lørdag den 26. marts 2011
ObamaCare 1 år efter vedtagelsen
Cato markerer 1 års dagen for vedtagelsen af sundhedsreformen i USA eller ObamaCare. Der er mange brudte løfter i ObamaCare, stadig stor folkelig modstand og så har 28 delstater lagt sag mod forbundsregeringen for overtrædelse af forfatningen. Og så er dele af reformen implementeret og viser utilsigtede virkninger, blandt andet at forsikringsselskaber forlader markedet for sygeforsikring og arbejdsgivere dropper sygeforsikring for medarbejdere eller familier.
tirsdag den 22. marts 2011
Forbes om arven fra Reagan og den nuværende krise
Steve Forbes har en kronik i WSJ (22/3), hvor beskriver præsident Ronald Reagans økonomiske reformpolitik i 1980'erne, som lagde grunden til et økonomisk mirakel med mere 18 millioner nye amerikanske arbejdspladser i 1980'erne, massive investeringer, teknologiske gennembrud og mere end 25 års stabil økonomisk vækst. Opskriften var markante skattelettelser (blandt andet blev marginalskatter blev mere end halveret og skattesystemet forenklet), mindre regulering, stabil pengepolitik og færre offentlige udgifter (de sidste var en begrænset succes, da væksten i udgifterne nok faldt, men de store udgiftsprogrammer blev der ikke rørt ved).
Forbes mener, at politikerne i Washington har ødelagt store dele af dette reformprogram stille og roligt med masse af små ændringer i skattesystemet, nye reguleringer og nye udgifter. Hvilket dog ikke betyder, at successen ikke kunne gentages. Men selvom præsident Barack Obama forsøger at lyde som Reagan, mødes med medlemmer af Reagans stab og læser Lou Cannons glimrende Reagan-bibliografi, så er der intet i hans politik, som minder om Reagans:
Forbes mener, at politikerne i Washington har ødelagt store dele af dette reformprogram stille og roligt med masse af små ændringer i skattesystemet, nye reguleringer og nye udgifter. Hvilket dog ikke betyder, at successen ikke kunne gentages. Men selvom præsident Barack Obama forsøger at lyde som Reagan, mødes med medlemmer af Reagans stab og læser Lou Cannons glimrende Reagan-bibliografi, så er der intet i hans politik, som minder om Reagans:
"Reagan aggressively embraced free-market, supply-side principles that empowered the American people to rebuild and creatively expand our economy and standard of living. In contrast, the Obama administration has expanded the powers of government over us and our economy on a scale never before seen in peacetime American history. President Reagan understood, and fervently believed in, the American spirit of free enterprise. So far, President Obama hasn't shown that he does".
torsdag den 17. marts 2011
Byge af ny sundhedsregulering i USA er "stimulus" for lobbyister
Politico (17/3) skriver, at den byge af nye reguleringer, som følger med sundhedsreformen i USA, også er en (ny) "stimuleringspakke" for lobbyister, der også kaldes K street "over there". Årsagen er, at sundhedsreformen indeholder stribevis af bemyndigelser til administrationen, som den er i gang med at udmønte i reguleringer. Alle interessegrupper, industrier og virksomheder, som har noget på spil under udmøntningen, har derfor en klar interesse i at følge, forstå og påvirke dette regeringarbejde. Naturligvis. Så virksomheder, der beskæftiger sig professionelt med lobbyisme og public affairs, har oprustet på dette område og nyder godt af den øgede efterspørgsel på dette område. Igen.
Den nye regulering kommer til at omfatte alt fra dækning (hvad er inkluderet i de nye sygeforsikrings-kontrakter) til mere og specifikke regler for enkelte aktører i sundhedsindustrien. Der vil naturligvis være et enormt (og asymmetrisk) pres på regeringen for at få mest muligt inkluderet i dækningen, ligesom industrier eller udbydere vil forsøge at få reguleringen udmøntet, så de kan opnå et højere afkast. Det kan for eksempel ske ved få reguleringen udformet, så den stiller så tilpas høje krav, at kun få udbyderne selv kan opfylde kravene. Kunsten for virksomheder og interessegrupper er at pakke sådanne forslag ind og sælge dem til Obama administrationen, så det fremstår som en naturlig del af deres politik. Det er kernekompetencen for en god lobbyist.
Implementering af sundhedsreformen er blot den anden "stimulering", som præsident Barack Obama har givet lobbyisterne. Den første kom med de store lovgivningsinitiativer i de første 2 år: Stimuleringspakken, sundhedsreformen og reformen af finanssektoren. For lobbyister var alle tre initiativer en gave. Stimuleringspakken var nok kortvarig, da den blev vedtaget efter kun et par måneder, men til gengæld var den udsædvanlig. Det er ikke så tit, at en regering står med 800 mia. USD, som den gerne vil bruge og efterlyser ideer til, hvad pengene kan bruges til. Der er næppe en lobbyist i Washington D.C., som ikke har fået et par linjer med i stimuleringspakken. De 2 reformer gav til gengæld fast arbejde for lobbyister i mere end 18 måneder.
Dette er naturligvis en utilsigtet virkning af at flytte større dele af tilværelsen ind i det politiske system. Når beslutninger bliver kollektive i demokratisk system, vil flere og flere ressourcer blive brugt på at påvirke de politiske beslutninger. Så det er ikke overraskende, at flere ressourcer bliver brugt på lobbyisme i USA end tidligere. Obama er som en "progressiv" præsident og politiker tilhænger større regeringsindblanding i økonomien. Han vil med en synlig hånd dirigirere udviklingen i store dele af den amerikanske økonomi, så lobbyister har sandelig gyldne tider i hans embedsperiode.
Den nye regulering kommer til at omfatte alt fra dækning (hvad er inkluderet i de nye sygeforsikrings-kontrakter) til mere og specifikke regler for enkelte aktører i sundhedsindustrien. Der vil naturligvis være et enormt (og asymmetrisk) pres på regeringen for at få mest muligt inkluderet i dækningen, ligesom industrier eller udbydere vil forsøge at få reguleringen udmøntet, så de kan opnå et højere afkast. Det kan for eksempel ske ved få reguleringen udformet, så den stiller så tilpas høje krav, at kun få udbyderne selv kan opfylde kravene. Kunsten for virksomheder og interessegrupper er at pakke sådanne forslag ind og sælge dem til Obama administrationen, så det fremstår som en naturlig del af deres politik. Det er kernekompetencen for en god lobbyist.
Implementering af sundhedsreformen er blot den anden "stimulering", som præsident Barack Obama har givet lobbyisterne. Den første kom med de store lovgivningsinitiativer i de første 2 år: Stimuleringspakken, sundhedsreformen og reformen af finanssektoren. For lobbyister var alle tre initiativer en gave. Stimuleringspakken var nok kortvarig, da den blev vedtaget efter kun et par måneder, men til gengæld var den udsædvanlig. Det er ikke så tit, at en regering står med 800 mia. USD, som den gerne vil bruge og efterlyser ideer til, hvad pengene kan bruges til. Der er næppe en lobbyist i Washington D.C., som ikke har fået et par linjer med i stimuleringspakken. De 2 reformer gav til gengæld fast arbejde for lobbyister i mere end 18 måneder.
Dette er naturligvis en utilsigtet virkning af at flytte større dele af tilværelsen ind i det politiske system. Når beslutninger bliver kollektive i demokratisk system, vil flere og flere ressourcer blive brugt på at påvirke de politiske beslutninger. Så det er ikke overraskende, at flere ressourcer bliver brugt på lobbyisme i USA end tidligere. Obama er som en "progressiv" præsident og politiker tilhænger større regeringsindblanding i økonomien. Han vil med en synlig hånd dirigirere udviklingen i store dele af den amerikanske økonomi, så lobbyister har sandelig gyldne tider i hans embedsperiode.
Privatisering af banksektoren undervejs
Jeg vil i fremtiden også blogge på Borsen.dk. Min første blogindlæg (16/3) handler om bankernes delvise tilbagebetaling af deres statskapital, som blev indskudt i kølvandet på finanskrisen.
onsdag den 16. marts 2011
Tilsyn for finansiel forbrugerbeskyttelse i USA er ikke underlagt tilsyn
Kongressen i USA vedtog sidste år lov, som medførte oprettelse af en såkaldt Consumer Financial Protection Bureau. Nu er dette bureauet været til den første høring i Kongressen, men som WSJ (16/3) skriver, så har det lille betydning. Det nye bureau er nemlig ikke er underlagt Kongressens tilsyn som alle andre agenturer. Det betyder, at bureauet kan skabe detailregulering af finansielle institutter uden demokratisk kontrol fra Kongressen. Bureauets direktør, Elizabeth Warren, er også udnævnt uden godkendelse i senatet, hvilket er højest usædvanligt. Og så har bureauet adgang til at tappe den amerikanske centralbank, Federal Reserve, for driftstilskud. Helt op til 10% af centralbankens driftsudgifter (5,4 mia USD). Også dette sker uden Kongressens godkendelse. Det er altså i al korthed en højest besynderlig konstruktion, som præsident Barack Obama og det tidligere demokratiske flertal har skabt her.
Begrundelsen for i det hele taget at skabe et Bureau til forbrugerbeskyttelse er finanskrisen, men som tidligere påpeget, så er det jo ikke bankerne og andre finansielle institutter, som har tvunget forbrugerne til at låne mere end kunne tilbagebetale eller skabt en miljø, hvor dette var muligt. Ansvaret for finanskrisen ligger først og fremmest hos amerikanske politikere, som med en dagsorden om at flest mulige amerikanere generelt og flere blandt minoriteter i særdeleshed skulle eje egen bolig, har skabt reglerne, som gjorde bankerne mindre sensitive overfor kunderne kreditværdighed og mindre kreditværdige forbrugerne villige til at satse på boligkøb uden udbetaling med udsigt på potentielle gevinster (hvis boligpriserne steg) og ingen tab (hvis boligprisen var uændret eller faldt). Dette nye forbrugerbeskyttelsesbureau, som altså kan operere uden demokratisk kontrol, vil næppe kunne beskytte forbrugerne mod sig selv. Ej heller kan det beskytte forbrugerne mod dårlig lovgivning, så der egentlig ikke behov for det. Men det skal finde skabe et behov for sig selv som andre offentlige bureaukratier og med adgang til nationalbankens kasse er det helt sikkert, at det vil vokse til stort og tungt bureaukrati, som nok skal bebyrde pengeinstitutterne med papirarbejde og regler.
Begrundelsen for i det hele taget at skabe et Bureau til forbrugerbeskyttelse er finanskrisen, men som tidligere påpeget, så er det jo ikke bankerne og andre finansielle institutter, som har tvunget forbrugerne til at låne mere end kunne tilbagebetale eller skabt en miljø, hvor dette var muligt. Ansvaret for finanskrisen ligger først og fremmest hos amerikanske politikere, som med en dagsorden om at flest mulige amerikanere generelt og flere blandt minoriteter i særdeleshed skulle eje egen bolig, har skabt reglerne, som gjorde bankerne mindre sensitive overfor kunderne kreditværdighed og mindre kreditværdige forbrugerne villige til at satse på boligkøb uden udbetaling med udsigt på potentielle gevinster (hvis boligpriserne steg) og ingen tab (hvis boligprisen var uændret eller faldt). Dette nye forbrugerbeskyttelsesbureau, som altså kan operere uden demokratisk kontrol, vil næppe kunne beskytte forbrugerne mod sig selv. Ej heller kan det beskytte forbrugerne mod dårlig lovgivning, så der egentlig ikke behov for det. Men det skal finde skabe et behov for sig selv som andre offentlige bureaukratier og med adgang til nationalbankens kasse er det helt sikkert, at det vil vokse til stort og tungt bureaukrati, som nok skal bebyrde pengeinstitutterne med papirarbejde og regler.
søndag den 13. februar 2011
Tiden er inde til besparelser i USA
Professor Michael J. Boskin skriver i WSJ (11.2), at tiden nu er inde til besparelser på det offentlige budget i USA. Boskin noterer, at den nuværende præsident alene i sin første embedsperiode formentlig vil ende med at stifte mere gæld end alle andre 43 præsidenter tilsammen i alle embedsperioder. Så det er ikke klogt at følge den største øgning af de offentlige udgifter siden anden verdenskrig op med nye offentlige udgifter.
”In the 1980s and '90s, federal spending was reduced by more than 5% of GDP to 18.4% in 2000—a level sufficient to balance the budget at full employment and allow for lower tax rates. It was a remarkable period of growth, and there's no reason we can't repeat that success".
Boskin foreslår at tage livet af ObamaCare, TARP (finanssektorens økonomiske hjælpeprogram iværksat under finanskrisen) og resten af stimuleringspakken. Heruodver foreslår Boskin blandt andet at konsolidere, slanke, flytte budget til delstaterne, indfører faste individuelle tilskud i stedet for ydelser og at indeksere pensioner efter priser i stedet for løn.
Præsident Barack Obama har foreslået store offentlige anlæg og infrastrukturprojekter, der blandt andet skulle sætte gang i beskæftigelsen. Billedet af tusindvis af arbejdere med skovle, der graver dæmninger og tunneler, leder tankerne hen på præsident Franklin D. Roosevelts beskæftigelsesprojekter under krisen i 1930’erne. Økonomer er uenige om hvorvidt disse projekter for fornuftige dengang som svar på krisen. Men i det moderne samfund har infrastruktur projekter slet ikke som indhold af arbejdskraft som dengang og Boskin afviser disse som ineffektive.
onsdag den 9. februar 2011
Obama administrationen overvejer at trække regeringen ud af boligfinansering
WSJ (9.2) skriver, at Obama administrationen snart offentliggør en hvidbog om Fannie Mae og Freddie Mac, som indeholder forslag til, hvordan USA kan reducere forbundsregeringens rolle i boligfinansiseringen. Fannie Mae og Freddie Mac tegner sig i dag for 90% af nye boliglån. Forbundsregeringen overtog for et par år de to realkreditinstitutter, der kom i økonomiske vanskeligheder efter boligboblen. Fannie Mae og Freddie Mac har længe haft særlig status som føderale realkreditinstitutter og de har dermed ikke været underlagt samme regulering som forretningsbanker og andre finansielle institutter.
Reglerne betød, at der ikke var samme krav til egenkapital og reserver i Fannie Mae og Freddie Mac. Da finanskrisen ramte USA udgjorde kapitalen i Fannie Mae og Freddie Mac ikke mere end 2-3%, hvilket gjorde begge særdeles sårbare overfor tab på boliglån. Institutterne nød dog godt af en implicit garanti fra forbundsregeringen og de amerikanske skatteborgere endte da også med at måtte hive tegnebogen, da institutterne blev insolvente. Det var især tab ved de såkaldte subprime boliglån, der fik institutterne til at bukke under.
I Kongressen har Fannie Mae og Freddie Mac har nydt godt af politiske opbakning fra især demokraterne, som mener, at institutterne var med til at give mindrebemidlede mulighed for at købe egen bolig. Institutterne bidrog i øvrigt også godt til valgkampen i 2008 og der var store bidrag til både Hillary Clinton og Barack Obama. Den tidligere administration under præsident Georg Bush forsøgte flere gange at stramme kapitalkravene for de to føderale realkreditinstitutter, men havde ikke held til at komme igennem Kongressen med forslaget, men blev stemt ned af kongrespolitikerne.
Mange republikanere mener, at Fannie Mae og Freddie Mac bærer en stor del af skylden for boligboblen, finanskrisen og den efterfølgende økonomiske krise i det amerikanske samfund. Det er nok en overdrivelse, men det viser, at det let kan ende i et politisk hundeslagsmål, når fremtiden for boligfinansiering skal diskuteres i Kongressen. Men i det mindste er det et godt udgangspunkt, hvis Obama administrationen foreslår at reducere forbundsregeringens rolle i boligfinansieringen. Det er bedre at private investorer og långivere formidler kapital til boliglån end regeringen, fordi de løber en risiko for egne midler. Men det forudsætter naturligvis, at investorerne ikke blot kan tørre eventuelle tab af på skatteborgerne.
Reglerne betød, at der ikke var samme krav til egenkapital og reserver i Fannie Mae og Freddie Mac. Da finanskrisen ramte USA udgjorde kapitalen i Fannie Mae og Freddie Mac ikke mere end 2-3%, hvilket gjorde begge særdeles sårbare overfor tab på boliglån. Institutterne nød dog godt af en implicit garanti fra forbundsregeringen og de amerikanske skatteborgere endte da også med at måtte hive tegnebogen, da institutterne blev insolvente. Det var især tab ved de såkaldte subprime boliglån, der fik institutterne til at bukke under.
I Kongressen har Fannie Mae og Freddie Mac har nydt godt af politiske opbakning fra især demokraterne, som mener, at institutterne var med til at give mindrebemidlede mulighed for at købe egen bolig. Institutterne bidrog i øvrigt også godt til valgkampen i 2008 og der var store bidrag til både Hillary Clinton og Barack Obama. Den tidligere administration under præsident Georg Bush forsøgte flere gange at stramme kapitalkravene for de to føderale realkreditinstitutter, men havde ikke held til at komme igennem Kongressen med forslaget, men blev stemt ned af kongrespolitikerne.
Mange republikanere mener, at Fannie Mae og Freddie Mac bærer en stor del af skylden for boligboblen, finanskrisen og den efterfølgende økonomiske krise i det amerikanske samfund. Det er nok en overdrivelse, men det viser, at det let kan ende i et politisk hundeslagsmål, når fremtiden for boligfinansiering skal diskuteres i Kongressen. Men i det mindste er det et godt udgangspunkt, hvis Obama administrationen foreslår at reducere forbundsregeringens rolle i boligfinansieringen. Det er bedre at private investorer og långivere formidler kapital til boliglån end regeringen, fordi de løber en risiko for egne midler. Men det forudsætter naturligvis, at investorerne ikke blot kan tørre eventuelle tab af på skatteborgerne.
Reagans fusionisme mellem traditionelt konservatisme og klassisk liberalisme
Professor Peter Kurrild-Klitgaard har et indlæg på sin blog (8.2) om Ronald Reagans "fusionisme", der bestod i at kombinere klassiske liberalistiske og traditionelt konservative synspunkter. Der var ikke Reagans opfindelse, men bevægelse i amerikansk konservatisme med rødder tilbage til 1950'erne. Og Kurrild har et par interessante links til indlæg om fusionisme og taler af Reagan.
Denne "fusionisme" i Reagans politiske platform gjorde det muligt at forene socialkonservative og libertarianere i en koalition, som kunne vinde præsidentvalget i 1980 og senere kongresvalget i 1994, da Newt Gingrich med sin liberalkonservative platform Contract with America vandt flertallet i Repræsentanternes Hus og dermed fik betydelig indflydelse på udviklingen i USA under præsident Bill Clinton. Begge perioder (1981-89 og 1994-2001) var præget af begrænset vækst i de offentlige udgifter.
Koalitionen blev sprængt under præsident Georg W. Bush, der med sin socialkonservatisme og statsinterventionisme, stigende offentlige udgifter, militære interventioner og store budgetunderskud har skubbet i hvert fald libertarianere og sikkert også en del Reagan fusionister fra sig. Det bidrog utvivlsomt til demokraternes valgsejrer i 2006 og 2008. Jeg ved ikke om Ron Pauls kampagne for at blive Republikanerne præsidentkandidat i 2008 kan betegnes som fusionistisk, men det var i hvert fald et oprør i den republikanske lejr mod udskejelserne under Bush og afvigelsen fra fusionismen. Til gengæld har Tea Party-bevægelsen (og indirekte Barack Obama og den progressive bevægelse) forenet både libertarianere og traditionelt konservative igen og sikret republikanerne et comeback i Repræsentanternes Hus. Det bliver spændende at se om denne koalition igen kan blive en vigtig politisk drivkraft i USA.
Denne "fusionisme" i Reagans politiske platform gjorde det muligt at forene socialkonservative og libertarianere i en koalition, som kunne vinde præsidentvalget i 1980 og senere kongresvalget i 1994, da Newt Gingrich med sin liberalkonservative platform Contract with America vandt flertallet i Repræsentanternes Hus og dermed fik betydelig indflydelse på udviklingen i USA under præsident Bill Clinton. Begge perioder (1981-89 og 1994-2001) var præget af begrænset vækst i de offentlige udgifter.
Koalitionen blev sprængt under præsident Georg W. Bush, der med sin socialkonservatisme og statsinterventionisme, stigende offentlige udgifter, militære interventioner og store budgetunderskud har skubbet i hvert fald libertarianere og sikkert også en del Reagan fusionister fra sig. Det bidrog utvivlsomt til demokraternes valgsejrer i 2006 og 2008. Jeg ved ikke om Ron Pauls kampagne for at blive Republikanerne præsidentkandidat i 2008 kan betegnes som fusionistisk, men det var i hvert fald et oprør i den republikanske lejr mod udskejelserne under Bush og afvigelsen fra fusionismen. Til gengæld har Tea Party-bevægelsen (og indirekte Barack Obama og den progressive bevægelse) forenet både libertarianere og traditionelt konservative igen og sikret republikanerne et comeback i Repræsentanternes Hus. Det bliver spændende at se om denne koalition igen kan blive en vigtig politisk drivkraft i USA.
mandag den 7. februar 2011
ObamaCare stadig mere upopulær i den amerikanske befolkning
Sundhedsreformen i USA, som blev vedtaget sidste år, er upopulær i den amerikanske befolkning, som aldrig før. I en ny meningsmåling fra Rasmussen Reports (7/2) viser, at der er et stor flertal for at forkaste reformen helt, 58% af de adspurgte er for, mens kun 37% er imod at forkaste reformen. Undersøgelsen viser også, at et meget stort flertal mener, at sundhedsvæsenet bliver dyrere og dårligere som følge af reformen.
Det kan overraske, det plejer sjældent at være upopulært, når politikere øger de offentlige udgifter. Heller ikke i USA, hvor der er større skepsis overfor offentlige udgifter. Og sundhedsreformen er trods alt en udgiftskrævende reform, der giver store grupper adgang til sygesikring eller adgang til forsikring til lavere præmier. Mange af de grupper, som vinder på reformen, har allerede mærket en ændring, selvom reformen først er fuldt gennemført om nogle år.
Når reformen er så upopulær, skyldes det nok, at der også er tabere på reformen. De omfatter først og fremmest grupper, som oplever at forsikringsselskaber trækker sig fra markedet eller at prisen på sygesikring stiger. Det er en effekt, som allerede viser sig. Desuden er der betydeligt frygt blandt forsikrede over forringelser. Det gælder ikke mindst sikrede i Medicare og Medicaid, som kan få vanskeligere ved at finde en læge, når reformen er fuldt gennemført.
Det kan overraske, det plejer sjældent at være upopulært, når politikere øger de offentlige udgifter. Heller ikke i USA, hvor der er større skepsis overfor offentlige udgifter. Og sundhedsreformen er trods alt en udgiftskrævende reform, der giver store grupper adgang til sygesikring eller adgang til forsikring til lavere præmier. Mange af de grupper, som vinder på reformen, har allerede mærket en ændring, selvom reformen først er fuldt gennemført om nogle år.
Når reformen er så upopulær, skyldes det nok, at der også er tabere på reformen. De omfatter først og fremmest grupper, som oplever at forsikringsselskaber trækker sig fra markedet eller at prisen på sygesikring stiger. Det er en effekt, som allerede viser sig. Desuden er der betydeligt frygt blandt forsikrede over forringelser. Det gælder ikke mindst sikrede i Medicare og Medicaid, som kan få vanskeligere ved at finde en læge, når reformen er fuldt gennemført.
søndag den 6. februar 2011
Hyldest til Præsident Reagan
I dag er det 100 år siden, at præsident Ronald W. Reagan blev født i Tampico, Illinois. Denne begivenhed er blevet markeret ved lang række artikler og møder verden over. Også her på Zieglers Hjørne vil jeg gerne hylde en stor frihedskæmper, som gennem tiden har været en inspirationskilde.
Ronald Reagan kan stadig vække begejstring bredt blandt konservative og libertarianske som fortæller for mindre offentlige sektor, lavere skatter, mere frihed for individer og familier, mindre magt til forbundsregeringen og mere til de amerikanske delstater. I bredere kredse står Reagans kamp for frihed i kommunistiske regimer og væmmelse ved atompolitikkens "Mutually Assured Destruction" nok tydeligere, hvor forhandling gennem styrke og udvikling af en beskyttelse mod atomvåben (Strategic Defense Initiative) var politikken, som nok var upopulær i starten af 1980'erne, men som førte til våbenaftaler og bidrog til kommunismens sammenbrud.
Når Reagan stadig kan inspirere, skyldes det ikke mindst, at han stod fast på sine liberalkonservative principper og kommunikerede dem med overbevisning. Reagan var ikke en nogen vejrhane, som den typiske politiker, skriver professor Peter Kurrild-Klitgaard i klumme i Berlingske Tidende om Reagans 100 år. Jeg finder, at Reagans radiotaler fra 1970'erne stadig indeholder mange gode politiske kommentarer (og de kan fås på CD fra Ronald Reagan Library).
I dagens anledning har Cato en podcast med professor William A. Niskanen, der var formand for Council of Economic Adviser under præsident Reagan, om Reagans økonomiske politik og personen Reagan. Niskanen fortæller blandt andet, at Reagan havde en god intuition for politikforslag, ikke fordi han vare analytisk, men fordi han i sin tid som talsmand for General Electric blandt andet havde læst Friedrich A. Hayek, Ludwig von Mises og Milton Friedman. Det gav Reagan en god fornemmelse af konsekvenser af de lovforslag og politikforslag, han som præsident blev forelagt. Hør Niskanen her:
Også i Danmark blev fejret. Tre Venstre politikere har taget initiativ til stiftelsen af Det danske Ronald Reagan Selskab, som bliver stiftet i dag og som årligt skal markere Ronald Reagans fødselsdag med en konference. De tre politikere er tidl. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, udviklingsminister Søren Pind og klima- og energiminister Lykke Friis (det sidste var lidt af en overraskelse, men forhåbentlig kan energiministeren finde inspiration til en energipolitik med mindre statslig styring og mere markedsøkonomi, hvilket ville være helt i Reagans ånd. Statssubsidier til udvalgte sektorer, tvang i forbruget, kvoter og ande planøkonomi er ikke noget, der ville vinde mange stjerner hos Reagan).
Ronald Reagan kan stadig vække begejstring bredt blandt konservative og libertarianske som fortæller for mindre offentlige sektor, lavere skatter, mere frihed for individer og familier, mindre magt til forbundsregeringen og mere til de amerikanske delstater. I bredere kredse står Reagans kamp for frihed i kommunistiske regimer og væmmelse ved atompolitikkens "Mutually Assured Destruction" nok tydeligere, hvor forhandling gennem styrke og udvikling af en beskyttelse mod atomvåben (Strategic Defense Initiative) var politikken, som nok var upopulær i starten af 1980'erne, men som førte til våbenaftaler og bidrog til kommunismens sammenbrud.
Når Reagan stadig kan inspirere, skyldes det ikke mindst, at han stod fast på sine liberalkonservative principper og kommunikerede dem med overbevisning. Reagan var ikke en nogen vejrhane, som den typiske politiker, skriver professor Peter Kurrild-Klitgaard i klumme i Berlingske Tidende om Reagans 100 år. Jeg finder, at Reagans radiotaler fra 1970'erne stadig indeholder mange gode politiske kommentarer (og de kan fås på CD fra Ronald Reagan Library).
I dagens anledning har Cato en podcast med professor William A. Niskanen, der var formand for Council of Economic Adviser under præsident Reagan, om Reagans økonomiske politik og personen Reagan. Niskanen fortæller blandt andet, at Reagan havde en god intuition for politikforslag, ikke fordi han vare analytisk, men fordi han i sin tid som talsmand for General Electric blandt andet havde læst Friedrich A. Hayek, Ludwig von Mises og Milton Friedman. Det gav Reagan en god fornemmelse af konsekvenser af de lovforslag og politikforslag, han som præsident blev forelagt. Hør Niskanen her:
Også i Danmark blev fejret. Tre Venstre politikere har taget initiativ til stiftelsen af Det danske Ronald Reagan Selskab, som bliver stiftet i dag og som årligt skal markere Ronald Reagans fødselsdag med en konference. De tre politikere er tidl. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, udviklingsminister Søren Pind og klima- og energiminister Lykke Friis (det sidste var lidt af en overraskelse, men forhåbentlig kan energiministeren finde inspiration til en energipolitik med mindre statslig styring og mere markedsøkonomi, hvilket ville være helt i Reagans ånd. Statssubsidier til udvalgte sektorer, tvang i forbruget, kvoter og ande planøkonomi er ikke noget, der ville vinde mange stjerner hos Reagan).
Abonner på:
Opslag (Atom)