Viser opslag med etiketten budgetunderskud. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten budgetunderskud. Vis alle opslag

søndag den 13. februar 2011

Tiden er inde til besparelser i USA

Professor Michael J. Boskin skriver i WSJ (11.2), at tiden nu er inde til besparelser på det offentlige budget i USA. Boskin noterer, at den nuværende præsident alene i sin første embedsperiode formentlig vil ende med at stifte mere gæld end alle andre 43 præsidenter tilsammen i alle embedsperioder. Så det er ikke klogt at følge den største øgning af de offentlige udgifter siden anden verdenskrig op med nye offentlige udgifter.

Det er muligt at nedbringe underskuddet, reducere de offentlige udgifter og skabe vækst, mener Boskin: 
”In the 1980s and '90s, federal spending was reduced by more than 5% of GDP to 18.4% in 2000—a level sufficient to balance the budget at full employment and allow for lower tax rates. It was a remarkable period of growth, and there's no reason we can't repeat that success".
Boskin foreslår at tage livet af ObamaCare, TARP (finanssektorens økonomiske hjælpeprogram iværksat under finanskrisen) og resten af stimuleringspakken. Heruodver foreslår Boskin blandt andet at konsolidere, slanke, flytte budget til delstaterne, indfører faste individuelle tilskud i stedet for ydelser og at indeksere pensioner efter priser i stedet for løn.

Præsident Barack Obama har foreslået store offentlige anlæg og infrastrukturprojekter, der blandt andet skulle sætte gang i beskæftigelsen. Billedet af tusindvis af arbejdere med skovle, der graver dæmninger og tunneler, leder tankerne hen på præsident Franklin D. Roosevelts beskæftigelsesprojekter under krisen i 1930’erne. Økonomer er uenige om hvorvidt disse projekter for fornuftige dengang som svar på krisen. Men i det moderne samfund har infrastruktur projekter slet ikke som indhold af arbejdskraft som dengang og Boskin afviser disse som ineffektive.

onsdag den 2. februar 2011

Kriser er uundgåelige i en markedsøkonomi, men kollektivisering af tab fører til uansvarlig adfærd

Mandag holdt redaktør Rainer Hank, Frankfurter Allgemeine Zeitung, foredrag i CEPOS (31.1). I foredraget kom ind på årsagen til finanskrisen og gældskrisen i Europa blandt Euro-landene. Hank mener (som økonomerne John M. Keynes med "animal spirít", Joseph Schumpeter med "creative destruction" og den "østrigske" økonomiske skole med konkunkturcykelteori), at kriser er uundgåelige i markedsøkonomi, men at den kollektivisering af tab, som sker gennem støtteordningerne til finansielle institutioner og stater i økonomiske vanskeligheder, forstærker problemerne. Se foredraget på CEPOS hjemmeside.

tirsdag den 1. februar 2011

Ingen konkrete forslag til løsning af de økonomiske problemer i USA

Præsident Barack Obama holdt for en uge siden sin tale om unionens tilstand til Kongressen. Talen viser, at præsidenten bevæger sig ind mod midten i amerikansk politik. Det sker efter det markante valgnederlag i november, hvor republikanerne vandt flertallet i Repræsentanternes Hus og nok pladser i Senatet til at kunne blokkere lovgivning. Præsidenten har allerede med en aftale om at udsætte en planlagt skatteforhøjelse 2 år og forlænge understøttelsen til arbejdsløse vist, at der kan samarbejdes over midten.

Men der er ikke enighed mellem demokraterne og republikanerne om, hvad der er det økonomiske hovedproblem: Arbejdsløsheden eller budgetunderskuddet. For Obama og demokraterne fokusere nok på arbejdsløsheden, mens republikanerne er mere optaget af budgetunderskuddet. Men som The Economist (29.1) skrev i lederen fredag, så kommer hverken demokraterne eller republikanerne med konkrete forslag til løsning af problemerne. Og Obama kom heller ikke med konkrete forslag til løsninger af problemer, skriver The Economist:
"Mr Obama claimed that America needs to “out-innovate, out-educate and outbuild the rest of the word”. Yet his speech provided only the waffliest of ideas about how it might do that, and no indication of how they might be paid for. The parallel he likes to draw with the moment when Sputnik was launched and America realised Russia was winning the space race falls down there, for in 1957 America’s government had piles of cash to spend on catching up. Now it has none".
...

"A year ago Mr Obama set up a deficit-reduction commission, which duly produced a sensible report at the end of last year. He has failed previously, and failed again this week, to endorse the commission’s conclusions. He offered no specific proposals for cutting the cost of the biggest drains on the federal purse: health care, Social Security (pensions) and defence. And, although revenues will have to rise if the budget is to be brought into balance, he failed to explain to middle-class Americans that they will have to pay more tax. His only gestures in the direction of fiscal responsibility were to propose reforming corporate tax, increasing some taxes on the very rich and extending a freeze on some categories of discretionary spending, all of them tiny parts of the overall picture. If he is serious about the deficit, this was the time to show it. He should have taken courage from recent improvements in both his poll ratings and the economy. He copped out".

lørdag den 29. januar 2011

Taylor efterlyser sundere økonomisk politik i USA

Professor John B. Taylor efterlyser i WSJ (28.1) en anden og mere sund økonomisk politik i USA. Det skal ske ved at regeringen fokuserer på at nedbringe statsgælden og de offentlige udgifter, mens forbundsbanken skal føre en stabil pengepolitik og helst følge regler. En økonomisk politik som er forudsigelig vil gavne investeringerne i økonomien og dermed beskæftigelsen (se sammenhængen i vedstående figur).

lørdag den 8. januar 2011

Greenspan advarer mod den offentlige gældsbyrde i USA

Tidligere centralbankdirektør Alan Greenspan mener, at USA kan opleve en gældskrise, hvis ikke politikerne i Washington D.C. i tide tager beslutninger om at reducere de offentlige udgifter eller øge skatteindtægter for at bringe gældssætningen ned, skriver WSJ (7.1).

fredag den 7. januar 2011

Centralbankdirektør efterlyser besparelser på offentlige budgetter

Centralbankdirektør for Luxembourg, Yves Mersch, efterlyser i meget klare vendinger i WSJ (5.1) besparelser på de offentlige budgetter. Han skriver blandt andet:
"Now the time is near for policy makers to withdraw economic stimulus at a moderate but steady pace. Costly ad hoc measures should be replaced by rule-based, medium- to long-term oriented "Ordnungspolitik." This German expression describes the economic approach in which the state has a limited role, giving leeway to markets. Although it stresses the importance of setting up incentives properly, it abjures discretionary interference with the plans and actions of market participants".
Det er svært at være uenig!

mandag den 13. december 2010

Hvad er galt i Spanien?

Tidligere premierminister José Maria Aznar sparker i WSJ (13.12) til hans socialistiske efterfølger, José Luis Rodríguez Zapatero, der overtog regeringsmagten i 2004 efter en bombeeksplosionen på Madrids banegård. Den spanske økonomi havde højvækst i 2004, skabte nye arbejdspladser og havde balance på de offentlige budgetter. Det er på 6 år vendt til økonomisk kaos, fordi den socialistiske regering har opgivet reformere det spanske samfund, skriver Aznar. Han skriver endvidere:
"An essential part of this political change will be for Spain to immediately acknowledge that the state has to limit its economic and social role, and open new areas of freedom and dynamism for society and private entrepreneurship. Spain needs to accomplish deep reforms in its administrative structure, including eradicating bureaucratic and public bodies and rationalizing public expenditure. Spain cannot delay any longer in reforming its welfare state, but must start now to restore the conditions for a thriving society that is open to all.
Spain is more than capable of becoming, once again, a dynamic and enterprising country, one that generates employment and opportunity. But first it must undertake the hard work of unwinding six years of political misdeeds. We can't wait".
Aznar har ret i, at der er ikke noget værre end reformforskrækkede regeringer, der ikke handler med rettidig omhu. Den spanske regering er blot en af slagsen!

mandag den 8. november 2010

Tidligere budgetdirektør i Det hvide Hus: Nu skal vi altså have styr på statens underskud

Distinguished Visiting Fellow Peter R. Orzag fra Center for Foreign Relations efterlyser i Berlingske Business (8/11) en indsats mod budgetunderskuddet fra præsident Barack Obama. Orzag fra budgetdirektør for Obama fra januar 2009 indtil han forlod stillingen i juli i år, fordi hans chef ikke lyttede til ham og tog gældsproblemet alvorligt nok. Journalist David Trads har et interview med Orzag, som jeg kan anbefale. Her et citat:

"Vi har brug for, at der fremlægges en troværdig plan for, hvordan vi får styr på underskuddet i 2015 eller 2016 - altså det er ikke nok at tale om, hvordan økonomien ser ud om nogle årtier; perspektivet skal være, hvad vi gør i de kommende fem år. Det meste af problemet må vi løse med større indtægter - det vil sige øgede skatter - for gabet mellem indtægter og udgifter er så stort, at vi ikke kan nøjes med at se på besparelser".

mandag den 20. september 2010

Forslag til reduktion af de offentlige udgifter i USA

I valgkampen lovede præsidentkandidat Barack Obama, at hans administration ville gå budgettet igennem med en tættekam: "We will go through our federal budget page by page, line by line, eliminating those programs we don’t need". Præsident Obama har ikke foretaget sig meget andet end at øge de offentlige udgifter. Cato Institute har derfor gennemgået budgettet for Obama og fundet en stribe forslag til reduction af de offentlige udgifter. En oversigt kan findes her. Der er også en hjemme, som http://www.downsizinggovernment.org/ med budgetanalyser og forslag til besparelser.

Cato Institute har ret systematisk kritiseret både demokrater og republikanere for øge den føderale regerings udgifter og ikke at balancere budgettet.

tirsdag den 31. august 2010

Mere om statsbankerot

Professor Richard Posner og professor Gary Becker diskuterer statsbankerot i deres seneste blogindlæg. Posner gennemgår en nylig rapport fra Morgen Stanley, "Ask Not Whether Governments Will Default, but How", der viser, at den amerikanske stat er insolvent, hvis man opgør aktiver (nutidsværdien af fremtidige indtægter og skattepotentiale) og passiver (statsgæld, nutidsværdien af stigende udgifter og andre forpligtelser). Posner konkluderer:
"The deeper the financial hole that the government has dug for itself by incompetent economic management—and our government has dug itself a very deep hole, largely because of the mismanagement of monetary policy and financial regulation by the Federal Reserve under Greenspan and Bernanke and by other government agencies—the more difficult it is to climb out of the hole on the backs of holders of entitlements and recipients of government services. The political resistance is too intense. It’s at that point that the bondholders, and holders of other contractual rights against the government, have to start worrying about the prospects for outright default or default through inflation. These are possibilities in our future, just as in the future of Greece".
Becker diskuterer risikoen for at USA ikke kan tilbagebetale landets statsgæld. Han påpeger, at en række politiske initiativer, herunder sundhedsreformen, har øget udgiftspresset og derfor vil muligheden for at gælden ikke tilbagebetales. Omvendt kan i økonomisk politik, som fokusere på at øge væksten, reducere risikoen.

mandag den 30. august 2010

USA har retning mod afgrunden og vil gå bankerot i løbet af næste 10 år

I mit seneste indlæg sammenlignede jeg præsident Barack Obama med statsminister Anker Jørgensen, når det gælder bekæmpelse af arbejdsløshed.

Mere generelt kan man sige, at Obamas økonomiske politik minder forbavsende meget om Jørgensens: Ukontrolleret vækst i de offentlige udgifter, massive budgetunderskud, stigende skatter og nye velfærdsordninger.
Nu mangler der så bare en finansminister i USA, der tør sige tingene ligeud, som finansminister Knud Heinesen gjorde søndag d. 28. oktober 1979 i TV-avisen:
"Vi er ikke på afgrundens rand. Men vi har retning imod den og vi kan se den".
Men Obamas finansminister Tim Geithner har pokerface eller også har Obamas og hans spindoktorer mere styr på deres finansminister end Jørgensens havde på sin.
 Hvad Geithner ikke vil sige, er andre parate til. Professor Jørgen Østrøm Møller siger således til magesinet Ræson, at USA går bankerot inden 10 år. Den analyse, som Ørstrøm Møller laver, er baseret på Obama administrationens i øvrigt optimiske fremskrivning af amerikans økonomi for de næste 10 år. Den viser, hvordan udgifterne vokser hastigt p.g.a. den demografiske udvikling og vil overgå indtægterne i de næste 10 år. USA vil med andre ord øge gældsætningen markant i de næste 10 år. Ørstrøm Møller mener derfor, at amerikanerne på et tidspunkt kommer til at lave en aftale med sine kreditorer (blandt andet Kina) om at nedskrive USA's statsgæld.

Ørstrøm Møller blev også interviewet til DR's Orientering i torsdag (26/8).

torsdag den 12. august 2010

Republikansk budgethøg og forfatter til "A Roadmap for Americas Future" spås en indflydelse efter midvejsvalget i USA

NYT (11/8) foreslår, at det republikanske medlem af Repræsentanternes Hus, Paul Ryan, kan blive samarbejdspartner for præsident Barack Obama, når eller hvis demokraterne efter midtvejsvalget taber flertallet i Repræsentanternes Hus. NYT forudser dermed, at Ryan vil spille en tilsvarende rolle i udformningen af den økonomiske politik som Newt Gingrich havde i 1990'erne, da præsident Bill Clinton mistede flertallet i Repræsentanternes Hus i 1994.

Ryan er toneangivende republikanerne, når det gælder budgettet, og har skrevet "A Roadmap for Americas Future", der lægger op til en reform af Social Security, Medicaid and Medicare, de tunge udgiftsposter på det føderale budget, som er i stigende ubalance grundet demografiske ændringer, samt andre forslag til forbedre af budgettet og fremme investeringer.

torsdag den 22. juli 2010

Brug for et opgør med den danske velfærdsmodel

Professor Nina Smith skriver i Politiken (21/7), at der er brug for et opgør med den danske velfærdsmodel, som blev introduceret i midten af 1970'erne med ændringen i sociallovgivningen, som hidtil havde bygget på princippet om "værdigt trængende". Trangskriterier blev erstattet med generelle rettigheder for alle. Men mens modellen var billig i 1970'erne, 1980'erne og 1990'erne, fordi relativt mange arbejdede og få var pensionister, så arbejder den demografiske udvikling imod den model - og der er derfor brug for reformer.


Behovsprincippet har haft en selvforstærkende negativ effekt på opfattelsen i befolkningen:
"Inden for den økonomiske forskning tales der om, at normer og holdninger kan blive påvirket af eksistensen af institutioner som f.eks. velfærdsstaten. Vi er gået fra et ’pligtsamfund’ til et ’rettighedssamfund’. I pligtsamfundet følte de fleste borgere en grundlæggende pligt til at ’forsørge sig og sine’, mens vi i stigende grad ser på vore rettigheder, uanset om man reelt har behov for ydelserne. ’At yde efter evne og nyde efter behov’ gælder ikke længere – de fleste af os tager, hvad vi har ret til, og nogen måske lidt til, uanset om vi har behov for det. Vi har jo betalt vores skat!" 
Og samtidig undervurderer befolkningen systematisk, hvad ydelserne koster, og gratisprincippet gør, at udbuddet ikke kan følge med efterspørgslen.


Smith konkluderer:
"Derfor bør man genoverveje det gamle princip om at ’yde efter evne og nyde efter behov’. Det er helt i modstrid med den universelle velfærdsmodel. Det er også i modstrid med at målrette efter indkomst, hvis borgernes behov faktisk ikke alene afhænger af indkomst".

onsdag den 21. juli 2010

Øget offentlig gældsætning øger ikke væksten i amerikansk økonomi

Professor Vernon L. Smith skriver på The Daily Beast (19/7), at øget gældsætning ikke er vejen til vækst i amerikanske økonomi.

tirsdag den 20. juli 2010

Keynesianerne har intet lært

Niall Ferguson skriver i FT (19/7) om keynesianerne, som intet har lært af historien. Det referere hele tiden til 1930'erne, men de har ikke lært af fejltagelserne i den økonomiske politik i senere år.

Ferguson refererer bl.a. til professor Thomas Sargent papir fra 1981 "The Ends of Four Big Inflations", som foreslog, at radikalt politikskifte var vejen ud af højinflation, arbejdsløshed og gældsætning. Et sådant skifte blev gennemført i Storbritannien, USA og Danmark af henholdsvis premierminister Margaret Thatcher, præsident Ronald Reagen og statsminister Poul Schlüter. Her er konklusionen fra Fergusons artikel:
"The evidence is very clear from surveys on both sides of the Atlantic. People are nervous of world war-sized deficits when there isn’t a war to justify them. According to a recent poll published in the FT, 45 per cent of Americans “think it likely that their government will be unable to meet its financial commitments within 10 years”. Surveys of business and consumer confidence paint a similar picture of mounting anxiety.
The remedy for such fears must be the kind of policy regime-change Prof Sargent identified 30 years ago, and which the Thatcher and Reagan governments successfully implemented. Then, as today, the choice was not between stimulus and austerity. It was between policies that boost private-sector confidence and those that kill it".
Desværre har USA ikke en Ronald Reagan, som kan gennemføre et radikalt politikskifte, men en administration, som er ved at gældsætte USA i et omfang, der ikke er set siden 2. verdenskrig ("it is world war finance without the war") og som vil reducere væksten i den amerikanske økonomi i fremtiden.

mandag den 12. juli 2010

Græsk indkøb af u-både i Tyskland, som landet ikke har behov for

WSJ har en artikel (11/7) om Grækenlands forsvarsbudget og våbenkøb i Tyskland, Frankring og USA. For at gøre en lang historie kort, så har Grækenland et væsentlig større forsvarsbudget end resten af EU (det dobbelt i % af bruttonationalproduktet), hvilket i et vist omfang kan forklares i rivaliseringen med det meget større Tyrkiet.

Grækenland køber også flere våben og WSJ beretter, at landet har købt 4 U-både, som det vidst ikke behøver (ifølge den øverste chef for den græske flåde, som trådte tilbage før tid tidligere på året). En U-båd er leveret og den lever ikke op til forventningerne. Men indkøbet af U-både skaber jobs i både Grækenland og Tyskland (og hvad betyder det så, om de virker?).

Samtidig er flere tyske firmaer ved at blive undersøgt af politiet for bestikkelse. De har tilsyneladende udbetalt millioner til græske politikere for at få aftalen på plads. Flere direktører i de tyske firmaer bag våbenhandlen er allerede trådt tilbage. Og WSJ påpeger også, at en genforhandling af aftalen, der indebærer at Grækenland køber 2 U-både yderligere (som de sikkert har ligesåmeget brug for som de første 4, hvoraf altså kun 1 er leveret og ikke lever op til forventningerne), faldt endelig på plads i marts. Det er på samme tidspunkt som EU blev enige om hjælpepakken til Grækenland. WSJ gransker i sammenfaldet, men alle afviser, at de to ting har noget med hinanden at gøre!

I øvrigt kan man læse i artiklen, hvordan skiftende græske regeringer drillede hinanden ved at flytte bogføringsdatoen for ubådene frem og tilbage mellem forskellige regnskabsår, så først den ene, så den anden regering kom til at fremstå i dårligt lys.

Dette er en rigtig moderne græsk tragedie.

lørdag den 10. juli 2010

Sparsommelighed eller mere stimulering af økonomien (II)

Den økonomiske side af debatten om øget stimulering af økonomien versus sparsommelighed handler om betydningen af forventninger. Hvis regeringen øger budgetunderskuddet ved at øge udgifterne eller sætte skatterne ned, vil det så blot øge den økonomiske aktivitet? Eller vil det få borgerne og virksomheder til at forbruge og investere mindre, fordi de forventer, at regeringen på et eller andet tidspunkt bliver nødt til at hæve skatterne?

Professor Paul Krugman repræsentere den skole, som mener, at regeringen skal øge udgifterne og burde have brugt flere penge på stimulering af økonomien. Professor Greg Mankiw repræsentere den anden skole, som ikke mener, at regeringerne kan øge udgifterne eller budgetunderskuddet uden at det har konsekvenser for forbrug og investeringer.

torsdag den 8. juli 2010

Sparsommelighed eller mere stimulering af økonomien

Skal regeringerne stimulere økonomien yderligere eller skal regeringerne spare og nedbringe de store budgetunderskud? Dette spørgsmål blev diskuteret af regeringscheferne på det seneste G20 i Toronto og det diskuteres ligeledes blandt økonomer.

På G20 topmødet ønskede den amerikanske præsident Barack Obama yderligere stimulering af økonomien (mest fra andre lande), mens forbundskansler Angela Merkel og premierminister David Cameron stod for sparsommelighed. Europa og USA synes således at gå hver sin vej. I EU er regeringerne forpligtet til at nedbringe underskuddet over de næste par år, så de opfylder Vækst- og Stabilitetspagten. Adskillige medlemslande har også så store underskud, at de er i farezonen for at komme ud i en situation, der minder om den, Grækenland var i, hvor det var vanskeligt at finansiere statsunderskuddet.

Det er i vidt omfang forskellige erfaringer, som præger debatten. Frankfurter Allgemeine Zeitung havde en artikel forud for G20 topmødet i Toronto (26/6), hvor man pegede på forskellige historiske erfaringer. De tyske erfaringer med en galopperende inflation i 1920'erne og de amerikanske erfaringer med den langtrukne depression i 1930'erne. Tyskerne har lært, at inflation er ødelæggende for økonomisk stabilitet og vækst. Endvidere at store underskud kan få seddelpressen til at køre. Amerikanerne at store budgetunderskud kan skubbe gang i økonomien.

Men også andre forhold spiller ind. Tyskland og EU har flere "automatiske stabilisatorer" indbygget i økonomiem end USA, så behovet for stimuleringspakker er selvsagt mindre. En stor del af stimuleringspakkerne i USA er netop til arbejdsløshedsunderstøttelse og sygeforsikring (som amerikanere mister, når de mister deres arbejde) samt bloktilskud til delstaterne, så de kan fastholde antallet af offentligt ansatte. I Tyskland og resten af EU sker denne "stimulering" automatisk, da EU-landene har mere fintmaskede sociale sikkerhedsnet end USA. Et andet forhold, som påvirker amerikanernes villighed til at stifte gæld, er, at dollaren stadig er resevevaluta i mange lande, hvilket alt andet lige gør det lettere at låne.

Man skal heller ikke være blind for de politiske budskaber målrettet egne vælgere. Præsident Barack Obama er efterhånden nået så langt ind i sit embedsperiode, at han ikke længere kan skyde skylden for alle problemerne over på sin forgænger. Han har ansvaret nu og har øget de offentlige udgifter markant med løfter bedre tider. Når man ikke længere kan give forgængeren skylden, vil regeringer typisk forsøge sig med udlandet. Og her følger Obama gængs praksis for regeringsførelse. Hvis der ikke er gang i den amerikanske økonomi, er det fordi tyskerne er sparsommelige og kineserne fifler med deres valutakurs, er budskabet fra Washington til amerikanske vælgere, som skal til stemmeurnerne til november.

Omvendt kan man sige, at forbundskansler Angela Merkel og hendes tyske regering har et behov for at fremstå mere konservative end de i virkeligheden er. Udgiftspolitikken er nok holdt i mere stramme tøjler end i USA, men koalitionsregeringen i Berlin er jo ikke høge. Befolkningen nærer også en berettiget dyb skepsis overfor hjælpeprogrammet for den græske stat, hvor der synes bøjet en paragraf eller to i forhold i Vækst- og Stabilitetspagten. Der er skepsis overfor skæbnefælleskabet med svage økonomier i EU gennem den fælles mønt. Så på begge sider af Atlanten har politikerne noget at vinde på debatten, selvom de ikke bliver enige.

fredag den 28. maj 2010

Den såkaldte genopretningspakke

VK-regeringen indgik i pinsen en aftale med Dansk Folkeparti om at gennemføre en såkaldt "genopretningspakke". I et offentligt budget på over 1.000 mia. kr. har VK-regeringen og støttepartiet kunne finde budgetforbedringer på 24 mia. kr., hvor 60% er skatteforhøjelser og resten er besparelser. Besparelser på 1% i verdens største offentlige sektor er uambitiøst og langt fra nogen form for "genopretning" af dansk økonomi.

Sandheden er, at den store offentlige sektor og tyngende skattetryk år efter år svækker Danmarks relative økonomiske position i forhold til andre lande. Vi er på få årtier gået fra at være et af verdens rigeste lande til nu at falde ud af top-10. Forklaringen er enkel: For store dele af befolkningen er på overførselsindkomst, men resten forsøger at begrænse arbejdsindsatsen pga. høje marginalsatser. Skattereformen fra 2009 sigtede på at bringe marginalskatten ned, men det er nu delvist udsat. Samtidig er de underliggende strukturproblemer i de offentlige udgifter fortsat uløste.

Professor Peter Kurrild-Klitgaard har en meget rammende kritik af den såkaldte "genopretningsplan" i Berlingske Tidende (27/5).

tirsdag den 18. maj 2010

Budgetunderskud, Euro og ansvarlig økonomisk politik

Lektor Christian Bjørnskov har et indlæg på punditokraterne.dk om den nye fond i EU-lande, som skal støtte lande, der kommer i selvskabte vanskeligheder pga. store underskud og gældsætning. Det er, som Bjørnskov skriver, vanskeligt at se den økonomiske logik i beslutningen. Muligheden for hjælp er betinget af, at landene fremlægger "handlingsplaner", hvilket Bjørnskov sammenligner med arbejdsformidlingernes indsats for at få folk i arbejde.

Endvidere forklarer Bjørnskov hvorfor den danske fastkurspolitik overfor D-mark og Euro er mere disciplinerende end medlemsskab af Euroen. Den mindste afvigelse fra dydens smalle stig vil bringe kronen under pres og få Danmarks Nationalbank til at hæve renten for at forsvare kronen. Det ville ikke ske, hvis vi var med i Euroen. Det er med andre ord flere frihedsgrader for uansvarlige politikere indenfor end udenfor, hvilket Grækenlands bedrifter de seneste 10 år vidner om.