Kritik af klimakommissionens konklusioner

Energiøkonom Jørn Thulstrup, Institute for Consumer Demand Research, kritiserer i en kronik i Berlingske Tidende (5/10) kritiserer i en kronik konklusionerne i Klimakommissionens betænkning. Klimakommissionen konkluderede, at det ville være muligt for Danmark at blive uafhængig af fossile brændstoffer på 40 år og at det ikke ville koste noget.

Klimakommissionens konklusion bygger på antagelser om begrænset mængde fossile brændstoffer i undergrunden og en antagelse om stigende oliepriser. Thulstrup mener, at begge antagelser er forkerte. Der er store områder, der er uudforsket. 2/3 af alle efterforskningsboringer er foretaget i USA, der har dækker 7% af jordens areal. Samtidig bliver udvindingsteknologien løbende forbedret. Og prisen på olie vil på langt sigt bestemt af udvindingsomkostninger (som ligger på 40 USD per tønde råolie), men den nuværende pris i høj grad er (politisk) kontrolleret af olieproducerende lande.

Endelig vil en større satsning på vindmøller, som foreslået af Klimakommissionen, fordyre den i forvejen dyre danske energiproduktion, blandt andet fordi produktionsomkostninger er højere end markedsprisen (og derfor skal subsidieres, hvilket sker ved at tvinge forbrugerne til at aftale el til overpriser) og det er vanskeligt at komme af med overskud af vindstrøm (ligesom det vil blive dyrere at købe el på markedet, når der er underskud af vindstrøm).

Klimakommissionens konklusionen hviler på de antagelser, der ligger til grund. Hvis olieprisen ikke stiger, vil Klimakommissionens anbefalinger blive et dyrt eksperiment for Danmark. Der er mere rette tale om en satsning.

I øvrigt giver Thulstrup lobbyister i henholdsvis olie- og klima-industrielle kompleks æren for forestillingen om, at olien er ved at slippe og at prisen vil stige:

"Atomkraftindustrien, olieselskaberne og de olieproducerende lande, OPEC, havde fælles interesser i at tale olieprisen op, og selv iklædt en grøn kåbe har de fortsat samme interesse. De suppleres nu af vindmølleindustrien, bioetanol-producenter og andre grønne kræfter, der dygtigt lobbyer offentlighed og politikere".

Og medierne bærer en del af ansvaret for ukritisk at bringe ensidige historie. Thulstrup kalder dem for de sorte og grønne lejesvende.

Grønne job med røde tal

Præsident Barack Obama vil anvende amerikanske borgere (fremtidige) skattekroner på at skabe grønne jobs i amerikansk økonomi. Det slog Obama til lyd for i sidste uge i hans State of the Union og det er en del af budgettet for 2011. Obama vil have, at amerikanere skal lære af de europæiske erfaringer og overhale Europa, når det gælder skabelsen af grønne jobs.

WSJ (1/2) har kigget på de tyske og spanske erfaringer med at skabe grønne jobs. Det giver røde tale på bundlinjen. Ikke alene er sol- og vindenergi med til at øge omkostningerne forbrugerne. Men jobbene koster også samfundet. I Tyskland har man beregnet, at prisen for grønne job er 1,3 mill. kr., mens prisen i Spanien er helt oppe på 6,0 mill. kr. Der er altså røde tal på bundlinjen.

Det viser, at det er en dårlig ide, når politikere forsøger at udvælge fremtidens vinderindustrier med skatteborgernes midler som indsats. Statsstøtte til virksomheder, som udvikler "grønne" produkter eller skaber "grønne" jobs, er også en dårlig. Hvis regeringen endelig skulle blande for at beskytte miljøet eller klimaet, bør det ske ved afgifter, som pålægges alle. Så kan politikerne trygt overlade det til markedet at sørge for en hensigtsmæssig fordeling af ressourcerne.

VK-regeringen kunne også lære af erfaringerne i Tyskland og Spanien. Regeringen støtter skabelsen af "grønne" jobs i Danmark med direkte og indirekte statsstøtte. Det er afsat milliardbeløb på finansloven til energi- miljøindustrien, ligesom danskerne gennem en planøkonomisk energipolitik er tvunget til at subsidiere elproduktion fra vindmøller. Det er også her en kostbar affære for skatteyderne.

Hvilken konsensus om klima?

Der er ofte en voldsom rivalisering mellem forskere - og klimaforskning er ingen undtagelse. Jeg faldt over en artikel fra sidste år i Ingeniøren, da jeg søgte på nettet. Den beskriver de forskellige forskermiljøer i Danmark, der arbejder med klimaet.

Ifølge forfatteren er forskermiljøet i Danmark er inddelt i to hovedgrupper omkring hhv. professor Eigil Kaas og professor Henrik Svensmark. Mens den førstnævnte gruppe mener, at klimaforandringer hovedsageligt er en menneskeskabt drivhuseffekt, mener sidstnævnte gruppe, at forandringerne hovedsageligt er naturlige og kan forklares med eksempelvis f.eks. solens aktivitet og den kosmiske stråling.

Klima sat i perspektiv

Det er altid en god ide at sætte tingene i perspektiv. Det gør denne serie grafer over historiske temperaturer offentliggjort af Carsten Valgreen på Punditokraterne.dk: Klima sat i perspektiv.

Boganmeldelse: Det ustyrlige klima

Steen Leth Jeppesen anmelder Ole Humlums nye bog "Det ustyrlige klima – eksperternes vej fra forskere til flagellanter" på 180grader.dk (7/12). Bogen er udgivet af Trykkefrihedsselskabets Bibliotek.

Man kan undre sig over, at Trykkefrihedsselskabet er nødt til at udgive klimaskeptiske bøger. Men det er næppe overraskende, når førende klimaforskere med tilknytning til Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC) forsøger at undertrykke kritikere, manipulere med data og nægter at lade klimaskeptiske forskere gennemgå rådata. Eller når det foreslås, at klimabenægtelse skal være ulovligt som i Australien. Eller når klimaskeptiske forskere trues på livet som Kanada. Eller når formanden for regeringens Klimakommission i en kronik i Politiken for nylig slår til lyd for, at medierne skulle undlade omtale af kritiske ekspertudsagn. Det er, som Leth Jeppesen skriver, ganske tankevækkende.

Tankevækkende at en borgerlig på den måde lægger sig fladt på maven for disse moderne vækkelsesprædikanter, som ikke tåler at blive modsagt. Uanset om man er enig eller ej, så er det værd at høre andre synspunkter om en sag.

Det virkelige klimaproblem ifølge IPCC-formand Rajendra Pachauri: Vestlig livsstil

Rajendra Pachauri, der er formand for Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC), gav et interview til The Observer (29/11). Heri efterlyser han et radikalt værdiskifte i den vestlige verden og efterlyser et "bæredygtigt forbrug" og fortsætter:
Pachauri foreslår, at bl.a. hotelgæster skal afregne deres energiforbrug direkte, at flyrejser pålægges høje afgifter og at kødforbruget skal nedsættes.

"Today we have reached the point where consumption and people's desire to consume has grown out of proportion. The reality is that our lifestyles are unsustainable."

Pachauri uddyber sine radikale politiske ideer sin blog. Her er et par citater (fremhævelserne er mine):

".......the capitalist drive for greater and greater consumerism as a self defeating system, because the impacts of greater consumption of goods and services are resulting today in the problem of climate change, massive loss of biodiversity and certainly degradation of ecosystems across the planet".

"There is, of course, also a need for reorienting the mindsets of adults, so that ethics play a larger role in economic decision making and moral standards are raised higher in public life. All this may seem like a tall order, but it is entirely possible that with a confluence of the current economic downturn, growing concerns about climate change and widening disparities between rich and poor, we may just become collectively conscious of changes that are needed to be brought about".

"New attitudes and thoughts influencing human society are often stalled by heavy inertia. It is for this reason that historically every new piece of revolutionary knowledge has been met with strong resistance, if not hostility, in almost every case of new knowledge that has emerged in the past".

Det sidste citat er fra 13/8, hvor Pachauri skriver giver sig i kast med ny viden, økonomisk teori og markedsfejl. Her får han udnævnt John K. Galbraith som det 21. århundredes Giordano Bruno (en videnskabsmand, der brændt som kætter i middelalderen), altså en person, som først vil opnå anerkendelse efter længe efter sin død for sin indsigter. Mon dog?

Men det er rigtigt, at eksistensen af negative eksterne effekter (forurening) udgør et problem, men økonomiske teori er længere end det stadie, hvor markedsfejl automatisk fører til krav om regulering. Økonomisk teori har i de seneste 50 år påvist fejl i politiske beslutningsprocesser, som vil forringe velfærden. En af disse fejl er, at særinteresser har lettere ved påvirke politikere til at tage beslutninger, som gavner dem på bekostning af flertallet. Sådanne særinteresser kunne eksempelvis være dem, der er findes i det klima-industrielle kompleks og som disse dage ser ud til at have held med deres massive lobbyindsats for regulering af menneskers CO2 udledning.

Men med de synspunkter, som Pachauri giver udtryk for, er der intet overraskende i, at han er begejstret for Galbraith, som siden udgivelsen af The Affluent Society i 1958 har givet udtryk for nogenlunde samme forargelse over forbrugerisme, som Pachauri gør i interviewet og på sin blog. Men det er en politisk dagsorden, ikke en videnskabelig.

Pachauri har dog ret i en ting: Ny revolutionerende viden bliver ofte mødt med stærk modstand. Sagen er bare, at Pachauri i dag er blandt dem, der udøver denne modstand. Pachauri repræsenterer vor tids Katolske Kirke, den etablerede sandhed, som afviser ny viden og forfølger kættere. Dagens revolutionerende viden er eksempelvis den om solens aktivitet, der kan forklare udviklingen i jordens klima.

Ingen sikker viden om klima

Professor i meterologi, Richard S. Lindzen, Massachusetts Institute of Technology, har et indlæg i WSJ (1/12) om hvad videnskaben ved og ikke ved om klimaet og klimaforandringer. Han konkluderer, at der ikke er sikker viden om klimaet og at katastrofemeldingerne er uden hold i den viden, man har i dag. Citat:

" The notion that complex climate "catastrophes" are simply a matter of the response of a single number, GATA, to a single forcing, CO2 (or solar forcing for that matter), represents a gigantic step backward in the science of climate. Many disasters associated with warming are simply normal occurrences whose existence is falsely claimed to be evidence of warming. And all these examples involve phenomena that are dependent on the confluence of many factors.

Our perceptions of nature are similarly dragged back centuries so that the normal occasional occurrences of open water in summer over the North Pole, droughts, floods, hurricanes, sea-level variations, etc. are all taken as omens, portending doom due to our sinful ways (as epitomized by our carbon footprint). All of these phenomena depend on the confluence of multiple factors as well.

Consider the following example. Suppose that I leave a box on the floor, and my wife trips on it, falling against my son, who is carrying a carton of eggs, which then fall and break. Our present approach to emissions would be analogous to deciding that the best way to prevent the breakage of eggs would be to outlaw leaving boxes on the floor. The chief difference is that in the case of atmospheric CO2 and climate catastrophe, the chain of inference is longer and less plausible than in my example".

Klimasvindel i New Zealand

Lektor Christian Bjørnskov beretter på Punditokraterne om en skandale med fiflen med klimadata i New Zealand. Se her.

Første konspirationsteori om klimakriminalitet

Offentliggørelsen af emails og andre dokumenter fra klimaforskere på Climatic Research Unit på University of East Anglia, der viser at forskerne handlet imod videnskabelig praksis, var ikke mange dage gammel førend den første konspirationsteori så dagens lys. Og det er hverken i Ekstrabladet eller B.T., men derimod i en blog af Lars Henrik Aagaard på Berlingske Tidende. Under overskriften "Klimakriminalitet" lancerer han en teori om, at "den såkaldte klimabombe er .... bevidst detoneret bare 14 dage før" det globale topmøde i København. Hackerne "har naturligvis bevidst udplukket de mails, der kan fremme skeptikernes sag". Og "hensigten er selvfølgelig at forplumre billedet af en stort set enig klimavidenskab og drage dens motiver og resultater i tvivl i håb om at svage politikere vil lytte til dette resultat af en kriminel handling".

Javel, ja. De onde hackere vil selvfølgelig forhindre, at de gode klimaforskere får politikerne til at redde verden fra katastrofen. Klimaforskerne har godt nok gemt data for andre forskere, fiflet lidt med tallene, forsøgt at forhindre skeptikerne i at komme til orde i faglige tidsskrifter og slettet dokumenter, som er omfattet af offentlighedsloven, men det er jo alt sammen sket i den gode sags tjeneste. Og selvom om de ikke kan forklare, hvad der går galt i modellerne, tvivler de ikke, når de rådgiver resten af verden, for de er jo oppe mod onde klimaskeptikere og hackere. Og hvem er det så, der står bag hackerne? Lad mig komme med et bud, så Aagaard kan krydre sin konspirationsteori: Det er en sammensværelse af olieindustrien, Bush-familien, Saudiarabien, Vladimir Putin, Opus Dei og Blofeld.

Climagate: Følg pengene

Det hjælper ofte at kigger på de økonomiske incitamenter, når man skal forstå menneskers handlinger. Hvis mennesker har noget i spil, reagerer de anderledes end de ellers ville. Hvis de har meget på spil, reagerer de meget anderledes. Det gælder også klimaforskere, virksomheder og miljøorganisationer.

Wall Street Journal havde i går en leder, der beskriver, hvordan klimaforskere er blevet forgyldt i takt med at de har ringet med alarmklokkerne for verden klima. Det gælder ikke mindst direktør Phil Jones fra University of East Anglias Climate Research Unit (CRU), der forleden kunne se sine egne mails og andre afslørende dokumenter offentligjort på en russisk server. De viste, at klimaforskerne på CRU og andre steder bevidst har forsøgt at ødelægge dokumenter omfattet af offentlig aktindsigt, at udelukke dissiderede kollegaer fra at komme til orde og blive taget seriøst og at fifle med dataserier, så de passede bedre med en på forhånd vedtaget version af virkeligheden.

Forskningsbudgetterne er mangedoblet siden 1994, hvor den første FN konvention om klimaændringer blev vedtaget. Det har CRU og andre forskningsinstitutter nydt godt af. Men som redaktør Bret Stephens gør opmærksom på i WSJ, så stopper det jo ikke der. De stimuleringspakker, som regeringer verden over har vedtaget i løbet af de seneste år, indeholder således store "grønne" investeringer. Han henviser til en rapport fra HSBC, som skønner, at 15% af stimuleringspakkerne, svarerende til 430 mia. USD, går til "grønne" investeringer, herunder udvikling af bioethanol og alternative energikilder. En lang række private selskaber står altså til at vinde på frygten for klimaforandringer, herunder blandt andet Kleiner Perkins, som tidl. vicepræsident og modtager af Det norske parlaments Fredspris, Al Core, er medejer af.

Der er også en række miljøorganisationer, som kan se med tilfredshed på udviklingen og som vinder på, at der bliver kimet med alarmklokkerne. Med Stephens ord:

"Today these groups form a kind of ecosystem of their own. They include not just old standbys like the Sierra Club or Greenpeace, but also Ozone Action, Clean Air Cool Planet, Americans for Equitable Climate Change Solutions, the Alternative Energy Resources Association, the California Climate Action Registry and so on and on. All of them have been on the receiving end of climate change-related funding, so all of them must believe in the reality (and catastrophic imminence) of global warming just as a priest must believe in the existence of God".

Hele denne gruppe af særinteresser, som nyder godt af verdens angst for klimaforandringer, kaldte Bjørn Lomborg tidligere på året meget rammende for "det klima industrielle kompleks". Det er en elegant omskrivning det det kompleks, som præsident Dwight D. Eisenhower kom med en advarsel imod i sin afskedstale til nationen i 1961:

"In the councils of government, we must guard against the acquisition of unwarranted influence, whether sought or unsought, by the militaryindustrial complex. The potential for the disastrous rise of misplaced power exists and will persist.

We must never let the weight of this combination endanger our liberties or democratic processes. We should take nothing for granted. Only an alert and knowledgeable citizenry can compel the proper meshing of the huge industrial and military machinery of defense with our peaceful methods and goals, so that security and liberty may prosper together"

Det er i det mindste til at forstå, hvorfor særinteresserne i det miljø industrielle kompleks ikke ønsker, at forskere med andre synspunkter kommer til orde og lufter deres skepsis. Men alle andre, herunder til skattebetalere, forbrugere og oplyste borgere, har interesse i og krav på, at der blev talt åbent og ærligt om klimaforandringerne og menneskers indflydelse herpå.

Klimavidenskabens sande ansigt

Civilingeniør Karl Iver Dahl-Madsen har et indlæg på punditokraterne.dk om klimavidenskaben efter afsløringerne af lurvet professionel moral hos ledende klimaforskere i England. Læs fulde indlæg her.

Fornuft og følelser om klima

Der er ikke mange uger til, at verdens lande samles i København for at diskuterer en international aftale, som skal begrænse udledningen af CO2. Grundlaget for diskusionen om aftalen er naturligvis, at der er nogenlunde sikker viden om følgende: 1) At jordens temperatur stiger, 2) At temperaturstigningen er skabt af mennesker gennem CO2 udledning, 3) At en international aftale om reduktionen i udledningen af CO2 vil standse temperaturstigningen og 4) At det vil have en nogle gavnlige konsekvenser. (Det er dog ikke er det samme som at det er en samfundsøkonomisk fornuftig investering).

Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC) har nu hævdet i nogle år, at denne viden var så godt sommer sikker: At temperaturstigningen er menneskeskabt og at en begræsning af CO2 udledningen vil stoppe temperaturstigningen. Der synes at være en udbredt konsensus blandt meterologer, som arbejder for IPCC. Skeptikerne er mere eller mindre marginaliseret. Deres synspunkter kommer ikke med i IPCC-rapporterne, selvom der er rejst kritik af blandt andet klimamodellernes evne til at forudsige den globale temparatur, herunder den manglende temparaturstigning i de sidste 10 år.

Nu har unavngivne hackere så offentliggjort over 1.000 emails og 2.000 andre dokumenter, som er stjålet fra the Climate Research Unit ved East Anglia University i Storbritannien. Dokumenterne ligger på en server i Rusland til frit gennemsyn for pressen (se NYT 20/11 og WSJ 23/11) og andre. Det tegner et mildest talt meget grimt billede af forskermiljøet omkring klimaforandringer. Korrespondancen viser med al tydelighed, at forskerne har svært ved at skelne fornuft og følelser. Der er en korrespondance mellem trosfæller, som stort set handler at miskreditere sine modstander (altså akademikere, som ikke deler ens syn), at forhindre dem i at komme til orde i tidsskrifter og rapporter, at holde data tilbage for kritikere og i det hele taget at underminere skeptikere, der ikke helt har købt den rette teori om samenhængen mellem menneskers CO2 udledning og temperaturstigninger på gloden. Korrespondancen viser tilmed, at tilhængerne af den politisk korrekte version koordinerer deres forsøg på forhindre skeptikernes aktiviteter.

Det ville ikke have overrasket, hvis det nu havde været en intern mail korrespondance fra Greenpeace eller andre fanatiske miljøorganisationer. Men det må alligevel overraske, når det kommer fra forskerne, som gerne vil have andre til at tro, der repræsenterer viden og fornuft. De er simpelthen utroværdig, når de i den grad lader sig styre af følelser. Der er langt fra dette klimaforskermiljø til det idealbillede for naturvidenskab, som professor Karl Popper opstillede i sine arbejder om videnskabsteori. Popper beskrev et miljø, hvor forskere kunne fremsætte hypoteser og hvor forskere oplever det som en styrke, at andre forskere forsøger at falsificere hypoteserne. Det virker snarere som en miljø, hvor man ikke skal opstille "forkerte" hypoteser og slet ikke skal forsøge at falsificere gældende teorier om jordens opvarmning.

Nu er videnskaben om klimaforandringer jo ikke et område, som kan gøres til genstand for laboratorieforsøg eller kontrollerede eksperimenter. Det er i sagens natur en område med inkomplette dataserier, hypoteser om mange typer af samhænge og derfor modeller, som forsøger at ekstrapolere data om jordens klima og temperatur mange år ud i fremtiden. Det er i sagens natur spekulativt og modellerne vil i høj grad afhænge af menneskelige vurderinger. Når følelserne kan gå så højt (og det helt til, at en forsker skriver, at han har lyst til at tæske en kollega med en anden mening), som korrespondancen viser, skyldes det, at mennesker kan vurdere forskelligt. Så i nogle spørgsmål bliver det mere et spørgsmål om tro og mindre om viden (hvilket altid gælder, når man bruger modeller).

Men følelser er ikke det eneste, som er ude af kontrol. Klimamodellerne er åbenbart også. De kommer i hvert fald til kort, når det gælder om at forudsige temperaturstigningen. Professor Peter Kurrild-Klitgaard har fundet et par citater i materialet, som han videregiver på Punditokraterne.dk og her bringer jeg blot et mindre uddrag:

"The fact is that we can’t account for the lack of warming at the moment and it is a travesty that we can’t."

...

"Our observing system is inadequate.“

Tydeligere kan det vel ikke siges.

Farlige klimaalliancer

Christopher Arzrouni havde en glimrende klumme på Jyllandsposten i går om udsigten til ballade under klimatopmødet i København fra venstreekstreme ungdomsaktivister. Christopher viser, hvordan der er en alliance mellem de unge venstre-orienterede ballademagers organisationer og de "pæne" organisationer som eksempelvis People's Climate Action, der modtager statsstøtte på 20 mio. kr. fra Udenrigsministeriet.

Tro nu ikke, at People's Climate Action er en folkebevægelse. Nej, tværtimod. Det er såmænd en paraplyorganisation bestårende af blandt andet Forbrugerrådet, Mellemfolkeligt Samvirke, Sex og Samfund m.v. Det er med andre ord tordenskjolds soldater fra det venstreorienterede og kulturradikale miljø i Danmark.

Hvorfor er organisationer, der agiterer for venstreorienterede synspunkter, altid organiserede som paraply-organisationer, mens de forsøger at give indtryk af at være folkelige? Forbrugerrådet er et andet eksempel på en sådan paraplyorganisation. Forbrugerrådet forsøger ligeledes at give indtryk af folkelighed, men organisationen består hovedsageligt af forbund og venstreorienterede foreninger og repræsentere stærkt venstreorienterede synspunkter vendt mod forbrugerne, f. eks. støtte til lukkelov og modstand mod reklamer. Og så er Forbrugerrådet i øvrigt også på Finansloven i lighed med Mellemfolkeligt Samvirke.

Det er uforståeligt, at venstreorganisationede paraply-organisationer som Forbrugerrådet og Mellemfolkeligt Samvirke stadig optræder på finansloven efter snart 8 år med borgerlig regering. VK-regerigen lagde godt ud med borgerlig kulturkamp og kamp mod smagsdommeri, men denne kulturkamp er åbentbart indstillet. Hvad er grunden til, at udenrigsministerog Hopalong Cassidy-kender Per Stig Møller, bevilger 20 mio. kr. fra statskassen til People's Climate Action? Er der ikke klimaproganda nok i forvejen fra det klimaindustrielle kompleks? Pengene fosser ud af statskassen og VK-regeringen opfører sig som en socialdemokratisk regering med uddeling af penge til højre og venstre. Og rettere: Til venstre og venstre!


PS: I øvrigt burde Jyllandsposten overveje nøjere, hvem de giver adgang til tastaturet og avisen hjemmeside. Der er hele 2 stavefejl i Christophers navn og selvom det ikke er helt så nemt at stave til som Bent Hansen eller Søren Jensen, er det dog pinligt, at man ikke hos JP formår at stave til egne skribenters navne!

Hvad er der blevet af den globale opvarming?

Verdens temperatur stiger ikke længere og højeste niveau blev nået i 1998, og hverken i 2007 eller 2008. Det skriver BBC News (9/10). Klimamodellerne har ellers forudset, at verdens temperatur ville fortsætte med at stige som følge af den menneskeskabte stigning i CO2-udledningen. Men når modellerne ikke kan komme med forudsigelser, der holder i den virkelige verden, skaber det naturligvis debat. Noget tyder på, at der er variable, som ikke er godt nok medtaget i meterologernes klimamodeller. I henhold til BBC News er det indflydelsen fra solen og havet. Og der er to udlægninger af afvigelsen af den længerevarende trend, som er forudset af IPCC. Den ene skole siger, at det blot er en lille midlertidig afgivelse. Den anden skole siger, at der er tale om en mere fundamental afvigelse. Den første mener, at vi når tilbage på 1998-temperatur i løbet af nogle få år, mens men anden mener, at vi først når der omkring 2030. Debatten om hvorvidt klimaændringer er naturlige eller menneskeskabte fortsætter altså alt imens politikere har travlt med at forberede klimatopmødet i København.

Det klima-industrielle kompleks

Der er næppe tvivl om, at en række virksomheder og organisationer har meget at vinde på at fremme drastiske indgreb mod klimaændringer. Det vil med sikkerhed føre til ressourcespild. Bjørn Lomborg havde en artikel i WSJ (22/5) om det nye klima-industrielle kompleks, som i disse år udøver massiv påvirkning af politikken i USA, Europa og andre steder.