Den tikkende gældsbombe

Die Spiegel bragte i sidste uge tre artikler, der med avisen egne ord beskriver, hvordan EU skabte verdens mest "ustabile valuta" og fik tilskyndet en kraftig forøget gældsætning i Europa. Altså hvordan tyske og europæiske ledere "ofrede økonomiske principper til fordel for romantiske visioner".

Første artikel (5/10) beskriver euroens tilblivelse, der blev til med Maastricht Traktaten fra 1992. I henhold til denne traktat skulle bestå af 3 søjler, hvoraf den økonomiske søjle skulle færdiggøres med en økonomiske og monetær union. Ideen om fælles valuta var af ældre dato, men murens fald og foreningen af Tyskland fik franskmændene til at kræve det som pris for genforeningen. Ellers beskriver artiklen, hvordan euroen gik fra at være en medlemsklub, hvor der blev stillet krav til økonomiske politik og sanktioner for manglende overholdelse til en klub for alle uden sanktioner. Da landene skulle udvælges, var Tyske og europæiske politikere klar over, at grækerne og andre lande sminkede deres nationalregnskaber for at komme med i euroen og få adgang billigere statslån. Men politikerne overhørte bevidst advarsler fra økonomer og centralbankchefer. Udvælgelsen af lande, som kunne deltage i euroen, blev dikteret af politiske og ikke økonomiske hensyn. Forundskansler Helmut Kohl ønskede en historisk beslutning. Derfor fik Grækenland, Italien og Belgien lov til at kome med. Selv europæiske økonomer var dog også "romantiske og blinde overfor risici forbundet med den fælles valuta", skriver Die Spiegel og citerer professor Kenneth Rogoff, amerikansk økonom og tidligere cheføkonom for IMF. 

Anden artikel (6/10) viser, hvordan Grækenland udnyttede det nye medlemsskab af euroen til at skaffe billige lån uden at ændre den økonomiske politik.Grækenland fik oprettet et lånekontor, der fik til opgave at "skaffe så mange penge" som muligt gennem udstedelsen af euro statslån. Det var der stor efterspørgsel efter. Og artiklen beskriver også, hvordan Tyskland og Frankring fik fjernet sanktionsmulighederne, da disse lande tidligt fik problemer med at overholde kravene. Det var forbundskansler Gerhard Schröder, der førte kniven. Måske var det pinligt for Tyskland, at de skulle være første land, der ikke kunne overholde kravene, måske var det indenrigspolitik, men under alle omstændigheder sendte det et uheldigt signal til sydeuropæerne. Der sker ikke noget, hvis man ikke overholder kravene.

Sidste artikel (7/10) diskuterer hvilke muligheder, der er for at komme ud af den nuværende krise. Kort sagt findes der to muligheder: 1) En omfordelingsunion, "transfer union", hvor landene i nord med orden i økonomien i mange år ud i fremtiden vil overføre velstand til lande i syd med uorden i økonomien eller 2) en mindre monetær union, hvor kun lande med orden i økonomien deltager i den fælles valuta. Det betyder i hvert fald farvel til Grækenland og en statsbankerot, der vil ende op med at æde kapitalen op i nordeuropæiske banker og dermed staterne i form af redningspakker. Det er således som valget mellem pest og kolera.

Artiklerne giver samlet et godt overblik over statsgældskrisen og euroen, specielt med et tysk perspektiv. Det er særlig interessant, fordi tyskerne har jo ofret D-marken for euroen og Tyskland er toneangivende, når det gælder udviklingen af det europæiske samarbejde.

Stagflation igen

Stagflation, der er kombinationen af stagnation og inflation, er måske på vej tilbage til USA. Sidst USA oplevede kombination af inflation og høj arbejdsløshed var i 1970'erne. Det skriver professor Ronald McKinnon i WSJ (24/5). Fænomenet tilskrives pengepolitikken med quantitative easing (QE2) og renter nær nul.

Kriser er uundgåelige i en markedsøkonomi, men kollektivisering af tab fører til uansvarlig adfærd

Mandag holdt redaktør Rainer Hank, Frankfurter Allgemeine Zeitung, foredrag i CEPOS (31.1). I foredraget kom ind på årsagen til finanskrisen og gældskrisen i Europa blandt Euro-landene. Hank mener (som økonomerne John M. Keynes med "animal spirít", Joseph Schumpeter med "creative destruction" og den "østrigske" økonomiske skole med konkunkturcykelteori), at kriser er uundgåelige i markedsøkonomi, men at den kollektivisering af tab, som sker gennem støtteordningerne til finansielle institutioner og stater i økonomiske vanskeligheder, forstærker problemerne. Se foredraget på CEPOS hjemmeside.

Inflationen stiger i EU

Den lempelige pengepolitik i Euro-landene i kølvandet på finanskrisen er nu begyndt at sætte sine spor i priserne. Inflationen i december var for første gang over 2% i Euro-landene. I december 2010 steg priserne 2,2% i forhold til året før, mens inflationen var 2, 6% for hele EU. Det fremgår af seneste opgørelse fra  Eurostat (14.1). I Danmark var inflationen nu 2.8%. Det er særligt energipriserne, som har presset inflationen i vejret. Inflationen i EU varierer i øvrigt en hel del fra land til land, fra -0,8% i Irland til over 5% i Grækenland og Estland.

Den europæiske Centralbank (ECB) har offentliggjort nedenstående figur, der viser udviklingen i inflationen over tid siden starten af 1990'erne. Det fremgår af figuren, at EU havde relativ succes med at bringe inflationsrate ned i 1990'erne, mens EU-landene forsøgte af kvalificere sig til Euro-samarbejdet og konkurrence blev styrket med det indre marked. Men ECB har siden introduktionen af Euroen i 2000 har vanskeligheder ved at holde inflationen mellem 0% og 2%, som er målet for ECB. Faktisk har inflationen ligget over 2% det meste af det meste af tiden med undtagelse af de to perioder med økonomisk nedtur (2000-01 og 2008-09).

Den stigende inflationen er naturligvis konsekvens af den lempelige pengepolitik, som ECB har ført i lighed med andre centralbanker. Alligevel har ECB valgt at holde renten uændret efter det seneste møde i Styrelsesrådet (se pressemeddelelsen fra ECB 13.1). Det afgørende spørgsmål er naturligvis om ECB kan og vil stramme pengepolitikken hurtigt nok til at holde inflationen under kontrol.

Centralbankdirektør efterlyser besparelser på offentlige budgetter

Centralbankdirektør for Luxembourg, Yves Mersch, efterlyser i meget klare vendinger i WSJ (5.1) besparelser på de offentlige budgetter. Han skriver blandt andet:

"Now the time is near for policy makers to withdraw economic stimulus at a moderate but steady pace. Costly ad hoc measures should be replaced by rule-based, medium- to long-term oriented "Ordnungspolitik." This German expression describes the economic approach in which the state has a limited role, giving leeway to markets. Although it stresses the importance of setting up incentives properly, it abjures discretionary interference with the plans and actions of market participants".

Det er svært at være uenig!

EU-direktiv vil begrænse patienters adgang til behandling i udlandet

Formanden for Patientforeningen, Villy O. Christensen, skriver i en klumme på 180grader.dk (11/7), at forslaget til patientdirektiv vil begrænse borgerne adgang til behandling i andre EU-lande med tilskud fra hjemlandet. EU-direktivet stiller nemlig krav om forhåndsgodkendelse og mulighed for, at medlemsstaterne kan afvise tilskud til behandling, som ikke er godkendt i hjemlandet.

Det er reelt en indskrænkning af de rettigheder, som patienter har i dag, og som er blevet til på baggrund af EU-domstolens fortolkning af gældende direktiver. Det har ført til, at medlemsstaterne i en række tilfælde er blevet tvunget til at refundere udgifter til behandling i andre lande, også i tilfælde hvor behandlingen ikke var godkendt i medlemslandenes egen sundhedssystem.

Det nuværende system betyder, at det er vanskeligere for medlemsstaterne at kontrollere sundhedsudgifterne. For at kunne kontrollere udgifterne, skal medlemsstaten har med pris, mængde og patienternes adgang til forskellige typer af behandling. Medlemsstaterne har derfor en stærk interesse i at direktivet bliver vedtaget, hvilket formentlig også vil ske. Det er kun EU-parlamentet, som reelt kan stoppe dette direktiv.

Det vil betyde færre valgmuligheder for patienter i Danmark og andre lande med offentlige sundhedsvæsener (Italien, Spanien og UK). Direktivet spiller formentlig en mindre rolle for patienterne i lande, hvor sundhedsydelser finansieres af sygekasser (Holland og Tyskland) eller er meget fleksible (Frankrig).

I realiteten er problemet for patienterne ikke patientdirektivet. Problemet er, at sundhedsvæsenet i Danmark er organiseret efter den planøkonomiske model. Planøkonomi og valgfrihed er uforenelige størrelser. I planøkonomien overlader individerne ressourcerne til kollektive beslutningstagere, som overtager kontrollen med hvem, der får hvad hvornår. Planøkonomi er ensbetydende med overproduktion af visse ydelser, underproduktion af andre, køer, ringe service og lang ventetid.

Ligesom russerne ikke kunne få det planøkonomiske system til at levere noget så simpelt som fødevarer, kan det planøkonomiske system heller ikke levere noget så komplekst som sundhedsydelser til danskerne. Reel valgfrihed vil patienterne kun få, hvis danskerne afskaffer planøkonomien i sundhedssektoren. Ellers må de nøjes med et 2. eller 3. klasses system.

Sparsommelighed eller mere stimulering af økonomien (II)

Den økonomiske side af debatten om øget stimulering af økonomien versus sparsommelighed handler om betydningen af forventninger. Hvis regeringen øger budgetunderskuddet ved at øge udgifterne eller sætte skatterne ned, vil det så blot øge den økonomiske aktivitet? Eller vil det få borgerne og virksomheder til at forbruge og investere mindre, fordi de forventer, at regeringen på et eller andet tidspunkt bliver nødt til at hæve skatterne?

Professor Paul Krugman repræsentere den skole, som mener, at regeringen skal øge udgifterne og burde have brugt flere penge på stimulering af økonomien. Professor Greg Mankiw repræsentere den anden skole, som ikke mener, at regeringerne kan øge udgifterne eller budgetunderskuddet uden at det har konsekvenser for forbrug og investeringer.

Sparsommelighed eller mere stimulering af økonomien

Skal regeringerne stimulere økonomien yderligere eller skal regeringerne spare og nedbringe de store budgetunderskud? Dette spørgsmål blev diskuteret af regeringscheferne på det seneste G20 i Toronto og det diskuteres ligeledes blandt økonomer.

På G20 topmødet ønskede den amerikanske præsident Barack Obama yderligere stimulering af økonomien (mest fra andre lande), mens forbundskansler Angela Merkel og premierminister David Cameron stod for sparsommelighed. Europa og USA synes således at gå hver sin vej. I EU er regeringerne forpligtet til at nedbringe underskuddet over de næste par år, så de opfylder Vækst- og Stabilitetspagten. Adskillige medlemslande har også så store underskud, at de er i farezonen for at komme ud i en situation, der minder om den, Grækenland var i, hvor det var vanskeligt at finansiere statsunderskuddet.

Det er i vidt omfang forskellige erfaringer, som præger debatten. Frankfurter Allgemeine Zeitung havde en artikel forud for G20 topmødet i Toronto (26/6), hvor man pegede på forskellige historiske erfaringer. De tyske erfaringer med en galopperende inflation i 1920'erne og de amerikanske erfaringer med den langtrukne depression i 1930'erne. Tyskerne har lært, at inflation er ødelæggende for økonomisk stabilitet og vækst. Endvidere at store underskud kan få seddelpressen til at køre. Amerikanerne at store budgetunderskud kan skubbe gang i økonomien.

Men også andre forhold spiller ind. Tyskland og EU har flere "automatiske stabilisatorer" indbygget i økonomiem end USA, så behovet for stimuleringspakker er selvsagt mindre. En stor del af stimuleringspakkerne i USA er netop til arbejdsløshedsunderstøttelse og sygeforsikring (som amerikanere mister, når de mister deres arbejde) samt bloktilskud til delstaterne, så de kan fastholde antallet af offentligt ansatte. I Tyskland og resten af EU sker denne "stimulering" automatisk, da EU-landene har mere fintmaskede sociale sikkerhedsnet end USA. Et andet forhold, som påvirker amerikanernes villighed til at stifte gæld, er, at dollaren stadig er resevevaluta i mange lande, hvilket alt andet lige gør det lettere at låne.

Man skal heller ikke være blind for de politiske budskaber målrettet egne vælgere. Præsident Barack Obama er efterhånden nået så langt ind i sit embedsperiode, at han ikke længere kan skyde skylden for alle problemerne over på sin forgænger. Han har ansvaret nu og har øget de offentlige udgifter markant med løfter bedre tider. Når man ikke længere kan give forgængeren skylden, vil regeringer typisk forsøge sig med udlandet. Og her følger Obama gængs praksis for regeringsførelse. Hvis der ikke er gang i den amerikanske økonomi, er det fordi tyskerne er sparsommelige og kineserne fifler med deres valutakurs, er budskabet fra Washington til amerikanske vælgere, som skal til stemmeurnerne til november.

Omvendt kan man sige, at forbundskansler Angela Merkel og hendes tyske regering har et behov for at fremstå mere konservative end de i virkeligheden er. Udgiftspolitikken er nok holdt i mere stramme tøjler end i USA, men koalitionsregeringen i Berlin er jo ikke høge. Befolkningen nærer også en berettiget dyb skepsis overfor hjælpeprogrammet for den græske stat, hvor der synes bøjet en paragraf eller to i forhold i Vækst- og Stabilitetspagten. Der er skepsis overfor skæbnefælleskabet med svage økonomier i EU gennem den fælles mønt. Så på begge sider af Atlanten har politikerne noget at vinde på debatten, selvom de ikke bliver enige.

The Economist om statsunderskud i Grækenland, resten af PIIGS-landene og Euroen

The Economist har en artikel i det seneste nummer om Euroen efter Euro-landenes hjælpepakke til Grækenland. Euro-landene kan nok på kort sigt redde Grækenland og banker i Euro-zonen, som har store udlån til den græske regering. Men Grækenland skal igennem en omfattende økonomisk hestekur for ikke at stå med hatten i hånden igen og tigge om nye hjælpepakker.

Men der er også brug for omfattende reformer og nedbringelse af statsunderskuddet blandt de øvrige lande i Euro-zonen med store underskud, som Portugal, Spanien, Italien og Irland (der sammen med Grækenland udgør de såkaldte PIIGS-lande). The Economist skriver, at Euro-landene nok kan redde Grækenland, fordi det er en lille økonomi, men det vil være umuligt at lave en hjælpepakke for Italien eller Spanien. Derfor haster det med strukturreformer. The Economist giver Euro-landene 3 år til at redde Euroen.

ECB arbejdspapir: EU har brug for stærkere mekanismer til at sikre sund og bæredygtig finanspolitik

Den Europæiske Centralbank (ECB) har udsendt et arbejdspapir om krisen og de offentlige finanser. Krisen har som bekendt medført ekstraordinære store underskud på de offentlige budgetter som følge af faldende skatteindtægter, stigende udgifter til arbejdsløse, stimuleringspakker samt forskellige hjælpe- og redningspakker til primært den finansielle sektor. 13 ud af 16 Euro-lande havde ved udgangen af 2009 så store underskud, at det aktiviteret en særlig produce i Vækst- og Stabilitetspagten.

Der er risiko for et negativt loop med stigende renter som følge af højere offentlig gældsætning i Euro-landene og lavere vækst. Derfor er det vigtigt at nedbringe budgetunderskuddene og gældssætningen. Papiret konkluderer blandt andet (mine fremhævelser):

"Once the recovery is evident, governments need to start exiting from the fiscal stimulus and shift to substantial fiscal consolidation in order to return to sound and sustainable fiscal positions. Fiscal exit and consolidation strategies should be well specified, duly communicated and implemented in a timely manner in order to maintain confidence in longer-term fiscal sustainability. The existing EU fiscal framework, as embedded in the relevant provisions of the Treaty and the Stability and Growth Pact, provides the appropriate coordination mechanism. In this respect, the precedent of coordinated fiscal expansions within the framework of the European Economic Recovery Plan calls for particular attention. To prevent the risk of an erosion of the EU fiscal framework, it is important that the provisions of the Treaty and the Stability and Growth Pact are fully respected and implemented in a strict manner.

From the recent fiscal developments, the following lessons emerge for the implementation of the EU fiscal framework in post-crisis times. First, at the EU level, only high-quality information will enable an accurate assessment of the fiscal situation in individual countries [apropos budgetsvindlen i Grækenland, red.]. In this respect, the existing EU fiscal surveillance process – also with regard to the reliability of fiscal data – needs to be strengthened. Second, outside crisis times, market incentives are often not sufficiently strong to promote sound national fiscal policies. Moreover, the EU’s institutional incentives for ensuring fiscal discipline face a number of challenges. Therefore, at the national level, effective complementary institutions, binding medium-term fiscal policy frameworks as well as strong monitoring and enforcement mechanisms could be put in place to ensure fiscal discipline in both good and bad economic times. Overall, both at the EU level and the national level, a more powerful application and enforcement of the EU fiscal rules for sound and sustainable fiscal positions will be required".

Økonomer fra ECB: Dårlig ide at være "solidarisk" med EU-lande, der har uorden i økonomien

Den Europæiske Centralbank (ECB) har offentliggjort et arbejdspapir om finanskrisens indflydelse på risikopræmien, som nogle lande (Grækenland, Spanien og andre PIIGS-lande) må betale i form af en højere effektiv rente på statsobligationer. Papiret er skrevet af Ludger Schuknecht og Guido Wolswijk fra ECB samt Juergen von Hagen fra Universitetet i Bonn.

Forfatterne konkluderer, at det grundlæggende er rigtigt at lade markedets vurdere risikoen for, at enkelte medlemslande i EU ikke kan tilbagebetale statsgælden og en god metode til at disciplinere finanspolitikken i lande, som ikke har styr på de offentlige budgetter. Og denne konklusion holder både i normale tider og specielt i krisetider. Endvidere skriver økonomerne, at der er "little justification for the claim that governments faced with high risk premiums during the crisis deserve the solidarity of other governments in the euro area".

Det er vanskeligt at være uenighed med forfatterne. Set fra et økonomisk synsvinkel er det ren galimatias, hvis medlemslande med (relativ) orden i økonomien skal støtte medlemslande med uorden i økonomien. Altså at Tyskland skulle subsidiere Grækenland.

Man må håbe, at regeringerne i de europæiske hovedstæder læser dette notat, og at det fører til, at de dropper planerne om at hjælpe Grækenland til at optage billigere lån. Det er grækerne selv, der har skabt deres voldsomme budgetunderskud og statsgæld gennem manglende mådehold, kreativ bogføringen og fravær af budgetdisplicin.

En af mine kollegaer, der kommer fra Grækenland, beskrev forleden hvad han betegner som den græske indstilling til penge og forbrug. En græker vil, sagde han, forbruge de penge, han har, så hurtig så muligt. Hvis han har få penge, inviterer han den nærmeste familie på middag. Hvis han har mange penge, inviterer han alle vennerne. Hellere bruge pengene i dag, så er man sikker på, at man får noget ud af dem. Og der skelnes ikke rigtigt mellem om der er tjente eller lånte penge. Det måske at sætte tingene på spidsen, men Grækenland har en af EU's laveste opsparingskvoter for private husholdninger. Og det offentlige budget er i endnu værre stand.

Kreativ bogføring i Euro-landene underminerer Væksts- og Stabilitetspagten

EU-landene vedtog i 1997 den såkaldte Væksts- og Stabilitetspagt i forbindelse med introduktionen af Euroen. Pagtens formål er som bekendt at undgå uforholdsmæssigt store budgetunderskud i EU-landene, dvs. årlige budgetunderskud over 3% og statsgæld på mere end 60% af bruttonationalproduktet. Men pagten er naturligvis ikke meget værd, hvis andre medlemslandene, EU eller de finansielle markeder ikke kan regne med, at de officielle statistiske opgørelser over budgetunderskud og statsgæld viser et retsvisende billede.

Det er langt fra tilfældet. Selvom EU har harmoniseret opgørelsesmetoden, er kreativiteten i medlemslandene stor. Kreativ bogføring spillede således en afgørende rolle for at Grækenland overhovedet fik lov til at komme med i Euroen. Grækenland har også siden 1997 haft en praksis, som har forsøgt at skjule skjule størrelsen af budgetunderskuddet. Det er sket ved enten af holde udgifter helt uden for (forsvarsbudgettet er hemmeligt og skal derfor ikke tælles med, argumenterede de kreative grækere) eller ved skabe kunstige indtægter gennem frasalg af ejendomme, indtægter fra forskellige aktiver mv.

Grækenland er et ekstremt eksempel. Men Grækenland er ikke det eneste land, som har udøvet kreativ bogføring og frasalg af aktiver for at pynte på budgetterne. Det samme har Portugal, Frankrig og selv Tyskland, som man kan læse i WSJ (22/2).

Det er grotesk, at ministre og politikere på denne måde straffrit kan begå handlinger, som i den private sektor ville være den stensikre vej til nærmeste fængselscelle. Det minder lidt for meget om Enrons bogføringspraksis, det som foregår i Athen og andre europæiske hovedstæder. Det er et stort problem, at alle lande på kort sigt kan drage fordel af snyde andre lande. Men på langt sigt bliver kommer alle lande til at tabe, når markeder mister tilliden, kræver risikotillæg for at låne ud til euro-lande og større offentlig gældsætning fortrænger private investeringer, som kunne skabe vækst i økonomierne.

EU forordning on pizza

Konservativ Reaktion bringer historien om en ny forordning i EU om "pizza napoletana". Året er 2010, altså det år, hvor EU ifølge Lisabon målsætningen fra 1999 skulle være verdens førende vidensbaserede økonomi. Jeg ved ikke om en forordning om pizza er tænkt som en del af denne process, men jeg vil foreslå EU's ministerråd, der mødes i de nærmeste dage for at diskutere strukturelle reformer i EU, at begynde her: Undlad dog at gennemføre overflødige forordninger og direktiver, hvis EU nogensinde skal have for at blive en førende økonomi.