Statsminister
Lars Løkke Rasmussen gennemførte i sidste uge en omfattende regeringsrokade, der stort set gav alle ministerier nye politiske hoveder. Senere fremlagde regeringen et nyt regeringsprogram "Danmark 2020 - Viden > vækst > velstand > velfærd". Den unge Rasmussen har dermed sat sit eget hold og program, som skal frigøre ham fra "farmand",
Anders Fogh Rasmussen.
Den første del af operationen er meget vellykket. Og jeg deler
Jarl Cordua's
konklusion i Information (23/2):
"Samlet set er regeringen klart blevet styrket med den store rokade. Danskerne får en stribe helt nye ansigter at forholde sig til og er blevet andre kvit, som længe har klaret ministeropgaven skidt. Politisk dødvægt som for eksempel Carina Christensen, Jakob Axel Nielsen, Ulla Tørnæs og Helge Sander er kastet over bord, hvilket skaber mere politisk fremdrift i VK-fartøjet."
Anderledes forholder det sig med
VK-regeringens arbejdsprogram. Det er mildest talt et tynd kop te. Programmet er bygget over
Rasmussens danske drøm og indeholder 10 overordnede målsætninger for Danmarks udvikling frem til 2020. Danskerne skal være rige, arbejdsomme, dygtige, leve længe, grønne, lige, integregerende, tillildsfulde osv. Det er alt sammen fint nok, men det er alt sammen også noget, som alle kan skrive under på. De radikale leder,
Margrethe Vestager, kaldte programmet "Tilbage til ønskeøen" i Deadline. Målene er generelt apolitiske, hvilket man kan se ved at sætte modsætningen op. Hvem ville have som målsætning at danskerne skulle være fattige, dovne, dumme, leve kort, ulige, uintegregerende eller korrupte?
Så programmet er i det store hele holdningsløst. Man kan dykke ind under de enkelte overskrifter og finde punkter, som giver indeholder holdninger eller politiske valg, men i de store linjer er det holdningsløst og kunne ligesågodt være blevet præsenteret af en socialdemokratisk regering.
Der mangler en klar borgerlig vision i regeringens program, når det gælder
individets frihed og
ansvar i forhold til kollektivets. Det ville således være nærliggende, at en borgerlig regering opstillede en målsætning om at øge individernes frihed og styrke det personlige ansvar. Det kunne passende have været første drøm for en liberal statsminister, at Danmark var et af verdens 10. mest frie lande. Men nej. Måske er det i virkeligheden statsministerens drøm? I givet fald er der opportunistiske grunde nok til at ikke at tale om den drøm.
Resultatet er, at VK-regeringen fortsætter den kurs, som blev udstukket af Anders Fogh Rasmussen og finansminister
Claus Hjort Frederiksen efter valgnederlaget i 1998 og som vel bedst kan betegnes som Socialdemokratiet plus 10%. Den linje indebærer for det første, at Venstre ikke tage et opgør med velfærdsstaten og de offentlige udgifter. Og at alle flanker til Socialdemokratiet bliver lukket ved at matche eller overgå dem. Denne kurs fungerede sikkert under højkonjunkturen, hvor VK-regeringen øgede de offentlige udgifter år for år og langt mere end forudsat i SR-regeringens økonomiske planer. VK-regeringen praler ligefrem af det i arbejdsprogrammet:
"I takt med at vi har øget ambitionsniveauet i den offentlige sektor, har vi også øget bevillingerne markant. I alt 67 mia. kr. mere bruger vi på offentlig service i 2010 sammenlignet med 2001. Til sundhed og sygehuse. Til børn og ældre. Til uddannelse. Det offentlige forbrug er vokset mere end det private forbrug siden 2001."
Under højkonjunkturen mente Hjort Frederiksen ligefrem, at det var vanskeligt at forklare borgerligere vælgere, at man ikke kunne renovere skoler, når de nu havde investeret i dyre og moderne samtalekøkkener derhjemme. I stedet for at opfordre til øget offentligt forbrug burde Hjort Frederiksen snarere havde henstillet til økonomisk ansvarlighed i private husholdninger, da grundlaget for opsvinget i stort omfang var stigende friværdier belånt med afdragsfrie obligationslån.
Nu sætter den økonomiske nedtur naturligvis grænser for, hvor hurtigt de offentlige udgifter kan vokse, så VK-regeringen er som andre regeringer i EU nødsaget til at udvise mådehold. Det skulle ikke være vanskeligt i en økonomi som den danske med en forvoket offentlig sektor. Men konservative og liberale vælgere havde gerne set et lidt højere ambitionsniveau fra den borgerlige regering.
