"The Patient Protection and Affordable Care Act represents more than a federal takeover of health care; it is a direct threat to federalism itself. Never before has Congress exercised its power under Article I, Section 8 of the Federal Constitution to force American citizens to purchase a private good or a service. Congress is also intruding deeply into the internal affairs of the states, commandeering their officers, specifying in minute detail how they are to arrange health insurance markets within their borders, and deter mining the products that will be sold to their citizens. If allowed to stand, this unprecedented concentration of political power in Washington will reduce the states to mere instruments of federal health policy. State legislatures and sympathetic Members of Congress should consider (among other actions) crafting a constitutional amendment to guarantee the personal liberty of every citizen in the area of health care. Given the trajectory of federal policy, state officials should take the lead in the next phase of the national health care debate, reclaim their rightful authority, and change the facts on the ground for Congress and the White House".
torsdag den 15. juli 2010
ObamaCare og den amerikanske konstitution
Senior fellow Robert Moffit, Heritage Foundation, har en længere artikel i WSJ (3/7), hvor skriver, at ObamaCare bryder med grundlæggende principper i den amerikanske konstitution. Her er et abstract:
onsdag den 14. juli 2010
Første ændringer i det amerikanske sundhedssystem efter ObamaCare
De første ændringer i det amerikanske sundhedssystem er på vej som følge af den sundhedsreform, præsident Barack Obama fik vedtaget tidligere på året. To store ændringer er allerede gennemført. Den første er en forlængelse af den periode, hvor unge kan være omfattet af deres forældres sygeforsikring. Den anden er en midlertidig sygeforsikringsordning for personer, som ikke har eller kan tegne en sygeforsikring på grund af eksisterende sygdom og som ikke er berettiget til en af de offentlige sygeforsikringer.
Men herudover mindre ændringer på vej. Kaiser Health News (09/07) har bragt en oversigt over 7 mindre ændringer, som allerede er vej at blive gennemført.
Men herudover mindre ændringer på vej. Kaiser Health News (09/07) har bragt en oversigt over 7 mindre ændringer, som allerede er vej at blive gennemført.
tirsdag den 13. juli 2010
Større stat fører til lavere vækst
Industriøkonomerne Andreas Bergh og Magnus Henrekson beskriver i WSJ (10/7), hvordan Sverige med verdens højeste offentlige udgifter i forhold til bruttonationalproduktet på kun 30 år er gået fra at være blandt verdens rigeste lande til en 17. plads.
Bergh og Henrekson skriver:
Bergh og Henrekson skriver:
"The weight of the evidence demonstrates that when government spending increases by 10 percentage points of GDP, the annual growth rate drops by 0.5 to 1 percentage point".Bergh og Henrekson advarer amerikanerne mod at øge de offentlige udgifter fra nuværende 32%. Det vil ramme væksten i amerikansk økonomi og få amerikanerne til at gøre som svenskerne, som i mindre omfang hyrer professionelle til at ordne huset, slå græsplænen, lave maden eller passe børnene.
mandag den 12. juli 2010
Græsk indkøb af u-både i Tyskland, som landet ikke har behov for
WSJ har en artikel (11/7) om Grækenlands forsvarsbudget og våbenkøb i Tyskland, Frankring og USA. For at gøre en lang historie kort, så har Grækenland et væsentlig større forsvarsbudget end resten af EU (det dobbelt i % af bruttonationalproduktet), hvilket i et vist omfang kan forklares i rivaliseringen med det meget større Tyrkiet.
Grækenland køber også flere våben og WSJ beretter, at landet har købt 4 U-både, som det vidst ikke behøver (ifølge den øverste chef for den græske flåde, som trådte tilbage før tid tidligere på året). En U-båd er leveret og den lever ikke op til forventningerne. Men indkøbet af U-både skaber jobs i både Grækenland og Tyskland (og hvad betyder det så, om de virker?).
Samtidig er flere tyske firmaer ved at blive undersøgt af politiet for bestikkelse. De har tilsyneladende udbetalt millioner til græske politikere for at få aftalen på plads. Flere direktører i de tyske firmaer bag våbenhandlen er allerede trådt tilbage. Og WSJ påpeger også, at en genforhandling af aftalen, der indebærer at Grækenland køber 2 U-både yderligere (som de sikkert har ligesåmeget brug for som de første 4, hvoraf altså kun 1 er leveret og ikke lever op til forventningerne), faldt endelig på plads i marts. Det er på samme tidspunkt som EU blev enige om hjælpepakken til Grækenland. WSJ gransker i sammenfaldet, men alle afviser, at de to ting har noget med hinanden at gøre!
I øvrigt kan man læse i artiklen, hvordan skiftende græske regeringer drillede hinanden ved at flytte bogføringsdatoen for ubådene frem og tilbage mellem forskellige regnskabsår, så først den ene, så den anden regering kom til at fremstå i dårligt lys.
Dette er en rigtig moderne græsk tragedie.
Grækenland køber også flere våben og WSJ beretter, at landet har købt 4 U-både, som det vidst ikke behøver (ifølge den øverste chef for den græske flåde, som trådte tilbage før tid tidligere på året). En U-båd er leveret og den lever ikke op til forventningerne. Men indkøbet af U-både skaber jobs i både Grækenland og Tyskland (og hvad betyder det så, om de virker?).
Samtidig er flere tyske firmaer ved at blive undersøgt af politiet for bestikkelse. De har tilsyneladende udbetalt millioner til græske politikere for at få aftalen på plads. Flere direktører i de tyske firmaer bag våbenhandlen er allerede trådt tilbage. Og WSJ påpeger også, at en genforhandling af aftalen, der indebærer at Grækenland køber 2 U-både yderligere (som de sikkert har ligesåmeget brug for som de første 4, hvoraf altså kun 1 er leveret og ikke lever op til forventningerne), faldt endelig på plads i marts. Det er på samme tidspunkt som EU blev enige om hjælpepakken til Grækenland. WSJ gransker i sammenfaldet, men alle afviser, at de to ting har noget med hinanden at gøre!
I øvrigt kan man læse i artiklen, hvordan skiftende græske regeringer drillede hinanden ved at flytte bogføringsdatoen for ubådene frem og tilbage mellem forskellige regnskabsår, så først den ene, så den anden regering kom til at fremstå i dårligt lys.
Dette er en rigtig moderne græsk tragedie.
søndag den 11. juli 2010
EU-direktiv vil begrænse patienters adgang til behandling i udlandet
Formanden for Patientforeningen, Villy O. Christensen, skriver i en klumme på 180grader.dk (11/7), at forslaget til patientdirektiv vil begrænse borgerne adgang til behandling i andre EU-lande med tilskud fra hjemlandet. EU-direktivet stiller nemlig krav om forhåndsgodkendelse og mulighed for, at medlemsstaterne kan afvise tilskud til behandling, som ikke er godkendt i hjemlandet.
Det er reelt en indskrænkning af de rettigheder, som patienter har i dag, og som er blevet til på baggrund af EU-domstolens fortolkning af gældende direktiver. Det har ført til, at medlemsstaterne i en række tilfælde er blevet tvunget til at refundere udgifter til behandling i andre lande, også i tilfælde hvor behandlingen ikke var godkendt i medlemslandenes egen sundhedssystem.
Det nuværende system betyder, at det er vanskeligere for medlemsstaterne at kontrollere sundhedsudgifterne. For at kunne kontrollere udgifterne, skal medlemsstaten har med pris, mængde og patienternes adgang til forskellige typer af behandling. Medlemsstaterne har derfor en stærk interesse i at direktivet bliver vedtaget, hvilket formentlig også vil ske. Det er kun EU-parlamentet, som reelt kan stoppe dette direktiv.
Det vil betyde færre valgmuligheder for patienter i Danmark og andre lande med offentlige sundhedsvæsener (Italien, Spanien og UK). Direktivet spiller formentlig en mindre rolle for patienterne i lande, hvor sundhedsydelser finansieres af sygekasser (Holland og Tyskland) eller er meget fleksible (Frankrig).
I realiteten er problemet for patienterne ikke patientdirektivet. Problemet er, at sundhedsvæsenet i Danmark er organiseret efter den planøkonomiske model. Planøkonomi og valgfrihed er uforenelige størrelser. I planøkonomien overlader individerne ressourcerne til kollektive beslutningstagere, som overtager kontrollen med hvem, der får hvad hvornår. Planøkonomi er ensbetydende med overproduktion af visse ydelser, underproduktion af andre, køer, ringe service og lang ventetid.
Ligesom russerne ikke kunne få det planøkonomiske system til at levere noget så simpelt som fødevarer, kan det planøkonomiske system heller ikke levere noget så komplekst som sundhedsydelser til danskerne. Reel valgfrihed vil patienterne kun få, hvis danskerne afskaffer planøkonomien i sundhedssektoren. Ellers må de nøjes med et 2. eller 3. klasses system.
Det er reelt en indskrænkning af de rettigheder, som patienter har i dag, og som er blevet til på baggrund af EU-domstolens fortolkning af gældende direktiver. Det har ført til, at medlemsstaterne i en række tilfælde er blevet tvunget til at refundere udgifter til behandling i andre lande, også i tilfælde hvor behandlingen ikke var godkendt i medlemslandenes egen sundhedssystem.
Det nuværende system betyder, at det er vanskeligere for medlemsstaterne at kontrollere sundhedsudgifterne. For at kunne kontrollere udgifterne, skal medlemsstaten har med pris, mængde og patienternes adgang til forskellige typer af behandling. Medlemsstaterne har derfor en stærk interesse i at direktivet bliver vedtaget, hvilket formentlig også vil ske. Det er kun EU-parlamentet, som reelt kan stoppe dette direktiv.
Det vil betyde færre valgmuligheder for patienter i Danmark og andre lande med offentlige sundhedsvæsener (Italien, Spanien og UK). Direktivet spiller formentlig en mindre rolle for patienterne i lande, hvor sundhedsydelser finansieres af sygekasser (Holland og Tyskland) eller er meget fleksible (Frankrig).
I realiteten er problemet for patienterne ikke patientdirektivet. Problemet er, at sundhedsvæsenet i Danmark er organiseret efter den planøkonomiske model. Planøkonomi og valgfrihed er uforenelige størrelser. I planøkonomien overlader individerne ressourcerne til kollektive beslutningstagere, som overtager kontrollen med hvem, der får hvad hvornår. Planøkonomi er ensbetydende med overproduktion af visse ydelser, underproduktion af andre, køer, ringe service og lang ventetid.
Ligesom russerne ikke kunne få det planøkonomiske system til at levere noget så simpelt som fødevarer, kan det planøkonomiske system heller ikke levere noget så komplekst som sundhedsydelser til danskerne. Reel valgfrihed vil patienterne kun få, hvis danskerne afskaffer planøkonomien i sundhedssektoren. Ellers må de nøjes med et 2. eller 3. klasses system.
lørdag den 10. juli 2010
Sparsommelighed eller mere stimulering af økonomien (II)
Den økonomiske side af debatten om øget stimulering af økonomien versus sparsommelighed handler om betydningen af forventninger. Hvis regeringen øger budgetunderskuddet ved at øge udgifterne eller sætte skatterne ned, vil det så blot øge den økonomiske aktivitet? Eller vil det få borgerne og virksomheder til at forbruge og investere mindre, fordi de forventer, at regeringen på et eller andet tidspunkt bliver nødt til at hæve skatterne?
Professor Paul Krugman repræsentere den skole, som mener, at regeringen skal øge udgifterne og burde have brugt flere penge på stimulering af økonomien. Professor Greg Mankiw repræsentere den anden skole, som ikke mener, at regeringerne kan øge udgifterne eller budgetunderskuddet uden at det har konsekvenser for forbrug og investeringer.
Professor Paul Krugman repræsentere den skole, som mener, at regeringen skal øge udgifterne og burde have brugt flere penge på stimulering af økonomien. Professor Greg Mankiw repræsentere den anden skole, som ikke mener, at regeringerne kan øge udgifterne eller budgetunderskuddet uden at det har konsekvenser for forbrug og investeringer.
torsdag den 8. juli 2010
Sparsommelighed eller mere stimulering af økonomien
Skal regeringerne stimulere økonomien yderligere eller skal regeringerne spare og nedbringe de store budgetunderskud? Dette spørgsmål blev diskuteret af regeringscheferne på det seneste G20 i Toronto og det diskuteres ligeledes blandt økonomer.
På G20 topmødet ønskede den amerikanske præsident Barack Obama yderligere stimulering af økonomien (mest fra andre lande), mens forbundskansler Angela Merkel og premierminister David Cameron stod for sparsommelighed. Europa og USA synes således at gå hver sin vej. I EU er regeringerne forpligtet til at nedbringe underskuddet over de næste par år, så de opfylder Vækst- og Stabilitetspagten. Adskillige medlemslande har også så store underskud, at de er i farezonen for at komme ud i en situation, der minder om den, Grækenland var i, hvor det var vanskeligt at finansiere statsunderskuddet.
Det er i vidt omfang forskellige erfaringer, som præger debatten. Frankfurter Allgemeine Zeitung havde en artikel forud for G20 topmødet i Toronto (26/6), hvor man pegede på forskellige historiske erfaringer. De tyske erfaringer med en galopperende inflation i 1920'erne og de amerikanske erfaringer med den langtrukne depression i 1930'erne. Tyskerne har lært, at inflation er ødelæggende for økonomisk stabilitet og vækst. Endvidere at store underskud kan få seddelpressen til at køre. Amerikanerne at store budgetunderskud kan skubbe gang i økonomien.
Men også andre forhold spiller ind. Tyskland og EU har flere "automatiske stabilisatorer" indbygget i økonomiem end USA, så behovet for stimuleringspakker er selvsagt mindre. En stor del af stimuleringspakkerne i USA er netop til arbejdsløshedsunderstøttelse og sygeforsikring (som amerikanere mister, når de mister deres arbejde) samt bloktilskud til delstaterne, så de kan fastholde antallet af offentligt ansatte. I Tyskland og resten af EU sker denne "stimulering" automatisk, da EU-landene har mere fintmaskede sociale sikkerhedsnet end USA. Et andet forhold, som påvirker amerikanernes villighed til at stifte gæld, er, at dollaren stadig er resevevaluta i mange lande, hvilket alt andet lige gør det lettere at låne.
Man skal heller ikke være blind for de politiske budskaber målrettet egne vælgere. Præsident Barack Obama er efterhånden nået så langt ind i sit embedsperiode, at han ikke længere kan skyde skylden for alle problemerne over på sin forgænger. Han har ansvaret nu og har øget de offentlige udgifter markant med løfter bedre tider. Når man ikke længere kan give forgængeren skylden, vil regeringer typisk forsøge sig med udlandet. Og her følger Obama gængs praksis for regeringsførelse. Hvis der ikke er gang i den amerikanske økonomi, er det fordi tyskerne er sparsommelige og kineserne fifler med deres valutakurs, er budskabet fra Washington til amerikanske vælgere, som skal til stemmeurnerne til november.
Omvendt kan man sige, at forbundskansler Angela Merkel og hendes tyske regering har et behov for at fremstå mere konservative end de i virkeligheden er. Udgiftspolitikken er nok holdt i mere stramme tøjler end i USA, men koalitionsregeringen i Berlin er jo ikke høge. Befolkningen nærer også en berettiget dyb skepsis overfor hjælpeprogrammet for den græske stat, hvor der synes bøjet en paragraf eller to i forhold i Vækst- og Stabilitetspagten. Der er skepsis overfor skæbnefælleskabet med svage økonomier i EU gennem den fælles mønt. Så på begge sider af Atlanten har politikerne noget at vinde på debatten, selvom de ikke bliver enige.
På G20 topmødet ønskede den amerikanske præsident Barack Obama yderligere stimulering af økonomien (mest fra andre lande), mens forbundskansler Angela Merkel og premierminister David Cameron stod for sparsommelighed. Europa og USA synes således at gå hver sin vej. I EU er regeringerne forpligtet til at nedbringe underskuddet over de næste par år, så de opfylder Vækst- og Stabilitetspagten. Adskillige medlemslande har også så store underskud, at de er i farezonen for at komme ud i en situation, der minder om den, Grækenland var i, hvor det var vanskeligt at finansiere statsunderskuddet.
Det er i vidt omfang forskellige erfaringer, som præger debatten. Frankfurter Allgemeine Zeitung havde en artikel forud for G20 topmødet i Toronto (26/6), hvor man pegede på forskellige historiske erfaringer. De tyske erfaringer med en galopperende inflation i 1920'erne og de amerikanske erfaringer med den langtrukne depression i 1930'erne. Tyskerne har lært, at inflation er ødelæggende for økonomisk stabilitet og vækst. Endvidere at store underskud kan få seddelpressen til at køre. Amerikanerne at store budgetunderskud kan skubbe gang i økonomien.
Men også andre forhold spiller ind. Tyskland og EU har flere "automatiske stabilisatorer" indbygget i økonomiem end USA, så behovet for stimuleringspakker er selvsagt mindre. En stor del af stimuleringspakkerne i USA er netop til arbejdsløshedsunderstøttelse og sygeforsikring (som amerikanere mister, når de mister deres arbejde) samt bloktilskud til delstaterne, så de kan fastholde antallet af offentligt ansatte. I Tyskland og resten af EU sker denne "stimulering" automatisk, da EU-landene har mere fintmaskede sociale sikkerhedsnet end USA. Et andet forhold, som påvirker amerikanernes villighed til at stifte gæld, er, at dollaren stadig er resevevaluta i mange lande, hvilket alt andet lige gør det lettere at låne.
Man skal heller ikke være blind for de politiske budskaber målrettet egne vælgere. Præsident Barack Obama er efterhånden nået så langt ind i sit embedsperiode, at han ikke længere kan skyde skylden for alle problemerne over på sin forgænger. Han har ansvaret nu og har øget de offentlige udgifter markant med løfter bedre tider. Når man ikke længere kan give forgængeren skylden, vil regeringer typisk forsøge sig med udlandet. Og her følger Obama gængs praksis for regeringsførelse. Hvis der ikke er gang i den amerikanske økonomi, er det fordi tyskerne er sparsommelige og kineserne fifler med deres valutakurs, er budskabet fra Washington til amerikanske vælgere, som skal til stemmeurnerne til november.
Omvendt kan man sige, at forbundskansler Angela Merkel og hendes tyske regering har et behov for at fremstå mere konservative end de i virkeligheden er. Udgiftspolitikken er nok holdt i mere stramme tøjler end i USA, men koalitionsregeringen i Berlin er jo ikke høge. Befolkningen nærer også en berettiget dyb skepsis overfor hjælpeprogrammet for den græske stat, hvor der synes bøjet en paragraf eller to i forhold i Vækst- og Stabilitetspagten. Der er skepsis overfor skæbnefælleskabet med svage økonomier i EU gennem den fælles mønt. Så på begge sider af Atlanten har politikerne noget at vinde på debatten, selvom de ikke bliver enige.
mandag den 5. juli 2010
Feminisme
Feminisme er normalt ikke et emne, jeg skriver om på denne blog. Og det bliver det heller ikke. Så lad mig blot henvise til en ny blog om samme emne (damefrokosten.com), der gør op med den politisk korrekte udlægning af feminismen domineret af en venstreorienteret fortolkning. Det kan man kalde kulturkamp. Et opgør med lilla-ble folket. Se her.
lørdag den 3. juli 2010
Alle er lige, men nogle er mere lige end andre (II)
Sidste lørdag forudså jeg, at Stephen Kinnock ville ende med at blive skattepligtig i Danmark. Nu har Kinnock frivilligt valgt at indsende selvangivelse for 2009, så Kinnock er kommet skattevæsenet i forkøbet. Men mon ikke skattevæsenet alligevel er helt enige i, at Kinnock har skattepligt i Danmark?
Under alle omstændigheder er det belejligt for Kinnocks kone og formand for Socialdemokratiet, Helle Thorning-Schmidt, at få denne historie ud af medierne. Den forgangne uge har for Thorning-Schmidt været præget af noget, der ligner søforklaringer og så en gevaldig kovending i det personlige skattespørgsmål. Først var Kinnock hjemme hver weekend fra torsdag/fredag til søndag, så var der tale om langt færre weekender. Først var det fuldstændig klart, at Kinnock kun skulle betale skat i Schweiz, så var der tale om en "gråzone". Først havde parret et solidt kendskab til skattereglerne, så vidste det internationale par pludselig ikke, at en borger sagtens kunne være skattepligtig i 2 lande på sammen og betale skat begge steder.
Det er ikke overraskende, at tilliden til Thorning-Schmidt er dykket. Mange har indtryk af en dobbeltmoral hos socialdemokraternes formand, hvor der gælder særlige regler for formanden end befolkningen, når det gælder skat og skole.
Flere læsere har kommenteret mit indlæg om Kinnocks betaling af skat i Danmark og stillet spørgsmålstegn ved min begrundelse for Kinnocks skattepligt i Danmark. Flere har således fremhævet, at Kinnock ikke er "hjemhørende" i Danmark og heller ikke tidligere har været skattepligtig i Danmark, hvorfor der skal mere til at gøre ham skattepligtig baseret på "livsinteresser". Det er nok korrekt, især da Kinnock ikke formelt har været medejer af boligen sammen med konen efter 2004. At han så arbejder hjemmefra og har møder med kunder i Danmark, mens han opholder sig i landet, er tilsynelandende nok til at gøre Kinnock skattepligtig. Men jeg er ikke skatteekspert og reglerne for dobbeltbeskatning er komplicerede, så man bør nok ikke lægge for megen vægt på min vurdering af spørgsmålet om skattepligt. Og tal med en revisor, hvis du arbejder eller overvejer at arbejde og opholde dig i mere end ét land, hvoraf det ene er Danmark.
Under alle omstændigheder er det belejligt for Kinnocks kone og formand for Socialdemokratiet, Helle Thorning-Schmidt, at få denne historie ud af medierne. Den forgangne uge har for Thorning-Schmidt været præget af noget, der ligner søforklaringer og så en gevaldig kovending i det personlige skattespørgsmål. Først var Kinnock hjemme hver weekend fra torsdag/fredag til søndag, så var der tale om langt færre weekender. Først var det fuldstændig klart, at Kinnock kun skulle betale skat i Schweiz, så var der tale om en "gråzone". Først havde parret et solidt kendskab til skattereglerne, så vidste det internationale par pludselig ikke, at en borger sagtens kunne være skattepligtig i 2 lande på sammen og betale skat begge steder.
Det er ikke overraskende, at tilliden til Thorning-Schmidt er dykket. Mange har indtryk af en dobbeltmoral hos socialdemokraternes formand, hvor der gælder særlige regler for formanden end befolkningen, når det gælder skat og skole.
Flere læsere har kommenteret mit indlæg om Kinnocks betaling af skat i Danmark og stillet spørgsmålstegn ved min begrundelse for Kinnocks skattepligt i Danmark. Flere har således fremhævet, at Kinnock ikke er "hjemhørende" i Danmark og heller ikke tidligere har været skattepligtig i Danmark, hvorfor der skal mere til at gøre ham skattepligtig baseret på "livsinteresser". Det er nok korrekt, især da Kinnock ikke formelt har været medejer af boligen sammen med konen efter 2004. At han så arbejder hjemmefra og har møder med kunder i Danmark, mens han opholder sig i landet, er tilsynelandende nok til at gøre Kinnock skattepligtig. Men jeg er ikke skatteekspert og reglerne for dobbeltbeskatning er komplicerede, så man bør nok ikke lægge for megen vægt på min vurdering af spørgsmålet om skattepligt. Og tal med en revisor, hvis du arbejder eller overvejer at arbejde og opholde dig i mere end ét land, hvoraf det ene er Danmark.
fredag den 2. juli 2010
Why Obamanomics Has Failed
Professor Allan H. Meltzer skriver i WSJ (30/6), at usikkerhed er den største fjende af økonomisk vækst og usikkerhed er netop, hvad præsident Barack Obama har skabt. Derfor er USA fortsat i økonomisk lav-gear og uden udsigt til snarlig tilbagevenden til højere økonomisk vækst.
Meltzer sammenligner Obama's økonomiske politik med præsident John F. Kennedy og præsident Ronald W. Reagan og konstaterer, at den adskiller sig markant fra begge forgængerne. Disse reducerede skatterne og skabte sikkerhed om fremtiden, hvilket resulterede i flere investeringer og økonomisk vækst. Obama's politik har den modsatte effekt. De høje offentlige udgifter til stimuleringspakker og lignende skaber usikkerhed om balancen i økonomien og tilsvarende skaber Obama administrationens vedvarende tale om øgede skatter på energi så stor usikkerhed, at investeringerne ikke vil strække økonomien ud af krisen.
USA skiller sig også ud i G20, hvor det som nærmest enlig ulv forsøger at få andre lande til at øge de offentlige udgifter for at bekæmpe lavkonjunkturen. EU-landene er imod, da de i øjeblikket er ved at konsolidere deres økonomier. USA presser på for at få EU-landene (med Tyskland i spidsen) til at bruge flere penge. Og Tyskland afviser. Langt hen af vejen er det selvfølgelig tale om politisk teater. Det gør det nemlig muligt for Obama at kaste skylden for det udeblevne opsving på europæerne, mens den tyske regering kan fremstå som mere konservativ end den i virkeligheden er.
Meltzer sammenligner Obama's økonomiske politik med præsident John F. Kennedy og præsident Ronald W. Reagan og konstaterer, at den adskiller sig markant fra begge forgængerne. Disse reducerede skatterne og skabte sikkerhed om fremtiden, hvilket resulterede i flere investeringer og økonomisk vækst. Obama's politik har den modsatte effekt. De høje offentlige udgifter til stimuleringspakker og lignende skaber usikkerhed om balancen i økonomien og tilsvarende skaber Obama administrationens vedvarende tale om øgede skatter på energi så stor usikkerhed, at investeringerne ikke vil strække økonomien ud af krisen.
USA skiller sig også ud i G20, hvor det som nærmest enlig ulv forsøger at få andre lande til at øge de offentlige udgifter for at bekæmpe lavkonjunkturen. EU-landene er imod, da de i øjeblikket er ved at konsolidere deres økonomier. USA presser på for at få EU-landene (med Tyskland i spidsen) til at bruge flere penge. Og Tyskland afviser. Langt hen af vejen er det selvfølgelig tale om politisk teater. Det gør det nemlig muligt for Obama at kaste skylden for det udeblevne opsving på europæerne, mens den tyske regering kan fremstå som mere konservativ end den i virkeligheden er.
Abonner på:
Opslag (Atom)