Innovation i sundhedsvæsenet kommer primært fra USA

Man hører meget om problemerne i det amerikanske sundheds-væsen for tiden. Det er problemerne med stigende omkostninger og borgere uden sygeforsikring. Men problemerne er i høj grad et udslag af succes på et væsenligt område: Innovation i sundhedsvæsenet. Omkostningerne kan ikke stige uden opfindelser. Og det er i vidt omfang de medicinske fremskridt, som gør problematisk ikke at være forsikret.

En ny rapport fra Cato Institute i Washington, viser, at USA er førende i verden, når det innovation i sundhedsvæsenet. Rapporten, der er skrevet af professor i økonomi Glen Whitman og psykiater Raymond Raad, viser at USA fører inden for 3 ud af 4 områder: Grundforskning, diagnostik og behandling. Når det gælder det sidste område, forretnings-modeller, kan der ikke udpeges en vinder, da der ikke er data. USA har med en befolkningen på mindre end det halve af EU, Schweiz, Canada, Japan og Australien fået 1,5 gange så mange nobelpriser i medicin og fysiologi (dvs. rigtige nobelpriser). USA tegner sig for langt flere at de største behandlingsgennembrud end EU plus Schweiz og langt mere ny medicin. Studiet er ikke opdateret med biologiske landvindinger, som er markedsført i de seneste 10 år, men også her tendensen helt klart, at USA fører.

Det er ikke overraskende at finde USA på en fører position i innovation. EU-kommissionen fik for 9 år siden udarbejdet en rapport om europæisk medicinindustries konkurrence-evne sammenlignet af USA og Japan, den såkaldte Pammolli-rapport, som viste, at EU havde tabt terræn i forhold til især USA. Forklaringen var, at amerikanske forskere har lettere ved at samarbejde med industrien, at det er lettere at skaffe risikovillig kapital i USA og at markedet i USA giver gunstigere vilkår for innovation ved hurtigere markedsadgang, højere priser og mindre rationering af ny teknologi. Erkendelsen af, at Europa var bagud var samme år medvirkende til, at EU vedtog Lissabon-erklæringen, som satte det mål, at EU skulle være verdens førende vidensbaserede økonomi i 2010. Ret typisk for EU at opsille sådanne højtflyvende mål under fanfare og skåltaler, og så har politikerne løbet fra porten, når reformerne skal gennemføres.

Vi europæere kan dog glæde os over, at amerikanerne gider være motoren for medicinske innovationer her i verden. Vi nyder godt af denne udvikling ligesom amerikanerne, som Cato påpeger i omtalen af rapporten:

"In general, Americans tend to receive more new treatments and pay more for them — a fact that is usually regarded as a fault of the American system. That interpretation, if not entirely wrong, is at least incomplete. Rapid adoption and extensive use of new treatments and technologies create an incentive to develop those techniques in the first place. When the United States subsidizes medical innovation, the whole world benefits".

Det bør samfundsingeniørene i Obama administrationen og politikerne i Kongressen måske også lige tænke over inden de vedtager en sundhedsreform, som let kan blive første skridt til en nationalisering eller i hvert fald et single payer system under føderal kontrol.

Private sygeforsikringer har lavere administrationsomkostninger end Medicare i USA

Private sygeforsikringer i USA har ikke nødvendigvis højere administrationsomkostninger end den offentlige sygeforsikring for ældre, Medicare. Normalt opgøres omkostninger ved administration i forhold til samlede udbetalinger. Og denne omkostningsprocent er højere for private sygeforsikringer end for Medicare. Det er et ofte anvendt argument for Single Payer System.

Imidlertid giver denne metode et skævt billede af omkostninger. Medicare sikrer fortrinsvis ældre borgere samt handicapede og personer med leversvigt, mens private primært sikrer personer under 65 uden handicap. Medicare har derfor de sværest syge patienter, der forventeligt også koster mere i behandlingsudgifter. Opgøres omkostningerne derimod per sikret er omkostninger hhv. 453 USD og 509 USD til fordel for private sygeforsikringer, viser en analyse af Robert A. Book fra Heritage Foundation.

Mankiw om fejlene ved en offentlig sygeforsikring som konkurrent til private sygeforsikringer

Greg Mankiw havde lørdag (27.6) et indlæg i The New York Times, hvor han kritiserer Obama administrationens forslag om en offentlig sygeforsikring, som skal konkurrere med private sygeforsikringer. Konkurrencen kan aldrig blive på lige fod. En offentlig sygeforsikring vil direkte eller indirekte få støtte fra staten, hvilket vil give denne sygeforsikring en fordel i forhold til dens private konkurrenter. Endvidere er der risiko for, at den offentlige sygeforsikring vil blive dominerende i løbet af kortere periode. I sidste ende kan til føre til et single payer system, hvor den offentlige sygesikring vil udnytte monopsonets magt (købermonopol) til at presse priser på læge- og behandlingsydelser ned. Det kan på kort sigt føre til færre ydelser, ventetider og rationering. På langt sigt vil det føre til at færre uddanner sig til læge eller sygeplejerske.

Frygt for at Obama vil nationalisere sundhedsvæsenet i USA

Præsident Barack Obama har travlt med at forsikre den amerikanske befolkning om, at en kommende sundhedsreform ikke vil føre til et single payer system som i England, Canada eller Danmark. Kun få ønsker et sundhedssystem med ventelister, køer, få valgmuligheder og rationering, derfor har præsidenten travlt med at berolige befolkningen. Men ikke alle er overbeviste. Obama har tidligere proklameret, at han ville foretrække et single payer system, hvis man skulle starte helt forfra med opbygningen af sundhedsvæsenet i USA. Det kan man i sagens natur ikke.

Men hvad laver en offentlig sygeforsikring så i Obamas vision for fremtidens sundhedsvæsen i USA? Hvorfor det er nødvendigt at skabe et offentligt alternativ, når der i forvejen er 1.300 private sygeforsikringer i USA? Er valgmulighederne ikke tilstrækkelige? Eller konkurrence for begrænset? Konservative kommentarorer som George Will spørger om ikke Obama i virkeligheden ønsker at natianalisere sundhedsvæsenet ad bagvejen, især i lyset af en analyse fra The Lewin Group, der forudser at op mod 70% af de 172 millioner forsikrede i private sygeforsikringer vil blive drevet over i den offentlige sygeforsikring efter reformen.

Forklaringen er, at en offentlig sygeforsikring have lavere præmier end private sygeforsikringer, fordi taksterne til hospitalsbehandling, lægehjælp m.v. vil være lavere. Medicare (den offentlige sygeforsikring for ældre) betaler således kun 71% af den gennemsnitlige betaling for private sygeforskring for hospitalsbehandling, mens tilsvarende er 81% for lægehjælp. Deruodver vil en offentlig sygeforsikring have lavere administrationsomkostninger. Endelig skal en offentlig sygeforsikring ikke forrente kapital.

Hvis den offentlige sygesikring overtager 70% af de forsikrede i private sygeforsikringer, er samtidig ensbetydende med en nedgang i nettoindtægterne for hospitaler og læger på 5-7%. Så behandlerne skal lave mere for færre penge. The Lewin Group påpeger, at der allerede i dag foregår en betydelig grad af cost shifting fra offentlige til private sygeforsikringer. I forhold til omkostningerne (=1,00) betalte private sygeforsikringer 1,22 for en gennemsnitsydelse, mens Medicare betalte 0.95 og Medicaid (offentlig sygeforsikring for fattige) 0.89. Det offentliges betaling for uforsikrede patienterne var 0,14 (2003). Hospitalerne taber altså penge på patienter fra offentlige sygesikringer, vil kompensere vil at hæve priserne for private sygeforsikringers patienter. The Lewin Group estimere at 40% overvæltes i prisen.