Professor Peter Kurrild-Klitgaard har et indlæg på sin blog (8.2) om Ronald Reagans "fusionisme", der bestod i at kombinere klassiske liberalistiske og traditionelt konservative synspunkter. Der var ikke Reagans opfindelse, men bevægelse i amerikansk konservatisme med rødder tilbage til 1950'erne. Og Kurrild har et par interessante links til indlæg om fusionisme og taler af Reagan.
Denne "fusionisme" i Reagans politiske platform gjorde det muligt at forene socialkonservative og libertarianere i en koalition, som kunne vinde præsidentvalget i 1980 og senere kongresvalget i 1994, da Newt Gingrich med sin liberalkonservative platform Contract with America vandt flertallet i Repræsentanternes Hus og dermed fik betydelig indflydelse på udviklingen i USA under præsident Bill Clinton. Begge perioder (1981-89 og 1994-2001) var præget af begrænset vækst i de offentlige udgifter.
Koalitionen blev sprængt under præsident Georg W. Bush, der med sin socialkonservatisme og statsinterventionisme, stigende offentlige udgifter, militære interventioner og store budgetunderskud har skubbet i hvert fald libertarianere og sikkert også en del Reagan fusionister fra sig. Det bidrog utvivlsomt til demokraternes valgsejrer i 2006 og 2008. Jeg ved ikke om Ron Pauls kampagne for at blive Republikanerne præsidentkandidat i 2008 kan betegnes som fusionistisk, men det var i hvert fald et oprør i den republikanske lejr mod udskejelserne under Bush og afvigelsen fra fusionismen. Til gengæld har Tea Party-bevægelsen (og indirekte Barack Obama og den progressive bevægelse) forenet både libertarianere og traditionelt konservative igen og sikret republikanerne et comeback i Repræsentanternes Hus. Det bliver spændende at se om denne koalition igen kan blive en vigtig politisk drivkraft i USA.
Viser opslag med etiketten konservatisme. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten konservatisme. Vis alle opslag
onsdag den 9. februar 2011
torsdag den 20. januar 2011
Government is not the solution, government is the problem
I dag er det 30 år siden, at Ronald W. Reagan aflagde ed og tiltrådte som præsident i USA med et konservativt program, der ville reducere den offentlige sektor, regulering og skatter, flytte magt fra Washington D.C. til delstaterne, familier og individerne samt inddæmme truslen fra den kommunistiske Sovjetblok ved forhandling gennem styrke. Hvilken bedre måde at mindes dagen på end at høre Reagans tiltrædelsestale fra 20. januar 1981:
Lad os håbe, at der snart blæser andre vinde i Washington og at den næste tiltrædelsestale om 2 år bliver af samme skuffe, som den Reagan leverede i 1981.
Lad os håbe, at der snart blæser andre vinde i Washington og at den næste tiltrædelsestale om 2 år bliver af samme skuffe, som den Reagan leverede i 1981.
fredag den 14. januar 2011
Lederskiftet hos de konservative er ikke nok
Det konservative Folkeparti skifter leder igen, hvilket synes drevet af panik før lukketid. Partiet er i meningsmålinger sunket til et niveau, hvor det kan konkurrere med Enhedslisten om at være Folketingets mindste parti. Fredag bliver Lars Barfoed formentlig valgt som ny leder af partiet.
Men en ny partileder er ikke nok til at løse partiets problemer. Langt fra. Hovedproblemet for partiet er nemlig, at vælgerne ikke aner, hvor de har de konservative. De politiske udmeldinger fra partiet har simpelthen peget i for mange retninger.
Det kræver et langt sejt træk at bringe partiet tilbage fra ørkenvandringen, men erfaringerne fra Liberal Alliance viser, at det er muligt at lave et come-back. Det kræver dog, at der kommer en klar linje i de politiske udspil og udmeldinger, så vælgerne ikke er i tvivl om, hvad de konservative vil udover klæbe til taburetter og at køre i ministerbiler. En godt sted at starte i søgningen efter en klar konservativ politik for den nye partileder (og resten af folketingsgruppen) er lektor Søren Hviid Pedersen's kronik i Berlingske Tidende (13/1). Et andet sted er de britiske konservative, som har virkeliggjort det, som Pedersen efterlyser: En slankekur for den offentlige sektor. Nulvækst er bare ikke godt nok!
Men en ny partileder er ikke nok til at løse partiets problemer. Langt fra. Hovedproblemet for partiet er nemlig, at vælgerne ikke aner, hvor de har de konservative. De politiske udmeldinger fra partiet har simpelthen peget i for mange retninger.
Det kræver et langt sejt træk at bringe partiet tilbage fra ørkenvandringen, men erfaringerne fra Liberal Alliance viser, at det er muligt at lave et come-back. Det kræver dog, at der kommer en klar linje i de politiske udspil og udmeldinger, så vælgerne ikke er i tvivl om, hvad de konservative vil udover klæbe til taburetter og at køre i ministerbiler. En godt sted at starte i søgningen efter en klar konservativ politik for den nye partileder (og resten af folketingsgruppen) er lektor Søren Hviid Pedersen's kronik i Berlingske Tidende (13/1). Et andet sted er de britiske konservative, som har virkeliggjort det, som Pedersen efterlyser: En slankekur for den offentlige sektor. Nulvækst er bare ikke godt nok!
fredag den 26. november 2010
Mange amerikanere mener ikke, at regeringen opererer indenfor grænserne fastsat i konstitutionen
Rasmussen Reports har offentliggjort en opinionsundersøgelse (23/11), som viser, at en meget stor del af amerikanske vælgere mener, at den føderale regering har vokset sig udover de grænser, der er fastsat i konstitutionen. 39% mener, at regeringen opererer indenfor grænserne, mens 44% mener, at grænserne er overskredet. Medlemmer af den "politiske klasse" er langt mere tilbøjelige til at mene, at grænserne ikke er overskredet end resten af vælgerne, ligesom der er flere republikanere end demokrater, som mener at grænserne for den føderale regering er overskredet. Uafhængige vælgere er delt i spørgsmålet.
Netop spørgsmålet om afgrænsningen af magten mellem den føderale regering, delstaterne og individet var et centralt emne for præsidentkandidat Ron Paul under primærvalget 2008 og Tea Party bevægelsen i 2010. Der er blandt konservative republikanere og libertarianere en udbredt opfattelse af, at den føderale regering overskrider de grænser, som oprindeligt var sat forbundsregeringen. Det foregår en debat mellem progressive, konservative og libertarianere om, hvordan konstitutionen kan fortolkes. På den ene side står de progressive, som argumenterer for, at konstitutionen er et levende dokument, der kan fortolkes i tiden. På den anden side står libertarianere, som argumenterer for, at konstitutionen skal fortolkes bogstaveligt, da formålet med den netop er at afgrænse magten. De konservative har vendt sig imod "aktivisme" fra domstolene, som vi så i 1960'erne og 1970'erne, hvor domstolene efter konservativ opfattelse foretog afgørelser, som burde være politiske.
Den republikanske præsidentkandidat fra 1964, Barry Goldwater, skrev allerede i 1960 bogen "Conscience of a Conservative", der var et opgør med forbundsregeringens tiltagende magt. I 1980'erne forsøgte præsident Ronald Reagan at gøre op med forbundsregeringens magt, blandt andet med forslag om tilføjelse om borgernes økonomiske rettigheder til konstitutionen.
Siden Goldwater og Reagan har forbundsregeringen øget sin indblanding i økonomien, blandt andet i sygeforsikring og sociale anliggender. Konstitutionen foreskriver ikke direkte, at disse områder er anliggender for forbundsregeringen. Regeringens indblanding hviler derfor på to bestemmelser i konstitutionen. For det første retten for forbundsregeringen til at opkræve skat (og fordele midlerne til delstaterne). Forbundsregeringen opstiller nogle betingelser for økonomisk støtte, der tvinger delstaterne til at indføre nationale programmer som Medicare og Medicaid. Fulgte en delstat ikke foreskrifterne, ville delstaten miste tilskuddet til trods for borgernes skatteindbetalingerne.
For det andet henviser forbundsregeringen i reguleringer til, at den føderale regering har lov til at regulere handlen mellem delstaterne. Denne bestemmelse i konstitutionen har skiftende regeringer tolket ganske liberalt. Det er blandt andet denne bestemmelse, som Obama administrationen henviser til, når den kræver, at alle amerikanere skal have en sygeforsikring, selvom det jo ikke vedrører handlen mellem delstaterne (og hvor lovgivningen allerede bestemmer, at sygesikringen skal tegnes i den delstat, som borgeren bor i).
Det er et sundt tegn, at amerikanere udtrykker kritik af forbundsregeringen tiltagende magt og vælgere repræsentanter, der vil tage et opgør med Washington D.C. Når forfatningsdomstolen ikke været i stand til at satte grænserne for forbundsregeringen, er det op til borgerne at sørge for, at grænserne bliver fastsat. Men det bliver en vanskeligt opgave, når en stor del af magthaverne med præsident Barack Obama i Washington D.C. tilhører den "progressive" bevægelse, som ønsker stadig flere beføjelser til forbundsregeringen og direkte indblanding i stor og småt. Men undersøgelsen viser, at præsidenten er helt ude af trit med den amerikanske befolkning og at han ikke har det mandat til at udvide regeringen, som han selv er så overbevist om, at han har fået.
Netop spørgsmålet om afgrænsningen af magten mellem den føderale regering, delstaterne og individet var et centralt emne for præsidentkandidat Ron Paul under primærvalget 2008 og Tea Party bevægelsen i 2010. Der er blandt konservative republikanere og libertarianere en udbredt opfattelse af, at den føderale regering overskrider de grænser, som oprindeligt var sat forbundsregeringen. Det foregår en debat mellem progressive, konservative og libertarianere om, hvordan konstitutionen kan fortolkes. På den ene side står de progressive, som argumenterer for, at konstitutionen er et levende dokument, der kan fortolkes i tiden. På den anden side står libertarianere, som argumenterer for, at konstitutionen skal fortolkes bogstaveligt, da formålet med den netop er at afgrænse magten. De konservative har vendt sig imod "aktivisme" fra domstolene, som vi så i 1960'erne og 1970'erne, hvor domstolene efter konservativ opfattelse foretog afgørelser, som burde være politiske.
Den republikanske præsidentkandidat fra 1964, Barry Goldwater, skrev allerede i 1960 bogen "Conscience of a Conservative", der var et opgør med forbundsregeringens tiltagende magt. I 1980'erne forsøgte præsident Ronald Reagan at gøre op med forbundsregeringens magt, blandt andet med forslag om tilføjelse om borgernes økonomiske rettigheder til konstitutionen.
Siden Goldwater og Reagan har forbundsregeringen øget sin indblanding i økonomien, blandt andet i sygeforsikring og sociale anliggender. Konstitutionen foreskriver ikke direkte, at disse områder er anliggender for forbundsregeringen. Regeringens indblanding hviler derfor på to bestemmelser i konstitutionen. For det første retten for forbundsregeringen til at opkræve skat (og fordele midlerne til delstaterne). Forbundsregeringen opstiller nogle betingelser for økonomisk støtte, der tvinger delstaterne til at indføre nationale programmer som Medicare og Medicaid. Fulgte en delstat ikke foreskrifterne, ville delstaten miste tilskuddet til trods for borgernes skatteindbetalingerne.
For det andet henviser forbundsregeringen i reguleringer til, at den føderale regering har lov til at regulere handlen mellem delstaterne. Denne bestemmelse i konstitutionen har skiftende regeringer tolket ganske liberalt. Det er blandt andet denne bestemmelse, som Obama administrationen henviser til, når den kræver, at alle amerikanere skal have en sygeforsikring, selvom det jo ikke vedrører handlen mellem delstaterne (og hvor lovgivningen allerede bestemmer, at sygesikringen skal tegnes i den delstat, som borgeren bor i).
Det er et sundt tegn, at amerikanere udtrykker kritik af forbundsregeringen tiltagende magt og vælgere repræsentanter, der vil tage et opgør med Washington D.C. Når forfatningsdomstolen ikke været i stand til at satte grænserne for forbundsregeringen, er det op til borgerne at sørge for, at grænserne bliver fastsat. Men det bliver en vanskeligt opgave, når en stor del af magthaverne med præsident Barack Obama i Washington D.C. tilhører den "progressive" bevægelse, som ønsker stadig flere beføjelser til forbundsregeringen og direkte indblanding i stor og småt. Men undersøgelsen viser, at præsidenten er helt ude af trit med den amerikanske befolkning og at han ikke har det mandat til at udvide regeringen, som han selv er så overbevist om, at han har fået.
lørdag den 13. november 2010
Den konservative deroute
Professor Peter Kurrild-Klitgaard skriver i Berlingske Tidende (12/11) om Det konservative Folkepartis problem med faldende tilslutning. Hovedårsagen er ikke partiformanden, men derimod, at vælgerne ikke aner, hvor de konservative befinder sig i de politiske landskab.
Kurrild henviser til den tale, som landsformand og udenrigsminister Lene Espersen holdt på det seneste landsmøde, hvor hun sammenlignede et skattetryk på 40% med ultraliberalisme. Partimedlemmerne klappede, da hun sagde, at "nogle ønsker et skattetryk på 40%".
Jeg har vedhæftet en oversigt over skattetrykket i OECD-lande i 2007. Danmark ligger til trods for flere år med højkonjunktur og en "borgerlig" regering i toppen, som det mest skatteplagede land. Østrig og Holland er lande, som ligger henholdsvis lige over og under de 40% i skattetryk. Det må altså være ultraliberalistiske lande? Schweiz, Australien, Irland, Tjekkiet, USA og Japan ligger alle omkring 30%. I min optik er det lande med konservativ politik. Det er vel også et niveau omkring 20-30%, som partiet burde have som langtsigtet mål. Liberalister kan så have et mål på 10-20% og ultraliberalister på 0%. Men der er meget, meget langt til det niveau, hvor konservative, liberalister og ultraliberalister behøver at være uenige om hensigtsmæssige sænke skatterne yderligere. Og med det tempo, hvormed de VK-regeringen sænker skattetrykket, vil det tage uendelig lang tid.
Kurrild henviser til den tale, som landsformand og udenrigsminister Lene Espersen holdt på det seneste landsmøde, hvor hun sammenlignede et skattetryk på 40% med ultraliberalisme. Partimedlemmerne klappede, da hun sagde, at "nogle ønsker et skattetryk på 40%".
Jeg har vedhæftet en oversigt over skattetrykket i OECD-lande i 2007. Danmark ligger til trods for flere år med højkonjunktur og en "borgerlig" regering i toppen, som det mest skatteplagede land. Østrig og Holland er lande, som ligger henholdsvis lige over og under de 40% i skattetryk. Det må altså være ultraliberalistiske lande? Schweiz, Australien, Irland, Tjekkiet, USA og Japan ligger alle omkring 30%. I min optik er det lande med konservativ politik. Det er vel også et niveau omkring 20-30%, som partiet burde have som langtsigtet mål. Liberalister kan så have et mål på 10-20% og ultraliberalister på 0%. Men der er meget, meget langt til det niveau, hvor konservative, liberalister og ultraliberalister behøver at være uenige om hensigtsmæssige sænke skatterne yderligere. Og med det tempo, hvormed de VK-regeringen sænker skattetrykket, vil det tage uendelig lang tid.
onsdag den 19. maj 2010
En ægte konservativ
Folketingskandidat Henrik Sørensen har en klumme på 180grader.dk, hvor han kritiserer den borgerlige regering for at have ført socialdemokratisk politik siden 2001 ved at lade den offentlige sektor vokse, skatterne stige og reguleringer blive flere. Sørensen efterlyser en rendyrket konservativ politik i stedet for spinpolitikken:
"De konservative behøver ikke opfinde den dybe tallerken for igen at opfinde borgerligheden i Danmark. Konservatismen er ikke et projekt, det er en ideologi. Konservatismen er en levende ideologi, der har respekt for det enkelte menneske og sikrer dets frihed og velstand modsat totalitære ideologier som socialisme, fascisme og kommunisme. Vi skal turde være konservative. Og det tør vi ikke i dag.
Vi er blevet ramt af spinpolitik, hvor holdningerne stritter i alle retninger og mod hinanden. Den ene dag ønsker vi regelforenklinger og den næste bedre tilsyn og flere regler. Er der noget at sige til, at de borgerlige vælgere er forvirrede og rundtossede".Klar tale fra en ægte konservativ!
mandag den 10. maj 2010
Apropos sundhedsreformen, forfatningen og Goldwater
Barry Goldwater i The Conscience of A Conservative":
"I have little interest in streamlining government or in making it more efficient, for I mean to reduce its size. I do not undertake to promote welfare, for I propose to extend freedom. My aim is not to pass laws, but to repeal them. It is not to inaugurate new programs, but to cancel old ones that do violence to the Constitution or that have failed their purpose, or that impose on the people an unwarranted financial burden. I will not attempt to discover whether legislation is "needed" before I have first determined whether it is constitutionally permissible. And if I should later be attacked for neglecting my constituents "interests," I shall reply that I was informed that their main interest is liberty and that in that cause I am doing the very best I can".Goldwater er en principfast konservativ, som ikke lader sig rive med tidens populistiske udskejelser og folkestemningen. Bare der dog fandtes flere af Goldwaters slags i politik!
Sundhedsreformen i USA og forfatningen
Der er en aspekt af præsident Barack Obamas sundhedsreform i USA, som man sjældent eller slet ikke hører noget til herhjemme: Forfatningen.
En undtagelse er dog professor Peter Kurrild-Klitgaard, der skrev herom i Berlingske Tidende for nylig (3/5) og på sin blog. Den amerikanske forfatningen giver faktisk ikke den amerikanske forbundsregering i rolle i sundhedspolitikken. Kurrild henviser til en artikel i WSJ (10/5) af professor Richard Epstein, der rejser spørgsmålet om det er lovligt for forbundsregeringen at kræve af delstaterne, at de opretter de såkaldte børser, hvor borgere uden forsikring kan handle sig til sygesikring med statstilskud. Delstaterne har mulighed for at undlade at oprette disse børser, men kun hvis de øger indkomstgrænsen for Medicaid (den offentlige sygeforsikring for fattige) fra 133% til 200% af fattigdomsgrænsen. Delstaterne er i princippet ikke tvunget til at have Medicaid eller Medicare, men vil i så fald vil borgerne gennem skatten bidrage til andres staters sundhedsprogrammer uden selv at få fordel af skattekronerne.
Tidligere har professor Randy Barnett skrevet om lovligheden af dele af reformen. Barnett rejser spørgsmålet om at det er i overensstemmelse med den amerikanske forfatning, hvis den føderale regeringen gør sundhedsforsikring obligatorisk. Indførelsen af obligatorisk sygeforsikring vil ifølge Barnett ske jf. bestemmelser i forfatningen, som giver forbundsregeringen mandat til at regulere handlen mellem delstaterne. Barnett mener, at bestemmelsen er indføjet for at forhindre handelshindringer, hvilket næppe kan begrunde at gøre sygeforsikring obligatorisk. Se også dette indlæg fra tidl. senator Orrin G. Hatch, professor J. Kenneth Blackwell og senior legal analyst Kenneth A. Klukowski i WSJ (2/1).
I sidste ende er det naturligvis den amerikanske Højesteret, som fortolker forfatningen. Jeg vil nok nive mig selv i armen, hvis jeg en morgen læser i avisen, at Højesteret giver delstaterne medhold. Men lad os nu se!
Der er næppe tvivl om, at forbundsregeringen har været i stand til at udvide sine beføjelser ganske kraftigt i periode fra 1920'erne til i dag. Denne udvikling er sket til trods for adskillige retssager i Højesteret, hvor dommerne efterhånden har accepteret flere og flere beføjelser til den føderale regering. Det går en skillelinje mellem "formalister" og "realister" i den juridiske verden. Formalisterne vil holde sig til lovens bogstav, mens realisterne vil give lovgiverne mulighed for at "eksperimentere". En af de "realistiske" dommere talte om "the Living Constitution" (den levende grundlov).
Under præsident Franklin D. Roosevelt, der truede med at belejre Højesteret, fordi de underkendte store dele af New Deal programmet som stridende mod den amerikanske forfatning, og som fremsatte en lov, som skulle fylde Højesteret med flere dommere, skete der en betydelig udvidelse af beføjelserne.
Der har i det Republikanske Parti været grupper, som har modarbejdet denne udvikling og udvidelsen af forbundsregeringens magt. Disse grupper omfatter bl.a. tidligere præsidentkandidat Barry Goldwater og præsident Ronald Reagan. Goldwater havde et helt kapitel om spørgsmålet i hans berømte bog fra 1960, "The Conscience of a Conservative". På den modsatte side i står de "progressive" demokrater og republikanere, som har ønsket en stærkere rolle til forbundsregeringen og en mere "levende" fortolkning af forfatningen.
Her i Europa er det nok værd at notere sig, at selvom forfatningen (traktaten) ikke udtrykkeligt giver den føderale regering (EU) beføjelser, kan udviklingen meget vel føre frem til bredere fortolkning gennem politisk aktivisme fra domstolene.
En undtagelse er dog professor Peter Kurrild-Klitgaard, der skrev herom i Berlingske Tidende for nylig (3/5) og på sin blog. Den amerikanske forfatningen giver faktisk ikke den amerikanske forbundsregering i rolle i sundhedspolitikken. Kurrild henviser til en artikel i WSJ (10/5) af professor Richard Epstein, der rejser spørgsmålet om det er lovligt for forbundsregeringen at kræve af delstaterne, at de opretter de såkaldte børser, hvor borgere uden forsikring kan handle sig til sygesikring med statstilskud. Delstaterne har mulighed for at undlade at oprette disse børser, men kun hvis de øger indkomstgrænsen for Medicaid (den offentlige sygeforsikring for fattige) fra 133% til 200% af fattigdomsgrænsen. Delstaterne er i princippet ikke tvunget til at have Medicaid eller Medicare, men vil i så fald vil borgerne gennem skatten bidrage til andres staters sundhedsprogrammer uden selv at få fordel af skattekronerne.
Tidligere har professor Randy Barnett skrevet om lovligheden af dele af reformen. Barnett rejser spørgsmålet om at det er i overensstemmelse med den amerikanske forfatning, hvis den føderale regeringen gør sundhedsforsikring obligatorisk. Indførelsen af obligatorisk sygeforsikring vil ifølge Barnett ske jf. bestemmelser i forfatningen, som giver forbundsregeringen mandat til at regulere handlen mellem delstaterne. Barnett mener, at bestemmelsen er indføjet for at forhindre handelshindringer, hvilket næppe kan begrunde at gøre sygeforsikring obligatorisk. Se også dette indlæg fra tidl. senator Orrin G. Hatch, professor J. Kenneth Blackwell og senior legal analyst Kenneth A. Klukowski i WSJ (2/1).
I sidste ende er det naturligvis den amerikanske Højesteret, som fortolker forfatningen. Jeg vil nok nive mig selv i armen, hvis jeg en morgen læser i avisen, at Højesteret giver delstaterne medhold. Men lad os nu se!
Der er næppe tvivl om, at forbundsregeringen har været i stand til at udvide sine beføjelser ganske kraftigt i periode fra 1920'erne til i dag. Denne udvikling er sket til trods for adskillige retssager i Højesteret, hvor dommerne efterhånden har accepteret flere og flere beføjelser til den føderale regering. Det går en skillelinje mellem "formalister" og "realister" i den juridiske verden. Formalisterne vil holde sig til lovens bogstav, mens realisterne vil give lovgiverne mulighed for at "eksperimentere". En af de "realistiske" dommere talte om "the Living Constitution" (den levende grundlov).
Under præsident Franklin D. Roosevelt, der truede med at belejre Højesteret, fordi de underkendte store dele af New Deal programmet som stridende mod den amerikanske forfatning, og som fremsatte en lov, som skulle fylde Højesteret med flere dommere, skete der en betydelig udvidelse af beføjelserne.
Der har i det Republikanske Parti været grupper, som har modarbejdet denne udvikling og udvidelsen af forbundsregeringens magt. Disse grupper omfatter bl.a. tidligere præsidentkandidat Barry Goldwater og præsident Ronald Reagan. Goldwater havde et helt kapitel om spørgsmålet i hans berømte bog fra 1960, "The Conscience of a Conservative". På den modsatte side i står de "progressive" demokrater og republikanere, som har ønsket en stærkere rolle til forbundsregeringen og en mere "levende" fortolkning af forfatningen.
Her i Europa er det nok værd at notere sig, at selvom forfatningen (traktaten) ikke udtrykkeligt giver den føderale regering (EU) beføjelser, kan udviklingen meget vel føre frem til bredere fortolkning gennem politisk aktivisme fra domstolene.
torsdag den 6. august 2009
torsdag den 30. juli 2009
Om danskere, der tænker for meget på sig selv, og konservative ledere, der tænker for lidt
Unge konservative har ifølge 180grader.dk lanceret en ny hjemmeside, der sætter fokus på de ideologiske principper bag konservatismen. Når de gamle ikke kan, må de unge jo tage fat, fristes man til at sige. Og det er ikke helt forkert!
Forrige søndag bragte Berlingske Tidende (19/7) et interview med lederen af Det konservative Folkepari, Lene Espersen. I interviewet gav Espersen eller Moster Skrap, som hun kalder sig selv, danskerne en ordentlig "overhaling". Citat:
Espersen efterlyser almindelig god opførelse: Respekt for autoriteter, forældre der tager (det fulde) ansvar for børneopdragelsen (de skal lære at sige tak for mad, tage tallerken ud og opføre sig pænt, når de er i byen), gamle dyder som rettig omhu, orden, ydmyghed samt høftlighed (vi skal rejse os for de gamle i bussen og tale pænt til hinanden), større personligt ansvar, spejderånd og flere gode gerninger.
Folk skal med andre ord opføre sig som ordentlige mennesker. Det er alt sammen meget godt, det er svært at være uenig. Men det er svært at finde de politiske budskaber, det er groft sagt almindeligheder fra det pæne borgerskab.
Det tætteste vi kommer på en politisk udmelding fra Espersen er følgende:
Espersens (og Hedegaards) synspunkt om, at det er nødvendigt med mere regulering af markedskræfterne, er udtryk for en manglende forståelse for, hvad der forårsager bobler i økonomien, nemlig ekspansiv pengepolitik med kunstigt lave renter. Altså renter, der afviger fra det niveau, som "markedskræfterne" fastsætter (hvor udbud (opsparing) og efterspørgsel (låntagning) mødes). Det er stærkt bekymrende, at Espersen ikke har indset det, i betragtning af at hun faktisk også er landets økonomiminister.
Den konservative partileder kom ikke ind på årsagerne til mig selv kulturens udbredelse. Spørgsmålet om hvorfor danskerne tænker mere på selv i dag i modsætning til tidligere står hen ubesvaret. Lad os håbe, at den nye konservative hjemmeside (konservatisme.dk) vil tage dette emne op. Et godt sted at starte er velfærdsstaten. Mon ikke den har haft en negativ indflydelse på udviklingen? Velfærdsstaten er nemlig alles kamp mod alle. Konkurrencen om de skatteinddrevne ressourcer. Særinteresse mod særinteresse. Det er stedet, hvor de mest højtråbende og dem med de længste albuer, kommer til.
Samtidig bliver de nye generationer båret igennem uddannelsessystemet, bistandsklienter og andre modtagere har fået "rettigheder" til at være på permanent offentlige forsørgelse og kulturradikale har fået lov til at eksperimentere med ideen om det legende menneske. Og endelig har velfærdsstaten kappet båndet mellem stærke og svage mennesker i samfundet.
Det udvikler lallende mennesker snarere end ordentlige mennesker!
Forrige søndag bragte Berlingske Tidende (19/7) et interview med lederen af Det konservative Folkepari, Lene Espersen. I interviewet gav Espersen eller Moster Skrap, som hun kalder sig selv, danskerne en ordentlig "overhaling". Citat:
"Jeg oplever et værdiskred, hvor vi glemmer at være noget for hinanden, hvor det hele handler om os selv. Det er som om, man kun tænker på, hvad man selv kan få ud af det, i stedet for at tænke på, hvordan man kan være en aktiv borger i et fællesskab."Danskerne har fået en mig selv kultur, mener Espersen, så nu er det hendes politiske projekt, hvordan vi sikrer samfundets sammenhængskraft og opfører os som ordentlige mennesker.
Espersen efterlyser almindelig god opførelse: Respekt for autoriteter, forældre der tager (det fulde) ansvar for børneopdragelsen (de skal lære at sige tak for mad, tage tallerken ud og opføre sig pænt, når de er i byen), gamle dyder som rettig omhu, orden, ydmyghed samt høftlighed (vi skal rejse os for de gamle i bussen og tale pænt til hinanden), større personligt ansvar, spejderånd og flere gode gerninger.
Folk skal med andre ord opføre sig som ordentlige mennesker. Det er alt sammen meget godt, det er svært at være uenig. Men det er svært at finde de politiske budskaber, det er groft sagt almindeligheder fra det pæne borgerskab.
Det tætteste vi kommer på en politisk udmelding fra Espersen er følgende:
"Jeg tror, at vi kommer ind i en tid, hvor vi skal regulere markedskræfterne noget mere uden dermed at sige, at vi ikke tror på kapitalismen. Det bliver en mere reguleret og konservativ form for kapitalisme, hvor de gammeldags dyder om rettidig omhu, orden, ydmyghed, høflighed og ordentlighed vil træde tydeligere frem."Det er et synspunkt, vi har hørt før. Det er i tråd med Connie Hedegaards tale på Det konservative Folkepartis landsmøde i efteråret 2008. Det er udsagnet om, at finanskrisen skyldes grådighed - og at utæmmet kapitalisme altid vil føre til grådighed og kollaps. Espersen får også gentaget flosklen om at konservatismen ligger midt imellem socialisme og liberalisme, midt mellem det totalt kontrollerede og det totalt ukonotrollerede.
Espersens (og Hedegaards) synspunkt om, at det er nødvendigt med mere regulering af markedskræfterne, er udtryk for en manglende forståelse for, hvad der forårsager bobler i økonomien, nemlig ekspansiv pengepolitik med kunstigt lave renter. Altså renter, der afviger fra det niveau, som "markedskræfterne" fastsætter (hvor udbud (opsparing) og efterspørgsel (låntagning) mødes). Det er stærkt bekymrende, at Espersen ikke har indset det, i betragtning af at hun faktisk også er landets økonomiminister.
Den konservative partileder kom ikke ind på årsagerne til mig selv kulturens udbredelse. Spørgsmålet om hvorfor danskerne tænker mere på selv i dag i modsætning til tidligere står hen ubesvaret. Lad os håbe, at den nye konservative hjemmeside (konservatisme.dk) vil tage dette emne op. Et godt sted at starte er velfærdsstaten. Mon ikke den har haft en negativ indflydelse på udviklingen? Velfærdsstaten er nemlig alles kamp mod alle. Konkurrencen om de skatteinddrevne ressourcer. Særinteresse mod særinteresse. Det er stedet, hvor de mest højtråbende og dem med de længste albuer, kommer til.
Samtidig bliver de nye generationer båret igennem uddannelsessystemet, bistandsklienter og andre modtagere har fået "rettigheder" til at være på permanent offentlige forsørgelse og kulturradikale har fået lov til at eksperimentere med ideen om det legende menneske. Og endelig har velfærdsstaten kappet båndet mellem stærke og svage mennesker i samfundet.
Det udvikler lallende mennesker snarere end ordentlige mennesker!
mandag den 20. juli 2009
De Konservative er på farlig venstre-kurs
I dag har forskningschef Geert Laier Christensen og lektor Søren Hviid Pedersen en kronik i Berlingske Tidende (20/7), hvor de kritiserer Det konservative Folkeparti og partileder Lene Espersen for at have meldt sig i koret af stemmer mod "frit valgs-ordninger". Partiet fjerner sig fra sine rødder og har købt den socialdemokratiske idé om staten som garant for tradition og værdier. Christensen og Pedersen konkluderer:
"Det Konservative Folkeparti bør besinde sig på sit værdi-politiske og konservative grundlag. Afviser man det frie valg, er man på vej væk fra konservatismen og over i en rolle som bureaukratisk forvalter af den social-demokratiske velfærdsstat. Det fortjener hverken den danske befolkning eller Det Konservative Folkeparti. Velfærdsstatens intention er socialisme, ikke et frit samfund med ansvarlige og frie borgere. Konservatismen skal reducere den offentlige sektor og dermed også begrænse den socialdemokratiske velfærdsstat og i stedet arbejde for et åbent, frit og pluralistisk samfund, fri for statsstyring og dirigering. Med frit valg er vi godt på vej mod et mere frit og ansvarligt samfund. Uden frit valg er borgerne gjort til klienter, der kun kan vælge det, staten giver dem. Er det virkelig en vision, som de konservative finder attraktiv?"Jeg er meget enig i forfatternes konklusion, jeg har skrevet en klumme med samme kritik.
onsdag den 17. juni 2009
Stegte duer kommer ikke flyvende af sig selv
Min seneste klumme på 180grader.dk handler om Det konservative Folkeparti, som ikke har oplevet fremgang under Lene Espersen. Det skyldes, at K ikke er konservative nok.
torsdag den 11. juni 2009
Abonner på:
Opslag (Atom)