Professor Peter Kurrild-Klitgaard foretager en obduktion af Venstre og Det konservative Folkeparti i Berlingske Tidende (19/9). Patologen Kurrild finder, at patienten har begået selvmord. Og der er vel tale om narkomani med en kraftig overdosis af socialdemokrati. V og K har ikke kun lagt alle borgerlige principper på hylden siden 2001 for at vinde magten med overbudspolitik. VK-regeringen har gennemført en markant stigning i verdens i forvejen største offentlige sektor. V og K har også med deres plagiering af socialdemokratiet formået at gøre befolkningen mere venstreorienteret end den var i 2001. Glimrende analyse af Kurrild, som fortjener at blive læst og genlæst.
Flot klaret, V og K! I har gjort Danmark mere reguleret og mindre frit - og samtidig gjort det mindre sandsynligt, at jeg eller mit barn skal kunne opleve de grader af frihed og vækst, som mine forældre og bedsteforældre så før det sociale eksperiment med velfærdsstaten startede i 1960'erne. V og K vil blive og fortjener at blive straffet af borgerlige kernevælgere for at svigte de borgerlige kerneprincipper. Mit råd til borgerlige vælgere er ligetil: Stem på Liberal Alliance eller stem med fødderne.
Et enkelt teknisk PS til Kurrilds artikel: Overførselsindkomster indgår ikke bruttonationalproduktet, som Kurrild får skrevet i artiklen. Det er der ikke meget produktion i. Men de offentlige ansatte indgår til en fiktiv værdiansættelse (ikke til markedspriser), så ansætter regeringen flere i den offentlige sektor, er det med til at holde BNP kunstigt oppe, især hvis man er enig i Friedmans Lov. Friedmans Lov (efter professor David Friedman) siger, at det koster det offentlige mindst dobbelt så meget at gøre noget som helst som det ville koste private.
Viser opslag med etiketten Venstre. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Venstre. Vis alle opslag
tirsdag den 21. september 2010
torsdag den 22. juli 2010
Venstre om den offentlige sektor
Nu er den offentlige sektor tilsynelandende blevet for stor for partiet Venstre. Næstformand Kristian Jensen udtaler til Berlingske Tidende (20/7), at "Nu er størrelsen af den offentlige sektor i forhold til størrelsen af den private sådan, at vi risikerer ikke at have styrken til at blive ved med at være et rigt samfund". Det er helt rigtigt, men den offentlige sektor har sådan set været for stor i mange, mange år, hvor Venstre har siddet i regering og hvor den er blevet større og større.
Partiet har gjort meget lidt for at bremse væksten i den offentlige sektor, man har snarere prallet med, hvor mange flere offentligt ansatte, der er kommet under statsminister Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen.
Venstre har opstillet en målsætning om en vækst i den offentlige sektor på 0,5% om året, mens den private sektor skal vokse med 2,0%. Sådanne målsætninger har man opstillet før, men væksten har alligevel ligget et godt stykke over 1% om året. Det er simpelthen ikke troværdigt, når Venstre lover at bremse væksten i den offentlige sektor.
Det er spil for galleriet, når Venstre siger, at væksten i den offentlige sektor skal bremses. Venstre er som Det konservative Folkeparti presset af Liberal Alliance, der har success med at fremlægge en liberal reform dagsordenen, og kommer derfor med disse markeringer, som ikke er bundet i realiteter. Når det gælder den offentlige sektor, så holder partiets slogan "Venstre ved du hvor du har" ikke en millimeter.
Partiet har gjort meget lidt for at bremse væksten i den offentlige sektor, man har snarere prallet med, hvor mange flere offentligt ansatte, der er kommet under statsminister Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen.
Venstre har opstillet en målsætning om en vækst i den offentlige sektor på 0,5% om året, mens den private sektor skal vokse med 2,0%. Sådanne målsætninger har man opstillet før, men væksten har alligevel ligget et godt stykke over 1% om året. Det er simpelthen ikke troværdigt, når Venstre lover at bremse væksten i den offentlige sektor.
Det er spil for galleriet, når Venstre siger, at væksten i den offentlige sektor skal bremses. Venstre er som Det konservative Folkeparti presset af Liberal Alliance, der har success med at fremlægge en liberal reform dagsordenen, og kommer derfor med disse markeringer, som ikke er bundet i realiteter. Når det gælder den offentlige sektor, så holder partiets slogan "Venstre ved du hvor du har" ikke en millimeter.
torsdag den 24. juni 2010
Politiske løgne
Professor Peter Kurrild-Klitgaard skriver i Berlingske Tidende (24/6) om politiske løgne, som fylder mere og mere i det politiske billede i Danmark. Det gælder både VK-regeringens påstand om, at der har været skattestop i Danmark siden 2001 og oppositionen overdrevne kritik af dagpengereformen.
tirsdag den 15. juni 2010
Årsagen til fremgangen for Liberal Alliance
Professor Peter Kurrild-Klitgaard forklarer i et indlæg i Berlingske Tidende (14/6), hvor fremgangen for Liberal Alliance ikke forklares med de konservatives arktiske nedsmeltning. Fremgangen begyndte før udenrigsminister Lene Espersen meldte afbud til det arktiske topmøde og skyldes gennem utilfredshed med Venstre og Det konservative Folkeparti blandt borgerlige kernevælgere. Vælgerne mener, at der er for meget socialdemokrati og for lidt liberal politik over VK-regeringen. Liberal Alliance har gennem foråret kørt en målrettet annoncekampagne overfor netop denne gruppe. Det er blevet bemærket og fremgangen er selvforstærkende, når partiet først er nået over spærregrænsen på 2,0%.
fredag den 28. maj 2010
Den såkaldte genopretningspakke
VK-regeringen indgik i pinsen en aftale med Dansk Folkeparti om at gennemføre en såkaldt "genopretningspakke". I et offentligt budget på over 1.000 mia. kr. har VK-regeringen og støttepartiet kunne finde budgetforbedringer på 24 mia. kr., hvor 60% er skatteforhøjelser og resten er besparelser. Besparelser på 1% i verdens største offentlige sektor er uambitiøst og langt fra nogen form for "genopretning" af dansk økonomi.
Sandheden er, at den store offentlige sektor og tyngende skattetryk år efter år svækker Danmarks relative økonomiske position i forhold til andre lande. Vi er på få årtier gået fra at være et af verdens rigeste lande til nu at falde ud af top-10. Forklaringen er enkel: For store dele af befolkningen er på overførselsindkomst, men resten forsøger at begrænse arbejdsindsatsen pga. høje marginalsatser. Skattereformen fra 2009 sigtede på at bringe marginalskatten ned, men det er nu delvist udsat. Samtidig er de underliggende strukturproblemer i de offentlige udgifter fortsat uløste.
Professor Peter Kurrild-Klitgaard har en meget rammende kritik af den såkaldte "genopretningsplan" i Berlingske Tidende (27/5).
Sandheden er, at den store offentlige sektor og tyngende skattetryk år efter år svækker Danmarks relative økonomiske position i forhold til andre lande. Vi er på få årtier gået fra at være et af verdens rigeste lande til nu at falde ud af top-10. Forklaringen er enkel: For store dele af befolkningen er på overførselsindkomst, men resten forsøger at begrænse arbejdsindsatsen pga. høje marginalsatser. Skattereformen fra 2009 sigtede på at bringe marginalskatten ned, men det er nu delvist udsat. Samtidig er de underliggende strukturproblemer i de offentlige udgifter fortsat uløste.
Professor Peter Kurrild-Klitgaard har en meget rammende kritik af den såkaldte "genopretningsplan" i Berlingske Tidende (27/5).
tirsdag den 4. maj 2010
Indenfor om Venstre og "massenedskæringer"
torsdag den 22. april 2010
Konsolidering af den offentlige økonomi i Danmark: VK-regeringens små ambitioner
Statsminister Lars Løkke Rasmussen og udenrigsminister Lene Espersen har fremlagt en plan for konsolidering af den offentlige økonomi. Planen indebærer, at de offentlige udgifter skal holdes i ro frem til 2013. Regeringen vil dog bruge 10 mia. kr. mere på sundhed, uddannelse og "svage grupper", hvorfor regeringen vil gennemføre besparelser på andre områder. Staten skal bidrage med 60% og kommunerne 40% af besparelserne. VK-regeringen har gennemgået statens budget med en "tættekam" og kan ikke mere 4,2 mia. kr.! Helt ærlig, det er jo småbeløb, vi taler. Statens budget er på 655 mia. kr., så besparelsen er ikke mere end 0,6%! Sølle 6 promille! Det er nærmest til grin.
Det er ærgeligt, at VK-regeringen med den nye statsminister ikke har større ambitioner, når det gælder nedbringelsen af de (alt for høje) offentlige udgifter. De tidligere VK-regeringer har siden "systemskiftet" i 2001 ladet de offentlige udgifter udvikle sig mere eller mindre ukontrolleret. De offenlige udgifter har derfor aldrig været større end de er under VK-regeringen. Finansminister Claus Hjort Frederiksen praller endda ad dette og fremstiller det som en bedrift:
Det strukturelle underskud i offentlige udgifter (underskuddet renset for konjunkturudsving) cirka 31 mia. kr., så planen om nulvækst i det offentlige forbrug er hele ikke i det perspektiv særlig ambitiøs. Slet ikke, når man sammenligner med Poul Schlüters regeringer, der i perioder formåede at reducere udgiftern, som påvist af CEPOS.
Nationalbankdirektør Nils Bernsteirn betvivler, at VK-regeringen overhovedet kan nå målet om nulvækst i det offentlige udgifter ligesom hovedparten af landets økonomer.
Det er derfor ikke overraskende, at VK-regeringen klarer sig skidt i meningsmålingerne. Det har nok mere med manglen på borgerlig liberal økonomisk politik end med ministrenes rejseaktivitet eller mangel på samme. It's the economy, stupid. Størrelsen af den offentlige sektor, skattetrykket og fordelingen mellem offentlig og privat betyder noget for borgerlige vælgere. Og udsigterne er ikke gode. Det massive underskud på statsbudgettet efterlader en regning, som skattebetalerne på et eller andet tidspunkt skal betale.
Så hvorfor skulle borgerlige vælgere egentlig ville stemme på en VK-regeringen, når den konsekvent har forsøgt at overgå Socialdemokratiet i de sidste 10 år? Strategien var at prøve at forudse, hvad Socialdemokraterne ville foreslå, og så forsøge overgå dem. Tidligere var Venstre i mindste Socialdemokratiet minus 10%, nu er det snarere Socialdemokratiet plus 10%. Hvilken troværdighed har VK-regeringen, når det efter 8 år med overforbrug kommer og lover mådehold og nulvækst?
Politisk kommentar Jarl Cordua skriver om regeingens plan, at den er gået i offensiven for at vinde de borgerligere vælgere tilbage. Regeringen vil vinde på økonomisk ansvarlighed, mener Cordua. Oppositionen vil fremlægge et forslag, som indebærer højere offentlige udgifter. Det kommende valg bliver derfor et valg mellem en regering, der lover nulvækst i de offentlige udgifter, og en regering, der vil øge de udgifter.
Cordua har ret i, at valget nok kommer til at handle om økonomi. Men det bliver ikke et valg mellem ansvarlighed og uansvarlighed. Det bliver et valg med Socialdemokratiet Plus og Socialdemokratiet Ekstra Large. Man kan måske sige, at det borgerlige liberale vælgere bliver et valg om, hvem der er mindst uansvarlig.
Det er ærgeligt, at VK-regeringen med den nye statsminister ikke har større ambitioner, når det gælder nedbringelsen af de (alt for høje) offentlige udgifter. De tidligere VK-regeringer har siden "systemskiftet" i 2001 ladet de offentlige udgifter udvikle sig mere eller mindre ukontrolleret. De offenlige udgifter har derfor aldrig været større end de er under VK-regeringen. Finansminister Claus Hjort Frederiksen praller endda ad dette og fremstiller det som en bedrift:
"Udgifterne til det offentlige har aldrig været større, og antallet af offentligt ansatte har aldrig været højere".Og forsikre, at der ikke bliver tale om nedskæringer i verdens største offentlige sektor:
"Nulvækst vil sige, at der er samme antal ansatte og mulighed for at købe de samme varer som i dag. For det offentlige under et er der altså ikke tale om besparelser eller nedskæringer."En borgerlig regering burde faktsk have reduceret den offentlige sektors størrelse i årene med økonomisk opsving, men i stedet forsøgte man at bilde vælgerne ind, at Danmark kunne "købe hele verden", hvilket var en opskrift på øget offentligt forbrug. VK-regeringens vækst i det offentlige forbrug overgik derfor 2010-planen, som blev lavet af SR-regeringen.
Det strukturelle underskud i offentlige udgifter (underskuddet renset for konjunkturudsving) cirka 31 mia. kr., så planen om nulvækst i det offentlige forbrug er hele ikke i det perspektiv særlig ambitiøs. Slet ikke, når man sammenligner med Poul Schlüters regeringer, der i perioder formåede at reducere udgiftern, som påvist af CEPOS.
Nationalbankdirektør Nils Bernsteirn betvivler, at VK-regeringen overhovedet kan nå målet om nulvækst i det offentlige udgifter ligesom hovedparten af landets økonomer.
Det er derfor ikke overraskende, at VK-regeringen klarer sig skidt i meningsmålingerne. Det har nok mere med manglen på borgerlig liberal økonomisk politik end med ministrenes rejseaktivitet eller mangel på samme. It's the economy, stupid. Størrelsen af den offentlige sektor, skattetrykket og fordelingen mellem offentlig og privat betyder noget for borgerlige vælgere. Og udsigterne er ikke gode. Det massive underskud på statsbudgettet efterlader en regning, som skattebetalerne på et eller andet tidspunkt skal betale.
Så hvorfor skulle borgerlige vælgere egentlig ville stemme på en VK-regeringen, når den konsekvent har forsøgt at overgå Socialdemokratiet i de sidste 10 år? Strategien var at prøve at forudse, hvad Socialdemokraterne ville foreslå, og så forsøge overgå dem. Tidligere var Venstre i mindste Socialdemokratiet minus 10%, nu er det snarere Socialdemokratiet plus 10%. Hvilken troværdighed har VK-regeringen, når det efter 8 år med overforbrug kommer og lover mådehold og nulvækst?
Politisk kommentar Jarl Cordua skriver om regeingens plan, at den er gået i offensiven for at vinde de borgerligere vælgere tilbage. Regeringen vil vinde på økonomisk ansvarlighed, mener Cordua. Oppositionen vil fremlægge et forslag, som indebærer højere offentlige udgifter. Det kommende valg bliver derfor et valg mellem en regering, der lover nulvækst i de offentlige udgifter, og en regering, der vil øge de udgifter.
Cordua har ret i, at valget nok kommer til at handle om økonomi. Men det bliver ikke et valg mellem ansvarlighed og uansvarlighed. Det bliver et valg med Socialdemokratiet Plus og Socialdemokratiet Ekstra Large. Man kan måske sige, at det borgerlige liberale vælgere bliver et valg om, hvem der er mindst uansvarlig.
torsdag den 18. marts 2010
Selvfølgelig kan nulvækst lade sig gøre
Finansminister Claus Hjort Frederiksen tager i Berlingske Tidende (18/3) til genmæle overfor nationalbankdirektør Niels Bernstein om væksten i de offentlige udgifter. Bernstein tvivler på, at regeringen kan holde de offentlige udgifter i ro. Hjort Frederiksen siger til Berlingske Tidende:
Det kræver viljestyrke at holde de offentlige udgifter i ro. Hvis politikerne ikke har ryggrad, vil udgifterne stige. Min onkel sagde, at mennesker uden ryggrad "havde røven hængende i en snor". Desværre har Hjort Frederiksen som de fleste andre politikere røven hængende i en snor, så mon ikke Bernstein har ret, når han forudser, at de offentlige udgifter fortsat vil stige?
"Udgifterne til det offentlige har aldrig været større og antallet af offentligt ansatte har aldrig været højere. At holde nulvækst er ikke nemt, men selvfølgelig kan det lade sig gøre".Heri har Hjort naturligvis ret. Danmark har og har i mange år haft verdens største offentlige sektor. Så det burde være muligt, at stoppe væksten i de offentlige udgifter. Det burde det også have været i 2002, 2003, 2004, 2005, 2006, 2007, 2008, 2009 og 2010. Og det burde vel egentligt også have været et mål for en liberal regering. Men som bekendt er pengene fosset ud af statskassen i hidtil udset omfang i de år, hvor Claus Hjort Frederiksen har været minister. Kendetegnede for VK-regeringens udgiftsstyring har været manglende kontrol.
Det kræver viljestyrke at holde de offentlige udgifter i ro. Hvis politikerne ikke har ryggrad, vil udgifterne stige. Min onkel sagde, at mennesker uden ryggrad "havde røven hængende i en snor". Desværre har Hjort Frederiksen som de fleste andre politikere røven hængende i en snor, så mon ikke Bernstein har ret, når han forudser, at de offentlige udgifter fortsat vil stige?
torsdag den 4. marts 2010
Regeringskokaden og det nye regeringsprogram
Statsminister Lars Løkke Rasmussen gennemførte i sidste uge en omfattende regeringsrokade, der stort set gav alle ministerier nye politiske hoveder. Senere fremlagde regeringen et nyt regeringsprogram "Danmark 2020 - Viden > vækst > velstand > velfærd". Den unge Rasmussen har dermed sat sit eget hold og program, som skal frigøre ham fra "farmand", Anders Fogh Rasmussen.
Den første del af operationen er meget vellykket. Og jeg deler Jarl Cordua's konklusion i Information (23/2):
Så programmet er i det store hele holdningsløst. Man kan dykke ind under de enkelte overskrifter og finde punkter, som giver indeholder holdninger eller politiske valg, men i de store linjer er det holdningsløst og kunne ligesågodt være blevet præsenteret af en socialdemokratisk regering.
Der mangler en klar borgerlig vision i regeringens program, når det gælder individets frihed og ansvar i forhold til kollektivets. Det ville således være nærliggende, at en borgerlig regering opstillede en målsætning om at øge individernes frihed og styrke det personlige ansvar. Det kunne passende have været første drøm for en liberal statsminister, at Danmark var et af verdens 10. mest frie lande. Men nej. Måske er det i virkeligheden statsministerens drøm? I givet fald er der opportunistiske grunde nok til at ikke at tale om den drøm.
Resultatet er, at VK-regeringen fortsætter den kurs, som blev udstukket af Anders Fogh Rasmussen og finansminister Claus Hjort Frederiksen efter valgnederlaget i 1998 og som vel bedst kan betegnes som Socialdemokratiet plus 10%. Den linje indebærer for det første, at Venstre ikke tage et opgør med velfærdsstaten og de offentlige udgifter. Og at alle flanker til Socialdemokratiet bliver lukket ved at matche eller overgå dem. Denne kurs fungerede sikkert under højkonjunkturen, hvor VK-regeringen øgede de offentlige udgifter år for år og langt mere end forudsat i SR-regeringens økonomiske planer. VK-regeringen praler ligefrem af det i arbejdsprogrammet:
Nu sætter den økonomiske nedtur naturligvis grænser for, hvor hurtigt de offentlige udgifter kan vokse, så VK-regeringen er som andre regeringer i EU nødsaget til at udvise mådehold. Det skulle ikke være vanskeligt i en økonomi som den danske med en forvoket offentlig sektor. Men konservative og liberale vælgere havde gerne set et lidt højere ambitionsniveau fra den borgerlige regering.
Den første del af operationen er meget vellykket. Og jeg deler Jarl Cordua's konklusion i Information (23/2):
"Samlet set er regeringen klart blevet styrket med den store rokade. Danskerne får en stribe helt nye ansigter at forholde sig til og er blevet andre kvit, som længe har klaret ministeropgaven skidt. Politisk dødvægt som for eksempel Carina Christensen, Jakob Axel Nielsen, Ulla Tørnæs og Helge Sander er kastet over bord, hvilket skaber mere politisk fremdrift i VK-fartøjet."Anderledes forholder det sig med VK-regeringens arbejdsprogram. Det er mildest talt et tynd kop te. Programmet er bygget over Rasmussens danske drøm og indeholder 10 overordnede målsætninger for Danmarks udvikling frem til 2020. Danskerne skal være rige, arbejdsomme, dygtige, leve længe, grønne, lige, integregerende, tillildsfulde osv. Det er alt sammen fint nok, men det er alt sammen også noget, som alle kan skrive under på. De radikale leder, Margrethe Vestager, kaldte programmet "Tilbage til ønskeøen" i Deadline. Målene er generelt apolitiske, hvilket man kan se ved at sætte modsætningen op. Hvem ville have som målsætning at danskerne skulle være fattige, dovne, dumme, leve kort, ulige, uintegregerende eller korrupte?
Så programmet er i det store hele holdningsløst. Man kan dykke ind under de enkelte overskrifter og finde punkter, som giver indeholder holdninger eller politiske valg, men i de store linjer er det holdningsløst og kunne ligesågodt være blevet præsenteret af en socialdemokratisk regering.
Der mangler en klar borgerlig vision i regeringens program, når det gælder individets frihed og ansvar i forhold til kollektivets. Det ville således være nærliggende, at en borgerlig regering opstillede en målsætning om at øge individernes frihed og styrke det personlige ansvar. Det kunne passende have været første drøm for en liberal statsminister, at Danmark var et af verdens 10. mest frie lande. Men nej. Måske er det i virkeligheden statsministerens drøm? I givet fald er der opportunistiske grunde nok til at ikke at tale om den drøm.
Resultatet er, at VK-regeringen fortsætter den kurs, som blev udstukket af Anders Fogh Rasmussen og finansminister Claus Hjort Frederiksen efter valgnederlaget i 1998 og som vel bedst kan betegnes som Socialdemokratiet plus 10%. Den linje indebærer for det første, at Venstre ikke tage et opgør med velfærdsstaten og de offentlige udgifter. Og at alle flanker til Socialdemokratiet bliver lukket ved at matche eller overgå dem. Denne kurs fungerede sikkert under højkonjunkturen, hvor VK-regeringen øgede de offentlige udgifter år for år og langt mere end forudsat i SR-regeringens økonomiske planer. VK-regeringen praler ligefrem af det i arbejdsprogrammet:
"I takt med at vi har øget ambitionsniveauet i den offentlige sektor, har vi også øget bevillingerne markant. I alt 67 mia. kr. mere bruger vi på offentlig service i 2010 sammenlignet med 2001. Til sundhed og sygehuse. Til børn og ældre. Til uddannelse. Det offentlige forbrug er vokset mere end det private forbrug siden 2001."Under højkonjunkturen mente Hjort Frederiksen ligefrem, at det var vanskeligt at forklare borgerligere vælgere, at man ikke kunne renovere skoler, når de nu havde investeret i dyre og moderne samtalekøkkener derhjemme. I stedet for at opfordre til øget offentligt forbrug burde Hjort Frederiksen snarere havde henstillet til økonomisk ansvarlighed i private husholdninger, da grundlaget for opsvinget i stort omfang var stigende friværdier belånt med afdragsfrie obligationslån.
Nu sætter den økonomiske nedtur naturligvis grænser for, hvor hurtigt de offentlige udgifter kan vokse, så VK-regeringen er som andre regeringer i EU nødsaget til at udvise mådehold. Det skulle ikke være vanskeligt i en økonomi som den danske med en forvoket offentlig sektor. Men konservative og liberale vælgere havde gerne set et lidt højere ambitionsniveau fra den borgerlige regering.
torsdag den 10. december 2009
Dystre udsigter for Lars Løkke Rasmussens danske drøm
Statsminister Lars Løkke Rasmussen opstillede i sin landsmødetale på Venstres landsmøde i november den danske drøm samt ti konkrete og ambitiøse mål for Danmark frem til 2020. Det første mål er, at Danmark skal i 2020 være blandt de 10 rigeste lande i verden målt ved bruttonationalprodukt (BNP) pr. indbygger.
Danmark har i dag en placering som nr. 11, når det gælder BNP pr. indbygger. I 1960'erne lå Danmark i den absolutte top, men er gledet ned over de sidste 50 år. Meget tyder på, at Danmark vil rykke yderligere ned på listen, hvis der ikke gennemføres flere reformer i Danmark. Lars Løkke Rasmussen er sikker bevidst herom. Formålet med talen om den danske drøm og de konkrete mål er da formentlig også at (gen)starte diskussionen om reformer af dansk økonomi.
BNP pr. indbygger afhænger af 4 elementer: 1) Beskæftigelsesfrekvensen, 2) Årligt antal arbejdstimer per beskæftiget, 3) Demografi og 4) Produktiviteten. Danmark har en forholdsvis høj beskæftigelsesfrekvens blandt 15-64 årige, men beskæftigelsesfrekvensen er formentlig lav for 60+ årige pga. efterlønsordningen. Danmark ligger til gengæld lavt i antal arbejdstimer pr. år, og CEPOS har beregnet, at Danmark kunne øge arbejdsudbuddet med 200.000, hvis danskere øgede det årlige antal arbejdstimer til gennemsnittet i OECD. Og Danmark har naturligvis i lighed med andre OECD-lande en udvikling, som øger forsørgerbyrden, hvilket spreder bruttonationalproduktet over flere indbyggere.
CEPOS har nu udsendt en analyse (8/12), som viser, at Danmark har haft én af de laveste stigninger i produktiviteten i OECD i årene 1998 til 2008. Den gennemsnitlige produktivitetstigning i OECD-landene fremgår af nedenstående figur.
OECD forventer, at Danmark fortsat vil have en ringe produktivitetsvækst i de kommende år. Det betyder, at Danmark vil rykke ned på ranglisten med mindre reformer i økonomien øger produktiviteten (eller arbejdsudbuddet). Så Løkkes danske drøm kan ikke virkeliggøres, hvis ikke VK-regeringen tager fat på at reformere økonomien.
Reformerne burde omfatte: 1) Lavere marginalskat på arbejde, 2) Import af og stop for eksport af højt kvalificeret arbejdskraft fra udlandet, 3) Deregulering/øget konkurrence, 4) Privatisering af offentlige virksomheder og liberalisering, så private kan konkurrere, 5) Højere uddannelsesniveau i arbejdsstyrken, 6) Senere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet gennem reform af regler for tildeling af efterløn, førtidspension og folkepension og 7) Kortere dagpengeperioder.
Danmark har i dag en placering som nr. 11, når det gælder BNP pr. indbygger. I 1960'erne lå Danmark i den absolutte top, men er gledet ned over de sidste 50 år. Meget tyder på, at Danmark vil rykke yderligere ned på listen, hvis der ikke gennemføres flere reformer i Danmark. Lars Løkke Rasmussen er sikker bevidst herom. Formålet med talen om den danske drøm og de konkrete mål er da formentlig også at (gen)starte diskussionen om reformer af dansk økonomi.
BNP pr. indbygger afhænger af 4 elementer: 1) Beskæftigelsesfrekvensen, 2) Årligt antal arbejdstimer per beskæftiget, 3) Demografi og 4) Produktiviteten. Danmark har en forholdsvis høj beskæftigelsesfrekvens blandt 15-64 årige, men beskæftigelsesfrekvensen er formentlig lav for 60+ årige pga. efterlønsordningen. Danmark ligger til gengæld lavt i antal arbejdstimer pr. år, og CEPOS har beregnet, at Danmark kunne øge arbejdsudbuddet med 200.000, hvis danskere øgede det årlige antal arbejdstimer til gennemsnittet i OECD. Og Danmark har naturligvis i lighed med andre OECD-lande en udvikling, som øger forsørgerbyrden, hvilket spreder bruttonationalproduktet over flere indbyggere.
CEPOS har nu udsendt en analyse (8/12), som viser, at Danmark har haft én af de laveste stigninger i produktiviteten i OECD i årene 1998 til 2008. Den gennemsnitlige produktivitetstigning i OECD-landene fremgår af nedenstående figur.
OECD forventer, at Danmark fortsat vil have en ringe produktivitetsvækst i de kommende år. Det betyder, at Danmark vil rykke ned på ranglisten med mindre reformer i økonomien øger produktiviteten (eller arbejdsudbuddet). Så Løkkes danske drøm kan ikke virkeliggøres, hvis ikke VK-regeringen tager fat på at reformere økonomien.
Reformerne burde omfatte: 1) Lavere marginalskat på arbejde, 2) Import af og stop for eksport af højt kvalificeret arbejdskraft fra udlandet, 3) Deregulering/øget konkurrence, 4) Privatisering af offentlige virksomheder og liberalisering, så private kan konkurrere, 5) Højere uddannelsesniveau i arbejdsstyrken, 6) Senere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet gennem reform af regler for tildeling af efterløn, førtidspension og folkepension og 7) Kortere dagpengeperioder.
tirsdag den 27. oktober 2009
Farlige klimaalliancer
Christopher Arzrouni havde en glimrende klumme på Jyllandsposten i går om udsigten til ballade under klimatopmødet i København fra venstreekstreme ungdomsaktivister. Christopher viser, hvordan der er en alliance mellem de unge venstre-orienterede ballademagers organisationer og de "pæne" organisationer som eksempelvis People's Climate Action, der modtager statsstøtte på 20 mio. kr. fra Udenrigsministeriet.
Tro nu ikke, at People's Climate Action er en folkebevægelse. Nej, tværtimod. Det er såmænd en paraplyorganisation bestårende af blandt andet Forbrugerrådet, Mellemfolkeligt Samvirke, Sex og Samfund m.v. Det er med andre ord tordenskjolds soldater fra det venstreorienterede og kulturradikale miljø i Danmark.
Hvorfor er organisationer, der agiterer for venstreorienterede synspunkter, altid organiserede som paraply-organisationer, mens de forsøger at give indtryk af at være folkelige? Forbrugerrådet er et andet eksempel på en sådan paraplyorganisation. Forbrugerrådet forsøger ligeledes at give indtryk af folkelighed, men organisationen består hovedsageligt af forbund og venstreorienterede foreninger og repræsentere stærkt venstreorienterede synspunkter vendt mod forbrugerne, f. eks. støtte til lukkelov og modstand mod reklamer. Og så er Forbrugerrådet i øvrigt også på Finansloven i lighed med Mellemfolkeligt Samvirke.
Det er uforståeligt, at venstreorganisationede paraply-organisationer som Forbrugerrådet og Mellemfolkeligt Samvirke stadig optræder på finansloven efter snart 8 år med borgerlig regering. VK-regerigen lagde godt ud med borgerlig kulturkamp og kamp mod smagsdommeri, men denne kulturkamp er åbentbart indstillet. Hvad er grunden til, at udenrigsministerog Hopalong Cassidy-kender Per Stig Møller, bevilger 20 mio. kr. fra statskassen til People's Climate Action? Er der ikke klimaproganda nok i forvejen fra det klimaindustrielle kompleks? Pengene fosser ud af statskassen og VK-regeringen opfører sig som en socialdemokratisk regering med uddeling af penge til højre og venstre. Og rettere: Til venstre og venstre!
PS: I øvrigt burde Jyllandsposten overveje nøjere, hvem de giver adgang til tastaturet og avisen hjemmeside. Der er hele 2 stavefejl i Christophers navn og selvom det ikke er helt så nemt at stave til som Bent Hansen eller Søren Jensen, er det dog pinligt, at man ikke hos JP formår at stave til egne skribenters navne!
Tro nu ikke, at People's Climate Action er en folkebevægelse. Nej, tværtimod. Det er såmænd en paraplyorganisation bestårende af blandt andet Forbrugerrådet, Mellemfolkeligt Samvirke, Sex og Samfund m.v. Det er med andre ord tordenskjolds soldater fra det venstreorienterede og kulturradikale miljø i Danmark.
Hvorfor er organisationer, der agiterer for venstreorienterede synspunkter, altid organiserede som paraply-organisationer, mens de forsøger at give indtryk af at være folkelige? Forbrugerrådet er et andet eksempel på en sådan paraplyorganisation. Forbrugerrådet forsøger ligeledes at give indtryk af folkelighed, men organisationen består hovedsageligt af forbund og venstreorienterede foreninger og repræsentere stærkt venstreorienterede synspunkter vendt mod forbrugerne, f. eks. støtte til lukkelov og modstand mod reklamer. Og så er Forbrugerrådet i øvrigt også på Finansloven i lighed med Mellemfolkeligt Samvirke.
Det er uforståeligt, at venstreorganisationede paraply-organisationer som Forbrugerrådet og Mellemfolkeligt Samvirke stadig optræder på finansloven efter snart 8 år med borgerlig regering. VK-regerigen lagde godt ud med borgerlig kulturkamp og kamp mod smagsdommeri, men denne kulturkamp er åbentbart indstillet. Hvad er grunden til, at udenrigsministerog Hopalong Cassidy-kender Per Stig Møller, bevilger 20 mio. kr. fra statskassen til People's Climate Action? Er der ikke klimaproganda nok i forvejen fra det klimaindustrielle kompleks? Pengene fosser ud af statskassen og VK-regeringen opfører sig som en socialdemokratisk regering med uddeling af penge til højre og venstre. Og rettere: Til venstre og venstre!
PS: I øvrigt burde Jyllandsposten overveje nøjere, hvem de giver adgang til tastaturet og avisen hjemmeside. Der er hele 2 stavefejl i Christophers navn og selvom det ikke er helt så nemt at stave til som Bent Hansen eller Søren Jensen, er det dog pinligt, at man ikke hos JP formår at stave til egne skribenters navne!
lørdag den 3. oktober 2009
Danmark er ikke længere et liberalt demokrati
Jeg har en klumme på 180grader.dk om det liberale demokrati og velfærdsstaten.
onsdag den 26. august 2009
Pengene fosser ud af statskassen
Det er ikke mange år siden, at Anders Fogh Rasmussen som partileder for Venstre og i opposition kritiserede SR-regeringen for et for stort offentligt forbrug. "Pengene fosser ud af statskassen", gentog Anders Fogh Rasmussen igen og igen. Så blev oppositionslederen selv statsministeren i 2001, og siden har piben haft en anden lyd.
Pengene begyndte at "fosse" eller snarere sive ned i de offentlige kasser godt hjulpet af forøget økonomisk aktivitet og faldende arbejdsløshed trukket af billige penge fra Danmarks Nationalbank.
Det fik VK-regeringen til at revidere sin opfattelse af behovet for mådehold med de offentlige udgifter. SR-regeringens 2010-plan med en målsætning om, at det offentlige forbrug kun skulle vokse med 0,5% om året (i faste priser). I første omgang overtog regeringen 2010-planen, men udgifterne begyndte at vokse hurtigere, fordi VK-regeringen ikke kunne eller ikke ville kontrollere væksten i de offentlige udgifter. Ministrene levede nemlig i en rus af opsving.
Finansminister Thor Pedersen talte om, at "Danmark kunne købe hele verden" (ligesom som islændingene, ikk?). Arbejdsminister Claus Hjort Frederiksen tordnede mod liberale i og uden for Venstre, der ville holde igen på de offentlige udgifter og have gennemført reformer. Hjort Frederiksen mente ikke, at borgerlige vælgere, der lige havde købt et samtalekøkken, kunne forstå, hvorfor der ikke (også?) var råd til "gratis" skolemad og moderne klasselokaler. - Måske havde forældrene netop investeret i disse samtalekøkkener, så de kunne tale med deres unger, mens de smurte madpakker? I så fald har forældrene grund til at ægre sig dobbelt i dag. En ting er, at de har købt køkkenet for lånte penge og derfor nu kæmper med at konsolidere deres privatøkonomi. Men de er også blevet snydt af VK-regeringen, der vil fratage dem dette personlige ansvar for mad og tvangskollektivisere denne velfungerende del af civilsamfundet. Stakkels unger, for hvilken kommune kan dog levere samme service og kvalitet som mor og far?
De offentlige udgifter løb løbsk under skiftende Anders Fogh Rasmussen regeringer. VK-regeringen lod fra 2001 til 2007 de offentlige udgifter stige dobbelt så meget, som Poul Nyrup Rasmussen havde planlagt. 39 mia. kr. mod 21 mia. kr. Pengene fossede ud af statskassen, men takket være den ekstraordinære høje økonomiske aktivitet i perioden, kunne VK-regeringen alligevel fremlægge overskud på statsbudgettet. I sommeren 2007 erstattede VK-regeringen så 2010-planen med 2015-planen, der planlægger en vækst i det offentlige forbrug på 1% frem til 2012 og 0,8% herefter frem til 2015. 2015-planen fastsatte også en grænse for det offentlige forbrug: Det skulle ikke andrage m end 26,5% af bruttonationalproduktet.
Det loft på 26,5% er for længst brudt, ikke kun på grund af væksten i de offentlige udgifterne, men også på grund af lavere økonomiske aktivitet. I år når Danmark op på 28,6 % og næste år 28,7 % (og det er ifølge CEPOS værre end under Anker Jørgensen). Samtidig har Danmark et dundrende underskud på statsbudgettet på 86 mia. kr. (svarende til rundt regnet 15.000 kr. per indbygger fra 0 til 100 år).
Det er ikke noget at sige til, at statsbudgettet går fra overskud til underskud midt i en økonomisk krise. Men det er uholdbart, at VK-regeringen ikke har udvist rettighed omhu og styrket økonomien med de nødvendige reformer af dagpenge, førtidspension, pensionsalder samt bragt den offentlige sektor ned på et mere overkommeligt niveau. En borgerlig regering bør og skal sørge for, at der bliver udvist mådehold med det offentlige forbrug og den bør og skal flytte opgaver fra stat og kommuner til civilsamfund og marked. Men det, der er sket under VK-regeringen, hører hjemme i småtingsafdelingen. - Og så tillader den konservative partileder og økonominister Lene Espersen sig ovenikøbet at bebrejde borgerne for ikke at udvise rettidig omhu og mådehold. Hun ser splinten i sin broders øje, men ikke bjælken i sit eget.
Pengene begyndte at "fosse" eller snarere sive ned i de offentlige kasser godt hjulpet af forøget økonomisk aktivitet og faldende arbejdsløshed trukket af billige penge fra Danmarks Nationalbank.
Det fik VK-regeringen til at revidere sin opfattelse af behovet for mådehold med de offentlige udgifter. SR-regeringens 2010-plan med en målsætning om, at det offentlige forbrug kun skulle vokse med 0,5% om året (i faste priser). I første omgang overtog regeringen 2010-planen, men udgifterne begyndte at vokse hurtigere, fordi VK-regeringen ikke kunne eller ikke ville kontrollere væksten i de offentlige udgifter. Ministrene levede nemlig i en rus af opsving.
Finansminister Thor Pedersen talte om, at "Danmark kunne købe hele verden" (ligesom som islændingene, ikk?). Arbejdsminister Claus Hjort Frederiksen tordnede mod liberale i og uden for Venstre, der ville holde igen på de offentlige udgifter og have gennemført reformer. Hjort Frederiksen mente ikke, at borgerlige vælgere, der lige havde købt et samtalekøkken, kunne forstå, hvorfor der ikke (også?) var råd til "gratis" skolemad og moderne klasselokaler. - Måske havde forældrene netop investeret i disse samtalekøkkener, så de kunne tale med deres unger, mens de smurte madpakker? I så fald har forældrene grund til at ægre sig dobbelt i dag. En ting er, at de har købt køkkenet for lånte penge og derfor nu kæmper med at konsolidere deres privatøkonomi. Men de er også blevet snydt af VK-regeringen, der vil fratage dem dette personlige ansvar for mad og tvangskollektivisere denne velfungerende del af civilsamfundet. Stakkels unger, for hvilken kommune kan dog levere samme service og kvalitet som mor og far?
De offentlige udgifter løb løbsk under skiftende Anders Fogh Rasmussen regeringer. VK-regeringen lod fra 2001 til 2007 de offentlige udgifter stige dobbelt så meget, som Poul Nyrup Rasmussen havde planlagt. 39 mia. kr. mod 21 mia. kr. Pengene fossede ud af statskassen, men takket være den ekstraordinære høje økonomiske aktivitet i perioden, kunne VK-regeringen alligevel fremlægge overskud på statsbudgettet. I sommeren 2007 erstattede VK-regeringen så 2010-planen med 2015-planen, der planlægger en vækst i det offentlige forbrug på 1% frem til 2012 og 0,8% herefter frem til 2015. 2015-planen fastsatte også en grænse for det offentlige forbrug: Det skulle ikke andrage m end 26,5% af bruttonationalproduktet.
Det loft på 26,5% er for længst brudt, ikke kun på grund af væksten i de offentlige udgifterne, men også på grund af lavere økonomiske aktivitet. I år når Danmark op på 28,6 % og næste år 28,7 % (og det er ifølge CEPOS værre end under Anker Jørgensen). Samtidig har Danmark et dundrende underskud på statsbudgettet på 86 mia. kr. (svarende til rundt regnet 15.000 kr. per indbygger fra 0 til 100 år).
Det er ikke noget at sige til, at statsbudgettet går fra overskud til underskud midt i en økonomisk krise. Men det er uholdbart, at VK-regeringen ikke har udvist rettighed omhu og styrket økonomien med de nødvendige reformer af dagpenge, førtidspension, pensionsalder samt bragt den offentlige sektor ned på et mere overkommeligt niveau. En borgerlig regering bør og skal sørge for, at der bliver udvist mådehold med det offentlige forbrug og den bør og skal flytte opgaver fra stat og kommuner til civilsamfund og marked. Men det, der er sket under VK-regeringen, hører hjemme i småtingsafdelingen. - Og så tillader den konservative partileder og økonominister Lene Espersen sig ovenikøbet at bebrejde borgerne for ikke at udvise rettidig omhu og mådehold. Hun ser splinten i sin broders øje, men ikke bjælken i sit eget.
Abonner på:
Opslag (Atom)