom det kunne spare 200 mia. USD om året. Erstatsningssagerne fører til diagnostik og behandling, som er lægeligt overflødige, men skal bruges som bevis i evt. erstatningssager, og de betyder, at læger og hospitaler skal betale høje forsikringspræmier.

Howard skriver, at demokraterne er i lommen på de advokater, som tjener på erstatningssagerne. Og han citerer formanden for Democratic National Convention, Howard Dean, for følgende udtalelse til et af sommerens ophedede borgermøder om ObamaCare:

"The reason that tort reform is not in the bill is because the people who wrote it did not want to take on the trial lawyers. . . . And that is the plain and simple truth."

Det kan man da kalde selverkendelse.

Kommentarer

Jeg vil gøre et forsøg og åbner nu for kommentarer til indlæggene på her på http://www.zieglershjoerne.blogspot.com/.

Obama administrationens Honduras politik er absurd og pinlig

Mary Anastasia O'Grady, Wall Street Journals redaktør for Amerika, kritiserer (27/9) præsident Barack Obamas linje overfor Honduras. Uden at have overvejet den statsretten, har Obama administrationen krævet eks-præsident Manuel Zelaya genindsat og truet med ikke at anerkende valget, som finder sted i november. Kandidaterne til dette valg var i øvrigt allerede udpeget inden afsættelsen af Zelaya. O'Grady  lægger ikke fingrene imellem og skriver ligeud:

"The Obama administration's position on the Honduran election is embarrassing. Can anyone imagine that if Fidel Castro declared tomorrow that he would hold free elections and invite the whole world to come as observers, the U.S. would reject the idea because Cuba is a military dictatorship? It would be absurd."

Det er ikke overraskende, at Zelaya bliver bakket op at venstreorienterede statsledere som Venezuelas Hugu Chavez eller Brasiliens Lula da Silva. Brasilien, som i øvrigt har afvist at diskutere menneskerettigheder på Cuba, fordi landet ikke vil blande sig i andre lands interne forhold (og så måske også p.g.a. Lula da Silvas venskab med Fidel Castro og venstreorienterede sympatier), huser nu den korruptionsanklagede eks-præsident på sin ambassade i Honduras. Hvad i al verden laver Obama i det selskab?

Doubling Down on a Flawed Insurance Model

En hjørnesten i den sundhedsreform, som præsident Barack Obama og demokraterne vil gennemføre, er et krav om, at alle borgere skal forsikre sig. Men som påpeget af professor John F. Cogan, rektor R. Glenn Hubbard og professor Daniel Kessler i WSJ (25/9), så stadfæster den nuværende model på det værste ved de arbejdsgiverbetalte forsikringer. Ordningen indebærer nemlig lovbefalet fuld dækning (svarende til den typiske arbejdsgiverbetalte sygeforsikring, som er ret rundhåndet p.g.a. skatteincitamenter), en lille selvrisiko og lav egenbetaling. Citat:

"Comprehensive, low-deductible, low-copayment insurance has brought us to where we are today. The administration's plan to expand and lock-in this flawed paradigm will ultimately defeat the goal of making health services more affordable for everyone. Fortunately, there are other options, many of which have appeared on these pages. These include policies that encourage more cost-conscious health-care choices, greater competition among health insurers, and reduce the practice of defensive medicine.

President Obama claims to support these ideas, but the plan he outlined is not consistent with these claims, and neither is the Senate Finance Committee bill. The American people should ask for a second opinion."

Der er "Status Quo We Can't Believe In", som Greg Mankiw ironisk skrev på sin blog.

Peter Schiffs 2006-tale til Mortgage Bankers Conference

Peter Schiff har lagt en fuld version af sin tale til Western Regional Mortgage Bankers Conference 13. november 2006 i Las Vegas ud på Youtube. I talen forudser han en økonomisk krise, hvis den økonomiske politik fortsætter uændret. Den er denne forudsigelse, som har gjort Schiff landskendt i USA. Schiff mener selv, at krisen var til at forudsige for enhver med en smule økonomisk indsigt. Så det er ikke for at prale - "I told you so" - men for at understrege, at der (og er) grundlæggende politske årsager til krisen.



I øvrigt ret pudsigt næsten symbolsk sted for amerikanske realkreditudlånere at forsamles ... i kasinoernes hjemby!

Obama vil stoppe forsikringsselskabers ytringer mod sundhedsreform

Department of Health and Human Services har ifølge Washinton Post skrevet til forsikringsselskaberne for at dem til at stoppe med at informere kunder under Medicare Advantage planer om eventuelle ændringer efter sundhedsreformen. Der er forsikringsselskaber, som har opfordret kunderne til at kontakte deres lokale kongresmedlemmer.

Amerikanere, der er berettigede til Medicare (ældre og visse kronisk syge), har ret til at vælge privat sygeforsikring i stedet, såkaldte Medicare Advantage planer, med tilskud fra det offentlige. Obama administrationen mener, at dette tilskud er for stort i forhold til omkostningerne (hvilket formentlig er rigtigt). Administrationen vil derfor sænke tilskuddet i en kommende reform, hvilket vil bidrage til finansieringen. Forsikringsselskaberne mener derimod, at et mindre tilskud vil betyde forringelser for kunder og har skrevet til dem om det.

Nu har Department of Health and Human Services så bedt forsikringsselskaberne om at holde op med at misinformere kunderne og truet med at hive forsikringsselskaberne i retten, hvis de ikke frivilligt stopper.

Det virker en anelse desperat at gå efter kritikkerne på den måde ....

Lægers forsikringspræmier mod sagsanlæg i USA

Læger i USA er nødsaget til at tegne forsikring mod de såkaldte sagsanlæg for "malpractice". Det kan som bekendt være meget dyrt at blive sagsøgt i USA, hvis noget går galt. Medical Economics gennemførte sidste år en undersøgelse af forsikringspræmier for praktiserende læger i USA. Denne undersøgelse viste, at den gennemsnitlige forsikringspræmier for alment praktiserende læger er omkring 7.500 USD per år, 12.500 USD per intern mediciner og op til 50.000 USD for gynækologer.

Undersøgelsen viste også, at præmierne ikke stiger så kraftigt. Flere stater har gennemført reformer af retssystemet, som begrænser størrelsen af erstatninger, hvilket har medført et fald i antallet af sager.

Undersøgelsen omfatter ikke hospitaler eller kirurger.

Frederiksen om fri hash

Det konservative Folkeparti er ikke alene om at vende sig mod fri hash. Socialdemokraternes Mette Frederiksen konkurrerer med Tom Behnke og tanterne med stor forudsigelighed. Det er måske ikke overraskende, at Frederiksen, der kører en kampagne for at få forbudt købesex (hun er efter forbrugerne og ikke luderne), også vil forbyde hash. Frederiksen vil vel forbyde alt, som ikke er "godt". Det næste bliver vil alkohol, foie gras og porno. Punditokraterne.dk har en kommentar til Frederiksens (og Behnke) lidet gennemtænkte argumenter.

Behnke og Behnke om fri hash

Et flertal af politikere på Københavns Rådshus har i de seneste dage ytret ønske om en delvis legalisering af hash i København. Det vil fjerne sammenblandingen af hash og hårde stoffer, fjerne kriminelle banders lovgaranterede monopol og standse den blodige opgør om hashmarkedet.

Det konservative Folkeparti går i mod dette. Retsordfører Tom Behnke siger, at det aldrig vil ske med konservative stemmer. Han siger:

"De sikre tabere ved en sådan model vil blive dem, der i forvejen har sociale udfordringer. De risikerer et massivt og skadeligt misbrug.”

Men det har jo allerede det forbrug i dag. Forskellen er blot, at det vil kunne købe det af andre end pushere, som egentlig kun har en interesse: At få dem ud i og fastholde dem i misbrug, mens de malker dem økonomisk. Det er det, der forarmer denne udsatte gruppe.

Behnke afviser desuden argumentet om, at en lovliggørelse af hash vil lægge en dæmper på bandekonflikterne:

”Det vil ikke gøre de kriminelle mindre kriminelle: Hvis ikke der er et hashmarked at slås om, så vil de blot kaste sig over andre områder, f.eks. andre former for narkotika, menneskehandel og afpresning.”

Kriminelle er blot kriminelle på jagt efter kriminalitet helt uafhængigt af omgivelserne og incitamenter. Hashmarkedet blomstre, fordi hashhandel er en offerløs forbrydelse. Men menneskehandel og afpresning er ikke offerløse forbrydelser og derfor er det vanskeligere forbrydelser. Det er heller ikke erfaringen, at kriminaliteten flytter til andre områder. Det skete ikke efter spritforbuddets afskaffelse i 1933 i USA. Det er heller ikke sket i de lande, som har legaliseret hash.

Narkotika er allerede en del af pushernes aktivitet og sammenblandingen med hash er ikke heldig, da de bruger "kunderelationer" til at lokke svage sjæle fra bløde til hårde stoffer. Det taler for en legalisering.

I 1993 var der debat om legalisering af narko og daværende retsordfører for Fremskridtspartiet, Tom Behnke, stillede spørgsmål til justitsministeren om erfaringerne med legalisering af narko i andre lande. Selv var Tom Behnke tilhænger af en legalisering af både hash og narkotika og skrev en artikel i Berlingske Tidende (4/8-1993):

"De seneste år har man fra det offentliges side, d.v.s. politiet, intensiveret indsatsen mod narkotika. Det har i første omgang set ud som en succes. Men kun set ud som. Antallet af sigtede og domfældte personer i direkte forbindelse med narkotika er steget de sidste år. Antallet og omfanget af beslaglæggelser er steget. Udgifterne til politiets indsats er steget. Men samtidig er antallet af narkotikabrugere steget. På grund af den ekstra strenge kontrol og dermed forøgede risiko for opdagelse er priserne på stofferne samlet set steget. Dermed er narkotikabrugerne i et forsøg på at betale de kunstigt høje priser tvunget til at begå endnu flere forbrydelser. Antallet af berigelsesforbrydelser i forbindelse med narkotika er derfor også steget. Endelig har den forøgede kontrol og overvågning medført, at antallet af salgssteder og dermed antallet af pushere er steget voldsomt. Mange af disse pushere bliver også selv til forbrugere af de illegale stoffer, de sælger. Det er dermed yderst tvivlsomt, om forbuddet og den strenge håndhævelse af forbuddet reelt betyder færre narkotikabrugere. Virkeligheden er sandsynligvis den modsatte. Med de ovenfor nævnte resultater er det indlysende, at forbud ikke virker på bekæmpelsen af narkotika. Det er derfor på tide, at man fundamentalt revurderer og ændrer den danske narkotikapolitik."

Det er indlysende rigtigt, hvad Tom Behnke skrev i 1993 og det gælder den dag i dag. Selvom myndigheder har øget indsatsen mod narko, blev problemer større. Gruppefællerne i Fremskridtspartiet var dog ikke enige med Tom Behnke og han kom i mindretal. Det afholdte ham dog ikke fra at give udtryk for sine synspunkter. Som for eksempel i B.T., der kunne citere Behnke for følgende (21/09-1993):

"Selv går Behnke nemlig ind for en total legalisering af narkohandlen. Ikke kun hash skal kunne købes frit på markedet. Efter en overgangsperiode skal f. eks. heroin også kunne købes »helt frit, på apoteket eller hos grønthandleren«, som Tom Behnke plejer at udtrykke det."

Det er en lidt anden Behnke, vi ser i dag. Behnke er god til sine kollegaer i den konservative folketingsgruppe til den Kragske disciplin: "Man har et standpunkt, til man ta'r et nyt".

All the President's Mandates: Compulsory Health Insurance Is a Government Takeover

Cato Institute har offentliggjort et notat om den reformen af sundhedsforsikringssystemet, som præsident Barack Obama ønsker gennemført. Notatet, der er forfattet af Michael F. Cannon, konkluderer, at reformen er tæt på en statslig overtagelse, fordi sygeforsikring bliver obligatorisk og forsikringsselskaber underlagt kontrol, herunder regulering af dækningen.

The Honduras Mess

USA har været med at forværre krisen i Honduras, mener WSJ (23/9). Præsident Barack Obama og udenrigsminister Hilary Clinton (nok mere den første end den anden) var ret hurtige til at kræve Manuel Zelaya genindsat som præsident i Honduras efter han blev afsat som præsident af Honduras Højesteret og Kongressen i slutningen af juni og ekskorteret ud af landet af militæret.

Afsættelsen blev betegnet som statskup i mange medier, men det har intet med et statskup at gøre. Afsættelsen af Zelaya er i overensstemmelse med gældende ret i Honduras og skyldes han gentagne forsøg på at sikre sig en periode mere som præsident i modstrid med grundloven.

I lederen skriver WSJ:

On Monday Mr. Zelaya said he owed his return and political survival to "the support of the international community." He's getting support from Nicaragua's Sandinista President Daniel Ortega, the former guerrilla group FMLN in El Salvador, and especially from Venezuelan President Hugo Chávez. But let's face it: None of that support would mean very much without the diplomatic and sanctions muscle of the U.S.

If the U.S. didn't know about Mr. Zelaya's stealth return, it ought to feel deceived and drop its support. Now that he's back in Honduras, the best solution to avoid violence would be for the U.S. to urge Mr. Zelaya to turn himself over to Honduran authorities for arrest and trial.

USA er med at skabe ballade i Honduras gader med den fortsatte støtte til Zelaya. Og Obama er virkelig havnet i forment selskab med revolutionister fra centralamerika. Men derudover kan det undre, at USA bruger diplomatiske og økonomiske muskler mod en lille land i centralamerika, som legalt (også ifølge USA's egne jurister) har afsat sin præsident. Mener Obama, at USA er en slags appeldomstol, som statsledere kan henvende sig til og som kan forlange regimeskifte i andre lande?

How to Cure Health Care

Milton Friedman skrev i 2001 en artikel i National Affairs. Den er stadig lige aktuel for debatten i USA. Zieglers Hjørne har tidligere omtalt en kortere version af artiklen (se her).

Mindeord

Jeg har lige læst et mindreord på jarlcordua.dk, Danmarks suveræne politiske blogger, og erfaret, at cand.polit. Johannes Lund Petersen, tidl. indehaver af Toga Vinstue, tidl. tjener på "Firtallet", tidl. embedsmand i boligministeriet, tidl. generalsekretær i Liberalt Centrum samt evig ungdomspolitiker og Von Oosten-ambassadør, er gået bort mandag aften (21/9). Han blev 80 år.

Jeg lærte Johs. at kende, da jeg i 1980'erne var aktiv i Konservativ Ungdom i København, der dengang havde lokaler bag Illum og fast mødedag på torsdage, som ofte sluttede nede i baren hos Johs. Gennem studieårene kom jeg også regelmæssigt hos Johs. Så jeg har tilbragt mange timer hos Johs., først på "Firtallet" og siden 1993 på Toga Vinstue. Her hørte jeg anekdokterne fra den nyere politiske Danmarkshistorie mens øllerne gled ned, den ene efter den anden, sammen med en enkelt Von Oosten i ny og næ. Sidste del af min polterabend i 1997 foregik også hos Johs. på Toga Vinstue, men de nærmere detaljer om den begivenhed har jeg kun begrænset erindring om.

Johs. og jeg havde en fælles bekendt, da jeg gik i skole med Niels Westerbys søn Alex på Europaskolen i Uccle i Belgien fra 1973-77. Johs. delte derfor altid nyheder om familien Westerby og mit kendskab til familien fik også Johs. til at invitere mig til møderne i "Den liberale klub". Jeg deltog dog aldrig, egentlig synes jeg godt om Erik Eriksen i modsætning til Westerby og Johs. Derfor fortalte jeg Johs., at jeg nok mere var til "De Uafhængige" end "Liberalt Centrum".

Her til aften vil jeg mindes Johs. Det er lidet sandsynligt, at jeg skåler med en Von Oosten i hånden, da jeg næppe vil kunne finde et værtshus her i Zug, som har den bitter. Men jeg vil slukke tørsten med en god ale på den engelske pub til ære for Johs., mens minderne om mange muntre timer på Firtal og Toga glider forbi.

Æret være hans minde!

Hvilket kup i Honduras?

Main Street Medierne (MSM) har konsekvent talt om "statskuppet" i Honduras i de seneste måneder efter Højsterets og Kongressens afsættelse af Manuel Zelaya som præsident. Jeg har tidligere skrevet om begivenhederne og alternative udlægninger af "statskuppet" (se her).

DR Orienterings udlægning af begivenhederne har i særdeleshed været ensidig. Her har man talt om et militærkup, som har afskaffet demokratiet i Honduras. Hvordan man i det hele taget kan tale om et militær- eller statskup, når den lovgivende og dømmende magt var i konflikt med den udøvende magt og sanktionerede afsættelsen af præsidenten, er et kritisk spørgsmål, som aldrig er blevet stillet af den såkaldte kritiske presse.

Da det blev fremført, at præsident Zelaya havde beordret hæren til at gennemføre grundlovsstridige handlinger, at hærchefen var blevet fyret af Zelaya for at nægte at gennemføre de ulovlige handlinger, at hærchefens fyring var underkendt af Højsteret (sjovt nok kan man ikke fyre en medarbejder for at nægte at bryde grundloven) og at præsidenten fortsatte ad samme spor med handlinger, som alene havde til formål at sikre hans personlige magt, et mandat til at fortsætte udover en embedstid, som grundloven foreskriver, kunne man på DR Orientering høre, at det blot var propaganda betalt af en håndfuld rige familier i Honduras, som i virkeligheden stod bag kuppet og styrede alt bortset fra Zelaya, som var en slags afhopper og derfor skulle ud. Da udenrigsminister Hilary Clinton viste sig lydhør over regeringen i Honduras, var det resultatet af grove lobbyister indsats, som var hyret af "styret" i Honduras og i øvrigt samme personer, som havde lavet beskidte jobs Clinton familien i valgkampen mod Barack Obama.

Nu har Congressional Research Service så ifølge WSJ offentliggjort en rapport, hvori det blandt andet hedder:

"The Supreme Court of Honduras has constitutional and statutory authority to hear cases against the President of the Republic and many other high officers of the State, to adjudicate and enforce judgments, and to request the assistance of the public forces to enforce its rulings."

Med andre ord: Det er helt i overensstemmelse med gældende ret i Honduras, da Højesteret og Kongressen 28. juni afsatte præsident Zelaya. Der kan altså ikke være tale om et statskup, begået af militæret med støtte fra Højesteret og Kongressen (i sig selv en ret absurd påstand).

Derimod kunne man vel sagtens beskrive andre landes forsøg på at overtale eller tvinge Honduras til at genindsætte Zelaya som præsident som et forsøg på statskup.

MSM skriver af fra udenlandske aviser uden at underlægge historierne større kritisk behandling. Hvis MSM skulle læse WSJ eller en anden avis, hvad Congressional Research Service nu har fundet, er det muligt, at der nu kommer en korrektion.

Men hvad med DR Orienering og deres såkaldte sydamerika-ekspert Niels Lindvig? Vil de mon korrigere tidligere udsendelser og undskylde deres manglende kritik eller overfladiske behandling af stoffet? Næppe. Det er mere sandsynligt, at der kommer en eller anden paranoid konspirationsteori! Sikkert et aller andet med, at rige godsejere og deres grådige lobbyister har hypnotiseret de embedsmand i Kongressen, som har skrevet rapporten.

Der har i øvrigt været flere indlæg på punditokraterne.dk skrevet af Niels Westy om situationen i Honduras.

A Growth Vision for Health Reform

Newt Gingrich, tidl. speaker i Repræsentanternes Hus og stifter af Center for Health Transformation, har et indlæg i WSJ (21/9), hvor han spørger, hvorfor en innovativ industri skal holdes nede og låses fast på en bestemt procent af bruttonationalproduktet.

Gingrich skriver, at USA til trods for sine problemer i sundhedsvæsenet, stadig er det mest innovative land. Men sundhedsreformen, som foreslået af demokraterne, risikerer at ændre det:

"The new bureaucracies that would be set up to reduce health-care spending by slashing payments to doctors, hospitals, surgeons, specialists, drug companies, high-tech equipment makers and others will kill the innovation that has served us so well. The essential incentives for the huge capital investment necessary to develop breakthrough treatments will be gone. And so too will high-paying jobs that these investments create."

Gingrich mener, at fortsat innovativ koster, men at incitamentet til innovation bliver svækket med sundhedsreformen.

Hope?

Kilde: KaiserHealthNews.org (se her).

Debat om sundhedsreform

Michael F. Cannon fra Cato Institute og Larry McNeely fra U.S. Public Interest Research Group debatterer amerikansk sundhedsreform i The Los Angeles Times.

Cannon skriver, at præsident Barack Obamas sundhedsreform indebærer en omfordeling fra unge (som bliver tvunget til at tegne dyre forsikringer) og ældre (der er forsikrede i Medicare, som skal spare) til uforsikrede. Reformen er dersuden kostbar, fordi Obama administrationen har købt interessergruper (se også Cannons indlæg på KaiserHealthNews.org).

Cannon foreslår endelig markedsreform som alternativ til ObamaCare: 1) Fjern skattefradrag for virksomheder og giv dem til medarbejderne istedet, 2) Giv sikrede i Medicare vouchers istedet, så de selv kan købe sygeforsikring, 3) Lad forsikringsselskaber konkurrere på tværs af delstaternes grænser, 4) Fjern licenskrav i delstaterne, som forhindre konkurrence mellem læger, sygeplejersker og andre professionelle.

McNeely svarer på Cannons reformforslag. Han mener, at det vil svække forbrugerbeskyttelsen, hvis forsikringsselskaberne kan konkurrere over delstatsgrænserne (delstaterne stiller krav til dækningen i forsikringer, som ikke er arbejdsgiverbetalte, så det er et argument om laveste fællesnævner). Ældre ville være sårbare overfor konkurs forårsaget af hospitalsregninger, hvis de får vouchers istedet for en offentlig plan. Endelig er der risiko for kvaksalveri, hvis delstaternes mulighed for at kræve delstatens egen licens til professionelle svækkes.

Forslag til sundhedsreform fra Baucus

Senator Max Baucus, formand for senatets finansudvalg, har fremlagt et forslag til sundhedsreform, som følger præsident Barack Obama hovedprincipper for en reform. Forslaget var omtalt i WSJ og NYT. Reformforslaget vil således gøre det obligatorisk for amerikanere at tegne sygeforsikring, indføre en skat for ikke at tegne forsikring (op til 3.800 USD for en familie), indføre støtteordninger til individer og familier som ikke er berettiget til Medicaid, beskatning af virksomheder og forsikringsselskaber samt regulering af forsikringsselskabernes præmier og forbud mod udelukkelse af patienterne med eksisterende sygdom (pre-existing conditions).

Forslaget har ikke et forslag om en offentlig sygeforsikring, som Obama og demokraterne i Kongressen ønsker, men det foreslår istedet at andelssygekasser skal konkurrere med forsikringsselskaberne på de børser, som oprettes i delstaterne til at formidler forsikring til individer uden arbejdgiverbetalt sygeforsikring. Omkostninger ved forslaget er lavere end tidligere forslag fra andre udvalg i Kongressen. CBO anslår at forslaget vil koste 774 mia. USD.

Forslaget mere moderat end tidligere forslag. Republikanerne i senatet har ikke givet tilslutning til forslaget, men er fortsat i dialog med Baucus, der har været presset til at udsende et forslag nu.

Mere om fornuft eller følelse

Jeg havde en klumme på 180grader.dk i anledning af 75 års dagen for afskaffelsen af spritforbuddet i USA 5. december 2008. Det er mange lighedspunkter mellem spritforbuddet i USA i 1920'erne og hashforbuddet i dag.

Måske Henriette Kjær skulle studere dette H.L. Mencken citat om spritforbuddets konsekvenser:

"There is not less drunkenness in the Republic, but more. There is not less crime, but more. There is not less insanity, but more. The cost of government is not smaller, but vastly greater. Respect for law has not increased, but diminished."

Liberalisering af hashmarkedet: Fornuft eller følelse

TV-avisen bragte søndag aften et indslag om den igangværende bandekrig i København om hashmarkedet, hvor rockere og indvandrerbander slås om det illegale hashmarked. Bandekrigen kommer år efter at en større politiindsats forsøgte at kvæle markedet på Christinia. Ikke overraskende er handlen med hash blot flyttet til andre steder i København.

Chefjurist Jacob Mchangama fra CEPOS og politisk ordfører Henriette Kjær for Det konservative Folkeparti debatterede efterfølgende legalisering af hashmarkedet, en debat som bedst kan karakteriseres som en debat mellem fornuft og følelser.

Mchangama har ret i, at der er temmelig fornuftige argumenter for at legalisere forbrug og salg hash. Omsætningen af hash foregår i dag på det illegale marked og er ligesom forbudstidens illegale handel med alkohol fundamentet for den organiserede kriminalitet.

En legalisering vil stoppe gadekampen om store gevinst på det sorte marked, som i dag foregår mellem forskellige bander på gaderne i København. Det vil i sig selv gøre byen til at sikre sted at færdes. I fri handel vil prisen på hash falde og gevinsten ved at forhandle hash vil ligeså. Det vil gøre kriminalitet til en mindre attraktiv aktivitet.

Salget af hash vil herefter ske på særlige cafeer, som vi kender fra eksempelvis Holland. Kunderne vil ikke bare nyde godt af lavere priser, men også af produkter af bedre (og mere ensartet) kvalitet.

Det er også muligt, at en legalisering også vil reducere kriminalitet fra stofmisbrugere, som finansierer deres forbrug gennem tyverier. De lavere priser vil også give stofmisbrugere mulighed for at leve mere normale liv.

Overfor fornuften står følelserne. Kjær frygter, at en legalisering vil få flere til at ryge hash. Det er forståeligt, men meget tyder på, at efterspørgslen ikke er afhængighed af hverken priser eller hashens legale status. Erfaringer fra Holland og Portugal viser dette.

Men som andre forældre er Kjær bekymret for sin (13-årige) søn. Hvad vil han dog ikke kunne finde på? Det er svært at gennemskue, hvad der foregår i hovedet på en teenager - og det er helt uafhængigt af, om han er påvirket af hash eller ej! Men Kjær burde nok være mere bekymret for, om knægten får fat i hash eller andre stoffer af dårlig kvalitet, evt. med livet som indsats, hvilket er langt mere sandsynligt i et illegalt marked. Eller for om pushere på grund af den økonomiske gevinst trænger sig ind til skolefesterne eller hvor ungerne nu "hænger ud" og lokker med billigere varer (det slags markedsføring har ingen købmænd eller coffee shop ejer råd til efter legaliseringen). Eller om drengen i værste kommer i gæld til kriminelle bander, der sidder på hashhandlen.

En legalisering vil ikke fjerne forældrenes bekymring. Det tunge ansvar hviler stadig på deres skuldre. Forældrene skal stadig ruste børnene bedst muligt til teenager årene med bumser, det andet køn, dovenskab, alkokol, cigaretter, inaktivitet, hash og meget mere. Men opgaven er trods alt lettere, når der er pushere og rockere er ude af teenagernes miljø.

Niels Westy havde i øvrigt et indlæg på punditokraterne.dk om emnet.

WHO's internationale sammenligninger af sundhedssystemer

David Friedman diskuterer en WHO sammenligning af verdens 192 lande for sundheds-systemer. WHO har lavet en system, der rangordner landene ud fra en række kriterier. Det er ren sammenblanding af pærer og bananer og Friedman konkluderer, at det er værdiløst. Og fortsætter:

"In fairness, I should add that I don't have any proposal for doing a much better job of comparing international health care systems, given the data limitations when trying to look at 192 different countries. Ideally, one would want a value added measure, something like the difference between actual life expectancy in a country and what life expectancy would be if there were no health care system at all. But I don't see any practical way of generating such numbers. One could simply use life expectancy, but that has the problems I have already described. One can try to look at particular outcomes heavily dependent on health care; the U.S. apparently does very well measured by cancer survival rates. But neither approach really tells you what you want to know."

Hovedproblemet med WHO's rangordning er, at den benytter størrelser, som ikke siger ret meget om, hvad sundhedsvæsenet rent faktisk leverer. Et af målene er middellevetid, som er bestemt af mange andre ting end ydelserne i sundhedsvæsenet (rygning, fedme, bilulykker, mord etc.).

Centralbankdirektør: "Financial Regulation Could Backfire"

Direktør Jeffrey Lacker, Richmond Federal Reserve Bank, holdt mandag en tale, hvor han advarerede mod øget regulering af finanssektoren. Lacker mener, at regeringen skal trække sikkerhedsnettet ind og gøre det klart, hvilke institutioner, der ikke vil blive hjulpet:

“If no corrective action is taken to close that gap, the next economic expansion will likely see more excessive risk-taking and end with more firms in financial distress."

....

“The wider we cast the net, the greater the incentives of market participants to evade regulatory constraints while still availing themselves of protection in situations of distress, leading to a continuing cycle of crisis and bail out.”

....

"I would favor revisions that specify more clearly the circumstances in which the Fed can extend such credit and forms that such credit can take."

Lehman Brothers kollaps gjorde Obama til præsident

Poul Høi har en overraskende god artikel i Berlingske Tidende om sammehængen mellem Lehman Brothers, finanskrisen og præsidentvalget sidste år. Sandt er det, at John McCain indtil Lehman Brothers konkurs førte i meningsmålinger og at McCain nok begik en række fejl i håndteringen af krisen, som Barack Obama ikke var sen til at udnytte.

Et år efter Lehman Brothers krak

I dag er det så et år siden, at Lehman Brothers indgav konkurs begæring. Det blev startskuddet til finanskrisen med manglende tillid mellem finansielle institutioner og ydeligere aktiekursfald. Indtil Lehman Brothers gik konkurs var der forventninger i markedet om, at regeringen ville træde til og redde institutioner, som er "to big to fail". Denne forventning blev midlertidig ikke indfriet for præcis et år siden og det skabte naturligvis en ny situation i markedet.

I året efter er adskillige finansielle institutioner i USA, England og Europa enten nationaliseret eller også har de modtaget betydelig statsstøtte fra regeringerne. Pengepolitikken er blevet lempet, centralbankerne har pumpet penge ud i økonomierne i hidtil uset omgang og renterne ligger nu på historisk lave niveauer. Endelig har regeringerne i mange lande brugt betydelige summer på ekspansiv finanspolitik og budgetunderskuddene er mange steder ude af kontrol.

Det fleste initiativer, der er taget politisk, er ren symptom-lindring. De underliggende årsager til op- og nedturen er fortsat ikke under kontrol. Boligboblen er ligesom tidligere bobler forårsaget af en alt for ekspansiv pengepolitik, som sendte billige penge i omløb, gjorde det let at låne og sendte kurserne på aktier og boligpriserne i vejret. Dette ophørte for 2 år siden og satte gang en en nødvendig oprydningsproces i økonomien, hvor usunde investeringer blev afviklet, ofte med tab til banker og finansielle institutioner.

Det var rigtigt at lave Lehman Brothers gå konkurs. Flere banker, finansielle institutioner og virksomheder, som har fået lov til at overleve med statsstøtte, burde også været gået konkurs eller overtaget af afviklingsselskaber. Det er usund politik, at regeringen har spændt en sikkerhedsnet ud under finansielle institutioner, som er "to big to fail". Denne indirekte statsstøtte vil gøre lettere for disse finansielle institutioner at tiltrække indlån, vokse og det vil føre til uønsket koncentation og risikotagning.

Reform needed, but Obama Plan Would Result in More Financial Crisis, not Less

Mark A. Calabria fra Cato Institute kommenterer på sin blog Obama administrationens plan for den finansielle sektor efter finanskrisen.

Obamas plan

Præsident Barack Obama talte tidligere på ugen (8/9) om sin sundhedsforsikringsreform til Kongressen i Washington. Talen var ventet og skulle først være holdt senere, men blev fremrykket p.g.a. stor folkelig modstand mod dele af sundhedsreformen og stor usikkerhed om resten. Talen blev leveret i den såkaldte prime time og var i virkeligheden henvendt til almindelige amerikanere snarere end Kongressen.

Hvis man havde forventet, at Obama ville fremlægge mere detaljerede forslag eller imøde-komme republikanerne med kompromisforslag, må man være svært skuffet. Men Obama tog dog ejerskab til sundhedsreformen og brugte ordene "my plan".

Skåret ind til benet, så er er Obamas "plan" følgende:

1) For amerikanere med sygeforsikring (enten gennem arbejdergiver, Medicare eller Medicaid): Ingen (umiddelbar) ændring. Dog indføres der en række forbud. Det bliver forbudt forsikringsselskaber at nægte at give tilbud om forsikring til borgere med eksisterende sygdom (pre-existing conditions), at ændre dækningen eller hæve policen, hvis vilkårene ændrer sig, at indføje beløbsmæssige grænser for erstat-ningernes størrelse i policerne (for ydelser over et år eller over forsikrings-tagers livstid). Offentlige regulering vil endvidere indføre en øvre grænse for patienternes egenbetaling (og dermed selvrisiko) og tvinge forsikringsselskaberne til at dække flere forebyggende tiltag, eks. helbredstjek, mammografiscreening mv.

2) For amerikanere uden sygeforsikring: Forbundsregeringen vil lave en børs, som formidler forsikringstilbud og pooler forsikringstagere. Ideen med at poole forsikringstagerne er at opnå bedre priser på forsikringerne. Dårligt stillede amerikanere får endvidere et statstilskud (i form af en negativ skat), så de kan betale forsikringen. Private forsikringsselskaber skal kunne tilbyde forsikringspolicer gennem børsen, men Obama ønsker også et tilbud om en offentlig sygesikring. Det er et af de mere kontroversielle forslag. Børsen gennemføres fra 2013. Indtil da vil borgere med eksisterende sygdomme få tilbudt en billig offentlig forsikring.

3) Det bliver obligatorisk for amerikanere at tegne sygeforsikring og obligatorisk for virksomheder (over en vis størrelse) at tegne forsikring for medarbejderne. Hvis borgerne ikke tegner forsikring, skal de betale en bøde (eller sygeskat). Det samme gælder virksomhederne.
Reformen ligner i hovedtræk de tidligere fremsatte hovedprincipper for en sundhedsreform. Underskyld, sundhedsforsikringsreform. Der er ingen større imødekommelser til republikanerne. Eneste lille flig er, at Obama vil afsætte ressourcer, så delstaterne kan eksperimentere lidt med alternativer til domstole ved erstatssager for "lægefejl". Det er langt fra den reform af erstatningssystemet, som republikanerne har været fortaler for og som vil lægge låg over erstatningernes størrelse (som ofte er helt ude af proportioner efter dansk eller europæisk målestok). Erstatningerne øger sundhedsvæsenets udgifter på to måder: Dels gennem høje forsikringspræmier for læger og dels gennem defensiv medicin, altså undersøgelser og diagnostik, som alene har til formål at beskytte læger og hospitaler mod sagsanlæg snarere end at bidrage til noget som helst positivt for patienten. (Men demokraternes største bidragydere til parti- og valgkasserne er disse advokater, så der kommer næppe til at ske noget, der for alvor kan true disse parasitter. Obama brugte taletid på at beskrive, hvordan forsikringsdirektørers høje lønninger og bonusser er med til at fordyre sundhedsvæsenet, men at en flok advokater kan skabe milliardformuer på uproduktive sager gør tilsyneladende intet). Heller ikke på andre punkter imødekom Obama republikanerne.

I princippet er Obamas plan en plan for at afskaffe sygeforsikring i USA. Fremtiden er under ObamaCare er et obligatorisk sygekassesystem, hvor præmierne ikke er aktuarisk bestemt, men snarere kontingenter. Dermed får USA en finansieringssystem, som minder om det, der findes i f.eks. Tyskland, Holland og Schweiz.

Reformen er ikke gratis. Prisen er beregnet til lidt over 900 mia. USD over de næste 10 år. En ikke uvæsentlig del skal finanseres gennem eliminering af "spild" i sundhedsvæsenet. Der skal nedsættes en kommission af eksperter, som skal påvise "common sense best practice". Et andet ord for det er prioritering eller rationering (det er heraf diskussionen om de såkaldte "death panels" kommer. Når modstanderne taler om "death panels er det ikke bogstaveligt, det er i overført betydning, når bureaukraterne træffer afgørelser om, hvad der bør og ikke bør være tilbud i sundhedsvæsenet). Eksperterne skal eliminere over 600 mia. USD i Medicare. Obama lovede, at regeringen vil skære yderligere, hvis ikke udgifterne kommer under kontrol.

I en politisk analyse af talen i WSJ skriver Karl Rove, at der næppe er lagt op til kompromis over midten. Få dage før talen i Kongressen beskyldte Obama på et borgermøde republikanerne for at "lyve" om Obamas forslag og for" ikke at fremlægge alternative forslag". Det er næppe et oplæg til et breddere politisk samarbejde og meget tyder på, at Obama vil forsøge at presse en lov igennem Senatet og Repræsentanternes Hus med spinkelt flertal. Republikanske kongresmedlemmer sad i øvrigt og viftede med deres lovforslag under Obamas tale.

Regering og opposition om sundhedsreformen i USA

Tidl. guvernør og republikansk vicepræsidentkandidat Sarah Palin havde et indlæg i WSJ (8/9) om sundhedsreformen, som Obama administrationen arbejder på at få gennemført. Hun citerer tidl. præsident Ronald Reagan for at sige, at "no one in this country should be denied medical care because of a lack of funds". Heri er Palin og republikanerne enige, så debatten står mellem to veje for udviklingen af sundhedsvæsenet: a) Større indblanding fra forbundsregeringen i sundhedssektoren, i alt fra finansiering, forsikringsordninger og rationering, som foreslået af præsident Barack Obama eller b) Markedsorientering af sundhedsvæsenet:

"such policies include giving all individuals the same tax benefits received by those who get coverage through their employers; providing Medicare recipients with vouchers that allow them to purchase their own coverage; reforming tort laws to potentially save billions each year in wasteful spending; and changing costly state regulations to allow people to buy insurance across state lines. Rather than another top-down government plan, let's give Americans control over their own health care."

Palin henviser til en artiklen til et indlæg i NYT af Obama, som blev bragt i sidste måned (16/8). Heri præsenterede Obama nogle af elementerne i en kommende reform, som indebærer større regeringsindblanding i sundhedsvæsenet:

"First, if you don’t have health insurance, you will have a choice of high-quality, affordable coverage for yourself and your family — coverage that will stay with you whether you move, change your job or lose your job.

Second, reform will finally bring skyrocketing health care costs under control, which will mean real savings for families, businesses and our government. We’ll cut hundreds of billions of dollars in waste and inefficiency in federal health programs like Medicare and Medicaid and in unwarranted subsidies to insurance companies
that do nothing to improve care and everything to improve their profits.

Third, by making Medicare more efficient, we’ll be able to ensure that more tax dollars go directly to caring for seniors instead of enriching insurance companies. This will not only help provide today’s seniors with the benefits they’ve been promised; it will also ensure the long-term health of Medicare for tomorrow’s seniors. And our reforms will also reduce the amount our seniors pay for their prescription drugs.

Lastly, reform will provide every American with some basic consumer protections that will finally hold insurance companies accountable. A 2007 national survey actually shows that insurance companies discriminated against more than 12 million Americans in the previous three years because they had a pre-existing illness or condition. The companies either refused to cover the person, refused to cover a specific illness or condition or charged a higher premium."

Men det er stadig ikke mere konkret end det. Obama, der i nat dansk tid holder en tale til Kongressen om sundhedsreformen, vil først fremlægge et lovforslag i næste uge, hvorefter de konkrete forslag så kommer på bordet, men der bliver ikke tid til længere debat, da præsidenten og demokraterne ifølge CNN tilsyneladende vil have lovforslaget til afstemning efter 1 uge. Dermed gentager Obama og demokraterne forløbet om stimuerlingspakken til næsten 800 mia. USD fra foråret, hvori et lovforslag på 1.300 sider blev strikket sammen på en aften og sendt til afstemning dagen efter med håndskrevne rettelser uden mulighed for lovgiverne og interesseorganisationerne til at læse, kritisere eller debattere loven.

Obama administrationens kolde ansigt

Præsident Barack Obama ligger nu kronisk dårligt i meningsmålingerne (se f. eks. Rasmussen Reports). Det er næppe overraskende, at en præsident, der har siddet mere end 6 måneder, begynder at dykke i meningsmålingerne. Alligevel overrasker hastigheden og graden af utilfredshed med præsidenten nok alligevel de fleste iagttagere. Men næppe Peggy Noonan, der havde en skarp artikel i WSJ (3/9) om Obama-administrations begyndende problemer.

Noonan mener, at administrationen er præget af unge og sejrsikre idealister. Det har utrolig energi, men de er ude af stand til at se, når skyerne trækker sig sammen, fordi de aldrig har oplevet en politisk storm og derfor blot masser på uanfægtet. Dernæst er det et problem, når administrationen fokusere sin energi på sundhedsreformen, (undskyld, Obama, jeg mente naturligvis sundhedsforsikringsreformen), når flertallet af amerikanerne er dybt bekymrede over økonomien og krigen i Afghanistan og slet ikke sundhedssektoren (andet end hvad skade Obama administrationen kan finde på at udrette). Endelig virker Obama og hans folk lidt for kontrollerede og kolde, de er mere til fornuft end følelse, hvilket på længere sigt kan blive det den unge og uerfarne Obama administrations største problem.

Det er næppe tvivl om, at Obama-administrationen er mere ideologisk (venstrorienteret eller "liberal") end de fleste egentlig havde forventet. Noonan har også ret i, at Obama-administrationen er mere arrogant end andre administrationer og dermed har sværere ved at indse, når den er ude af trit med befolkningen.

We suffer from a fiscal cancer

Det er, hvad David Walker, tidligere chef for Government Accountability Office, siger til et møde i den amerikanske skattebetalerforening National Taxpayers Union ifølge WSJ (4/9). Og han fortsætter:

"Our off balance sheet obligations associated with Social Security and Medicare put us in a $56 trillion financial hole—and that's before the recession was officially declared last year. America now owes more than Americans are worth—and the gap is growing!"

Hullet på Social Security og Medicare skyldes, at der er en demografisk udvikling i gang, som underminerer balancen i disse programmer. Programmerne er finansieret af særlige skatter og udgifterne vokser uafhængigt af og hurtigere end indtægerne. Omregnet til nutidsværdi, er forpligtelsen altså 56 billioner USD ifølge Walker.

David Walker er revisor og leder nu Peter G. Peterson Foundation, en upartisk organisation, som har til formål at uddanne offentligheden og politikere om nødvendigheden af budgetdisciplin. Det er opgave der er mere end tiltrængt i USA i dag, hvor underskuddet galloperer derudaf. Som Walker udtrykker det: "Washington is totally out of touch and out of control".

Walker kørte sidste år en oplysningskampagne mod underskuddene i USA under overskriftet "I.O.U.S.A.", hvor han bl.a. oplyste om de fire underskud i USA, dvs. underskuddet på hhv. "statsbudgettet, opsparingssaldoen, handelsbalancen og i lederskab". Han lavede i denne forbindelse denne film:



Walker efterlyser grundlæggende reformer i USA. Han foreslår bl.a. et såkaldt line-item veto til præsidenten (som vil gøre det muligt for præsidenten at nedlægge veto mod enkelte udgiftsposter på statsbudgettet uden at forkaste hele budgettet), en senere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet for amerikanerne, en reform af sundhedsbudgettet og regnskabspraksis fra den private sektor indført i den offentlige sektor for udgifter til pension, sundhed og miljø (som viser forpligtelserne som passiver og indtægter som aktiver).

Note: Filmen omtaler tre offentlige udgiftsprogrammer. Det er Social Security (pensioner), Medicare part A og part B (Medicare er den offentlige sygesikring for ældre over 65 år og visse kronisk syge patienter, part A og part B dækker udgifter til hospital, lægebesøg m.v. og medicin administreret af læger) samt Medicare part D (udgifter til receptpligtig medicin, som patienterne selv tager).

Arbejdsløsheden i USA

Greg Mankiw bragte søndag (6/9) ovenstående figur, som viser udviklingen i arbejdsløsheden i USA. Kurven viser kke blot den faktiske udvikling, men også udvikligen som forudsagt af Obama-administrationen i januar med eller uden gennemførelsen af dens ekstravagante stimuleringspakke. Det er mildest talt ikke gået som forudsagt. Mankiw har en fortolkning (se her).

Feldstein: Rationering af sundhedsvæsenets ydelser er en del af ObamaCare

Professor Martin Feldstein havde fornylig (18/8) et indlæg i WSJ om sundhedsreformen i USA. Selvom Obama administrationen benægter det, så er rationering af sundhedsvæsenets ydelser en central del af administrationens planer, skriver Feldstein. Han henviser til rapporten fra præsidentens økonomiske rådgivere, som i juni beskrev administrationens mål om at reducere sundhedsudgifterne med 30% over de næste 20 år.

Obama administrationen har allerede fået bevillinger til studier af omkostningseffektiviteten ved forskellige behandlinger og opretellse af et Råd. Dette skal eliminere brugen af behandlinger, som er meget dyre og har ringe effekt. Sådanne metoder er i anvendelse i en række europæiske lande, Australien og Canada.

Målet er først og fremmest at bremse væksten i de offentlige sundhedsudgifter. Medicare og Medicaid koster i dag 6 % af bruttonationalproduktet, men kan koste 15 % i 2040, hvis udviklingen fortsætter uden ændringer. Men rationeringen er ikke bare tiltænkt den offentlige del af sundhedsvæsenet. Den skal også dække den private del.

Feldstein peger dog på, at den bedste måde at ændre væksten i de private sundhedsudgifterne, er at fjerne skattebegunstigelsen af i arbejdsgiverbetalte sygeforsikringer. Det er der opbakning til i Kongressen, men Obama administrationen vil ikke.

Feldstein konstaterer:

"If changing the tax rule that leads to excessive health insurance is not going to happen, the relevant political choice is between government rationing and continued high levels of health-care spending. Rationing is bad policy. It forces individuals with different preferences to accept the same care. It also imposes an arbitrary cap on the future growth of spending instead of letting it evolve in response to changes in technology, tastes and income. In my judgment, rationing would be much worse than excessive care."

"Like virtually every economist I know, I believe the right approach to limiting health spending is by reforming the tax rules. But if that is not going to happen, let's not destroy the high quality of the best of American health care by government rationing and misplaced egalitarianism."

En artikel om problemerne i amerikansk sundhedsvæsen

En lidt lang men læseværdig artikel om problemerne i amerikansk sundhedsvæsen offentliggjort i the Atlantic og skrevet af David Godhill.

Danmark er et ad hoc-DDR

Henrik Gade Jensen skriver i en klumme på 180grader.dk, at Danmark har udviklet sig til en ad hoc-DDR. Citat:

"Ingen ønsker DDR tilbage og i dagens Danmark er der heldigvis ikke mere noget kommunistisk parti med avisen Land og Folk, der hver dag priste socialismen i paroler og artikler. Alligevel har vi aldrig helt forstået, hvorfor det gik galt i DDR og de andre socialistiske lande med deres økonomi. Når den nylige finanskrise skal analyseres, hører man grådighed nævnt som årsag, en diagnose som Stasis propagandaafdeling ikke kunne have udtænkt bedre. Der kommer forslag om en 'statsbank', en diskurs som aldrig ville være brugt før 1989. Et begreb som 'helhedskole' lugter også af enhedsskole og socialistisk opdragelse. Forebyggelses-kommissionens ambitionsniveau om med statens hjælp at skabe den sunde borger er vi mindre immune overfor, fordi vi har glemt det sande diktatur."

Rethinking the Social Responsibility of Business

Lars Hvidberg havde i forgårs (31.8) en klumme på Berlingske Tidende om fuldkornskapitalisten John Mackey fra Whole Foods, der som tidligere omtalt her på bloggen har kritiseret den sundhedsreform i WSJ, som præsident Barack Obama forsøger at få gennemført.

Hvidberg beskriver i morsomme vendinger, hvordan kunderne i Whole Foods er "blåøjede unge, der shopper miljørigtigt iført klip-klappere og yogamåtter, mens de til daglig kæmper for verdensfred og statslige velfærdsprogrammer". Nu truer en boykot mod Whole Foods, fordi lederen har tilladt sig at kritisere kundernes store idol og komme med politisk ukorrekte udtalelser.

På sin egen blog, henviser Hvidberg til en debat mellem John Mackey, professor Milton Friedman og T.J. Rodgers, adm. direktør for Cypress Semiconductor, som Reason online bragte i oktober 2005 om virksomheders sociale ansvar, Corporate Social Responsibility. Det er underholdende indlæg fra 3 liberalister, som grundlæggende er enige i det frie markeds overlegenhed.

Udgangspunktet er et indlæg, som Friedman skrev i 1970 i The New York Times Magazine under overskriften ”The Social Responsibility of Business Is to Increase Its Profits”. Heri skriver Friedman, at forretningsfolk, der taler for Corporate Social Responsibility, prædiker ”pure and unadulterated socialism. Businessmen who talk this way are unwitting puppets of the intellectual forces that have been undermining the basis of a free society these past decades”.

Mackey er uenig i dette synspunkt. Han er kapitalist og har grundlagt et firma med en idealistisk vision og mener, at firmaet skal tjene alle det stakeholders (investorer, kunder, medarbejdere, leverandører og lokalsamfund), ikke kun maksimere profitten til ejerne. Det er en interessant udveksling, men jeg må nok give Friedman ret i, at Mackey langt hen af vejen blot gør, hvad der tjener virksomheden og dens profitmaksimering. Som Mackey skriver i sin afslutning:

“The ideas I'm articulating result in a more robust business model than the profit-maximization model that it competes against, because they encourage and tap into more powerful motivations than self-interest alone. These ideas will triumph over time, not by persuading intellectuals and economists through argument but by winning the competitive test of the marketplace. Someday businesses like Whole Foods, which adhere to a stakeholder model of deeper business purpose, will dominate the economic landscape. Wait and see.?”

Nu kan det ikke lade sig gøre for stakeholder model at vinde og dominere det økonomiske landskab uden at disse virksomheder er mere profitable end andre. Hele ideen i markedet er, at det uprofitable virksomheder går til grunde, enten gennem konkurser eller overtagelser. Mackey argumenterer for, at den idealistiske virksomhedsmodel er bedre til at skabe resultater, som medarbejdere, kunder, leverandører, lokalsamfund og investorer. Denne model skaber altså mere profit. Men er det så ikke også profitmaksimerende?

Det bekræfter, hvad jeg generelt mener er tilfældet, at virksomheder hævder at bedrive Corporate Social Responsibility: I virkeligheden gør de blot, hvad der er forretningsmæssigt fornuftigt og så udstiller de deres handlinger som socialt ansvarlige for at forbedre deres omdømme.

Mackeys angreb på Obamas sundhedspolitik er derimod ægte corporate social responsibility. Dette gavner nemlig åbenbart ikke omsætningen og profitten i Whole Foods. Men det har positive effekter for det amerikanske samfund, når en adm. direktør for en succesrig virksomhed kan vise, at der er en anden og bedre vej til sundhedsreform. Mackeys forslag til sundhedsreform er Obamas overlegent, men mon ikke investorene i Whole Foods nu er sure over uegennyttige udtalelser om Obamas sundhedspolitik.

Meltdown (I)

Overskriften hentyder ikke til nedsmeltningen af statsfinanserne, som ellers er i fuld gang og som vi er vidne til med fremlæggelsen af finansloven i sidste uge. I hvert fald ikke direkte. Men det er titlen på en læseværdig bog af Thomas E. Woods. Bogen udkom før sommerferien og handler naturligvis om finanskrisen. Woods, der til daglig er senior fellow ved Ludvig von Mises Institute, vil med sin bog forklare, hvordan krisen opstod og hvad politikerne bør eller ikke bør gøre som reaktion på krisen.

Woods sætter tonen i første kapitel med titlen "Elefanten i dagligstuen". Woods tager fat på den udbredte opfattelse, at finanskrisen og den økonomiske krise skyldes udbredt grådighed. Grådighed hos boligejere, lønmodtagere, forretningsmænd og ikke mindst finansfolk. Især dem på Wall Street. Men når man skal finde årsagen til finanskrisen, er det ikke gjort med at henvise til "grådigheden", skriver Woods. Det er lidt som at forklare flystyrt med tyngdeloven. Man er nødt til at finde ud af, hvad det var af menneskelige og mekaniske fejl eller vejrlig, som sammen medførte styrtet. I sin analyse af nedsmeltningen af finanssektoren sidste år og den økonomiske krise i det hele taget, peger Woods på 3 årsager.

Årsag nr. 1: Der blev kanaliseret flere ressourcer ind i bolig-sektoren end godt er, hovedsageligt hjulpet af lovgivnings-initiativer i USA (og det skal siges, at Woods primært skriver om USA, selvom Europa i større eller mindre grad af været præget af samme udvikling). Men det er først og fremmest Fannie Mae og Freddie Mac:

"Fannie Mae and Freedie Mac, government-sponsored enterprises (GSEs) that enjoy various government privileges alongside their special tax and regulatory breaks, were able to draw far more resoures into the housing sector than would have been possible on the free market."

Fannie Mae og Freddie Mac udvidede deres kreditgivning i form af boliglån ganske betragteligt, men en række politiske tiltag og incitamenter bidrog ligeledes. Disse omfatter 1) The Community Reinvestment Act, som lægger politisk og juridisk pres på bankerne for ikke at racediskriminere i deres fomidling af boligudlån (med omvendt bevisbyrde), 2) en stærk politisk vilje til at fremme andelen af amerikanere, som "ejer" egen bolig, herunder oprindelse af boliglån på 100 % af værdien (hvilket muliggør køb og overtagelse af bolig uden udbetaling), 3) øget brug af rentetilpasningslån (særligt rentetilpasningslån, hvor der ikke betales renter og afdrag de første år), 4) skattefradrag for renteudgifter og 5) skattefritagelse for kapitalgevinster ved salg af bolig. Eksperter advarede flere gange Kongressen om, at det stod galt til (og der var også ophedede debatter om Fannie Mae og Freddie Mac), men politikerne valgte at overhøre advarslerne (eller også vendte de det blinde øje til af politiske årsager, flertallet gad vel egentligt ikke høre på indsigelserne og stoppe festen, sålænge det gik godt?).

Årsag nr. 2: Pengepolitikken først af den amerikanske central-bank, The Federal Reserve. Denne politik har skabt såkaldte konjunkturcykler i økonomien. Woods er ikke den første til at pege på dette, men han tager udgangspunkt i den østrigske skoles konjunkturteori og giver en præcis fremstilling, hvad der gik galt. Forløbet af en konjunkturcykel starter med, at centralbanken fastsætter en kunstig lav rente (dvs. en rente, der er lavere end markedsrenten) og øger pengemængden. Den lavere rente får iværksættere og virksomheder til at investere mere end de ellers ville og i produktionen af råvarer, miner, anlægsvirksomhed og kapitalintensive produkter. Imidlertid er der tale om fejlinvesteringer, som ikke skyldes ændringer i efterspørgslen, men kunstigt lavere renteniveau. Fejlinvesteringer må ophøre, når renteniveauet igen afspejler virkeligheden.

Boligboblen er et godt eksempel på en konjunkturop- og nedgang fremkaldt af pengepolitik. Centralbanken fastsætte fra 2002 en kunstig lav rente, som fik investorer til at investere flere ressourcer i boligbyggeri og især luksusboligbyggeri. Men i dag er det klart, at der ikke var efterspørgsel efter så mange luksus-boliger. Tilsvarende blev IT-boblen og massive investeringer fra midten af 1990'erne, hvor pengepolitikken blev lempet og var ekspansiv, fra til 2000. I denne periode var det ikke blot IT-aktier, som solgte til skyhøje priser, men også goder efterspurgt af IT-industrien, dvs. programmører, ejendom i Sillicon Valley og internet domæner.

Den østrigske konjunkturteori forudsiger med andre ord, at priserne på specifikke varer stiger i modsætning til det generelle prisniveau, som ofte er den almindelige antagelse, som kendeteger monetaristerne (men der er enighed om, at pengepolitikken er potent og dermed kan forårsage konjunkturcykler).

Årsag nr. 3: Endelig er der skiftet i håndteringen af finansielle institutioner i vanskeligheder. Forbundsregeringen og Federal Reserve havde opbygget forventninger i markedet om, at regeringen ville træde til med en hjælpende hånd, hvis store finansielle institution kommer i vanskeligheder. Dette er forventninger, som går helt tilbage til 1990'ernes redninsaktioner for mexicanske peso og the Long Term Capital Management. Sidste år iværksatte forbundsregeringen og centralbanken således redningsaktioner for Bear Stearns, Fannie Mae og Freddie Mac (nationalisering), Merrill Lynch og AIG. Men Lehman Brothers fik lov til at gå konkurs. Denne ændring af politikken skabte naturligvis usikkerhed om fremtidige redningsaktioner. Finansminister Henry Paulson gav som begrundelse, at det ville fremme moralsk hasard, hvis regeringen gennemførte redningsaktion for Lehman Brothers (hvilket han sådan set har ret i, men det gælder jo også de andre institutioner, som har opført sig mere risikovilligt pga. det sikkerhedsnet, som regeringen har spændt ud under store finansielle institutioner). Usikkerheden om, hvad der kunne fører til en redningspakke, skabte tvivl om indskud i finansielle institutioner, da det ikke var sikkert, hvem der var solvent og hvem der ikke var.

Jeg vil i et senere indlæg vende tilbage til de anbefalinger, som Woods kommer med.