Government and the Uncertainty Trap

Senior økonom Thomas F. Siems, Federal Reserve Bank i Dallas, skriver i WSJ (7/8), at amerikansk økonomi ikke er fanget i likviditetsfælde, men derimod i en usikkerhedsfælde. Virksomheder, forbrugere og investorer mangler klarhed over fremtidige skatter og reguleringer i USA.


Siems konkluderer:

"It is plain that the government must now take much more seriously the effects of its actions on the general uncertainty and lack of confidence pervading the economy. Congress and other policy makers need to recognize that incentives matter, and that the potential for unintended consequences from interventionist strategies is not insignificant.

No amount of new legislation alone will prevent the next panic. But incentives that allow entrepreneurs and other investors the freedom to take risks and reap the rewards—and to also suffer the consequences of their actions should things not go as they planned—will ultimately drive better behavior and growth.

Policy makers also need to present a credible plan to deal with the national debt. Citizens are rightly concerned about the unsustainably high levels of deficit spending and the effects this will have on future generations. Taxpayers understand that there's no such thing as a free lunch.

Expanding bureaucracies and government control of industries and economic sectors (think health care, financial services, housing) are antithetical to the principles of free enterprise that foster industry and opportunity. They put our economic future at risk".

Keynesianerne har intet lært

Niall Ferguson skriver i FT (19/7) om keynesianerne, som intet har lært af historien. Det referere hele tiden til 1930'erne, men de har ikke lært af fejltagelserne i den økonomiske politik i senere år.

Ferguson refererer bl.a. til professor Thomas Sargent papir fra 1981 "The Ends of Four Big Inflations", som foreslog, at radikalt politikskifte var vejen ud af højinflation, arbejdsløshed og gældsætning. Et sådant skifte blev gennemført i Storbritannien, USA og Danmark af henholdsvis premierminister Margaret Thatcher, præsident Ronald Reagen og statsminister Poul Schlüter. Her er konklusionen fra Fergusons artikel:

"The evidence is very clear from surveys on both sides of the Atlantic. People are nervous of world war-sized deficits when there isn’t a war to justify them. According to a recent poll published in the FT, 45 per cent of Americans “think it likely that their government will be unable to meet its financial commitments within 10 years”. Surveys of business and consumer confidence paint a similar picture of mounting anxiety.
The remedy for such fears must be the kind of policy regime-change Prof Sargent identified 30 years ago, and which the Thatcher and Reagan governments successfully implemented. Then, as today, the choice was not between stimulus and austerity. It was between policies that boost private-sector confidence and those that kill it".

Desværre har USA ikke en Ronald Reagan, som kan gennemføre et radikalt politikskifte, men en administration, som er ved at gældsætte USA i et omfang, der ikke er set siden 2. verdenskrig ("it is world war finance without the war") og som vil reducere væksten i den amerikanske økonomi i fremtiden.

Sparsommelighed eller mere stimulering af økonomien (II)

Den økonomiske side af debatten om øget stimulering af økonomien versus sparsommelighed handler om betydningen af forventninger. Hvis regeringen øger budgetunderskuddet ved at øge udgifterne eller sætte skatterne ned, vil det så blot øge den økonomiske aktivitet? Eller vil det få borgerne og virksomheder til at forbruge og investere mindre, fordi de forventer, at regeringen på et eller andet tidspunkt bliver nødt til at hæve skatterne?

Professor Paul Krugman repræsentere den skole, som mener, at regeringen skal øge udgifterne og burde have brugt flere penge på stimulering af økonomien. Professor Greg Mankiw repræsentere den anden skole, som ikke mener, at regeringerne kan øge udgifterne eller budgetunderskuddet uden at det har konsekvenser for forbrug og investeringer.

Sparsommelighed eller mere stimulering af økonomien

Skal regeringerne stimulere økonomien yderligere eller skal regeringerne spare og nedbringe de store budgetunderskud? Dette spørgsmål blev diskuteret af regeringscheferne på det seneste G20 i Toronto og det diskuteres ligeledes blandt økonomer.

På G20 topmødet ønskede den amerikanske præsident Barack Obama yderligere stimulering af økonomien (mest fra andre lande), mens forbundskansler Angela Merkel og premierminister David Cameron stod for sparsommelighed. Europa og USA synes således at gå hver sin vej. I EU er regeringerne forpligtet til at nedbringe underskuddet over de næste par år, så de opfylder Vækst- og Stabilitetspagten. Adskillige medlemslande har også så store underskud, at de er i farezonen for at komme ud i en situation, der minder om den, Grækenland var i, hvor det var vanskeligt at finansiere statsunderskuddet.

Det er i vidt omfang forskellige erfaringer, som præger debatten. Frankfurter Allgemeine Zeitung havde en artikel forud for G20 topmødet i Toronto (26/6), hvor man pegede på forskellige historiske erfaringer. De tyske erfaringer med en galopperende inflation i 1920'erne og de amerikanske erfaringer med den langtrukne depression i 1930'erne. Tyskerne har lært, at inflation er ødelæggende for økonomisk stabilitet og vækst. Endvidere at store underskud kan få seddelpressen til at køre. Amerikanerne at store budgetunderskud kan skubbe gang i økonomien.

Men også andre forhold spiller ind. Tyskland og EU har flere "automatiske stabilisatorer" indbygget i økonomiem end USA, så behovet for stimuleringspakker er selvsagt mindre. En stor del af stimuleringspakkerne i USA er netop til arbejdsløshedsunderstøttelse og sygeforsikring (som amerikanere mister, når de mister deres arbejde) samt bloktilskud til delstaterne, så de kan fastholde antallet af offentligt ansatte. I Tyskland og resten af EU sker denne "stimulering" automatisk, da EU-landene har mere fintmaskede sociale sikkerhedsnet end USA. Et andet forhold, som påvirker amerikanernes villighed til at stifte gæld, er, at dollaren stadig er resevevaluta i mange lande, hvilket alt andet lige gør det lettere at låne.

Man skal heller ikke være blind for de politiske budskaber målrettet egne vælgere. Præsident Barack Obama er efterhånden nået så langt ind i sit embedsperiode, at han ikke længere kan skyde skylden for alle problemerne over på sin forgænger. Han har ansvaret nu og har øget de offentlige udgifter markant med løfter bedre tider. Når man ikke længere kan give forgængeren skylden, vil regeringer typisk forsøge sig med udlandet. Og her følger Obama gængs praksis for regeringsførelse. Hvis der ikke er gang i den amerikanske økonomi, er det fordi tyskerne er sparsommelige og kineserne fifler med deres valutakurs, er budskabet fra Washington til amerikanske vælgere, som skal til stemmeurnerne til november.

Omvendt kan man sige, at forbundskansler Angela Merkel og hendes tyske regering har et behov for at fremstå mere konservative end de i virkeligheden er. Udgiftspolitikken er nok holdt i mere stramme tøjler end i USA, men koalitionsregeringen i Berlin er jo ikke høge. Befolkningen nærer også en berettiget dyb skepsis overfor hjælpeprogrammet for den græske stat, hvor der synes bøjet en paragraf eller to i forhold i Vækst- og Stabilitetspagten. Der er skepsis overfor skæbnefælleskabet med svage økonomier i EU gennem den fælles mønt. Så på begge sider af Atlanten har politikerne noget at vinde på debatten, selvom de ikke bliver enige.