Sammenhængen mellem investeringer og arbejdsløshed

Professor John B. Taylor har lavet et scatterplot over kombinationer af den kvartalsvise arbejdsløshed i % af arbejdsstyrken og investeringer investeringerne i % bruttonationalproduktet, sakset fra professor Greg Mankiws blog (se her).

Ingen konkrete forslag til løsning af de økonomiske problemer i USA

Præsident Barack Obama holdt for en uge siden sin tale om unionens tilstand til Kongressen. Talen viser, at præsidenten bevæger sig ind mod midten i amerikansk politik. Det sker efter det markante valgnederlag i november, hvor republikanerne vandt flertallet i Repræsentanternes Hus og nok pladser i Senatet til at kunne blokkere lovgivning. Præsidenten har allerede med en aftale om at udsætte en planlagt skatteforhøjelse 2 år og forlænge understøttelsen til arbejdsløse vist, at der kan samarbejdes over midten.

Men der er ikke enighed mellem demokraterne og republikanerne om, hvad der er det økonomiske hovedproblem: Arbejdsløsheden eller budgetunderskuddet. For Obama og demokraterne fokusere nok på arbejdsløsheden, mens republikanerne er mere optaget af budgetunderskuddet. Men som The Economist (29.1) skrev i lederen fredag, så kommer hverken demokraterne eller republikanerne med konkrete forslag til løsning af problemerne. Og Obama kom heller ikke med konkrete forslag til løsninger af problemer, skriver The Economist:

"Mr Obama claimed that America needs to “out-innovate, out-educate and outbuild the rest of the word”. Yet his speech provided only the waffliest of ideas about how it might do that, and no indication of how they might be paid for. The parallel he likes to draw with the moment when Sputnik was launched and America realised Russia was winning the space race falls down there, for in 1957 America’s government had piles of cash to spend on catching up. Now it has none".
...

"A year ago Mr Obama set up a deficit-reduction commission, which duly produced a sensible report at the end of last year. He has failed previously, and failed again this week, to endorse the commission’s conclusions. He offered no specific proposals for cutting the cost of the biggest drains on the federal purse: health care, Social Security (pensions) and defence. And, although revenues will have to rise if the budget is to be brought into balance, he failed to explain to middle-class Americans that they will have to pay more tax. His only gestures in the direction of fiscal responsibility were to propose reforming corporate tax, increasing some taxes on the very rich and extending a freeze on some categories of discretionary spending, all of them tiny parts of the overall picture. If he is serious about the deficit, this was the time to show it. He should have taken courage from recent improvements in both his poll ratings and the economy. He copped out".

Stigende inflation i økonomier verden over

Inflationen er på vej op og det gælder de fleste økonomier verden over, skriver WSJ (24.1). Inflationen er højest i Kina og Brasilien, som har høj vækst, men også i Storbritannien, Euro-zonen og USA, hvor priserne er steget hurtigere end forventet. Dette skyldes blandt andet store stigninger i råvarepriserne. Bankdirektør Jean-Claude Trichet fra Den Europæiske Centralbank siger til WSJ, at banken holder øje med inflationen:

"All central banks, in periods like this where you have inflationary threats that are coming from commodities, have to…be very careful that there are no second-round effects" on domestic prices."

Det er ikke overraskende, at inflationen tager til med de rentesænkninger og kvantitative lettelser i pengepolitikken, som de fleste centralbanker verden over har gennemført i kølvandet på finanskrisen og budgetkrisen. Men stigningen kommer på et tidspunkt, hvor arbejdsløsheden stadig er høj i USA og mange europæiske lande.

Det er set før, at økonomier kan lide under kombinationen høj inflation og høj arbejdsløshed. Det var tilfældet i 1970'erne, hvor økonomen Arthur Okun opfandt det såkaldte Misery Index, der inflationen plus arbejdsløsheden (i %). Dette index steg til det dobbelte fra slutningen af 1960'erne til 1973, fra cirka 8% til 17%, i USA. Det stoppede senere i slutningen af 1970'erne. Fra begyndelsen af 1980'erne og frem til 2006 faldt dette indeks bortset fra midlertidige stigninger under økonomiske tilbageslag. Men siden 2006 har det været stigende i USA og andre lande. Høj arbejdsløshed og stigende inflation kan blandt andet være udtryk for, at der er stor usikkerhed om fremtiden, hvilket gør private investorer tilbageholdende med investeringer, og/eller ændringer på arbejdsmarkedet, f.eks. højere kompensation ved arbejdsløshed og længere ret til dagpenge i længere perioder. Usikkerhed kan opstå ved store og vedholdende budgetunderskud, usikkerhed om den fremtidige regulering af erhvervslivet eller rammevilkår. USA er ramt af både usikkerhed og relativt store ændringer på arbejdsmarkedet med det store og voksende budgetunderskud og markant bedre regler for understøttelse gennemført under den nye administration.

Det er bemærkelsesværdigt, at Trichet i interviewet med WSJ efterlyser mere budgetdisciplin i Europa. Det vil øge tilliden hos husholdninger, virksomheder, investorer og opsparere, som han formulere det.

Hvad er galt i Spanien?

Tidligere premierminister José Maria Aznar sparker i WSJ (13.12) til hans socialistiske efterfølger, José Luis Rodríguez Zapatero, der overtog regeringsmagten i 2004 efter en bombeeksplosionen på Madrids banegård. Den spanske økonomi havde højvækst i 2004, skabte nye arbejdspladser og havde balance på de offentlige budgetter. Det er på 6 år vendt til økonomisk kaos, fordi den socialistiske regering har opgivet reformere det spanske samfund, skriver Aznar. Han skriver endvidere:

"An essential part of this political change will be for Spain to immediately acknowledge that the state has to limit its economic and social role, and open new areas of freedom and dynamism for society and private entrepreneurship. Spain needs to accomplish deep reforms in its administrative structure, including eradicating bureaucratic and public bodies and rationalizing public expenditure. Spain cannot delay any longer in reforming its welfare state, but must start now to restore the conditions for a thriving society that is open to all.

Spain is more than capable of becoming, once again, a dynamic and enterprising country, one that generates employment and opportunity. But first it must undertake the hard work of unwinding six years of political misdeeds. We can't wait".

Aznar har ret i, at der er ikke noget værre end reformforskrækkede regeringer, der ikke handler med rettidig omhu. Den spanske regering er blot en af slagsen!

Konsekvensen af øget understøttelse til arbejdsløse i USA

Professor Robert Barro foreslår i WSJ (30/8), at præsident Barack Obama fyrer sine økonomiske rådgivere:

"Congressman John Boehner recently suggested that President Obama replace his top economic advisers. I think he may have a point. The economic "recovery" has been disappointing, to put it mildly, and it has become increasingly clear that the blame lies with the policies of the Obama administration, not with those of its predecessor.

In general, the current administration has been too focused on expanding government, redistributing more from rich to poor, and stimulating aggregate demand. I have previously criticized the stimulus package as cost-ineffective. In particular, whatever tax reductions were in the package did not involve the cuts in marginal income tax rates that encourage investment, work effort and productivity growth. 

Now the administration wants to kill the 2003 income-tax cuts, at least the parts that reduced marginal income tax rates for high-income earners and for all recipients of dividend income. This proposal is particularly disturbing because the 2003 law was George W. Bush's main economic achievement; unlike most of Mr. Bush's policies, this one was well-conceived and effective".

Men det primært arbejdsløshedsunderstøttelsen, som Barro sætter fokus på. Obama administration har fået gennemført en forlængelse af dagpengeperioden i USA fra 26 uger til 99 uger. Det er normalt, at den siddende administration foreslår og får vedtaget en forlængelse af dagpengeperiode under en økonomisk nedtur. Tidligere er perioden blevet forlænget til 39 uger i kortere perioder og afhængig af de lokale økonomiske omstændigheder i enkelte delstaterne. Men det er helt enestående, at dagpengeperioden er blevet forlænget så længe i hele USA. Han skriver:

"We have shifted toward a welfare program that resembles those in many Western European countries".

Barro henviser til de dårlige erfaringer fra Europa med rundhåndede offentlige dagpenge og andre velfærdsordninger til personer i den arbejdsduelige alder. Obama og hans rådgivere burde have spurgt europæerne om vores erfaringer, om disse ordninger i det hele taget virker. Svaret havde været et rungende nej. Europa har brugt nogle få år i 1970'erne på at udbygge et fintmasket net under arbejdstagerne og de sidste 30 år på gradvist at reducere eller afvikle ordningerne igen. Ordningerne bidrog til at øge den strukturelle arbejdsløshed og sænkede beskæftigelsen. Tænk blot på skiftende regeringer under "ledelse" af Anker Jørgensen, der gennemførte den ene velfærdsordning efter den anden under et slogan om at "give plads til de arbejdsløse" og hvordan skiftende regeringen sidenhen har forsøgt at forkorte dagpengeperioder, fjerne efterløn, stramme reglerne for førtidspension og stille krav om uddannelse eller aktivering til unge ledige.

Barro sammenligner den nuværende krise med krisen i begyndelsen af 1980'erne. Arbejdsløsheden i USA er ikke højere i dag end den gang, men den gennemsnitlige arbejdsløshedsperiode er steget kraftigt i forhold til den gang (og andre kriser), hvilket tyder på, at den øgede understøttelse har en negativ strukturel virkning på amerikansk økonomi.

Faldende beskæftigelse i USA som i starten af 1980'erne, men den økonomiske politik gør, at Obama ikke bliver en ny Reagan

Præsident Barack Obama bliver ofte sammenlignet med præsident Ronald Reagan, fordi begge præsidenter overtog embeddet under kraftig økonomisk tilbagegang og oplevede/oplever faldende popularitet i befolkningen i takt med tilbagegangen. Obamas tilhængere håber nok, at Obama vil ende som Reagan, der var populær takket været en kraftig økonomisk vækst i 1980'erne.

Men her bør sammenligningen stoppe her, da de to præsidenter forfølger markant forskellige økonomiske politikker. Reagan sænkede marginalskatterne, begrænsede væksten i de offentlige udgifter (bortset fra militærbudgettet) og lod økonomien styre sig selv gennem deregulering. Obama øger skatterne, har gennemført og planlægger massive stigninger i de offentlige udgifter og lader regeringen blande sig i stort set alle sektorer med flere nye reguleringer. Reagans politik var indrettet på at sikre stabile vilkår for erhvervslivet, hvilket satte gang i økonomien og førte til en lang periode med investeringer, vækst og stigende beskæftigelse. Obamas politik er derimod en ideologisk inspireret politik, der skaber usikkerhed blandt investorer, virksomhedsledere og forbrugere.

Vicepræsident Henry Olsen, American Enterprise Institute, viser i WSJ (10/8) hvordan beskæftigelsen i USA falder måned for måned. Beskæftigelse er faldet fra 63% i 2007 til 58,5% i juni 2010.

Historien viser, at det kunne lade sig gøre at øge beskæftigelsen fra 57% til 63% på 7 år (fra 1983 til 1990. Men det kræver altså en helt anden økonomisk politik end den, der bliver fulgt i Washington D.C. i dag. Som Olson konkluderer:

"An administration that pursued job creation—not ideology—would note this history and see how individuals and companies can create wealth and jobs quickly if they have the right incentives. Instead, we have policies that are uncertain and portend higher taxes and greater regulatory burdens. This is causing business and consumers alike to restrain spending, creating a drag on the economy too great for any government stimulus to reverse.

Someone once said that we should never let a crisis go to waste. In this historic employment crisis, we have no time to waste. Rather than tear down Reaganism, our leaders in Washington should heed its lessons and unleash the private sector that alone can pull us out of our doldrums".

Det er måske fristende for Obama og hans tilhængere at søge trøst i historien: Det er muligt for en upopulær præsident at ende op som en af de mest populære. Men det kræver en politik, som fremmer investeringer -det går ikke med en præsident, der er optaget at at diktere udviklingen i størstedelen af økonomien og gældsætte amerikanerne til op over skorstenen.

Så Obama skal ikke regne med, at han kan gentage Reagans succes. Det kræver vist en drastisk kovending, hvilket selvfølgelig er set før. Tænk blot på præsident Bill Clinton, der efter nederlaget ved midtvejsvalget i 1994 skiftede kurs, samarbejdede med republikanerne i Repræsentanternes Hus, holdt de offentlige udgifter i rimelig ro og gennemførte en socialreform. Eller på præsident Francois Mitterand i Frankrig, der efter to års eksperimenter med kommunistisk-socialistisk inspireret politik i 1981-83 præget af nationaliseringer, nye reguleringer og øgede offentlige udgifter for at sætte gang i økonomien (som slet ikke virkede), lavede en kovending - og i resten af sin periode førte i mere ansvarlig økonomisk politik, der var indrettet på at undgå devalueringer af den franske valuta i det europæiske valutasamarbejde EMS (European Monetary System).

Obama vil forlænge arbejdsløshedsunderstøttelse

Præsident Barack Obama vil forlænge den periode, hvor arbejdsløse i USA kan hæve understøttelse, op til 99 uger. Men republikanerne i Kongressen har afvist denne forlængelse, som vil koste 30 mia. USD, uden en anvisning på tilsvarende besparelser andre steder på budgettet. Det vil være den 8. forlængelse af understøttelsen under den krise.

Arbejdsløsheden i USA er i dag 9,5%. Det er et godt stykke over de 8%, som Obama administrationen lovede, da Kongressen vedtog stimuleringspakken til 862 mia. USD sidste år. Pakken har ikke haft den tilsigtede virkning, hvilket kan skyldes, at virksomhederne er tilbageholdende med at udvide og ansætte nye medarbejdere med udsigten til store skattestigninger, som allerede sætter ind fra 1. januar.

Så Obama vil give amerikanerne understøttelse, når han ikke har kunnet give dem arbejde. Problemet er bare, at længere dagpengeperiode vil øge arbejdsløsheden. Se i øvrigt lederen i WSJ i dag (20/7):

"Presidents typically invite Americans to appear at Rose Garden press conferences to trumpet their policy successes, but yesterday we saw what may have been a first. President Obama introduced three Americans—an auto worker, a fitness center employee and a woman in real estate—who've been out of work so long they underscore the failure of his economic program. Where are his spinmeisters when he really needs them?

Sure, Mr. Obama's ostensible purpose was to lobby Congress for the eighth extension of jobless benefits since the recession began, to a record 99 weeks, or nearly two years. And he whacked Senate Republicans for blocking the extension, though Republicans are merely asking that the extension be offset by cuts in other federal spending.

But Mr. Obama was nonetheless obliged to concede that, 18 months after his $862 billion stimulus, there are still five job seekers for every job opening and that 2.5 million Americans will soon run out of unemployment benefits. What happens when the 99 weeks of benefits run out? Will the President demand that they be extended to three years, or four?"

...

"The President is right that "we've got a lot of work to do" to get Americans back to work and that the toll on families from high unemployment is considerable. There are few things in life more demoralizing than being unemployed for a lengthy period of time. But paying people not to work and adding $30 billion more to nearly $1.4 trillion of deficit spending is a dismal substitute for real economic growth and private job creation. Republicans are right to resist it".

Arbejdsløse er længere arbejdsløse i USA

Professor Greg Mankiw bragte fredag en figur over udviklingen i den mediane arbejdsløshedsperiode i USA i min levetid, dsv. fra 1965 og frem til i dag. Figuren viser, at den mediane arbejdsløshedsperiode ikke før har været så lang, selv ikke under krisen i starten af 1980'erne. Mankiw mener, at det kan påvirke makroøkonomiske relationer, herunder Okuns Lov (tabet i bruttonationalproduktet ved stigning i arbejdsløshed) og NAIRU (Non-Accelating Inflation Rate of Unemployment). Med andre ord: USA må leve med en højere og mere permanent arbejdsløshed. Den mediane arbejdsløshed er naturligvis ikke påvirket af krisen, mens også af ændringer i dagpenge mv. Her er USA gået den modsattet vej af EU. Med stimuleringspakken af sidste forår har den amerikanske regeringen (midlertidigt) forlænget dagpenge perioden og indført andre økonomiske støtteordninger for arbejdsløse, hvilket sikkert gør arbejdsstyrken mindre mobil.