Sammenhængen mellem investeringer og arbejdsløshed

Professor John B. Taylor har lavet et scatterplot over kombinationer af den kvartalsvise arbejdsløshed i % af arbejdsstyrken og investeringer investeringerne i % bruttonationalproduktet, sakset fra professor Greg Mankiws blog (se her).

Skatter, incitamenter og Obamanomics

Professor Robert J. Barro skriver i WSJ (14/9) om nedsættelser i marginalskatten og den afledte vækst i økonomien. Præsident Ronald Reagan satte marginalskatten ned og øgede væksten. Præsident Georg Bush Jr. gentog successen, men nu overvejer præsident Barack Obama at gå den modsatte vej: At hæve skatter ved at afskaffe Bush administrationens marginalskattelettelser. Det er ikke god medicin for en økonomi, der har brug for økonomisk vækst. Her er Barros opfordring til Obama:

"My hope is that the administration will shift away from programs based on Keynesian reasoning and toward policies that emphasize favorable economic incentives. Extension of the full tax cuts of 2001-03 and a reduction in the period of eligibility for unemployment insurance would be good starts".

Et lille skridt i den rigtige retning

Professor Greg Mankiw mener, at præsident Barack Obama har taget et lille skridt i den rigtige retning med et forslag om at lade virksomheder straksafskrive visse investeringer i skatten. Der er brug for at kanalisere den øgede opsparing overi investeringer, så det er rigtigt. Og det er det første iniitiativ, som fremmer investeringer i USA i de sidste par år, hvis man ser bort fra statsstøtte, så Mankiw har ret i sin vurdering.

Tony Blair om finanskrisen og betingelserne for ny fremgang

Tidl. premierminister Tony Blair skriver i sine erindringer om finanskrisen. WSJ (3/9) citerer Blair for følgende bemærkning:
Blair skriver videre, at det ikke var manglende regulering, der var skyld i finanskrisen. Og om fremtiden skriver han:

"First, 'the market' did not fail. One part of one sector did." .... "Government also failed. Regulations failed. Politicians failed. Monetary policy failed. Debt became way too cheap. But that wasn't a conspiracy of the banks; it was a consequence of the apparently benign confluence of loose money policy and low inflation."

"Ultimately the recovery will be led not by governments but by industry, business, and the creativity, ingenuity and enterprise of people. If the measures you take in responding to the crisis diminish their incentives, curb their entrepreneurship, make them feel unsure about the climate in which they are working, the recovery becomes uncertain."

Faldende beskæftigelse i USA som i starten af 1980'erne, men den økonomiske politik gør, at Obama ikke bliver en ny Reagan

Præsident Barack Obama bliver ofte sammenlignet med præsident Ronald Reagan, fordi begge præsidenter overtog embeddet under kraftig økonomisk tilbagegang og oplevede/oplever faldende popularitet i befolkningen i takt med tilbagegangen. Obamas tilhængere håber nok, at Obama vil ende som Reagan, der var populær takket været en kraftig økonomisk vækst i 1980'erne.

Men her bør sammenligningen stoppe her, da de to præsidenter forfølger markant forskellige økonomiske politikker. Reagan sænkede marginalskatterne, begrænsede væksten i de offentlige udgifter (bortset fra militærbudgettet) og lod økonomien styre sig selv gennem deregulering. Obama øger skatterne, har gennemført og planlægger massive stigninger i de offentlige udgifter og lader regeringen blande sig i stort set alle sektorer med flere nye reguleringer. Reagans politik var indrettet på at sikre stabile vilkår for erhvervslivet, hvilket satte gang i økonomien og førte til en lang periode med investeringer, vækst og stigende beskæftigelse. Obamas politik er derimod en ideologisk inspireret politik, der skaber usikkerhed blandt investorer, virksomhedsledere og forbrugere.

Vicepræsident Henry Olsen, American Enterprise Institute, viser i WSJ (10/8) hvordan beskæftigelsen i USA falder måned for måned. Beskæftigelse er faldet fra 63% i 2007 til 58,5% i juni 2010.

Historien viser, at det kunne lade sig gøre at øge beskæftigelsen fra 57% til 63% på 7 år (fra 1983 til 1990. Men det kræver altså en helt anden økonomisk politik end den, der bliver fulgt i Washington D.C. i dag. Som Olson konkluderer:

"An administration that pursued job creation—not ideology—would note this history and see how individuals and companies can create wealth and jobs quickly if they have the right incentives. Instead, we have policies that are uncertain and portend higher taxes and greater regulatory burdens. This is causing business and consumers alike to restrain spending, creating a drag on the economy too great for any government stimulus to reverse.

Someone once said that we should never let a crisis go to waste. In this historic employment crisis, we have no time to waste. Rather than tear down Reaganism, our leaders in Washington should heed its lessons and unleash the private sector that alone can pull us out of our doldrums".

Det er måske fristende for Obama og hans tilhængere at søge trøst i historien: Det er muligt for en upopulær præsident at ende op som en af de mest populære. Men det kræver en politik, som fremmer investeringer -det går ikke med en præsident, der er optaget at at diktere udviklingen i størstedelen af økonomien og gældsætte amerikanerne til op over skorstenen.

Så Obama skal ikke regne med, at han kan gentage Reagans succes. Det kræver vist en drastisk kovending, hvilket selvfølgelig er set før. Tænk blot på præsident Bill Clinton, der efter nederlaget ved midtvejsvalget i 1994 skiftede kurs, samarbejdede med republikanerne i Repræsentanternes Hus, holdt de offentlige udgifter i rimelig ro og gennemførte en socialreform. Eller på præsident Francois Mitterand i Frankrig, der efter to års eksperimenter med kommunistisk-socialistisk inspireret politik i 1981-83 præget af nationaliseringer, nye reguleringer og øgede offentlige udgifter for at sætte gang i økonomien (som slet ikke virkede), lavede en kovending - og i resten af sin periode førte i mere ansvarlig økonomisk politik, der var indrettet på at undgå devalueringer af den franske valuta i det europæiske valutasamarbejde EMS (European Monetary System).

En lempelse af amerikansk pengepolitik kan ikke redde en forfejlet økonomisk politik i USA

Aviserne er fulde af spekulation om en mulig lempelse af den amerikanske pengepolitik i dag, når forbundsbanken Open Market Committee holder møde senere i dag, se for eksempel NYT (9/8) eller FAZ (10/8). Der er ikke tegn på, at der kommer mere gang i økonomien. En lempelse kunne eksempelvis ske gennem yderligere opkøb af statsobligationer, hvilket vil bringe mere likviditet ind i økonomien. Men spørgsmålet er om der er brug for yderligere likviditet, pengepolitik har været meget lempelig i 2 år, som det fremgår af vedstående figur.

WSJ (9/8) har en anden udlægning i en i dagens leder. Avisen mener ikke, at pengepolitik kan redde en forfejlet finanspolitik og erhvervspolitik, som Kongressen og præsident Barack Obama er ansvarlig for.

Citat:

"Above all, the easy money solution misdiagnoses the real U.S. problem. The economy doesn't suffer from a shortage of money. It is suffering from a shortage of confidence and animal spirits. Banks have plenty of reserves to lend, while U.S. corporations have repaired their balance sheets enough that they have something close to $2 trillion in cash on hand. Even the U.S. consumer is saving more. The problem is that Americans won't invest more or take more risks amid Washington policies that are hostile to private markets and have created only greater uncertainty and higher costs for doing business.

Regular readers of these columns know the litany: Taxes on capital and incomes are set to rise sharply next January, and again in 2013 to finance ObamaCare; record levels of government spending have created the expectation of still higher taxes and borrowing in the future; the health-care and financial industries are being turned upside down by new rules to be written in the coming months; politically directed credit and subsidies have distorted the energy, automobile and other markets, favoring some companies and business models over others; antitrust policy is punishing successful companies like Intel; and now the FCC is proposing to rewrite the rules for Internet and telecom investment.

Amid such a political assault, it is a tribute to American business that it is willing to take any risks at all.

***

This is the real root of our current economic malaise—the conceit of Congress and the White House that more government spending, taxing and rule-making can force-feed economic expansion. Now that this great government experiment is so obviously failing, the politicians and the Wall Street Keynesians who cheered the stimulus are asking the Federal Reserve to save the day. Mr. Bernanke should tell them politely but firmly that his job is to maintain a stable price level, not to turn bad policy into wine".

Øget offentlig gældsætning øger ikke væksten i amerikansk økonomi

Professor Vernon L. Smith skriver på The Daily Beast (19/7), at øget gældsætning ikke er vejen til vækst i amerikanske økonomi.

Større stat fører til lavere vækst

Industriøkonomerne Andreas Bergh og Magnus Henrekson beskriver i WSJ (10/7), hvordan Sverige med verdens højeste offentlige udgifter i forhold til bruttonationalproduktet på kun 30 år er gået fra at være blandt verdens rigeste lande til en 17. plads.

Bergh og Henrekson skriver:

"The weight of the evidence demonstrates that when government spending increases by 10 percentage points of GDP, the annual growth rate drops by 0.5 to 1 percentage point".

Bergh og Henrekson advarer amerikanerne mod at øge de offentlige udgifter fra nuværende 32%. Det vil ramme væksten i amerikansk økonomi og få amerikanerne til at gøre som svenskerne, som i mindre omfang hyrer professionelle til at ordne huset, slå græsplænen, lave maden eller passe børnene.