Konsekvensen af øget understøttelse til arbejdsløse i USA

Professor Robert Barro foreslår i WSJ (30/8), at præsident Barack Obama fyrer sine økonomiske rådgivere:

"Congressman John Boehner recently suggested that President Obama replace his top economic advisers. I think he may have a point. The economic "recovery" has been disappointing, to put it mildly, and it has become increasingly clear that the blame lies with the policies of the Obama administration, not with those of its predecessor.

In general, the current administration has been too focused on expanding government, redistributing more from rich to poor, and stimulating aggregate demand. I have previously criticized the stimulus package as cost-ineffective. In particular, whatever tax reductions were in the package did not involve the cuts in marginal income tax rates that encourage investment, work effort and productivity growth. 

Now the administration wants to kill the 2003 income-tax cuts, at least the parts that reduced marginal income tax rates for high-income earners and for all recipients of dividend income. This proposal is particularly disturbing because the 2003 law was George W. Bush's main economic achievement; unlike most of Mr. Bush's policies, this one was well-conceived and effective".

Men det primært arbejdsløshedsunderstøttelsen, som Barro sætter fokus på. Obama administration har fået gennemført en forlængelse af dagpengeperioden i USA fra 26 uger til 99 uger. Det er normalt, at den siddende administration foreslår og får vedtaget en forlængelse af dagpengeperiode under en økonomisk nedtur. Tidligere er perioden blevet forlænget til 39 uger i kortere perioder og afhængig af de lokale økonomiske omstændigheder i enkelte delstaterne. Men det er helt enestående, at dagpengeperioden er blevet forlænget så længe i hele USA. Han skriver:

"We have shifted toward a welfare program that resembles those in many Western European countries".

Barro henviser til de dårlige erfaringer fra Europa med rundhåndede offentlige dagpenge og andre velfærdsordninger til personer i den arbejdsduelige alder. Obama og hans rådgivere burde have spurgt europæerne om vores erfaringer, om disse ordninger i det hele taget virker. Svaret havde været et rungende nej. Europa har brugt nogle få år i 1970'erne på at udbygge et fintmasket net under arbejdstagerne og de sidste 30 år på gradvist at reducere eller afvikle ordningerne igen. Ordningerne bidrog til at øge den strukturelle arbejdsløshed og sænkede beskæftigelsen. Tænk blot på skiftende regeringer under "ledelse" af Anker Jørgensen, der gennemførte den ene velfærdsordning efter den anden under et slogan om at "give plads til de arbejdsløse" og hvordan skiftende regeringen sidenhen har forsøgt at forkorte dagpengeperioder, fjerne efterløn, stramme reglerne for førtidspension og stille krav om uddannelse eller aktivering til unge ledige.

Barro sammenligner den nuværende krise med krisen i begyndelsen af 1980'erne. Arbejdsløsheden i USA er ikke højere i dag end den gang, men den gennemsnitlige arbejdsløshedsperiode er steget kraftigt i forhold til den gang (og andre kriser), hvilket tyder på, at den øgede understøttelse har en negativ strukturel virkning på amerikansk økonomi.

Forbundsbankens ledelse mere splittet end stemmeafgivningen viser

WSJ (24/8) skriver, at forbundsbankens ledelse var mere splittet over beslutningen om lempe pengepolitikken end stemmeafgivningen viser. Ledelsen var mere eller mindre delt i to lejre, men en del af modstanderne af en mere lempelig pengepolitik stemte med formand Ben Bernanke og flertallet.

Finansreformen i USA kunne ikke have forhindret boligboblen og finanskrisen

Præsident Barack Obama underskrev sidste måned endnu en større lov på over 2.000 sider efter vedtagelse i henholdsvis Repræsentanternes Hus og Senatet. Denne gang en Finansreform, altså en lov, som ændrer reguleringen af den finanssielle sektor i USA. Det er den tredie større lovgivning, som Obama har fået gennem Kongressen, efter stimuleringspakken sidste år og sundhedsreformen tidligere på året.

Baggrunden for loven er naturligvis finanskrisen, hvor en række finansielle institutioner kom i vanskeligheder i efteråret 2008 primært som følge af dårlige boliglån, de såkaldte subprime lån. Kongressen vedtog i efteråret 2008 under præsident Georg Bush en kostbar og upopulær hjælpepakke til banker og andre finansielle institutioner. Forbundsregeringen og forbundsbanken gennemførte også et par redningsaktioner. Så det primære formål med loven er at undgå en gentagelse af denne situation, hvor "too big to fail" finansielle institutter kommer i vanskeligheder og skal reddes på bekostning af skatteyderne.

Den nye lov giver først og fremmest myndigheder flere beføjelser. Den nye medfører, at myndigheder (lettere) kan overtage og likvidere finansielle institutter i vanskeligheder (uden at skulle gennem den normale og langsomme likvidationsprocess), stiller krav om at handlen med optioner og futures skal gå gennem en børs, opretter en nyt råd, som skal advarer regeringen om systematiske risici i markedet samt opretter en ny offentlig myndighed, der skal "beskytte" forbrugerne i finansielle spørgsmål. Sidstnævnte myndighed for beføjelser til at regulere priserne på en række finansielle ydelser, f.eks. bankers gebyrer.

Der er imidlertid ikke noget i loven, som blot tilnærmelsesvist kunne have forhindret finanskrisen, havde loven været implementeret i 2008. Loven forhindrer således ikke forbundsbanken, Federal Reserve, i at øge pengemængden og holde negative realrenter som i 2002-04. Loven gør det heller ikke nemmere at forudse, at en krisen er lige om hjørnet som følge af bobler i økonomien. Der var ingen embedsmænd i administrationen og kun få økonomiske eksperter, der forudså boligboblen og den efterfølgende krise. Så hvad nytter et råd med samme personer?

Loven vil ikke ændre vilkårene for Fannie Mae og Freddie Mac, de halvoffentlige (og nu nationaliserede) realkreditinstitutter, som udsteder hovedparten af obligationer til finansiering af boliglån og især subprime boliglån. Loven ændre ikke ved Fannie Mae og Freddie Mac kapitalkrav (deres kapital udgjorde ikke mere end 2-3% af aktiverne før finanskrisen, hvilket gjorde disse institutter særligt sårbare overfor tab). Loven ændre ikke på de incitamenter, som gør at bankerne er tilbageholdende med at nægte boliglån til potentielt dårligere betalere (bankerne må ikke diskriminere og der er omvendt bevisbyrde, bankerne skal kunne vise, at de ikke diskriminere minoriteter). Det bliver lovpligtig for bankerne at beholde 5% af lånene, som de udsteder, men hovedparten af risikoen sendes videre til Fannie Mae og Freddie Mac. Endelig så ændre loven heller ikke på den indirekte støtte, som gives til banker og andre finansielle institutter, der er "to big to fail". Disse institutter kan regne med redningsaktioner, hvilket gør det lettere for disse at låne på markedet. Dette gør disse institutter mere risikovillige end ellers (hvis det går godt, tjener aktionærerne mere, hvis det går skidt, tager skatteyderne tabene udover kapitalen. Intet ændrer altså storbankers incitamenter til bedrive moralsk hasard.

Så hvis finansreformen ikke engang kunne have forhindret sidste krise, kan den næppe heller forhindre den næste.

Læs professor Gary Beckers og professor Richard Posners kritiske blogindlæg om finansreformen.

Endnu en bailout er undervejs

Paul McMorrow skriver i Boston Globe (16/8), at endnu en bailout er på af de halvoffentlige realkreditinstitutter i USA, Fannie Mae og Freddie Mac. Disse to finansielle institutter er ikke underlagt den regulering, som resten af den finansielle sektor i USA, hverken før eller efter præsident Barack Obamas finansreform. De har særlige privilegier (lave kapitalkrav) og var primus motor i udstedelsen af de såkaldte subprimelån, som resultere i finanskrisen. Instittuerne har stadig en del såkaldte "toxic assets" og spekulationen er, at de skal have fornyet kapital. Det vil ske ved en nationalisering og indskud af 300 mia. USD, forudser McMorrow.

O'Driscoll advarer mod kvantitativ lettelse af pengepolitikken og skattestigninger i USA

Senior fellow Gerald P. O'Driscoll jr. advarer mod lempelig pengepolitik i WSJ (16/8). Faldet i efterspørgslen skyldes ikke en keynesiansk fald i den generelle efterspørgsel, men en hayekiansk boble i aktiver (boligboblen). Med faldende aktivpriser har investorer, virksomheder og forbrugere behov for at reducere forbruget og øge opsparingen, skriver O'Driscoll. Den lempelige pengepolitik virker modsat og risikere at resultere i nye bobler.

O'Driscoll konkluderer:

"Its move toward Japan-style quantitative easing is a misstep. And historically low interest rates—about which the Bank of International Settlements, the bank for central banks, sounded a warning in its 2009/2010 annual report—will inevitably distort economic activity, as they did during the housing boom. Low interest rates slow the process of restoring balance sheets by keeping asset prices artificially inflated. They also penalize saving, thus prolonging the process of rebuilding balance sheets.

In the fiscal realm, policy must be reoriented from stimulating consumption to encouraging productive investment (not renewed financial speculation). That means no income-tax increases or costly new mandates. In particular, the Bush tax cuts should not be allowed to expire. No matter how the administration spins it, their expiration would entail a large increase in marginal tax rates in the midst of economic weakness. That would further impede savings and capital accumulation, discouraging firms from expanding and hiring workers. Treasury Secretary Tim Geithner is proposing to repeat the mistake of Herbert Hoover, who persuaded Congress to raise taxes in 1932.

Markets are resilient, but their recovery can be impeded by bad policies. At present, both monetary and fiscal policies are on the wrong track".

Odd man out i forbundsbankens ledelse ønsker rentestigning

Et af medlemmer af den amerikanske forbundsbanks Open Market Committee, der bestemmer pengepolitikken, president Thomas Hoenig, fra Federal Reserve Bank i Kansas City, stemte imod sine kollegaer på mødet tidligere på ugen og efterlyser rentestigninger, skriver WSJ (13/8). Hoenig frygter at fortsættelse af politikken med renter nær nul vil fører til nye finansielle ubalancer. Eller en gentagelse af finanskrisen.

A road map to saving Medicare

Medlem af Repræsentanternes Hus, Paul Ryan, har indlæg i Washington Post (11/8) om hans forslag til at bringe Medicare i økonomisk balance. Der er ikke balance efter Obamacare selvom demokraterne hævder det modsatte, så der er brug for reformer, som kan bringe udgifterne under kontrol.

Easy-money riders

Centralbankerne har fastholdt lave renter og en lempelig pengepolitik gennem hele krisen. I USA valgte Federal Reserve tidligere på ugen at lempe pengepolitikken yderligere (og kompensere for en fejlslagen økonomisk politik fra Obama administrationen). En fastholdelse af den lave rente er ikke uden omkostninger. En risiko er inflation, især på længere sigt. Men mere nærliggende er at økonomiske ressourcer bliver fejlallokeret.

Det skete i 2002-04, da realrenten var negativ. Den kunstigt lave rente førte stigende boligpriser (boligboblen) og tiltrak mere kapital og arbejdere til bygge- og anlægssektoren end der var reelt var behov for. Det er hovedårsagen til den økonomiske tilbagegang, vi har oplevet siden 2008. Der er risiko for gentagelse, ikke nødvendigvis til samme sektor, men virksomheder og forbrugere har adgang til billig kapital, kan det være fristende at foretage investeringer eller forbrug, som normalt ikke ville finde sted. Se i øvrigt the Economist (17/7).

Apropos sammenligningen mellem Obama og Reagan

President Scott Rasmussen fra Rasmussen Reports sammenlignede allerede præsident Barack Obama og Ronald Reagan i dagene efter valget. I WSJ (10/10-2008) skrev han, at Obama var i stand til at overbevise vælgerne om, at han ville gennemføre skattelettelser til stort set alle og i øvrigt gennmeførte en kampagne, der mindede om Reagans. Men i slutningen af indlægget stillede han retorisk spørgsmålet: "Mr. Obama ran like Reagan. Will he be able to govern that way, too?".

Der har været en lang række artikler siden valget af Obama, som sammenligner de to præsidenter. Ulrik Jørstad Gade lavede en sammenligning af præsidenternes popularitet blandt vælgere fra det andet parti sidste år i Politikken (29/4-2009). David Leonhardt skrev om ligheder og forskellige på bloggen Economix på NYT (21/5) mellem personer.

Z. Byron Wolf sammenligner udviklingen i de to præsidenternes popularitet på ABC News (19/7). Popularitetskurverne er forbløffende ens indtil nu, men han skriver, at det afgørende er og bliver den økonomiske udvikling. Kun fremgang kan vende udviklingen til fordel for Obama. Steven Schier skrev på the Atlantic (8/6), at man ligesågodt kan sammenligne Obama med Carter som Reagan.

Frank J. Donatelli sammenligner Obamas og Reagans økonomiske programmer på Politico (27/7). Reagans skattelser blev vedtaget i august 1981 og 17 måneder senere var økonomien ude af recessionen. Obamas stimuleringspakke blev vedtaget i februar 2009 og 17 måneder senere er økonomien stadig ikke i afgørende bedring.

Endelig sammenligner professor Fouad Ajami Obamas og Reagans mandatter, karakter og forbindelse med befolkningen i en artikel i WSJ (11/8). Han er af den mening, at Obama mangler nærmest mangler alle tre ting.

Republikansk budgethøg og forfatter til "A Roadmap for Americas Future" spås en indflydelse efter midvejsvalget i USA

NYT (11/8) foreslår, at det republikanske medlem af Repræsentanternes Hus, Paul Ryan, kan blive samarbejdspartner for præsident Barack Obama, når eller hvis demokraterne efter midtvejsvalget taber flertallet i Repræsentanternes Hus. NYT forudser dermed, at Ryan vil spille en tilsvarende rolle i udformningen af den økonomiske politik som Newt Gingrich havde i 1990'erne, da præsident Bill Clinton mistede flertallet i Repræsentanternes Hus i 1994.

Ryan er toneangivende republikanerne, når det gælder budgettet, og har skrevet "A Roadmap for Americas Future", der lægger op til en reform af Social Security, Medicaid and Medicare, de tunge udgiftsposter på det føderale budget, som er i stigende ubalance grundet demografiske ændringer, samt andre forslag til forbedre af budgettet og fremme investeringer.