Staten er ikke løsningen på vores problemer, staten er problemet (stadigvæk)

Professor Peter Kurrild-Klitgaard har en læseværdig klumme i Berlingske Tidende (11/1) om amerikanerne og hadet til staten. Heldigvis kan Kurrild konkludere, at hovedparten af amerikanerne stadigvæk er enige med tidligere præsident Ronald Reagan i udsagnet fra tiltrædelsestalen i 1981: "Staten er ikke løsningen på vores problemer, staten er problemet". Og amerikanernes skepsis er vokset under finanskrisen.

Det er så lidt af en selvmodsigelse, at amerikanerne har valgt Barack Obama til præsident og givet demokraterne kontrollen over begge kamre i Kongressen. Dermed har amerikanerne åbnet for et udgiftsorgie uden sidestykke i nyere historie. Men det er nok snarere republikanernes straf, fordi de under præsident Georg Bush jr. ikke har kunnet holde udgifterne i ro og ikke følge den konservative linje, som var anlagt under Reagan og i vidt omfang blev fulgt af efterfølgerne Georg Bush sr. og Bill Clinton.

Demokraterne har, som også Kurrild er inde på, forsøgt at finde den rigtige retorik (ligesom republikanerne). Nemlig den retorik, der får deres politik til at glide lettere ned. Før valget sidste år talte Obama om behovet for skattelettelser til middel- og underklassen, mådehold i de offentlige udgifter, "cutting wasteful spending", om at gennemgå statsbudgettet "line-by-line, ending programs that we don't need" samt om at stoppe  "the run-away spending". En måned efter indsættelsen fik Obama imidlertid gennemført den mest ektravagante økonomiske stimuleringspakke til 787 mia. USD og talen om mådehold er fuldstændig forstummet.

Før jul holdt Obama en tale i tænketanken Brookings Institute, hvor han evaluerede stimuleringspakken og forslog nye, øgede offentlige udgifter som opfølgning. Det var i realiteten er en stimuleringspakken nr. 2, som Obama lagde op til. Men da den første mildest talt ikke har levet op til de forventninger, som Obama selv var med til at tale op, kaldte Obama det ikke stimuleringspakke. Stimuleringspakken er upopulær og ordet "stimulus" er efterhånden blevet synomynt med udgiftersorgie. Hvad gør man så? Taler lidt med sin spindoktor og finder et på at kalde det noget andet. Stimuleringspakken nr. 2 til 154 mia. USD hedder derfor ikke stimuleringspakke nr 2. men "targeted ideas". WSJ (11/1) beskriver hvordan Obama og hans administration går i en stor bue uden om ordet "stimulus" for istedet at bruge "targeted ideas".

WSJ foreslår, at kommunikations-direktøren i Det hvide Hus har rundsendt et memo internt om den korrekte ordbrug omkring stimulering af økonomien med øgede offentlige udgifter. Det får mig til at tænke på adskillige scener fra serien Yes Mininster.

Men mon ikke den regeringsskeptiske amerikanske befolkning gennemskuer dette spin?