Chefjurist Jacob Mchangama, CEPOS, har i dag et blogindlæg om private sygeforsikringer på Berlingske.dk. Det kommer efter en sommer med debat om private sygeforsikringer, hvor især Socialdemokraterne er gået til kamp mod private sygeforsikringer for at "redde den frie og lige adgang".
Mchangama skriver om forholdene i Canada, hvor provinser har forsøgt at forbyde private sygeforsikringer, så kan rige borgere har råd til at tage over græsen til USA, når de skal vente 4, 6 eller 8 måneder på en livsvigtig kraftoperation. Canada er et af de lande, som bruger mest på sundhed, men det lider af ventelister, køer, dårlig service og rationering som vaskeægte planøkonomi. Det er i øvrigt (ikke uden grund) et system, som de fleste amerikanere frygter, når de hører præsident Barack Obama tale om fordelene ved et "single payer system". Nok er det billigere end det amerikanske system, men det er berygtet for ventetid og dårlig service (gå ind på youtube og søg efter "Canadian health care").
Eksemplet Canada viser med al tydelighed, at der er ikke er hold i påstanden om, at private sygeforsikringer "underminierer" den lige og gratis adgang. Det er faktisk en sikkerhedsventil på på ineffektive offentlige systemer. Men Mchangama har ret i, at det først og fremmest handler om borgernes frihed til selv at disponere over deres eget liv og indkomst.
Viser opslag med etiketten Valgfrihed. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Valgfrihed. Vis alle opslag
torsdag den 13. august 2009
søndag den 5. juli 2009
Polemikken om det frie sygehusvalg
I sidste uge (1. juli) trådte det såkaldte udvidede frie sygehusvalg (eller behandlingsgarantien) i kraft igen. Det udvidede frie sygehusvalg blev suspenderet sidste år efter konflikten mellem sygehusejerne og sygeplejerskerne. Konflikten, der varede i hele 8 uger, skabte et stort efterslæb af operationer, som eksempelvis knæ- og hofteoperationer.
VK-regeringen valgte med andre ord at suspendere det udvidede frie sygehusvalg på et tidspunkt, hvor der var allermest brug for det! Det forekommer ikke videre logisk, at kapaciteten på det private marked også skal gå til spilde, når det offentlige system ikke fungerer, men sådan er det vel i planøkonomisk system som det danske sundhedsvæsen. Det er selvfølgelig også blevet skellet til den eventuelle regning, hvis samtlige patienterne ønskede behandling på privathospital. Men beslutningen om at suspendere det frie sygehusvalg under konflikter, har på den anden side gjort strejkevåbnet mere effektivt i fremtiden.
Genindførelsen af det frie sygehusvalg har været ledsaget af en del polemik. Det skyldes ikke mindst Rigsrevisionens kritik af afregningspriserne til privathospitalerne, hvor VK-regeringen og tidl. sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen i særdeleshed bliver beskyldt for at have indkøbt aktiviteterne for dyrt. Rigsrevisionen mener, at privathospitalerne har fået en "overpris" for ydelserne.
Det er ikke grund til at spilde megen krudt på afregningspriserne. Det er en storm i et glas vand og jeg er helt enig med Kjeld Møller Pedersen, der afviser Rigsrevisionens kritik i en kronik i Berlingske Tidende. I 2006, da amterne og privathospitalerne ikke kunne blive enige om en pris, var det på sin plads at fastsætte en pris. Ikke af hensyn til amterne eller privathospitalerne, men af hensyn til patienterne. Daværende sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen fastsatte prisen til 95 % af såkaldte takster, hvilket var midt imellem amternes tilbud om 90 % og privathospitalernes krav om 100 %.
Nu er taksterne (såkaldte DRG for indlagte patienter og DAGS for ambulante behandlinger) i sig selv kunstige størrelser. Taksterne udtrykker, hvad det i gennemsnit koster at udføre en given aktivitet i de offentlige sygehuse. Eksempelvis har en planlagt knæoperation (DRG 0835) en takst på 10.076 kr. Der findes ca. 600 DRG-takster og 140 DAGS-takster.
Taksterne bruges til afregning mellem regioner og til kommunernes medfinansiering af sundhedsvæsenets aktiviteter. Herudover kan systemet anvendes til at sammenligne afdelingers og sygehuses produktivitet. Men taksterne siger intet om værdien af aktiviteterne. Specielt i situation, hvor udbuddet ikke kan følge med efterspørgslen, siger DRG-taksterne meget lidt om nytten ved at øge produktionen (eksempelvis ikke at skulle vente passivt i hjemmet på en knæoperation som ovennævnte i månedsvis).
På et marked ville markedsprisen været steget, hvilket havde øget udbuddet. Denne mekanisme mangler fuldstændig i det offentlige sundhedsvæsen. At daværende sundhedsminister valgte at sætte priser på et niveau på 95 % var ikke uklogt, da det har udviklet markedet og øget udbuddet.
Nu vil man altid kunne diskutere, hvad der er den rigtige pris for aktiviteter udført af privathospitaler. Der er formentlig en god ide at tilpasse taksterne. Alene det, at vi taler om priser, der er lavere end taksten i offentlige sygehuse, siger ikke så lidt. Det der diskuteres er hvor meget lavere taksten skal være for privathospitaler. Det kan undre, at Rigsrevisionen ikke har kritiseret VK-regeringen for ikke at udliciterer flere aktiviteter fra de ineffektive offentlige sygehuse.
VK-regeringen valgte med andre ord at suspendere det udvidede frie sygehusvalg på et tidspunkt, hvor der var allermest brug for det! Det forekommer ikke videre logisk, at kapaciteten på det private marked også skal gå til spilde, når det offentlige system ikke fungerer, men sådan er det vel i planøkonomisk system som det danske sundhedsvæsen. Det er selvfølgelig også blevet skellet til den eventuelle regning, hvis samtlige patienterne ønskede behandling på privathospital. Men beslutningen om at suspendere det frie sygehusvalg under konflikter, har på den anden side gjort strejkevåbnet mere effektivt i fremtiden.
Genindførelsen af det frie sygehusvalg har været ledsaget af en del polemik. Det skyldes ikke mindst Rigsrevisionens kritik af afregningspriserne til privathospitalerne, hvor VK-regeringen og tidl. sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen i særdeleshed bliver beskyldt for at have indkøbt aktiviteterne for dyrt. Rigsrevisionen mener, at privathospitalerne har fået en "overpris" for ydelserne.
Det er ikke grund til at spilde megen krudt på afregningspriserne. Det er en storm i et glas vand og jeg er helt enig med Kjeld Møller Pedersen, der afviser Rigsrevisionens kritik i en kronik i Berlingske Tidende. I 2006, da amterne og privathospitalerne ikke kunne blive enige om en pris, var det på sin plads at fastsætte en pris. Ikke af hensyn til amterne eller privathospitalerne, men af hensyn til patienterne. Daværende sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen fastsatte prisen til 95 % af såkaldte takster, hvilket var midt imellem amternes tilbud om 90 % og privathospitalernes krav om 100 %.
Nu er taksterne (såkaldte DRG for indlagte patienter og DAGS for ambulante behandlinger) i sig selv kunstige størrelser. Taksterne udtrykker, hvad det i gennemsnit koster at udføre en given aktivitet i de offentlige sygehuse. Eksempelvis har en planlagt knæoperation (DRG 0835) en takst på 10.076 kr. Der findes ca. 600 DRG-takster og 140 DAGS-takster.
Taksterne bruges til afregning mellem regioner og til kommunernes medfinansiering af sundhedsvæsenets aktiviteter. Herudover kan systemet anvendes til at sammenligne afdelingers og sygehuses produktivitet. Men taksterne siger intet om værdien af aktiviteterne. Specielt i situation, hvor udbuddet ikke kan følge med efterspørgslen, siger DRG-taksterne meget lidt om nytten ved at øge produktionen (eksempelvis ikke at skulle vente passivt i hjemmet på en knæoperation som ovennævnte i månedsvis).
På et marked ville markedsprisen været steget, hvilket havde øget udbuddet. Denne mekanisme mangler fuldstændig i det offentlige sundhedsvæsen. At daværende sundhedsminister valgte at sætte priser på et niveau på 95 % var ikke uklogt, da det har udviklet markedet og øget udbuddet.
Nu vil man altid kunne diskutere, hvad der er den rigtige pris for aktiviteter udført af privathospitaler. Der er formentlig en god ide at tilpasse taksterne. Alene det, at vi taler om priser, der er lavere end taksten i offentlige sygehuse, siger ikke så lidt. Det der diskuteres er hvor meget lavere taksten skal være for privathospitaler. Det kan undre, at Rigsrevisionen ikke har kritiseret VK-regeringen for ikke at udliciterer flere aktiviteter fra de ineffektive offentlige sygehuse.
Abonner på:
Opslag (Atom)