Obama administrationen bryder med 65 års amerikansk handels- og valutapolitik

Præsident Barack Obama og finansminister Timothy Geithner bliver også kritiseret fra hjemmefronten forud for G20-landenes topmøde i Seoul på fredag og lørdag. Kritikken bliver rettet mod Obama administrationens handels- og valutapolitik.

Finansminister Timothy Geithner har forud for mødet foreslået de andre lande, at G20-landene bliver enige om et mål for landenes overskud eller underskud på handelsbalancen. Geithner foreslår konkret, at hverken overskud eller underskud skal overstige 4 procent af et land bruttonationalprodukt. Det er et ganske enestående forslag fra Obama administrationen, som blev voldsomt kritiseret af den tyske finansminister Wolfgang Schäuble forleden dag (se her). Man forstår også, at kinesere fik teen galt i halsen, da de hørte om forslaget fra Obama administrationen. Viceudenrigsminister Cui Tain-kai havde følgende kommentar i henhold til Business Week (5/11):

"The artificial setting of a numerical target cannot but remind us of the days of a planned economy.”

En målsætning for handelsbalanceoverskuddet vil jo forudsætte, at staten kontrollerer millioner af individers og virksomheders beslutninger om køb, salg, opsparing og investering. Det er planøkonomi. Tankevækkende, at Kina i 2010 som skal belære USA om ulemperne ved planøkonomi.

Geithners forslag er dog udtryk for tankegangen i Obama administrationen: At staten skal spille en mere aktiv rolle i markedsøkonomien gennem regulering og forskellige støtteordninger til virksomhederne. Stimuleringspakken indeholdt således støtteordninger til udvalgte virksomheder ligesom redningspakkerne for bank- og bilindustrien skulle beskytte amerikanske arbejdspladser. Støtteordningerne er først og fremmest målrettet virksomheder, som har produktion eller projekter, der er politisk korrekte for Obama administrationen. Det gælder eksempelvis de "grønne" jobs.

Men administrationens politik indebærer også tiltag, som forringer amerikanske virksomhedernes konkurrenceevne (nye reguleringer, sundhedsreform og beskatning af CO2 udslip). Og medens Obama administrationen har travlt med at gennemføre forslag, som forringer virksomhedernes konkurrenceevne, taler om "fair" handelspolitik, som skal tvinge handelspartnere til at indføre høje standarder for lønmodtagere og miljø. Formålet hermed at øge udenlandske virksomheders omkostninger og dermed forbedre amerikanske virksomheders konkurrenceevne.

Geithners forslag om 4 procents loft over handelsoverskuddet (som vil ramme Tyskland og Kina), den såkaldte "fair" handelspolitik og devalueringen af amerikanske dollars gennem endnu en forøgelse af pengemængden er politik af samme skuffe. Fælles er nemlig, at det fritager administrationen fra at fremsætte økonomiske reformforslag, som kan forbedre virksomhedernes konkurrenceevne. Man forsøger at få andre til at forringe deres konkurrenceevne i stedet. Og gennem faldende dollar (eller stigende euro eller yuan) vil amerikanske virksomheder opleve en forbedret konkurrenceevne, men prisen er ustabile valutakurser, inflation og muligvis nye bobler i økonomien.

USA har siden afslutningen på anden verdenskrig arbejdet for international frihandel gennem  multilaterale handelsaftaler under WTO. Det skyldes i høj grad erfaringerne fra 1930'erne, hvor USA og verden oplevede frygtelige konsekvenser af protektionistisk handelspolitik. Landene forsøgte dengang at beskytte egen industri og arbejdspladser gennem højere told og lukkede grænser. Det forstærkede den økonomiske krise og fjernede økonomiske fordele ved arbejdsdeling og specialisering til skade for alle lande. Den protektionistiske handelspolitik var derfor en medvirkende årsag til udbruddet af verdenskrigen.

Obama administrationens handelspolitik er et brud på 65 års amerikansk udenrigspolitik, som er blevet fulgt af demokratiske og republikanske præsidenter som eksempelvis Harry S. Truman, Dwigt D. Eisenhower, John F. Kennedy, Richard Nixon, Ronald Reagan, Bill Clinton og Georg W. Bush mere eller mindre halvhjertet. Ofte har denne politik stødt på modstand ude og hjemme, være vanskelig at gennemføre i økonomiske nedgangstider og selvfølgelig har den også kostet amerikanske arbejdspladser på det korte sigt. Når Obamas forgængere valgte at se bort fra disse kortsigtede konsekvenser for amerikanske arbejdspladser, er det nok, fordi de vidste, at frihandel fører til nye arbejdspladser. Arbejdspladser, som dog ikke er synlige på forhånd. Det er hele ideen med markedsøkonomi. Og frihandel har været til gavn for USA og verden, som er blevet rigere og også mere sikker af handel. Derfor var det fornuftigt at Obamas forgængere at arbejde for frihandel og det burde Obama også gøre.

Tidligere budgetdirektør i Det hvide Hus: Nu skal vi altså have styr på statens underskud

Distinguished Visiting Fellow Peter R. Orzag fra Center for Foreign Relations efterlyser i Berlingske Business (8/11) en indsats mod budgetunderskuddet fra præsident Barack Obama. Orzag fra budgetdirektør for Obama fra januar 2009 indtil han forlod stillingen i juli i år, fordi hans chef ikke lyttede til ham og tog gældsproblemet alvorligt nok. Journalist David Trads har et interview med Orzag, som jeg kan anbefale. Her et citat:

"Vi har brug for, at der fremlægges en troværdig plan for, hvordan vi får styr på underskuddet i 2015 eller 2016 - altså det er ikke nok at tale om, hvordan økonomien ser ud om nogle årtier; perspektivet skal være, hvad vi gør i de kommende fem år. Det meste af problemet må vi løse med større indtægter - det vil sige øgede skatter - for gabet mellem indtægter og udgifter er så stort, at vi ikke kan nøjes med at se på besparelser".

Tysk finansminister kritisere amerikansk økonomisk politik

Tysklands finansminister Wolfgang Schäuble retter en kraftig kritik mod den amerikanske regering og forbundsbank efter den nye pengepolitiske lempelse i sidste uge, hvor forbundsbanken besluttede at skyde yderligere 600 mia. USD ind i økonomien gennem opkøb af amerikanske statsobligationer, skriver WSJ (8/11).

Schäuble peger på, at det er inkonsistent, når amerikanere på den ene side beskylder Kina for at manipulere deres valuta og på den anden gennemfører en pnegepolitisk lempelse som forringer værdien af dollar. Schäuble er citeret for følgende udtalelse:

"The USA lived off credit for too long, inflated its financial sector massively and neglected its industrial base. There are many reasons for America's problems—German export surpluses aren't one of them."

"Germany's exporting success is based on the increased competitiveness of our companies, not on some sort of currency sleight-of-hand. The American growth model, by comparison, is stuck in a deep crisis."

Schäuble deltager i G20 topmødet senere på ugen sammen med forbundskansler Angela Merkel. Præsident Barack Obama, som er flygtet fra de hjemlige konservative, der vandt en jordskredssejr i sidste uge, kan altså se frem til en omgang tysk konservativ spanking på fredag i Seoul. Og det hjælper næppe, at han har sin egen finansminister, manden med pokerface, Timothy Geitner, med. De andre har for længst gennemskuet, at Obama administrationen spiller med temmelig ringe kort.

Indsigt i Tea Party-bevægelsen

Der er skrevet temmelig meget om Tea Party-bevægelsen i medierne, men ikke meget af det er der papir værd, som det er skrevet på. Der er en tendens til sætte lighedstegn mellem hele Tea Party-bevægelsen og tidl. guvenør og vicepræsident Sarah Palin. Imidlertid er Tea Party bevægelsen i USA ikke en socialkonservativ bevægelse. Bevægelsen dækker over forskellige opfattelser af, hvad statsmagten skal gøre i sociale spørgsmål. Det som forener bevægelsen er medlemmers syn på økonomiske spørsmål: 1) Regeringen (og i særdeleshed forbundsregeringen) skal spille en mindre rolle i økonomien og 2) markedet kan løse problemer bedre end regeringen.

David Kirkby og Emily Ekins har gennemført en analyse (refereret her), som viser, at Tea Party er delt i to grupper: Konservative og liberalister (libertarianere). Begge grupper er bekymrede for sundhedsreformen, ønsker at begrænse forbundsregeringens udgifter og reducere statsmagten. Men mens de konservative medlemmer af Tea Party bevægelsen er langt mere bekymrede over moralske spørgsmål (ægteskab mellem homoseksuelle, immigration, Moskeen i New York og abort) end liberalistiske medlemmer af bevægelsen. Det fremgår af nedenstående figur (hvis den er svær at læse, så er den klippet fra ovenstående link).



Vælgerne forkaster ObamaCare i Oklahoma og Arizona

Vælgerne i Oklahoma, Arizona og muligvis Colorado valgte ved folkeafstemning at droppe ud af sundhedsreformen, som præsident Barack Obama fik vedtaget i foråret, skriver Politico (3/11) . Tidligere har vælgerne i Missouri stemt for et lignende initiativ. Flere republikanske guvernører kan også betyde, at flere delstater vil udfordre sundhedsreformen gennem domstolene.

Efter midtvejsvalget i USA: Til højre eller til venstre

Demokraterne og præsident Barack Obama led en markant nederlag ved tirsdagens midtvejsvalg i USA. Republikanerne har vundet over 60 sædder og dermed flertallet i Repræsentanternes Hus og i hvert fald 6 pladser i Senatet. De fleste præsidenter oplever nederlag ved midtvejsvalget, men der er næppe tvivl om, at størrelsen af dette nederlag er usædvanlig. Republikanernes sejr tirsdag var større end ved valgene i 1946 og 1994. Faktisk skal man temmelig langt tilbage i historien for at finde et så stort nederlag til noget parti.

Økonomisk krise og arbejdsløshed var ved dette valg en klar ulempe for demokraterne, da partiet efter 2 år med flertallet i Kongressens to kamre og præsidentembeddet ikke kunne fraskrive sig ansvaret for udviklingen. Ved valget i 2008 var krisen efter Lehman Brothers konkurs en måned før valget derimod en fordel for demokraterne og Barack Obama. Præsidentkandidat John McCain førte faktisk meningsmålinger efter republikanernes partikonvent og før Lehman Brothers konkurs. Men demokraterne havde succes med at hæfte krisen på præsident Georg Bush og republikanerne og samtidig kæde Bush og McCain sammen ved at tæppebombardere TV-stationerne med annoncer, der viste McCain og Bush trykke hinanden i hånden.

Nu var det bestemt ikke ufortjent at give republikanerne en stor del af skyld for en stor del af de offentlige udgifters himmelflugt og gældsætning under Bush. Bush socialkonservatisme tillod store stigninger i den offentlige sektor, hvilket medførte hård kritik fra konservative tænketanke og græsrødderne i partiet. Men demokraterne har et stort medansvar, da partiet allerede i 2006 opnåede flertal i Repræsentanternes Hus og dermed kunne udøve kontrol med bevillingerne i 2007-08. Og for selve krakket og problemerne i den finansielle sektor, var det nok ufortjent, at republikanerne og dereguleringen af de finansielle markeder i 1980'erne blev udpeget som skurken. Årsagen til problemerne er snarere den offentlige regulering af finansielle sektor og vilkår for tildeling af boliglån, og her spiller regler indfärt under præsident Jimmy Carter og præsident Bill Clinton en større rolle, men vælgerne straffer den siddende regering.

Tirsdag var det så demokraternes tur til at blive straffet af vælgerne. Man kan sagtens hævde, at problemerne i den finansielle sektor var så store og omfattende, at det ville tage mere end 2 år at rydde op efter republikanerne. Vælgerne køber ikke den slags argumenter, den siddende regering får ansvaret og denne gang var der ingen tvivl om, hvem der har magten og ansvaret.

Vælgerne har ved valget i tirsdags også klart forkastet den økonomiske politik, som Obama administrationen har fulgt (og videreført) i de sidste par år med store udgiftspakker og markant stigende offentlige udgifterne (der overgår end Bush). Det er stor bekymring i brede dele af befolkningen for øget offentlig gældsætning og stigende statslig indblanding i økonomien. Republikanerne har på et budskab om mådehold vundet opbakning fra midtervælgere, som i 2008 stemte på Obama og demokraterne. Tea Party-bevægelsen og entusiasmen blandt libertarianske og traditionelt konservative vælgere har også bidraget til sejren. Hos demokraterne blev desillusionerede progressive vælgere, der gerne have set en mere venstredrejet politik fra Obama administration, og bekymrende konservative demokrater, væk fra valgstederne.

Det store spørgsmål i dag er så om valget vil betyde samarbejde over midten eller "gridlock" i Washington D.C. Vil Obama række ind over midten og samarbejde med republikanerne, som præsident Bill Clinton gjorde efter valgnederlaget i 1994? Eller vil Obama trække længere ud på venstre flanke og tage kampen op med republikanerne? Går han til højre eller venstre?

Der er næppe tvivl om, at Obama chancer for genvalg afhænger af økonomiske konjunkturer (og mulighed for at indfri valgløfterne om aftrapning af krigen i Irak og Afghanistan - hvis ikke det sker, vil Obama formentlig blive udfordret under primærvalget). Hvis økonomien er i vækst om 2 år og arbejdsløsheden lav, er chancerne for genvalg alt andet lige større.

Så Obama kunne vælge at holde fast på sin "progressive" dagsordenen, fastholde en politik til venstre for midten, tage kampen op mod republikanerne og vente på et økonomisk opsving. Det vil øge hans popularitet blandt "progressive" vælgere. Hvis opsvinget kommer, vil han stå bedre blandt midtervælgere. Men det forudsætter, at opsvinget kommer og at midtervælgerne ikke lader sig afskrække af den progressive dagsordenen. Ironisk nok kan gridlock i Washington D.C. være med til at forbedre den økonomisk situation. Det skyldes, at der nu er mindre sandsynligt, at de offentlige udgifter vil stige, gældsætningen vokse og erhvervslivet blive underlagt nye reguleringer. Det skaber større forudsigelighed, flere investeringer og dermed vækst.

Alternativet er at forsøge et samarbejde med republikanerne, som kan skabe større forudsigelighed om den offentlige udgifter og skatter ved at gennemføre reformer, der mindsker budgetunderskuddet. En sådan politik kan bidrage til skabe større tillid og dermed flere investeringer, som vil skabe grobund for  økonomisk vækst. Det vil gøre det lettere at tiltrække vælgere på midten og gøre det vanskeligere for republikanerne at angribe Obama, men giver samtidig Obama problemer på venstre flanke.

Spørgsmålet er også om republikanerne er interesserede i et sådant samarbejde? Hvis de samarbejder over midten, vil det give problemer på højre flanke. Til gengæld kan man skabe forudsætninger for vækst, som øger sandsynligheden for genvalg. Samarbejdet i 90'erne mellem Clinton og republikanerne under ledelse af Newt Gingrich var frugtbart.Det lykkedes at bringe det offentlige budget i balance og der blev gennemført en velfærdsreform. Afstanden mellem Gingrich og sydstatsdemokrat var næppe så stor som afstanden mellem republikanerne og en progressiv nordstatsdemokrat. Det bliver spædende at følge udviklingen de næste måneder.

Forsvar for sundhedsreformen

Tidl. budgetdirektør Peter Orzag forsvarer sundhedsreformen i USA i NYT (3/11), som han mener vil reducere omkostninger på længere sigt.

Rove om demokraternes apocalypse

Karl Rove skriver om demokraternes apocalypse ved midtvejsvalget i USA på tirsdag i WSJ (28/10). Han hælder vel nærmest salt i såret på præsident Barack Obama og fryder sig bl.a. over, at vælgerne i Ohio ville foretrække hans tidligere chef, præsident George W. Bush over Obama med 50% mod 42%. Roves analyse er, at vælgerne i Ohio og i USA som helhed foretrækker en konservativ økonomisk politik. Det er efterhånden også en del år siden, velsagtens 10 år, at økonomiske politik har været konservativ, så det er til forstå, at amerikanerne ønsker mådehold i det offentlige forbrug og stop for gældsætning.

Hvide arbejdere vender sig mod Obama og demokraterne

The Economist skriver (23/10), at det sandsynlige valgnederlag til præsident Barack Obama og demokraterne på tirsdag ikke så meget skyldes Tea Party bevægelsen, men at hvide arbejdere vender sig mod Obama. Det vil påvirke resultatet i stater som West Virginia, Ohio, Pennsylvania og Wisconsin, der normalt er svingstater ved præsidentvalg. Og at de er utilfredse med demokraterne og præsidenten for stort alt andet end hudfarven.

Jordskredssejr til republikanerne på tirsdag i sigte

Professor Peter Kurrild-Klitgaard forudser på baggrund af de seneste meningsmålinger en jordskredssejr til republikanerne ved valget d. 2 november. Se her.