Liberalisering af apotekersektoren

Apotekersektoren trænger til liberalisering og det var egentlig også VK-regeringens plan. Men de "konservative" har valgt at yde aktiv dødshjælp til monopolet og fået liberaliseringen udskudt. I min blog på Borsen.dk i dag efterlyser jeg en liberalisering og beskriver hvordan apotekerne stjæler din tid for at holde distributionsomkostningerne nede.

Lederskiftet hos de konservative er ikke nok

Det konservative Folkeparti skifter leder igen, hvilket synes drevet af panik før lukketid. Partiet er i meningsmålinger sunket til et niveau, hvor det kan konkurrere med Enhedslisten om at være Folketingets mindste parti. Fredag bliver Lars Barfoed formentlig valgt som ny leder af partiet.

Men en ny partileder er ikke nok til at løse partiets problemer. Langt fra. Hovedproblemet for partiet er nemlig, at vælgerne ikke aner, hvor de har de konservative. De politiske udmeldinger fra partiet har simpelthen peget i for mange retninger.

Det kræver et langt sejt træk at bringe partiet tilbage fra ørkenvandringen, men erfaringerne fra Liberal Alliance viser, at det er muligt at lave et come-back. Det kræver dog, at der kommer en klar linje i de politiske udspil og udmeldinger, så vælgerne ikke er i tvivl om, hvad de konservative vil udover klæbe til taburetter og at køre i ministerbiler. En godt sted at starte i søgningen efter en klar konservativ politik for den nye partileder (og resten af folketingsgruppen) er lektor Søren Hviid Pedersen's kronik i Berlingske Tidende (13/1). Et andet sted er de britiske konservative, som har virkeliggjort det, som Pedersen efterlyser: En slankekur for den offentlige sektor. Nulvækst er bare ikke godt nok!

Den konservative deroute

Professor Peter Kurrild-Klitgaard skriver i Berlingske Tidende (12/11) om Det konservative Folkepartis problem med faldende tilslutning. Hovedårsagen er ikke partiformanden, men derimod, at vælgerne ikke aner, hvor de konservative befinder sig i de politiske landskab.

Kurrild henviser til den tale, som landsformand og udenrigsminister Lene Espersen holdt på det seneste landsmøde, hvor hun sammenlignede et skattetryk på 40% med ultraliberalisme. Partimedlemmerne klappede, da hun sagde, at "nogle ønsker et skattetryk på 40%".

Jeg har vedhæftet en oversigt over skattetrykket i OECD-lande i 2007. Danmark ligger til trods for flere år med højkonjunktur og en "borgerlig" regering i toppen, som det mest skatteplagede land. Østrig og Holland er lande, som ligger henholdsvis lige over og under de 40% i skattetryk. Det må altså være ultraliberalistiske lande? Schweiz, Australien, Irland, Tjekkiet, USA og Japan ligger alle omkring 30%. I min optik er det lande med konservativ politik. Det er vel også et niveau omkring 20-30%, som partiet burde have som langtsigtet mål. Liberalister kan så have et mål på 10-20% og ultraliberalister på 0%. Men der er meget, meget langt til det niveau, hvor konservative, liberalister og ultraliberalister behøver at være uenige om hensigtsmæssige sænke skatterne yderligere. Og med det tempo, hvormed de VK-regeringen sænker skattetrykket, vil det tage uendelig lang tid.

Obduktion af en politisk selvmorder

Professor Peter Kurrild-Klitgaard foretager en obduktion af Venstre og Det konservative Folkeparti i Berlingske Tidende (19/9). Patologen Kurrild finder, at patienten har begået selvmord. Og der er vel tale om narkomani med en kraftig overdosis af socialdemokrati. V og K har ikke kun lagt alle borgerlige principper på hylden siden 2001 for at vinde magten med overbudspolitik. VK-regeringen har gennemført en markant stigning i verdens i forvejen største offentlige sektor. V og K har også med deres plagiering af socialdemokratiet formået at gøre befolkningen mere venstreorienteret end den var i 2001. Glimrende analyse af Kurrild, som fortjener at blive læst og genlæst.

Flot klaret, V og K! I har gjort Danmark mere reguleret og mindre frit - og samtidig gjort det mindre sandsynligt, at jeg eller mit barn skal kunne opleve de grader af frihed og vækst, som mine forældre og bedsteforældre så før det sociale eksperiment med velfærdsstaten startede i 1960'erne. V og K vil blive og fortjener at blive straffet af borgerlige kernevælgere for at svigte de borgerlige kerneprincipper. Mit råd til borgerlige vælgere er ligetil: Stem på Liberal Alliance eller stem med fødderne.

Et enkelt teknisk PS til Kurrilds artikel: Overførselsindkomster indgår ikke bruttonationalproduktet, som Kurrild får skrevet i artiklen. Det er der ikke meget produktion i. Men de offentlige ansatte indgår til en fiktiv værdiansættelse (ikke til markedspriser), så ansætter regeringen flere i den offentlige sektor, er det med til at holde BNP kunstigt oppe, især hvis man er enig i Friedmans Lov. Friedmans Lov (efter professor David Friedman) siger, at det koster det offentlige mindst dobbelt så meget at gøre noget som helst som det ville koste private.

Venstre om den offentlige sektor

Nu er den offentlige sektor tilsynelandende blevet for stor for partiet Venstre. Næstformand Kristian Jensen udtaler til Berlingske Tidende (20/7), at "Nu er størrelsen af den offentlige sektor i forhold til størrelsen af den private sådan, at vi risikerer ikke at have styrken til at blive ved med at være et rigt samfund". Det er helt rigtigt, men den offentlige sektor har sådan set været for stor i mange, mange år, hvor Venstre har siddet i regering og hvor den er blevet større og større.

Partiet har gjort meget lidt for at bremse væksten i den offentlige sektor, man har snarere prallet med, hvor mange flere offentligt ansatte, der er kommet under statsminister Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen.

Venstre har opstillet en målsætning om en vækst i den offentlige sektor på 0,5% om året, mens den private sektor skal vokse med 2,0%. Sådanne målsætninger har man opstillet før, men væksten har alligevel ligget et godt stykke over 1% om året. Det er simpelthen ikke troværdigt, når Venstre lover at bremse væksten i den offentlige sektor.

Det er spil for galleriet, når Venstre siger, at væksten i den offentlige sektor skal bremses. Venstre er som Det konservative Folkeparti presset af Liberal Alliance, der har success med at fremlægge en liberal reform dagsordenen, og kommer derfor med disse markeringer, som ikke er bundet i realiteter. Når det gælder den offentlige sektor, så holder partiets slogan "Venstre ved du hvor du har" ikke en millimeter.

Politiske løgne

Professor Peter Kurrild-Klitgaard skriver i Berlingske Tidende (24/6) om politiske løgne, som fylder mere og mere i det politiske billede i Danmark. Det gælder både VK-regeringens påstand om, at der har været skattestop i Danmark siden 2001 og oppositionen overdrevne kritik af dagpengereformen.

Årsagen til fremgangen for Liberal Alliance

Professor Peter Kurrild-Klitgaard forklarer i et indlæg i Berlingske Tidende (14/6), hvor fremgangen for Liberal Alliance ikke forklares med de konservatives arktiske nedsmeltning. Fremgangen begyndte før udenrigsminister Lene Espersen meldte afbud til det arktiske topmøde og skyldes gennem utilfredshed med Venstre og Det konservative Folkeparti blandt borgerlige kernevælgere. Vælgerne mener, at der er for meget socialdemokrati og for lidt liberal politik over VK-regeringen. Liberal Alliance har gennem foråret kørt en målrettet annoncekampagne overfor netop denne gruppe. Det er blevet bemærket og fremgangen er selvforstærkende, når partiet først er nået over spærregrænsen på 2,0%.

Den såkaldte genopretningspakke

VK-regeringen indgik i pinsen en aftale med Dansk Folkeparti om at gennemføre en såkaldt "genopretningspakke". I et offentligt budget på over 1.000 mia. kr. har VK-regeringen og støttepartiet kunne finde budgetforbedringer på 24 mia. kr., hvor 60% er skatteforhøjelser og resten er besparelser. Besparelser på 1% i verdens største offentlige sektor er uambitiøst og langt fra nogen form for "genopretning" af dansk økonomi.

Sandheden er, at den store offentlige sektor og tyngende skattetryk år efter år svækker Danmarks relative økonomiske position i forhold til andre lande. Vi er på få årtier gået fra at være et af verdens rigeste lande til nu at falde ud af top-10. Forklaringen er enkel: For store dele af befolkningen er på overførselsindkomst, men resten forsøger at begrænse arbejdsindsatsen pga. høje marginalsatser. Skattereformen fra 2009 sigtede på at bringe marginalskatten ned, men det er nu delvist udsat. Samtidig er de underliggende strukturproblemer i de offentlige udgifter fortsat uløste.

Professor Peter Kurrild-Klitgaard har en meget rammende kritik af den såkaldte "genopretningsplan" i Berlingske Tidende (27/5).

En ægte konservativ

Folketingskandidat Henrik Sørensen har en klumme på 180grader.dk, hvor han kritiserer den borgerlige regering for at have ført socialdemokratisk politik siden 2001 ved at lade den offentlige sektor vokse, skatterne stige og reguleringer blive flere. Sørensen efterlyser en rendyrket konservativ politik i stedet for spinpolitikken:

"De konservative behøver ikke opfinde den dybe tallerken for igen at opfinde borgerligheden i Danmark. Konservatismen er ikke et projekt, det er en ideologi. Konservatismen er en levende ideologi, der har respekt for det enkelte menneske og sikrer dets frihed og velstand modsat totalitære ideologier som socialisme, fascisme og kommunisme. Vi skal turde være konservative. Og det tør vi ikke i dag.

Vi er blevet ramt af spinpolitik, hvor holdningerne stritter i alle retninger og mod hinanden. Den ene dag ønsker vi regelforenklinger og den næste bedre tilsyn og flere regler. Er der noget at sige til, at de borgerlige vælgere er forvirrede og rundtossede".

Klar tale fra en ægte konservativ!

Indenfor om Venstre og "massenedskæringer"

Indenfor på 180grader.dk om Venstres kampagne. Oppositionen med folkesocialisten Villy Søvndal i spidsen beskylder konstant VK-regeringen for besparelser og "massenedskæringer", men sandheden er at pengene fosser ud af statskassen som aldrig før og at der er kommet 40.000 flere medarbejdere siden 2001. Det ligger uden for min forstand, hvorfor V og K synes, at det er noget at prale af, at man har gjort verden største sektor endnu større. Det er simpelthen ubegribeligt!

Intern konservativ kritik af partiformanden

Det går ikke specielt godt for mit gamle parti, Det konservative Folkeparti. Opinionstallene er under Bendt Bendtsen niveau og vælgerne savner en klar konservativ politik. De politiske udmeldinger stikker i alle retninger og ofte den forkerte, som jeg var inde på i går.

Ifølge kulturminister Per Stig Møller er partiets kvaler partiformandens skyld. Møller kalder partileder Lene Espersen en katastrofe og opfordrer til, at kommisær Connie Hedegaard kommer hjem fra Bruxelles og tager over. Det er næppe en forkert analyse, at Lene Espersen hverken har gjort det specielt godt som partiformand eller fået en god start som udenrigsminister. Det sidste skyldes nok i virkeligheden Møller selv, som Jarl Cordua antyder i artiklen bag overstående link. Hovedproblemet for de konservative er nok i mindre grad partiformanden og i højere grad de politiske udmeldinger, der kommer fra partiet. De fleste udmeldinger de sidste to år har ikke specielt konservative, og når det endelig lykkes at bringe konservative krav på bordet, løber det ofte ud i sandet igen, som det skete med kravet om velfærdsreformer. De konservative kan ikke levere varen.

Men det hjælper næppe på situationen, hvis de konservative nu kaster sig ud i en ny borgerkrig ...

Ikke så konservativ, at det gør noget: De konservative om privatisering

Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen udtalte tidligere på ugen, at privatiseringen af TDC og Københavns Lufthavn var en fejltagelse. Staten skal ikke privatisere infrastrukturen, da det ikke er sikkert, at private virksomheder har sammenfaldende interesser med staten, sagde Mikkelsen. Udenrigsminister Lene Espersen fulgte trop med en udtalelse om, at privatisering af infrastruktur, energi og telenet kan skade landets sikkerhed.

Ligesom politisk kommentator Jarl Cordua (og mange andre borgerlige) var jeg lige ved at få kaffen galt i halsen, da jeg læste disse indlæg. Ikke alene er det egentlig VK-regeringens politik, at statens aktiebeholdning skal gennemgåes med henblik på frasalg. Det har været planen, at ekspempelvis DONG, DSB og Post Danmark skulle gøres klar til salg. Så de konservative undsiger reelt VK-regeringens politik. Men vigtigere, så er det svært at forene denne modstand modstand mod privatisering med konservative grundprincipper.

Realiteten er, at det har været småt med privatiseringer under VK-regeringen. Der har ikke været for mange, men for få privatiseringer under den borgerlige regering. De store privatiseringer blev gennemført af SR-regeringen i 1990'erne. Men socialdemokraterne er nu tilsyneladende modstandere af privatisering, hvilket fremgår det af den begejstrede modtagelse, som Mikkelsens udtalelser har vakt i den røde blok.

Nu er bekymring for landet sikkerhed naturligvis en konservativ mærkesag. Men hvorfor kapitalfonde skulle underminiere landets sikkerhed eller interesser, er mig dog en gåde. Staten kan fortsat udøve en betydelig indflydelse gennem regulering eller endnu bedre gennem liberalisering, der udsætter privatiserede virksomheder for konkurrence. Begge dele er tilfældet for TDC og telenettet, der både er underlagt regulering af priser og en betydelig konkurrence fra mobile teleselskaber. Adskillige lande har privatiseret teleselskaber og infrastruktur, og selvom ikke alle privatiseringer har været lige heldige, så er erfaringerne gennemgående gode. Privatisering bidrager til at nedbringe statsgæld, det fører til en mere forbrugerorienteret forretning samt en bedre udnyttelse af ressourcerne i virksomhederne.

Der er efterhånden sået ganske megen tvivl om, hvordan de konservative står. Det har ikke hjulpet med Espersen som formand for de konservative (og her har jeg taget fejl). I Espersens  formandstid er der kommet en række udspil og udmeldinger, som konservative vælgere må have svært ved at forholde sig til. Først var det et udspil om at styrke "den danske velfærdsstat". Så kom et skoleudspil, som skulle gøre lærerne "stolte og glade". Så ville partiet have "sund mad til alle" i skolerne. Dernæst kom en oplæg til "frihedsreform" for offentligt ansatte. Herefter angreb Espersen markedet og kapitalismen. Men ikke alle udmeldinger har været kollektivistiske og anti-kapitalistiske. Tidligere på året krævede partiet velfærdsreformer, først og fremmest reform af efterlønnen og konservative vælgere kunne i øjeblikke skimte konservative grundprincipper, men det holdt ikke længe.

Konsolidering af den offentlige økonomi i Danmark: VK-regeringens små ambitioner

Statsminister Lars Løkke Rasmussen og udenrigsminister Lene Espersen har fremlagt en plan for konsolidering af den offentlige økonomi. Planen indebærer, at de offentlige udgifter skal holdes i ro frem til 2013. Regeringen vil dog bruge 10 mia. kr. mere på sundhed, uddannelse og "svage grupper", hvorfor regeringen vil gennemføre besparelser på andre områder. Staten skal bidrage med 60% og kommunerne 40% af besparelserne. VK-regeringen har gennemgået statens budget med en "tættekam" og kan ikke mere 4,2 mia. kr.! Helt ærlig, det er jo småbeløb, vi taler. Statens budget er på 655 mia. kr., så besparelsen er ikke mere end 0,6%! Sølle 6 promille! Det er nærmest til grin.

Det er ærgeligt, at VK-regeringen med den nye statsminister ikke har større ambitioner, når det gælder nedbringelsen af de (alt for høje) offentlige udgifter. De tidligere VK-regeringer har siden "systemskiftet" i 2001 ladet de offentlige udgifter udvikle sig mere eller mindre ukontrolleret. De offenlige udgifter har derfor aldrig været større end de er under VK-regeringen. Finansminister Claus Hjort Frederiksen praller endda ad dette og fremstiller det som en bedrift:

"Udgifterne til det offentlige har aldrig været større, og antallet af offentligt ansatte har aldrig været højere".

Og forsikre, at der ikke bliver tale om nedskæringer i verdens største offentlige sektor:

"Nulvækst vil sige, at der er samme antal ansatte og mulighed for at købe de samme varer som i dag. For det offentlige under et er der altså ikke tale om besparelser eller nedskæringer."

En borgerlig regering burde faktsk have reduceret den offentlige sektors størrelse i årene med økonomisk opsving, men i stedet forsøgte man at bilde vælgerne ind, at Danmark kunne "købe hele verden", hvilket var en opskrift på øget offentligt forbrug. VK-regeringens vækst i det offentlige forbrug overgik derfor 2010-planen, som blev lavet af SR-regeringen.

Det strukturelle underskud i offentlige udgifter (underskuddet renset for konjunkturudsving) cirka 31 mia. kr., så planen om nulvækst i det offentlige forbrug er hele ikke i det perspektiv særlig ambitiøs. Slet ikke, når man sammenligner med Poul Schlüters regeringer, der i perioder formåede at reducere udgiftern, som påvist af CEPOS.

Nationalbankdirektør Nils Bernsteirn betvivler, at VK-regeringen overhovedet kan nå målet om nulvækst i det offentlige udgifter ligesom hovedparten af landets økonomer.

Det er derfor ikke overraskende, at VK-regeringen klarer sig skidt i meningsmålingerne. Det har nok mere med manglen på borgerlig liberal økonomisk politik end med ministrenes rejseaktivitet eller mangel på samme. It's the economy, stupid. Størrelsen af den offentlige sektor, skattetrykket og fordelingen mellem offentlig og privat betyder noget for borgerlige vælgere. Og udsigterne er ikke gode. Det massive underskud på statsbudgettet efterlader en regning, som skattebetalerne på et eller andet tidspunkt skal betale.

Så hvorfor skulle borgerlige vælgere egentlig ville stemme på en VK-regeringen, når den konsekvent har forsøgt at overgå Socialdemokratiet i de sidste 10 år? Strategien var at prøve at forudse, hvad Socialdemokraterne ville foreslå, og så forsøge overgå dem. Tidligere var Venstre i mindste Socialdemokratiet minus 10%, nu er det snarere Socialdemokratiet plus 10%. Hvilken troværdighed har VK-regeringen, når det efter 8 år med overforbrug kommer og lover mådehold og nulvækst?

Politisk kommentar Jarl Cordua skriver om regeingens plan, at den er gået i offensiven for at vinde de borgerligere vælgere tilbage. Regeringen vil vinde på økonomisk ansvarlighed, mener Cordua. Oppositionen vil fremlægge et forslag, som indebærer højere offentlige udgifter. Det kommende valg bliver derfor et valg mellem en regering, der lover nulvækst i de offentlige udgifter, og en regering, der vil øge de udgifter.

Cordua har ret i, at valget nok kommer til at handle om økonomi. Men det bliver ikke et valg mellem ansvarlighed og uansvarlighed. Det bliver et valg med Socialdemokratiet Plus og Socialdemokratiet Ekstra Large. Man kan måske sige, at det borgerlige liberale vælgere bliver et valg om, hvem der er mindst uansvarlig.

Regeringskokaden og det nye regeringsprogram

Statsminister Lars Løkke Rasmussen gennemførte i sidste uge en omfattende regeringsrokade, der stort set gav alle ministerier nye politiske hoveder. Senere fremlagde regeringen et nyt regeringsprogram "Danmark 2020 - Viden > vækst > velstand > velfærd". Den unge Rasmussen har dermed sat sit eget hold og program, som skal frigøre ham fra "farmand", Anders Fogh Rasmussen.

Den første del af operationen er meget vellykket. Og jeg deler Jarl Cordua's konklusion i Information (23/2):

"Samlet set er regeringen klart blevet styrket med den store rokade. Danskerne får en stribe helt nye ansigter at forholde sig til og er blevet andre kvit, som længe har klaret ministeropgaven skidt. Politisk dødvægt som for eksempel Carina Christensen, Jakob Axel Nielsen, Ulla Tørnæs og Helge Sander er kastet over bord, hvilket skaber mere politisk fremdrift i VK-fartøjet."

Anderledes forholder det sig med VK-regeringens arbejdsprogram. Det er mildest talt et tynd kop te. Programmet er bygget over Rasmussens danske drøm og indeholder 10 overordnede målsætninger for Danmarks udvikling frem til 2020. Danskerne skal være rige, arbejdsomme, dygtige, leve længe, grønne, lige, integregerende, tillildsfulde osv. Det er alt sammen fint nok, men det er alt sammen også noget, som alle kan skrive under på. De radikale leder, Margrethe Vestager,  kaldte programmet "Tilbage til ønskeøen" i Deadline. Målene er generelt apolitiske, hvilket man kan se ved at sætte modsætningen op. Hvem ville have som målsætning at danskerne skulle være fattige, dovne, dumme, leve kort, ulige, uintegregerende eller korrupte?

Så programmet er i det store hele holdningsløst. Man kan dykke ind under de enkelte overskrifter og finde punkter, som giver indeholder holdninger eller politiske valg, men i de store linjer er det holdningsløst og kunne ligesågodt være blevet præsenteret af en socialdemokratisk regering.

Der mangler en klar borgerlig vision i regeringens program, når det gælder individets frihed og ansvar i forhold til kollektivets. Det ville således være nærliggende, at en borgerlig regering opstillede en målsætning om at øge individernes frihed og styrke det personlige ansvar. Det kunne passende have været første drøm for en liberal statsminister, at Danmark var et af verdens 10. mest frie lande. Men nej. Måske er det i virkeligheden statsministerens drøm? I givet fald er der opportunistiske grunde nok til at ikke at tale om den drøm.

Resultatet er, at VK-regeringen fortsætter den kurs, som blev udstukket af Anders Fogh Rasmussen og finansminister Claus Hjort Frederiksen efter valgnederlaget i 1998 og som vel bedst kan betegnes som Socialdemokratiet plus 10%. Den linje indebærer for det første, at Venstre ikke tage et opgør med velfærdsstaten og de offentlige udgifter. Og at alle flanker til Socialdemokratiet bliver lukket ved at matche eller overgå dem. Denne kurs fungerede sikkert under højkonjunkturen, hvor VK-regeringen øgede de offentlige udgifter år for år og langt mere end forudsat i SR-regeringens økonomiske planer. VK-regeringen praler ligefrem af det i arbejdsprogrammet:

"I takt med at vi har øget ambitionsniveauet i den offentlige sektor, har vi også øget bevillingerne markant. I alt 67 mia. kr. mere bruger vi på offentlig service i 2010 sammenlignet med 2001. Til sundhed og sygehuse. Til børn og ældre. Til uddannelse. Det offentlige forbrug er vokset mere end det private forbrug siden 2001."

Under højkonjunkturen mente Hjort Frederiksen ligefrem, at det var vanskeligt at forklare borgerligere vælgere, at man ikke kunne renovere skoler, når de nu havde investeret i dyre og moderne samtalekøkkener derhjemme. I stedet for at opfordre til øget offentligt forbrug burde Hjort Frederiksen snarere havde henstillet til økonomisk ansvarlighed i private husholdninger, da grundlaget for opsvinget i stort omfang var stigende friværdier belånt med afdragsfrie obligationslån.

Nu sætter den økonomiske nedtur naturligvis grænser for, hvor hurtigt de offentlige udgifter kan vokse, så VK-regeringen er som andre regeringer i EU nødsaget til at udvise mådehold. Det skulle ikke være vanskeligt i en økonomi som den danske med en forvoket offentlig sektor. Men konservative og liberale vælgere havde gerne set et lidt højere ambitionsniveau fra den borgerlige regering.

Lukkeloven bliver afviklet, men ny lov forbyder åbent tolv og en halv helligdag om året

VK-regeringen har indgået et forlig med Dansk Folkeparti om at afvikle lukkeloven og vedtage en ny søndags- og helligdagslov (se Økonomiministeriet). Det betyder, at forretninger fra 1. oktober 2012 kan holde åbent, når de vil, bortset fra helligdage (altså minus søndage ... og lørdage ... og fredage) samt andre særlige dage (juleaftensdag, nytårsaftensdag efter 15.00 og grundlovsdag).

Endelig! Lukkeloven har overlevet flere borgerlige regeringer og især Det konservative Folkeparti har kæmpet imod en liberalisering pga pariets særlige relationer til butiksejere og småkøbmænd. Så det er godt at se, at loven bliver afviklet under en konservativ minister. Og selvom lukkelovsbestemmelserne ikke helt afskaffes, så er frihed til at holde åbent i 365 minus 12,5 dage om året da en liberalisering, der er værd at fejre.

Hvorfor det lige har været så vigtigt at bevare lukkeloven på de sidste 12,5 helligdage og andre særlige dage kan man få en forklaring på i Berlingske Tidende i dag, som bragte i et interview med Økonominister og partiformand Lene Espersen:

"Jeg synes stadigvæk, at de butiksansatte skal have mulighed for at holde fri, ellers vil det blive sværere at få folk til at søge arbejde i detailhandlen, fordi man ikke kan have en sikkerhed for, at man ikke skal arbejde på de mest mærkelige tidspunkter, så jeg holder fast i at helligdagen er en hviledag"

....

"Jeg tror stadigvæk, det er vigtigt, at der er nogle dage, hvor man kan få lov til at holde fri, og hvor man kan holde helligdagen hellig. Det betyder noget for mange familier, at der er dage som juleaften og påskedag, hvor man ikke bliver tvunget til at stå i butik hele dagen. Jeg tror heller ikke, så mange borgere efterspørger, at butikkerne er åbne der"

Det er klart! Butikkerne kan ikke skaffe arbejdskraft, hvis de ikke tvinges til at holde lukket på dage, hvor de alligevel ikke vil holde åbent, fordi der ingen efterspørgsel er! Og nu er hviledagen ikke hellig, men helligdagen hviledag! Altså bortset fra søndag!?!.

Dansk Folkeparti har også markeret sin indflydelse ved at sikrer, at byggemarkeder, småkøbmænd og bagere kan holde åbent helt frit allerede fra 1. juli 2010. DF styrker gør-det-selv-folket, så de både kan komme i byggemarkedet og få romkugler på søndage. Gør-det-du-er-bedst-folket kan som sædvanlig vente.

Og Lene Espersens begrundelse denne undtagelse?

"Fordi bagerne ofte vil holde åbent på tidspunkter, hvor andre gerne vil holde lukket. Det kan være på store bededag, hvor de gerne vil sælge varme hveder"

Varme hveder Store Bededag? Mon dog?

Farlige klimaalliancer

Christopher Arzrouni havde en glimrende klumme på Jyllandsposten i går om udsigten til ballade under klimatopmødet i København fra venstreekstreme ungdomsaktivister. Christopher viser, hvordan der er en alliance mellem de unge venstre-orienterede ballademagers organisationer og de "pæne" organisationer som eksempelvis People's Climate Action, der modtager statsstøtte på 20 mio. kr. fra Udenrigsministeriet.

Tro nu ikke, at People's Climate Action er en folkebevægelse. Nej, tværtimod. Det er såmænd en paraplyorganisation bestårende af blandt andet Forbrugerrådet, Mellemfolkeligt Samvirke, Sex og Samfund m.v. Det er med andre ord tordenskjolds soldater fra det venstreorienterede og kulturradikale miljø i Danmark.

Hvorfor er organisationer, der agiterer for venstreorienterede synspunkter, altid organiserede som paraply-organisationer, mens de forsøger at give indtryk af at være folkelige? Forbrugerrådet er et andet eksempel på en sådan paraplyorganisation. Forbrugerrådet forsøger ligeledes at give indtryk af folkelighed, men organisationen består hovedsageligt af forbund og venstreorienterede foreninger og repræsentere stærkt venstreorienterede synspunkter vendt mod forbrugerne, f. eks. støtte til lukkelov og modstand mod reklamer. Og så er Forbrugerrådet i øvrigt også på Finansloven i lighed med Mellemfolkeligt Samvirke.

Det er uforståeligt, at venstreorganisationede paraply-organisationer som Forbrugerrådet og Mellemfolkeligt Samvirke stadig optræder på finansloven efter snart 8 år med borgerlig regering. VK-regerigen lagde godt ud med borgerlig kulturkamp og kamp mod smagsdommeri, men denne kulturkamp er åbentbart indstillet. Hvad er grunden til, at udenrigsministerog Hopalong Cassidy-kender Per Stig Møller, bevilger 20 mio. kr. fra statskassen til People's Climate Action? Er der ikke klimaproganda nok i forvejen fra det klimaindustrielle kompleks? Pengene fosser ud af statskassen og VK-regeringen opfører sig som en socialdemokratisk regering med uddeling af penge til højre og venstre. Og rettere: Til venstre og venstre!


PS: I øvrigt burde Jyllandsposten overveje nøjere, hvem de giver adgang til tastaturet og avisen hjemmeside. Der er hele 2 stavefejl i Christophers navn og selvom det ikke er helt så nemt at stave til som Bent Hansen eller Søren Jensen, er det dog pinligt, at man ikke hos JP formår at stave til egne skribenters navne!

Danmark er ikke længere et liberalt demokrati

Jeg har en klumme på 180grader.dk om det liberale demokrati og velfærdsstaten.

Behnke og Behnke om fri hash

Et flertal af politikere på Københavns Rådshus har i de seneste dage ytret ønske om en delvis legalisering af hash i København. Det vil fjerne sammenblandingen af hash og hårde stoffer, fjerne kriminelle banders lovgaranterede monopol og standse den blodige opgør om hashmarkedet.

Det konservative Folkeparti går i mod dette. Retsordfører Tom Behnke siger, at det aldrig vil ske med konservative stemmer. Han siger:

"De sikre tabere ved en sådan model vil blive dem, der i forvejen har sociale udfordringer. De risikerer et massivt og skadeligt misbrug.”

Men det har jo allerede det forbrug i dag. Forskellen er blot, at det vil kunne købe det af andre end pushere, som egentlig kun har en interesse: At få dem ud i og fastholde dem i misbrug, mens de malker dem økonomisk. Det er det, der forarmer denne udsatte gruppe.

Behnke afviser desuden argumentet om, at en lovliggørelse af hash vil lægge en dæmper på bandekonflikterne:

”Det vil ikke gøre de kriminelle mindre kriminelle: Hvis ikke der er et hashmarked at slås om, så vil de blot kaste sig over andre områder, f.eks. andre former for narkotika, menneskehandel og afpresning.”

Kriminelle er blot kriminelle på jagt efter kriminalitet helt uafhængigt af omgivelserne og incitamenter. Hashmarkedet blomstre, fordi hashhandel er en offerløs forbrydelse. Men menneskehandel og afpresning er ikke offerløse forbrydelser og derfor er det vanskeligere forbrydelser. Det er heller ikke erfaringen, at kriminaliteten flytter til andre områder. Det skete ikke efter spritforbuddets afskaffelse i 1933 i USA. Det er heller ikke sket i de lande, som har legaliseret hash.

Narkotika er allerede en del af pushernes aktivitet og sammenblandingen med hash er ikke heldig, da de bruger "kunderelationer" til at lokke svage sjæle fra bløde til hårde stoffer. Det taler for en legalisering.

I 1993 var der debat om legalisering af narko og daværende retsordfører for Fremskridtspartiet, Tom Behnke, stillede spørgsmål til justitsministeren om erfaringerne med legalisering af narko i andre lande. Selv var Tom Behnke tilhænger af en legalisering af både hash og narkotika og skrev en artikel i Berlingske Tidende (4/8-1993):

"De seneste år har man fra det offentliges side, d.v.s. politiet, intensiveret indsatsen mod narkotika. Det har i første omgang set ud som en succes. Men kun set ud som. Antallet af sigtede og domfældte personer i direkte forbindelse med narkotika er steget de sidste år. Antallet og omfanget af beslaglæggelser er steget. Udgifterne til politiets indsats er steget. Men samtidig er antallet af narkotikabrugere steget. På grund af den ekstra strenge kontrol og dermed forøgede risiko for opdagelse er priserne på stofferne samlet set steget. Dermed er narkotikabrugerne i et forsøg på at betale de kunstigt høje priser tvunget til at begå endnu flere forbrydelser. Antallet af berigelsesforbrydelser i forbindelse med narkotika er derfor også steget. Endelig har den forøgede kontrol og overvågning medført, at antallet af salgssteder og dermed antallet af pushere er steget voldsomt. Mange af disse pushere bliver også selv til forbrugere af de illegale stoffer, de sælger. Det er dermed yderst tvivlsomt, om forbuddet og den strenge håndhævelse af forbuddet reelt betyder færre narkotikabrugere. Virkeligheden er sandsynligvis den modsatte. Med de ovenfor nævnte resultater er det indlysende, at forbud ikke virker på bekæmpelsen af narkotika. Det er derfor på tide, at man fundamentalt revurderer og ændrer den danske narkotikapolitik."

Det er indlysende rigtigt, hvad Tom Behnke skrev i 1993 og det gælder den dag i dag. Selvom myndigheder har øget indsatsen mod narko, blev problemer større. Gruppefællerne i Fremskridtspartiet var dog ikke enige med Tom Behnke og han kom i mindretal. Det afholdte ham dog ikke fra at give udtryk for sine synspunkter. Som for eksempel i B.T., der kunne citere Behnke for følgende (21/09-1993):

"Selv går Behnke nemlig ind for en total legalisering af narkohandlen. Ikke kun hash skal kunne købes frit på markedet. Efter en overgangsperiode skal f. eks. heroin også kunne købes »helt frit, på apoteket eller hos grønthandleren«, som Tom Behnke plejer at udtrykke det."

Det er en lidt anden Behnke, vi ser i dag. Behnke er god til sine kollegaer i den konservative folketingsgruppe til den Kragske disciplin: "Man har et standpunkt, til man ta'r et nyt".

Mere om fornuft eller følelse

Jeg havde en klumme på 180grader.dk i anledning af 75 års dagen for afskaffelsen af spritforbuddet i USA 5. december 2008. Det er mange lighedspunkter mellem spritforbuddet i USA i 1920'erne og hashforbuddet i dag.

Måske Henriette Kjær skulle studere dette H.L. Mencken citat om spritforbuddets konsekvenser:

"There is not less drunkenness in the Republic, but more. There is not less crime, but more. There is not less insanity, but more. The cost of government is not smaller, but vastly greater. Respect for law has not increased, but diminished."

Liberalisering af hashmarkedet: Fornuft eller følelse

TV-avisen bragte søndag aften et indslag om den igangværende bandekrig i København om hashmarkedet, hvor rockere og indvandrerbander slås om det illegale hashmarked. Bandekrigen kommer år efter at en større politiindsats forsøgte at kvæle markedet på Christinia. Ikke overraskende er handlen med hash blot flyttet til andre steder i København.

Chefjurist Jacob Mchangama fra CEPOS og politisk ordfører Henriette Kjær for Det konservative Folkeparti debatterede efterfølgende legalisering af hashmarkedet, en debat som bedst kan karakteriseres som en debat mellem fornuft og følelser.

Mchangama har ret i, at der er temmelig fornuftige argumenter for at legalisere forbrug og salg hash. Omsætningen af hash foregår i dag på det illegale marked og er ligesom forbudstidens illegale handel med alkohol fundamentet for den organiserede kriminalitet.

En legalisering vil stoppe gadekampen om store gevinst på det sorte marked, som i dag foregår mellem forskellige bander på gaderne i København. Det vil i sig selv gøre byen til at sikre sted at færdes. I fri handel vil prisen på hash falde og gevinsten ved at forhandle hash vil ligeså. Det vil gøre kriminalitet til en mindre attraktiv aktivitet.

Salget af hash vil herefter ske på særlige cafeer, som vi kender fra eksempelvis Holland. Kunderne vil ikke bare nyde godt af lavere priser, men også af produkter af bedre (og mere ensartet) kvalitet.

Det er også muligt, at en legalisering også vil reducere kriminalitet fra stofmisbrugere, som finansierer deres forbrug gennem tyverier. De lavere priser vil også give stofmisbrugere mulighed for at leve mere normale liv.

Overfor fornuften står følelserne. Kjær frygter, at en legalisering vil få flere til at ryge hash. Det er forståeligt, men meget tyder på, at efterspørgslen ikke er afhængighed af hverken priser eller hashens legale status. Erfaringer fra Holland og Portugal viser dette.

Men som andre forældre er Kjær bekymret for sin (13-årige) søn. Hvad vil han dog ikke kunne finde på? Det er svært at gennemskue, hvad der foregår i hovedet på en teenager - og det er helt uafhængigt af, om han er påvirket af hash eller ej! Men Kjær burde nok være mere bekymret for, om knægten får fat i hash eller andre stoffer af dårlig kvalitet, evt. med livet som indsats, hvilket er langt mere sandsynligt i et illegalt marked. Eller for om pushere på grund af den økonomiske gevinst trænger sig ind til skolefesterne eller hvor ungerne nu "hænger ud" og lokker med billigere varer (det slags markedsføring har ingen købmænd eller coffee shop ejer råd til efter legaliseringen). Eller om drengen i værste kommer i gæld til kriminelle bander, der sidder på hashhandlen.

En legalisering vil ikke fjerne forældrenes bekymring. Det tunge ansvar hviler stadig på deres skuldre. Forældrene skal stadig ruste børnene bedst muligt til teenager årene med bumser, det andet køn, dovenskab, alkokol, cigaretter, inaktivitet, hash og meget mere. Men opgaven er trods alt lettere, når der er pushere og rockere er ude af teenagernes miljø.

Niels Westy havde i øvrigt et indlæg på punditokraterne.dk om emnet.