Grønne job med røde tal

Præsident Barack Obama vil anvende amerikanske borgere (fremtidige) skattekroner på at skabe grønne jobs i amerikansk økonomi. Det slog Obama til lyd for i sidste uge i hans State of the Union og det er en del af budgettet for 2011. Obama vil have, at amerikanere skal lære af de europæiske erfaringer og overhale Europa, når det gælder skabelsen af grønne jobs.

WSJ (1/2) har kigget på de tyske og spanske erfaringer med at skabe grønne jobs. Det giver røde tale på bundlinjen. Ikke alene er sol- og vindenergi med til at øge omkostningerne forbrugerne. Men jobbene koster også samfundet. I Tyskland har man beregnet, at prisen for grønne job er 1,3 mill. kr., mens prisen i Spanien er helt oppe på 6,0 mill. kr. Der er altså røde tal på bundlinjen.

Det viser, at det er en dårlig ide, når politikere forsøger at udvælge fremtidens vinderindustrier med skatteborgernes midler som indsats. Statsstøtte til virksomheder, som udvikler "grønne" produkter eller skaber "grønne" jobs, er også en dårlig. Hvis regeringen endelig skulle blande for at beskytte miljøet eller klimaet, bør det ske ved afgifter, som pålægges alle. Så kan politikerne trygt overlade det til markedet at sørge for en hensigtsmæssig fordeling af ressourcerne.

VK-regeringen kunne også lære af erfaringerne i Tyskland og Spanien. Regeringen støtter skabelsen af "grønne" jobs i Danmark med direkte og indirekte statsstøtte. Det er afsat milliardbeløb på finansloven til energi- miljøindustrien, ligesom danskerne gennem en planøkonomisk energipolitik er tvunget til at subsidiere elproduktion fra vindmøller. Det er også her en kostbar affære for skatteyderne.

Støtteordninger til erhvervslivet er ressourcespild

Torben Mark Pedersen har en kommentar på 180grader.dk om de forskellige direkte og indirekte erhvervsstøtteordninger, som staten har sat i værk under overskrifter såsom "Globa-liseringsstrategi, Aftale om grøn vækst, Renoveringspuljen, Erhvervspakke, Erhvervsklimastrategi, Plan for grøn forskning og innovation, Turismestrategi…". Pedersen skriver:

"Med erhvervsstøtte opnår staten kun at drive en kile ind mellem den samfundsøkonomiske og den privat-økonomiske rentabilitet, så støttede projekter fremstår som privatøkonomisk rentable, selv om de i virkeligheden er samfundsøkonomisk urentable. Denne forvridning fører til, at samfundets ressourcer fejlallokeres over til erhverv, der giver et mindre samfundsøkonomisk afkast end de ville have givet ved deres alternative anvendelse. På bundlinjen er resultatet, at pengene bliver brugt mindre effektivt og skaber mindre velstand, end de ellers ville have gjort, og Danmark bliver som helhed fattigere".

Dette ressourcespild anddrager 21,5 mia. kr. i alt om året (eller mere, for hvem ved, hvad der var kommet ud af ressourcerne, hvis de var anvendt i levedygtige erhverv). Dette ressourcespild skyldes udelukkende regeringsfejl, hvor snævre erhvervsinteresser for lov til at malke statskassen.

Aamund tigger statsstøtte til biotekindustrien

Normalt er Asger Aamund en liberal stemme i debatten om Danmarks fremtid, velfærdsstat og skattetryk, som jeg har stor respekt for. Men ikke i dag. Ifølge Børsen (10/8) står Asger Aamund nemlig med hatten i hånden og tigger offentlige støttekroner til dansk biotek, som han selv har betydelige interesser i.

Økonominister Lene Espersen lover på vegne af VK-regeringen, at lægge et "anseeligt beløb i Vækstfonden til risikovillig kapital målrettet biotek og andre med behov for saltvandsindsprøjting". Det er en del af den kredithjælpepakke til erhvervslivet på 5 mia. kr., som VK-regeringen i hast har besluttet, som jeg skrev om i går. Men denne støtte er ikke nok for Aamund, der gerne ser at VK-regeringen årligt afsætter 2 mia. kr. til risikovillig kapital.

Ifølge Aamund er venturemarkedet frosset fuldstændig til. Venturefondene har ikke kapital til nye investeringer og tilsyneladende svært nok ved at finansiere eksisterende porteføljevirksomheder.

Det er meget muligt, at der er ikke er flere investeringskroner i danske biotekfonde. Og hvad så? Mig bekendt sidder inter-nationale medicinvirksomheder på store pengekasser og de er på udkig efter opkøbsmuligheder, både biotekselskaber og nye lægemiddelkandidater, som kan fylde op i tørre pipelines. GSK har eksempelvis lige besluttet at investere i NeuroSearch A/S. Men deruodver er der vel også investeringsfonde i udlandet, som dansk biotek kunne bejle til.

Men Aamund vil åbenbart hellere have staten og Vækstfonden end private som investorer. Efter østeuropæisk forbillede skal staten altså satse på investeringer i højteknologiske virksom-heder, som er ude af stand til at skaffe privat kapital. Men Aamund ved vel bedre end nogen anden her i landet, at investeringer i biotek og andre tekonologivirksomheder nærmest er det rene lotterispil.

Der er altid grund til at være betænkelig ved statslige investe-ringer i erhvervslivet. For det første har staten næppe forudsæt-ninger for at udvælge de bedste investeringsprojekter. Det, der vil ske, hvis staten går ind, er formentlig, at staten vil ende op med at investere i virksomheder, som ikke selv kan rejse den risikovillige kapital (og det er der måske en grund til!). For det andet vil statslige investeringer i biotek og andre højteknologiske betyde statsstøtte til industrien, som vil forvride markedet (også selvom det er i form af risikovillig kapital, da den statslige kapital formentlig er billigere for virksomheder og fordi staten må afskrive en del af investeringer efter konkurser). I den henseende er der ikke forskel på statslig støtte til skibsværfter og biotek. Det er risiko for, at industrien går hen og bliver destruktiv (hvor input er mere værd en output). For det tredie kan statslige investe-ringer forhindre eller udgøre hæmsko for strukturtilpasning i en biotekindustrien, som måske har behov for fusioner, sammen-lægninger og rationalisering.

Men der er også specifikke grunde til, at staten ikke bør indskyde skatteborgernes penge i biotek. Gary P. Pisano, Harvard Business School, viste i 2006 i bogen "Science Business - The Promise, The Reality, And the Future of Biotech", at 30 års investeringer i biotek ikke har givet et afkast, som man måske kunne forvente. Tværtimod. Kun få virksomheder har haft succes. Og med økonomiske krise og stigende budgetunderskud i mange lande, er der næppe udsigt til, at det bliver lettere at bringe nye lægemidler på markedet. Kunne disse forhold måske være en medvirkende årsag til, at investorer er tilbageholdende? Udover at der måske allerede er investeret for meget i kapitaltunge virksomheder under højkonjunkturen p.g.a. den lave rente?

Men som andre, der går tiggergang til politikerne på Christians-borg, forstår Aamund at sælge sin vare:

"De [VK-regeringen, red.] har været længe om det, men har set, at problemet er ved at være akut. Det vil betale sig mange gange, hvis de sætter det i gang, men det skal ikke være noget småtteri. Penge skal ud at rulle, men de skal selvfølgelig rulle de rigtige steder."

Argumenterne er ikke meget bedre end de argumenter, man eksempelvis hører fra den kolkektive trafik, dansk filmindustri eller landsdelsscenen.

Nøden lærer nøgen kvinde at spinde!