Amerikansk økonomi dårligere end du tror

Professor Martin Feldstein har et indlæg i WSJ (9/6), hvor han skriver, at amerikansk har det dårligere end de seneste tal (ikke alt for gode tal for beskæftigelse og vækst) viser. Den underliggende vækst er gået i stå. Årsagerne er: 1) Finanspolitikken har anvendt overførsler i stedet for forbrug eller investeringer, 2) Forslagene om at hæve indkomstskatter for højestlønnede, 3) Manglende plan for at nedbringe budgetunderskuddet og statsgælden i USA og 4) Inkonsistent valutakurspolitik. De 3 sidste punkter er med til at skabe usikkerhed og tilbageholdenhed med investinger. Feldstein slutter:

"The economy will continue to suffer until there is a coherent and favorable economic policy. That means bringing long-term deficits under control without raising marginal tax rates—by cutting government outlays and by limiting the tax expenditures that substitute for direct government spending. It means lower tax rates on businesses and individuals to spur entrepreneurship and investment. And it means reforming Social Security and Medicare to protect the living standards of future retirees while limiting the cost to future taxpayers.

All of these things are doable. But the Obama administration has not done them and shows no inclination to do them in the future".

Fordelene ved lettelser i marginalskatterne for højindkomstgrupper under Bush

Resident scholar Alan D. Viard, AEI, har skrevet et Tax Outlook Paper om fordelene ved lettelser i den høje marginalskat under præsident Georg W. Bush. Kongressen overvejer at lade marginalskatten stige igen, hvilket vil være en fejl, skriver Viard.

Skatter, incitamenter og Obamanomics

Professor Robert J. Barro skriver i WSJ (14/9) om nedsættelser i marginalskatten og den afledte vækst i økonomien. Præsident Ronald Reagan satte marginalskatten ned og øgede væksten. Præsident Georg Bush Jr. gentog successen, men nu overvejer præsident Barack Obama at gå den modsatte vej: At hæve skatter ved at afskaffe Bush administrationens marginalskattelettelser. Det er ikke god medicin for en økonomi, der har brug for økonomisk vækst. Her er Barros opfordring til Obama:

"My hope is that the administration will shift away from programs based on Keynesian reasoning and toward policies that emphasize favorable economic incentives. Extension of the full tax cuts of 2001-03 and a reduction in the period of eligibility for unemployment insurance would be good starts".

Alle er lige, men nogle er mere lige end andre (II)

Sidste lørdag forudså jeg, at Stephen Kinnock ville ende med at blive skattepligtig i Danmark. Nu har Kinnock frivilligt valgt at indsende selvangivelse for 2009, så Kinnock er kommet skattevæsenet i forkøbet. Men mon ikke skattevæsenet alligevel er helt enige i, at Kinnock har skattepligt i Danmark?

Under alle omstændigheder er det belejligt for Kinnocks kone og formand for Socialdemokratiet, Helle Thorning-Schmidt, at få denne historie ud af medierne. Den forgangne uge har for Thorning-Schmidt været præget af noget, der ligner søforklaringer og så en gevaldig kovending i det personlige skattespørgsmål. Først var Kinnock hjemme hver weekend fra torsdag/fredag til søndag, så var der tale om langt færre weekender. Først var det fuldstændig klart, at Kinnock kun skulle betale skat i Schweiz, så var der tale om en "gråzone". Først havde parret et solidt kendskab til skattereglerne, så vidste det internationale par pludselig ikke, at en borger sagtens kunne være skattepligtig i 2 lande på sammen og betale skat begge steder.

Det er ikke overraskende, at tilliden til Thorning-Schmidt er dykket. Mange har indtryk af en dobbeltmoral hos socialdemokraternes formand, hvor der gælder særlige regler for formanden end befolkningen, når det gælder skat og skole.

Flere læsere har kommenteret mit indlæg om Kinnocks betaling af skat i Danmark og stillet spørgsmålstegn ved min begrundelse for Kinnocks skattepligt i Danmark. Flere har således fremhævet, at Kinnock ikke er "hjemhørende" i Danmark og heller ikke tidligere har været skattepligtig i Danmark, hvorfor der skal mere til at gøre ham skattepligtig baseret på "livsinteresser". Det er nok korrekt, især da Kinnock ikke formelt har været medejer af boligen sammen med konen efter 2004. At han så arbejder hjemmefra og har møder med kunder i Danmark, mens han opholder sig i landet, er tilsynelandende nok til at gøre Kinnock skattepligtig. Men jeg er ikke skatteekspert og reglerne for dobbeltbeskatning er komplicerede, så man bør nok ikke lægge for megen vægt på min vurdering af spørgsmålet om skattepligt. Og tal med en revisor, hvis du arbejder eller overvejer at arbejde og opholde dig i mere end ét land, hvoraf det ene er Danmark.

Alle er lige, men nogle er mere lige end andre (I)

Socialdemokratiets formand har på det seneste forårsaget en fornyet debat om skat. Ikke med nye forslag til brandbeskatning af klippede får i Danmark udover dem, som allerede er fremsat. Men der været en heftig debat om Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnock personlige skatteforhold. Årsagen er, at Kinnock, som arbejder i Geneve, overraskende nok har valgt kun at betale skat i Schweiz og slet ikke i Danmark.

Thorning-Schmidt har som formand for Socialdemokratiet bekæmpet "skattelettelserne til de rige" og kæmpet for øget beskatning af "millionærer". Mange ser det derfor som en slags dobbeltmoral, når Thorning-Schmidt og Kinnock ikke betaler skat selv for Kinnocks indkomst erhvervet i Schweiz. Mange danskere tænker nok på Orwellsk udsagn: "Alle er lige, men nogle er mere lige end andre".

Nu er der næppe tvivl om, at familien Thorning-Schmidt-Kinnock tilhører "de rige" i Danmark. Lad mig slå en ting fast med det samme. Jeg kan ikke se noget galt i, at Kinnock kun betaler skat i Schweiz. Det er her, hvor han bor og arbejder, bortset fra i weekender og ferier.

Men jeg er sikker på, at Kinnock får problemer med det danske skattevæsen, som har et aldeles finmasket net, når det gælder om at prøve at få fat i indkomster udenfor landet. Det fremgår af dagspressen, at Kinnock og Thorning-Schmidt henholder sig til regel om, at Kinnock ikke skal betale skat, medmindre han opholder sig i Danmark mere end 180 dage om året. Men her tager de fejl og jeg ved det, da jeg selv tidligere har været i en lignende situation.

I 2001 flyttede jeg til England for at arbejde. Min familie skulle ikke flytte med førend kontrakten var på plads, så jeg boede og arbejdede i England i ugen. Ligesom Kinnock tog jeg hjem i weekender, dvs. hjem med sidste fly fredag aften og tilbage igen med første fly mandag morgen. Det blev en praksis, jeg hurtigt måtte ændre efter første møde med revisor. Når man enten ejer fast ejendom i Danmark (med bopælspligt) og/eller har sin familie (kone) i Danmark, vil skattevæsenet fastslå, at man har sin "livsinteresse" i Danmark. Det betyder, at skattepligten indtræder ved 7 påbegyndte døgn i Danmark om måneden. Så mine weekendture talte for 4 påbegyndte døgn, selvom jeg landende i Kastrup fredag aften kl. 21.45 og forlod landet igen mandag morgen kl. 8.10. Jeg måtte ændre min hjemrejse til lørdag morgen og rejse tilbage til søndag aften, foreslog revisor, og holde særdeles nøje øje med dagene i Danmark.

Der er i øvrigt det groteske forhold, at skattevæsenet kan fastslå, at en dansk statsborger har "livsinteresse" i Danmark og beskatningspligt i Danmark, men stemmeret kan man ikke opnå. Det var tilsvarende, som var anledning til den amerikanske revolution.

Derfor er jeg ikke et sekund i tvivl om, at skattevæsenet vil fastslå, at Kinnocks "livsinteresse" er i Danmark og så fanger bordet, hvis han kommer mere end 7 påbegyndte døgn i Danmark om måneden. Med mindre Thorning-Schmidt og Kinnock virkelig er mere lige end andre.

Mere om moms i USA

Professor Greg Mankiw har et link til en god oversigt om moms apropos debatten om dens indførelse i USA.

Er USA på vej mod en moms

USA, der lider af en gigantisk underskud, kan måske være på vej til at indføre en moms. Det er foreslået af Paul Volcker, tidl. centralbankchef og leder af præsident Barack Obamas Economic Recovery Advisory Board.

Der er næppe tvivl om, at en moms vil kunne bridage til at lukke det gabende hul i det amerikanske statsbudget, som sidste år androg hele 11% af bruttonationalproduktet. Det er formentlig også bedre end yderligere stigninger i indkomstskatten (udover dem, som er planlagt i forbindelse i sundhedsreformen for højestlønnende borgere). Det er bedre for arbejdsudbud og opsparing uden dog at være den mirakelkur, som Senior Fellow Isabel W. Sawhill fra Brookings Institute hævder i et blogindlæg (7/4). Politisk vil det være lettere for Obama, der har lovet ikke at hæve skatterne for lav- og mellemindkomstgrupperne (selvom en moms faktisk vender den tunge ende nedad).

Men det vil også medvirke til at cementere et højere niveau for de statslige, føderale udgifter, der som bekendt er eksploderet under præsident Georg W. Bush og fortsat sin himmelflugt under præsident Barack Obama. Sawhill foreslår, at momsen kommer, når demokraterne ser mulighederne i nye statslige indtægter:

"As Larry Summers once noted, Republicans don’t like value-added taxes because they are a revenue machine and Democrats don’t like them because they are regressive. We will get a VAT when Democrats realize that they are a revenue machine and Republicans realize that they are regressive".

Senior Fellow Daniel J. Mitchell, CATO Institute, advarer imod en forbundsmoms af samme grunde i New York Post (7/4):

"Blocking a VAT may not be sufficient to control the size of government, but it's necessary. Handing Washington a whole new source of revenue would be akin to giving keys to a liquor store to a bunch of alcoholics".

Mitchell har en pointe. Han sammenligner udgiftstrykket (de offentlige udgifter i procent af bruttonationalproduktet) i EU (EU-15) og USA før og efter indførelsen af momsen (30,1% mod 28,3%). Før momsen var det stort set det samme. Efter momsens indførelse i EU er skattetrykket steget til 47,1% mod kun 35,3% i USA.

Det store spørgsmål er imidlertid, om den amerikanske befolkning vil akceptere denne markante udvidelse af forbundsregeringen. Eller om et nyt oprør er på vej. Men for politikernes vedkommende er der ingen tvivl om, hvad de vil ifølge Mitchell:

"They want the cash, of course, so they can continue buying votes by spending other people's money".

Stigende marginalskatter efter ObamaCare

Skatterne er på vej op i USA. I 2013 bliver kapitalgevinstskatten øget fra 20% til 23,8% for personer med indtægter over 200.000 USD og familier med indtægter på over 250.000 USD. Det er en del af finansieringen af sundhedsreformen.

Indkomstskatten vil også stige for denne gruppe på cirka 2% af den amerikanske befolkning. Den højeste marginalskat på indkomst stiger fra 35% til 39.6%, også for personer med indtægter over 200.000 USD og familier med indtægter over 250.000 USD. Det er udløbet af en skattelettelse, som præsident George W. Bush fik gennemført, som præsident Barack Obama ikke vil forlænge.

Men spørgsmålet er, hvad der bliver det næste skridt på skattefronten. USA har et massivt (græsk) underkud på statsbudgettet og der er ikke udsigt til forbedring i de næste 10 år eller mere. Snarere tværtimod. Budgetsituationen vil blive forringet i takt med, at flere og flere ældre gør krav på pension og sundhedsydelser. Underskuddet er så stort, at man næppe kan nøjes med at kræve mere ind i skat fra de højest lønnede. Så mon ikke Obama kommer til at gøre som George Bush senior - at bryde et valgløftet ("Read my lips - No new taxes") og hæve skatter for middelklassen i USA?

Usikkerhed holder den økonomiske aktivitet nede i USA

Den økonomiske nedtur, som USA har oplevet i 2008-09 er ikke meget anderledes end nedturen i 1973-75 or 1981-82. Men alligevel tyder alt på, at økonomien er langsommere om at komme i gang. Væksten er lavere og arbejdsløsheden falder ikke.

Det er to årsager til dette, skriver professor Gary S. Becker, professor Steven J. Davis og professor Kevin M. Murphy, alle økonomer fra Chicago University, i WSJ (4/1). Den første årsag er naturligvis eftervirkningerne af selve finanskrisen, som består i husholdningers konsolidering af deres økonomi samt svækkede banker og finansielle institutioner. Den anden årsag er usikkerhed skabt af det nye politiske flertal i Kongressen og den nye præsident, som vil gennemføre store ændringer i amerikansk økonomi:

"They interpreted this [valgsejren, red.] as evidence that a large majority of Americans want major reforms in the economy, health-care and many other areas. So in addition to continuing and extending the Bush-initiated bailout of banks, AIG, General Motors, Chrysler and other companies, Congress and President Obama signaled their intentions to introduce major changes in taxes, government spending and regulations—changes that could radically transform the American economy".

Initiativerne omfatter kostbar stimuleringspakke, stigende marginalskatter, trussel om høje afgifter på CO2 udlednning, sundhedsreform med pålæg til mindre og mellemstore virksomheder om at forsikre medarbejdere, nye reguleringer og stor usikkerhed om pengepolitikken.

I lyset af de initiativer, som er taget eller planlagt af præsident Barack Obama og demokraterne i Kongressen, er det ikke overraskende, at virksomheder er tilbageholdendende med at foretage investeringer eller udvide forretningen. Den økonomiske aktivitet er sløv, ikke fordi bankerne ikke vil udlåne penge til virksomhederne, men fordi virksomhederne er tilbageholdende med at investere og låne. Tallene taller sit tydelige sprog: Investeringer er på et lavpunkt og usikkerheden om fremtiden er stor i virksomhederne. Fejlen er at finde i den ambitiøse dagsorden, som Obama og demokraterne har:

"These facts suggest that it was a serious economic mistake to press for a hasty, major transformation of the U.S. economy on the heels of the worst financial crisis in decades. A more effective approach would have been to concentrate first on fighting the recession and laying solid foundations for growth. They should have put plans to re-engineer the economy on the backburner, and kept them there until the economy emerged fully from the recession and returned to robust growth. By failing to adopt a measured approach to economic policy, Congress and the president may be slowing the economic recovery, and thereby prolonging the distress from the recession".

Den danske velstand styrtdykker

Børsen (11/8) beretter, at Danmark nu er rykket ned på en 12. plads over verdens lande, når det gælder købekraftskorrigeret bruttonationalprodukt per indbygger. Udsigten til vækst i 2011-2017 er samtidig dårligere end for de fleste andre OECD-lande, så cheføkonom Mads Lundby Hansen, CEPOS, forudser, at Danmark falder yderligere ned på ranglisten, hvis ikke politikerne laver nogle reformer.

Situationen er formentlig værrere end tallene viser. OECD-tallene bygger nemlig på de officielle tal fra nationalregnskabet. Og her er det er konventionen, at produktionen i den offentlige sektor værdisættes til de afholdte udgifter, fordi der ikke er markedspriser på ydelserne. Der er der to problemer med. For det første vil produktionen være mere "værd", hvis de leveres af uproduktive offentlige virksomheder. For det andet afspejler værdien overhovedet ikke forbrugernes nytte af ydelserne, som jo typisk er "gratisydelser" og derfor bliver efterspurgt næsten uanset værdien for forbrugerne.

Produktionsværdien af offentlig produktion er derfor overdrevet. Da bidraget fra økonomiske aktivitet i den offentlige sektor er større her i landet end i de fleste andre OECD-lande, vil det få velstanden til at se relativt større ud for Danmarks vedkommende end den er. Til gengæld inkluderer OECD-tallene kun den hvide økonomi. Aktiviteten i den sorte økonomi og gør-det-selv hjemmeøkonomien er formentlig også større her i landet end i lande, vi sammenligner os, hvilket så underdriver velstanden.

Danmarks faldende placering på ranglisten skyldes flere forhold, men den er især gal med produktiviteten, hvor udviklingen ifølge CEPOS "går på krykker". Lundby Hansen foreslår, at regeringens nye Vækstforum kigger arbejdsmarked, skat og uddannelse. OECD peger på, at en lavere selskabsskat er vejen til flere investeringer i erhvervslivet og dermed højere produktivitet. Lavere selskabsskatter vil også tilstrække udenlandske investeringer.

Marginalskatten er også vigtig som påpeget af CEPOS og den er til trods for forårets skatteomlægning en af de højeste i verden. Det danske skattesystem straffer borgere, der vil gøre karriere i virksomhederne. Marginalskatten på fritid og gør-det-selv aktiviteter er som bekendt nul, så produktive danskere flytter i større omfang aktiviteter fra arbejdsliv til fritidsliv eller til arbejds- og fritidsliv i udlandet. Og produktive mennesker fra andre lande rejser i en bue udenom Danmark (med mindre de tager en kortere ophold på forskerordningen). Og så giver den høje marginalskat også borgerne et dårligere afkast af uddannelse, hvilket også har betydning for skabelse af velstand i samfundet.

Der er næppe tvivl om, at Danmark har et stort behov for strukturreformer, der sænker skatten på arbejde, investeringer og uddannelse. Der er også grund til at reformere den offentlige sektor, så flere aktiviteter bliver udsat for konkurrence og dermed kan bidrage til skabelse af velstand. Dette gælder især indenfor sundhed og uddannelse, hvor ringe kvalitet eller lavproduktivitet har stor betydning for produktiviteten i resten af økonomien.

Det kan jo eksempelvis undre, at en større del af danskernee gennemgående har længere uddannelser uden det smitter af på produktiviteten. Det vil derfor være nærliggende at kigge på værdiskabelsen i uddannelsessystemet og undersøge, hvordan nyudklækkede fra forskellige læreanstalter bidrager til produktiviteten i erhvervslivet, når de forlader skolebænken og kommer ud i det virkelige liv.

I dag er det skattefrihedsdag

Ja, så blev det endelig skattefrihedsdag i Danmark jvf. beregninger fra Dansk Industri. Jeg tror, at jeg vil fejre dagen med champagne, foie gras og hummer. Og dog. Med alle de skatter, jeg har betalt, er der nok kun råd til en rød sodavand og en sildemad

Danske tilstande for marginalskatter i USA?

Demokraterne i USA taler om at øge marginalskatten med helt op til 5,4 % for de højeste indkomster. Det skal bidrage til at finansiere stigningen i de offentlige udgifterne til sygeforsikring. I forvejen planlægger Obama administration og demokrater en strafafgift på 8 % af lønsummen for virksomheder, som ikke giver medarbejderne sygeforsikring, og en strafagift på 2,5 % for medarbejdere, der ikke har forsikring.

En stigning i skattesatser vil bringe marginalskatten op over 50 %. Kun fire lande vil have højere marginalskattetryk: Holland, Belgien, Sverige og Danmark!

Danmark har den højeste beskatning af renter og aktier

I en sammenligning af 34 lande er Danmark et af de lande, som beskatter renter, aktieavancer og udbytter hårdest. Det samme gælder den sammensætte aktie- og selskabsbeskatning. Det fremgår af et notat fra CEPOS. Det gælder også efter Forårspakke 2.0, som sænkede renteskatten fra 51,5% til 42%.

Det er en kedelig placering, Danmark får i denne opgørelse. En høj beskatning af renter og aktieindkomst har en negativ påvirkning på opsparingen, virksomheders mulighed for at at rejse kapital og den høje beskatning giver virksomheder og personer et inciment til at søge skattely eller henlægge aktiviteter udenfor Danmark. CEPOS foreslår en flad skat på rente- og aktieindkomst på 25%. Det ville være et skridt i den rigtige retning.