Hvad er galt i Spanien?

Tidligere premierminister José Maria Aznar sparker i WSJ (13.12) til hans socialistiske efterfølger, José Luis Rodríguez Zapatero, der overtog regeringsmagten i 2004 efter en bombeeksplosionen på Madrids banegård. Den spanske økonomi havde højvækst i 2004, skabte nye arbejdspladser og havde balance på de offentlige budgetter. Det er på 6 år vendt til økonomisk kaos, fordi den socialistiske regering har opgivet reformere det spanske samfund, skriver Aznar. Han skriver endvidere:

"An essential part of this political change will be for Spain to immediately acknowledge that the state has to limit its economic and social role, and open new areas of freedom and dynamism for society and private entrepreneurship. Spain needs to accomplish deep reforms in its administrative structure, including eradicating bureaucratic and public bodies and rationalizing public expenditure. Spain cannot delay any longer in reforming its welfare state, but must start now to restore the conditions for a thriving society that is open to all.

Spain is more than capable of becoming, once again, a dynamic and enterprising country, one that generates employment and opportunity. But first it must undertake the hard work of unwinding six years of political misdeeds. We can't wait".

Aznar har ret i, at der er ikke noget værre end reformforskrækkede regeringer, der ikke handler med rettidig omhu. Den spanske regering er blot en af slagsen!

Helikopter Ben om at trykke penge

The Daily Show omtalte den amerikanske forbundsbanks Quantitative Easing, som sender milliarder af nye dollars i omløb gennem opkøb af amerikanske statsobligationer. I programmet kan man se bankens formand Ben Bernanke udtale, at banken ikke trykker flere penge, selvom de letter pengepolitikken.

The Daily Show With Jon Stewart	Mon - Thurs 11p / 10c
The Big Bank Theory
www.thedailyshow.com
Daily Show Full Episodes Political Humor & Satire Blog</a> The Daily Show on Facebook

Betaling for ydelser i det offentlige sundhedsvæsen i USA

Professor Uwe E. Reinhardt har i to blogindlæg på NYT (26.11 og 3.12) diskuteret problemerne med aflønning af henholdsvis hospitaler og læger i det offentlige sygesikring for ældre, Medicare. Hospitaler bliver i dag aflønnet ved tariffer baseret på diagnose relaterede grupper (DRG) med en lang række justeringer (geografi, sværhedsgrad, uddannelse af læger og uforholdsmæssigt mange ikke-forsikrede patienter, som hospitalet er pligtig til at give behandling). Alle hospitaler i samme situation får samme betaling. Tariffer er beregnet ud fra hospitalerne omkostningerne og bliver løbende opdateret.


Læger bliver aflønnet med honorarer, der afspejler deres timeforbrug, eksterne omkostninger og forsikringer. Honorarer bliver justeret for en række faktorer såsom omkostningsindex og prisindeks for lægeforsikring i forskellige dele af USA. Honorarene er dog vidt omfang politisk fastsat og afspejler også interne politiske forhold i den amerikanske lægeforening, hvor den vindende koalition er i stand til at påvirke resultatet til egen fordel uanset udbud og efterspørgsel. Det har derfor medført mangel på visse typer (Medicare) læger i visse regioner af USA.


Priserne er altså bestemt af omkostninger og politiske forhold. Ikke overraskende er systemet løbende udsat for kritik. Kritikken går på, at priserne ikke afspejler værdien af ydelserne. Når priser i et system ikke afspejler værdi, er der ingen sikkerhed for, at ikke rigtige ydelser bliver udbudt i de rigtige mængder. En af kritikker er Joseph Antos, der er tilknyttet American Enterprise Institute, og i en lang årrække har haft tilknytning til Medicare programmet. I en blogindlæg på The American (30.10) med overskriften "Confessions of a Price Controller", skriver han blandt andet:

"Prices must respond to both the supply and demand sides of the market to allocate resources to their best use. Medicare ignores the market, setting prices for physician services based on an academic theory with its roots in the Soviet Union and implemented by the American Medical Association. Those prices do not reflect the value patients receive from their care, and they do not reflect shifts in the demand for particular kinds of services (such as primary care) as the population ages or as more people have health insurance".

Antos skriver videre, at der er en tendens til at lægers honorarer mere end markedet egentlig ville tillade, fordi reduceret efterspørgsel efter en type lægeydelser tenderer til at øge omkostningerne og presset fra disse læger, selvom det var mere relevant for dem at skifte til et andet speciale. Antos mener, at priskontrollen bør afskaffes og havde håbet, at sundhedsreformen ville tage skridt i den retning, men det er ikke sket.


Reinhardt gennemgår i et andet blogindlæg historien for DRG-tarifferne og honorarsystemet for praktiserende læger og speciallæger. Det Sovjet-inspierede DRG-prissystem i Medicare blev indført i 1980'erne under præsident Ronald Reagan, mens honorarsystemet for lægerne blev indført i 1992 af præsident Georg H. W. Bush. I begge tilfælde var formålet at begrænse udgiftsvæksten i Medicare, hvor hospitaler og læger stort set kunne skrive regninger til regeringen, som de lystede. Nu har prissystemerne måske nok (i hvert fald delvist) bremset udgiftsvæksten, men det giver problemer med at tilpasse udbud og efterspørgsel til Medicare patienter. Dermed har programmet fået de samme problemer, som kendetegner de offentlige sundhedssystemer i mange europæiske lande, herunder Danmark, Italien, Norge, Spannien, Storbritannien og Sverige.

Mange amerikanere mener ikke, at regeringen opererer indenfor grænserne fastsat i konstitutionen

Rasmussen Reports har offentliggjort en opinionsundersøgelse (23/11), som viser, at en meget stor del af amerikanske vælgere mener, at den føderale regering har vokset sig udover de grænser, der er fastsat i konstitutionen. 39% mener, at regeringen opererer indenfor grænserne, mens 44% mener, at grænserne er overskredet. Medlemmer af den "politiske klasse" er langt mere tilbøjelige til at mene, at grænserne ikke er overskredet end resten af vælgerne, ligesom der er flere republikanere end demokrater, som mener at grænserne for den føderale regering er overskredet. Uafhængige vælgere er delt i spørgsmålet.

Netop spørgsmålet om afgrænsningen af magten mellem den føderale regering, delstaterne og individet var et centralt emne for præsidentkandidat Ron Paul under primærvalget 2008 og Tea Party bevægelsen i 2010. Der er blandt konservative republikanere og libertarianere en udbredt opfattelse af, at den føderale regering overskrider de grænser, som oprindeligt var sat forbundsregeringen. Det foregår en debat mellem progressive, konservative og libertarianere om, hvordan konstitutionen kan fortolkes. På den ene side står de progressive, som argumenterer for, at konstitutionen er et levende dokument, der kan fortolkes i tiden. På den anden side står libertarianere, som argumenterer for, at konstitutionen skal fortolkes bogstaveligt, da formålet med den netop er at afgrænse magten. De konservative har vendt sig imod "aktivisme" fra domstolene, som vi så i 1960'erne og 1970'erne, hvor domstolene efter konservativ opfattelse foretog afgørelser, som burde være politiske.

Den republikanske præsidentkandidat fra 1964, Barry Goldwater, skrev allerede i 1960 bogen "Conscience of a Conservative", der var et opgør med forbundsregeringens tiltagende magt. I 1980'erne forsøgte præsident Ronald Reagan at gøre op med forbundsregeringens magt, blandt andet med forslag om tilføjelse om borgernes økonomiske rettigheder til konstitutionen.

Siden Goldwater og Reagan har forbundsregeringen øget sin indblanding i økonomien, blandt andet i sygeforsikring og sociale anliggender. Konstitutionen foreskriver ikke direkte, at disse områder er anliggender for forbundsregeringen. Regeringens indblanding hviler derfor på to bestemmelser i konstitutionen. For det første retten for forbundsregeringen til at opkræve skat (og fordele midlerne til delstaterne). Forbundsregeringen opstiller nogle betingelser for økonomisk støtte, der tvinger delstaterne til at indføre nationale programmer som Medicare og Medicaid. Fulgte en delstat ikke foreskrifterne, ville delstaten miste tilskuddet til trods for borgernes skatteindbetalingerne.

For det andet henviser forbundsregeringen i reguleringer til, at den føderale regering har lov til at regulere handlen mellem delstaterne. Denne bestemmelse i konstitutionen har skiftende regeringer tolket ganske liberalt. Det er blandt andet denne bestemmelse, som Obama administrationen henviser til, når den kræver, at alle amerikanere skal have en sygeforsikring, selvom det jo ikke vedrører handlen mellem delstaterne (og hvor lovgivningen allerede bestemmer, at sygesikringen skal tegnes i den delstat, som borgeren bor i).

Det er et sundt tegn, at amerikanere udtrykker kritik af forbundsregeringen tiltagende magt og vælgere repræsentanter, der vil tage et opgør med Washington D.C. Når forfatningsdomstolen ikke været i stand til at satte grænserne for forbundsregeringen, er det op til borgerne at sørge for, at grænserne bliver fastsat. Men det bliver en vanskeligt opgave, når en stor del af magthaverne med præsident Barack Obama i Washington D.C. tilhører den "progressive" bevægelse, som ønsker stadig flere beføjelser til forbundsregeringen og direkte indblanding i stor og småt. Men undersøgelsen viser, at præsidenten er helt ude af trit med den amerikanske befolkning og at han ikke har det mandat til at udvide regeringen, som han selv er så overbevist om, at han har fået.

Privat sundhedsforsikring forbedrer de offentlige finanser

CEPOS har udsendt en notat om privat sygeforsikring af specialkonsulent Mia Amalie Holstein, som afdækker effekten på de offentlige finanser af privat sundhedsforsikring. Notatet viser, at privat sundheds-forsikring har en positiv effekt på de offentlige budgetter. Godt nok er private sundhedsforsikringer fritaget for indkomstskat, hvilket giver et provenutab på 760 mio. kr. om året. Men det blivet modsvaret af lavere offentlige udgifter til behandling og sygedagpenge. Notatet skønner, at disse udgifter til hhv. 770 mio. kr. og 310 mio. kr. Private sundhedsforsikringer er også en fordel patienterne, da det forkorter ventetiden for patienterne med og uden sygeforsikring.

Obamacare ødelægger det private marked for sygeforsikring

Michael Tanner, Cato Institute, fortæller på podcast fra Cato Institute, at sundhedsreformen i USA allerede har konsekvenser på det private forsikringsmarked. Reguleringen i den nye lovgivning resultere stik i imod hensigten i færre valgmulighederne for borgerne.

Private forsikringsselskaber trækker sig ud af markedet, fordi det økonomisk ikke længere kan hænge sammen at sygeforsikre med de mange nye regler. Der sker også en konsolidering, hvor medarbejdere i virksomheder og private borgere tvinges til at tegne dyrere forsikringer. Private virksomheder beslutter samtidig at droppe sygeforsikring for medarbejdere (og betale en skat i stedet), fordi omkostninger er stigende. Og endelig, så er markedet for sygeforsikring til børn ved at bryde sammen, fordi forsikringsselskaber er tvunget til at forsikre samtlige kunder til samme pris uanset sundhedstilstand. Det får præmierne til at stige og mange forældre til at droppe sygeforsikring for deres børn. Den kan jo altid tegnes, når uheldet er ude. Resultatet er en negativ proces, hvor præmier stiger og stiger.

Den konservative deroute

Professor Peter Kurrild-Klitgaard skriver i Berlingske Tidende (12/11) om Det konservative Folkepartis problem med faldende tilslutning. Hovedårsagen er ikke partiformanden, men derimod, at vælgerne ikke aner, hvor de konservative befinder sig i de politiske landskab.

Kurrild henviser til den tale, som landsformand og udenrigsminister Lene Espersen holdt på det seneste landsmøde, hvor hun sammenlignede et skattetryk på 40% med ultraliberalisme. Partimedlemmerne klappede, da hun sagde, at "nogle ønsker et skattetryk på 40%".

Jeg har vedhæftet en oversigt over skattetrykket i OECD-lande i 2007. Danmark ligger til trods for flere år med højkonjunktur og en "borgerlig" regering i toppen, som det mest skatteplagede land. Østrig og Holland er lande, som ligger henholdsvis lige over og under de 40% i skattetryk. Det må altså være ultraliberalistiske lande? Schweiz, Australien, Irland, Tjekkiet, USA og Japan ligger alle omkring 30%. I min optik er det lande med konservativ politik. Det er vel også et niveau omkring 20-30%, som partiet burde have som langtsigtet mål. Liberalister kan så have et mål på 10-20% og ultraliberalister på 0%. Men der er meget, meget langt til det niveau, hvor konservative, liberalister og ultraliberalister behøver at være uenige om hensigtsmæssige sænke skatterne yderligere. Og med det tempo, hvormed de VK-regeringen sænker skattetrykket, vil det tage uendelig lang tid.

Obama lytter ikke vælgerne, mener Rove

Præsident Barack Obama lytter ikke til vælgerne og især uafhængige vælgere, der ved midtvejsvalget har vendt Obama og demokraterne ryggen. Det skriver Karl Rove i WSJ (11/11) . Rove bemærker, at Obama på første pressemøde efter valget forklare nederlaget med den høje arbejdsløshed og dårlig kommunikation (fra Obama til vælgerne).

Hvis der er tale om dårlige kommunikationsevner, så er det ikke talegaverne, men derimod evne til at lytte. Opinionsmålinger viser, at vælgere er mere enige republikanerne i økonomiske spørgsmål og at flertallet af amerikanere mener, at udviklingen i landet går i den forkerte retning. Stimuleringspakken har ikke virket som lovet og det har vælgerne gennemskuet. Vælgerne har klart signaleret, at de ønsker en ændring i økonomiske politik (mindre statsstyring, mådehold med udgifterne, kontrol med budgetunderskuddet og lavere skatter). Og et flertal af de uafhængige (og republikanske) vælgere ønsker, at sundhedsreformen bliver forkastet og erstattet med en ny reform.

Det sidste bliver dog blankt afvist af Obama, der dog erklærede sig villig til at lytte til republikanerne, hvis de har nogle "gode ideer" til at forbedre sundhedsreformen. Det var stort set samme ord, som Obama brugte, da demokraterne var blevet enige om sundhedsreformen og inviterede republikanerne til et offentligt topmøde om reformen. Dengang for at overbevise vælgere om, at demokraternes politik på sundhedsområdet var bedre end republikanernes, hvilket dog mislykkedes. Så det er politisk teater. Obama er stadig overbevist om, at hans sundhedsreform indeholder de "bedste ideer".

Link til Obama administrationens handelspolitik og kommentarer

Obama administrationens handelspolitik kan læses her. Præsident Barack Obama sendte 1 marts sin handelspolitik til Kongressen, som blandt andet indeholder et mål om at fordoble eksporten over 5 år og administration har dannet et såkaldt Export Promotion Cabinet.

Ambassadør Terry Miller skrev en kommentar på sin blog på Heritage Foundations hjemmeside om handelspolitikken.

Et godt sted at følge debatten om handelspolitikken er på http://www.freetrade.org/.

Mere kritik af Obamas administrationens handels- og valutapolitik

Også i USA støder Obama administrationens handelspolitik på kraftig kritik. Som WSJ (9/11) bemærker, så støder politikken på kritik fra så forskellige sider som tidligere vicepræsidentkandidat Sarah Palin og Verdensbankens direktør Robert Zoellick. Kritikken er den samme.

Palin kritiserer svækkelsen af dollar på linje med lande som Tyskland, Brasilien, Kina og andre assiatiske lande. Hun bliver citeret for følgende udtalelse:

"We don't want temporary, artificial economic growth brought at the expense of permanently higher inflation which will erode the value of our incomes and our savings ..... We want a stable dollar combined with real economic reform. It's the only way we can get our economy back on the right track"

Zoellick efterlyser et system med mere stabile valutakurser baseret på en tilbagevenden til en international guldstandard (se Financial Times 7/11), der inkluderer euro, dollar, pund, yuan og renminbi. En guldstandard vil tvinge landene til at gennemføre reformer snarere end at devaluere valutaen.