Obamanomics: How Barack Obama Is Bankrupting You and Enriching His Wall Street Friends, Corporate Lobbyists, and Union Bosses

Timothy P. Carney har udgivet bogen "Obamanomics", som handler om virksomheders indflydelse på de love og reguleringer, som præsident Barack Obama og demokraterne har eller forsøger at få gennemført. Cato har i forbindelse med udgivelsen holdt en lanceringsmøde (se nedenstående video). Udover Carney, der er redaktør ved Washington Examiner, er der kommentarer fra professor Uwe Reinhardt, Princeton University og columnist Ross Douthat, New York Times. Moderator er direktør Michael F. Cannon, Cato Institute.

Peter Schiff om Obamas State of the Union tale til Kongressen

Peter Schiff kommenterer præsident Barack Obama Stae of the Union tale. Det er svært at være uenig med Schiff. Lad os håbe, at han blive valgt til Senatet fra Connecticut.

Progressivism Old and New

Tanketænken Center for American Progress bringer en samtale (26/1) med to forfattere, der har skrevet om den progressive bevægelse i USA's historie. Der er professor Jackson Lears og professor Sidney Milkis. Lears er forfatter til "Rebirth of a Nation: The Making of Modern America, 1877-1920". Milkis har skrevet "Theodore Roosevelt, the Progressive Party, and the Transformation of American Democracy".

Private sygeforsikringer kan blive fortrængt i amerikansk sundhedsreform

Senior Research Fellow Robert A. Book og forskningsassistent Kathryn Nix skriver på Heritage Foundations hjemmeside, at de reguleringer, som er indeholdt i senatets sundhedsreform vedtaget juleaftensdag, kan fortrænge private sygeforsikringer. Loven giver forbundsregeringen magt til at fastsætte lovpligtig minimumsdækning, fastsætte lovpligtig niveau for erstatninger i forhold til præmieindtægter (min. 85%) og indfører en skat på dyre sygeforsikringer, de såkaldte "Cadillac" planer. Book og Nix skriver:

"These three particular provisions could combine to make it impossible for private health plans to simultaneously meet all of the bill's requirements, thereby allowing appointed officials, by accident or intention, to create regulatory "squeeze" that could, if taken far enough, put private health plans out of existence. This might make a government-run public "option" appear necessary to respond to an artificially created "crisis"."

Unge amerikanere taber på sundhedsreformen

Unge amerikanere under 35 år bliver de store tabere, hvis demokraternes sundhedsreform bliver gennemført, skriver Assistant Director Rea S. Hederman Jr. og Senior Policy Analyst Paul L Winfree i et blogindlæg på Heritage Foundations hjemmeside.

Sundhedsreformen gør det obligatorisk for amerikanere at have en sygeforsikring. Det vil tvinge mange unge, som i dag er uden sygeforsikring, til at tegne en relativ dyr sygeforsikring. Hvis de ikke tegner en sygeforsikring, kommer de til at betale en skat. Sygeforsikringen, som de unge skal tegne, skal have minimumsdækning fastsat af forbundsregeringen. Det betyder reelt, at raske unge kommer til at tegne forsikringer med en dækning, de ikke har brug. De kommer gennem præmierne til at subsidiere ældre og mere syge amerikanere, fordi forsikrinsselskaberne ikke må basere præmierne på individuelle risiko. Hederman og Winfree forventer derfor, at mange unge amerikanere (fortsat) vil fravælge sygeforsikring og i stedet betale skatten. Faktisk når Hederman og Winfree frem til, at hovedparten af de unge under 35 år uden forsikring formentlig vil betale den direkte skat snarere end at betale den indirekte skat (eller tegne en sygeforsikring).

Resultatet er naturligvis, at præmierne for sygeforsikring vil stige, når forsikringsselskaberne ikke kan afvise nye kunder med eksisterende sygdom eller fastsætte aktuariske præmier. Det vil gøre sygeforsikring for ældre endnu dyrere. Men for de raske unge betyder reformen med sikkerhed, at de får lavere disponible indkomst.

Det er ikke overraskende, at sundhedsreformen er i modvind i befolkningen. Mange grupper står til at tabe på reformen. Taberne omfatter blandt andet de unge, de lidt midaldrende med sygeforsikring (som vil opleve stigende præmier, øget beskatning og/eller forringelser i dækningen) og ældre under Medicare, som vil blive udsat for forringelser i dækning. Vinderne omfatter nogen lavindkomstgrupper, som får mulighed for at komme ind i Medicaid (sygeforsikringen for fattige) eller får statsstøtte til at tegne en privat sygeforsikring. Personer med eksisterende sygdom, som ikke kan tegne forsikring i dag, vil også vinde på reformen.

Det er lidt sværere at se, hvordan reformen vil påvirke forsikringsselskaber, læger, hospitaler samt medico- og medicinindustrien, men eftersom reformen øger omkostningerne og ikke fjerner regeringsfejlene, vil disse interessegrupper formentlig drage fordel af reformen på kort sigt.

Waxman spørger Obama om korridoraftaler om sundhedsreformen

Repræsentant Henry Waxman (D) har sammen med republikanere fra Energi og Handelsudvalget i Repræsentanternes Hus bedt præsident Barack Obama om en liste over alle aftaler, som præsidenten eller administrationen har indgået med interessegrupper om sundhedsreform, skriver The Christian Science Monitor (27/1). Herudover skal Obama lave en liste over alle møder og korrespondance med interesseorganisationer om sundhedsreformen. Politikerne ønsker at kende eventuelle korridoraftaler lavet med læger, sygeplejersker, hospitaler, forsikringsselskaber eller industrien og hvad interessegrupper har fået ud af det.

Læren af sundhedsreformen i Massachusetts

Massachusetts gennemført i 2006 en sundhedsreform, som har mange lighedspunkter med den sundhedsreform, som demokraterne forsøger at gennemføre i hele USA.

Aaron Yelowitz og Michael F. Cannon fra CATO Institute har udarbejdet en analysen af reformen. Reformen blev gennemført under den republikanske guvernør Mitt Romney, som efter vedtagelsen beskrev målene med reformen således:

"Every uninsured citizen in Massachusetts will soon have affordable health insurance and the costs of health care will be reduced."

Analysen undersøger, hvor godt reformen lever op til målene og konkluderer, at der ikke helt er nået. Antallet af personer uden forsikring er faldet, men ikke så kraftigt som befolkningsundersøgelser ellers har antyder (fra 9.8% til 4.4%). Antallet af uforsikrede er formentlig højere, da uforsikrede oftere vil undlade at deltage i befolkningsundersøgelserne, lyve om deres forsikringsstatus eller nægte at svare på spørgsmål om deres forsikringsstatus. Det blev ulovligt ikke at have sygeforsikring og borgere uden sygeforskring skal betale en skat, så spørgsmålet er følsomt.

Ellers finder analysen, at borgernes selv rapporterede helbred er uforandret i Massachusetts, når sammenligninger resultaterne før og efter reformen, at private sygeforsikringer er blevet fortrængt til fordel for offentlig forsikringer, især blandt personer med lave indkomster, at tilflytningen til Massachusetts er faldet samt at omkostningerne er steget mere end forventet. Det gælder de offentlige udgifter, men også private udgifter for arbejdsgivere og borgere. Der er især usikkerhed om private borgeres bidrag, fordi pligten til at tegne sygeforsikring både medfører udgifter til nytegning af policer (for borgere uden forsikring) og stigninger i præmierne for eksisterende policer (for borgere med sygeforsikring, som ikke lever op til mindstekravene i loven).

Affordable health insurance og omkostningsreduktion er ligeledes de overordnede målsætninger med præsident Barack Obamas sundhedsreform og midlerne er nogenlunde de samme. Forfatterne opfordrer politikerne i Kongressen til at estimere de private borgeres udgifter til sygeforsikring, som kan være ganske betydelige (og estimater har vist, at stigningen i de private sundhedsudgifter vil være op mod 3 gange så stor som de øgede offentlige udgifter).

Ny bog om den amerikanske valgkamp i 2008: Game Change

Blogger Jarl Cordua henviser til en ny bog af John Heilemann og Mark Halperin, "Game-Change", om valgkampen i 2008, som indeholder en masse personlige, intime, overraskende og afslørende detajler om hovedpersonerne. Tak for tippet, Jarl! Det er vel den slags sladder, jeg kan lide at sluge råt, så jeg er straks på vej videre til Amazon.

Påfugle i kampen mod budgetunderskuddet

Associate director Michael Linden, Center for American Progress (CAP), skriver i et indlæg på tænketankens hjemmeside, at der fire måder at genkende en underskudspåfugl. En underskudspåfugl er en politiker, der puster sig selv op som én, der vil bekæmpe underskuddet på statsbudgettet, men som i virkeligheden ikke har substansen til det.

De fire kendetegn for en underskudspåfugl, som Linden peger på, er:

1. Fremsætter ingen forslag til øgede indtægter for staten: Budgetunderskuddet er nu så stort, at det er urealistisk at fjerne det ved kun at reducere de offentlige udgifter, mener Linden, så hvis en politiker ikke vil øge forbundsregeringens indtægter, er han/hun ikke seriøs omkring reduktion eller bekæmpelse af statsunderskud.
2. Kommer kun med lette løsninger: Politikeren fremsætter budgetsforbedringsforslag, som ikke hjælper meget, men giver indtryk af, at det er store forbedringer. Det kan være et forslag om at fjerne de såkaldte earmarks i budgetterne (altså midler på finansloven, som specifikt er afsat til at tilgodese særinteresser i en repræsentant eller senators egen valgkreds, da vil kun reducere budgetunderskuddet med cirka 3%). Det kunne også være en forslag om at fastfryse de ikke-lovpligtige og ikke-militære offentlige udgifter (da det højest vil reducere underskuddet med bidrage mindre end 5%).
3. Støtte til forslag, som øger budgetunderskuddet: Taler om at reducere underskuddet, men stemmer for øgede offentlige udgifter og/eller nedsættelser af skatten.
4. Tror på (eller forsøger at give indtryk af), at budgetunderskuddet opstod i 2009: Dette er rettet specielt mod republikanerne, der beskyldes for at give indtryk af, at det er præsident Barack Obama, der har skabt statsunderskuddet. Linden påpeger, at der allerede under præsident Georg Bush blev oparbejdet et stort underskud, men præsident Bill Clinton efterlod et overskud. Det er naturligvis rigtigt...

Efter at det er blevet kendt, at Obama formentlig senere i senere nat i sin tale om nationens tilstand til Kongressen vil foreslå en fastfrysning af ikke-lovpligtige og ikke-militære udgifter i 3 år, kalder Tad DeHaven på cato@liberty Obama en underskudspåfugl. Det er ganske rimeligt i betragtning af den markante stigning i det offentlige udgifter, som vil finde sted under Obama og i betragtning af, at gældsstiftelsen under Obama vil overstige den føderale gældstiftelse i de sidste 225 år ifølge WSJ (27/1). At foreslå små beskedne besparelser på 15-20 mia. USD, når har gennemført stimuleringspakke til 787 mia. USD og vil gennemføre sundhedsreform til 900 mia. USD, er langt fra nok til at gøre noget seriøst ved problemet.

CAP er i øvrigt grundlag af John Podesta i 2003, der var stabschef i Det hvide Hus under præsident Bill Clinton og en af lederne af præsident-elect Barack Obamas overgangsadministration. Tanketænken bekender sig til den progressive tradition, hvor også Obama er at finde.

Økonomisk frihed er faldet i 2009

De fleste lande oplevede i fald i økonomisk frihed i 2009, fremgår det af 2010 Index of Economic Freedom, som udarbejdet af Heritage Foundation & Wall Street Journal. Hvert år udarbejder Heritage i samarbejde med tænketanke og eksperter verden over et index, som udtrykker graden af økonomisk frihed i hovedparten af verdens lande.

Landenes økonomiske frihed måles på 10 index, som udtrykker forskellige aspekter af økonomisk frihed (erhvervsfrihed, handel, skattebyrde, offentlige udgifter, inflation/priskontrol, investeringsfrihed, finansiel frihed, ejendomsret, korruption og arbejdsmarked) og et samlet index. Målt på samlet økonomisk frihed er Hong Kong fortsat det mest frie land (eller område) i verden efterfulgt af Singapore, Australien, New Zealand, Irland, Schweiz og Canada. Disse lande ligger mellem 80 og 90 på en skala fra 0 til 100. USA, Danmark og Chile er de øvrige lande på top-10 listen. Storbritannien er rykket ned på 11 plads i år og er Chile er inde på top-10.

2009 har i øvrigt ikke været et godt år for økonomisk frihed. De fleste vestlige lande har oplevet et fald på op til 3 point. I USA og Storbritannien er den økonomiske frihed faldet med hhv. 2,7 og 2,5 point. I Danmark er den økonomiske frihed faldet med 1,7. I toppen har kun Schweiz og New Zealand har fået mere frihed, hhv. 1,7 og 0,1 point. Men lande som Polen, Italien og Grækenland har også fået mere økonomisk frihed men dog fra et lavere udgangspunkt. Ellers er det lande udenfor Europa, der har fået mere frihed, blandt andet de små arabiske lande - Bahrain, Kuwait og Qatar.

Danmark ligger generel meget højt på de forskellige index ligesom bortset fra skattebyrde og offentlige udgifter, som naturligvis udgør en stærk begrænsning på den økonomiske frihed. Danmark har en bundplacering i verden for skattebyrde og den femte dårligste placering for offentlige udgifter. Hvis skattetryk og offentlige udgifter i Danmark var på niveau med Australien eller New Zealand, ville Danmark have mulighed for at rykke ind på en 3. plads i verden over økonomisk frihed.

Desværre indgår økonomisk frihed ikke i statsminister Lars Løkke Rasmussens danske drøm, så det bliver ikke i nær fremtid, at Danmark rykker op ad listen. Læsere, der ønsker større økonomisk frihed, bør nok overveje at emigrere end at sætte sin lid til Løkke. Som bosiddende i Schweiz har jeg i øvrigt ikke noget at klage over, når det gælder min økonomiske frihed.

Kronisk budgetunderskud i USA

Congressional Budget Office (CBO) har offentliggjort en prognose for udviklingen i de føderale udgifter og indtægter over de næste 10 år. Prognosen viser, at underskuddet på det amerikanske statsbudget er kronisk. Underskuddet andrager i dag lidt over 9% af bruttonationalproduktet (ja det er rigtigt, det er ligesom i sydeuropæiske lande i PIIGS-gruppen, altså Portugal, Italien, Irland, Grækenland og Spanien).

Som man kan se på nedenstående figur, så faldt udgifterne i procent af BNP fra midten af 1980'erne og frem til 2001. I samme periode steg indtægterne. Dette skyldes den konservative politik, som blev indledt under præsident Ronald Reagan og fortsat under præsident Bill Clinton med velfærdsreformer. Begge præsidenter samarbejdede i øvrigt med en Kongres, hvor flertallet var i hænderne på "oppositionen". Denne konservative økonomiske politik betød stigende produktivitet, økonomisk vækst og faldende arbejdsløshed over en lang periode.

Under præsident Georg Bush steg de offentlige udgifter igen som % af BNP til trods for republikansk flertal i begge kamre i Kongressen. Bush stod for en såkaldt "compassionate" konservativ (eller socialkonservativ) politik, hvilket åbenbart var (og er) ensbetydende med frikort til at lade de offentlige udgifter eksplodere. Ikke underligt at mange republikanere havde problemer med denne politik (og svært ved at finde deres ben i valgkampen sidste år). Der er også skrevet flere bøger og et hav af indlæg af konservative og libertarianere, som kritiserer Bush-administrationen for at svigte den konservative linje, som blandt startet under Reagan. En kommentar omdøbte "compassionate conservatism" til "big government conservatism", hvilket nok er en temmelig rammende beskrivelse af Bush-administrationens politik.

Politikken med stigende offentlige udgifter og mere regeringsindblanding i alting bliver videreført under præsident Barack Obama, hvis politiske initiativer til dato har bestået i projekter, der øger de offentlige udgifter midlertidigt (stimuleringspakken til 787 mia. USD og dyr redningspakke til bank- og bilindustrien) eller permanent (sundhedsreformen til 900 mia. USD over de næste 10 år). De føderale offentlige udgifters andel af BNP forventes at stige fra ca. 18% i 2000 til omkring 24% i 2020. Og selv om indtægterne når tilbage til niveauet før krisen, er det langt fra nok til at dække til stigende offentlige udgifter iværksat under den såkaldte progressive og liberale "big government" demokrat.

How Did We Get into This Financial Mess?

Professor Lawrence H. White skrev i november 2008 et Briefing Paper, "How Did We Get into This Financial Mess?", for CATO om årsagerne til finanskrisen. Konklusionen på papiret er:

"The actual causes of our financial troubles were unusual monetary policy moves and novel federal regulatory interventions. These poorly chosen policies distorted interest rates and asset prices, diverted loanable funds into the wrong investments, and twisted normally robust financial institutions into unsustainable positions".

Mange senatorer mere røde end den eneste erklærerede socialist i Senatet

David Boaz fra CATO institute skriver på sin blog, at mange senatorer mere hyppigt stemmer for øgede offentlige udgifter end senatets eneste eklærede socialist, Bernie Sanders, fra Vermont. I 2008 stemte 42 senatorer for at bruge flere penge end Sanders. Barack Obama stemte ikke nok gange i 2008 til at blive rangordnet, men i 2007 var Obama blandt 11 senatorer, som ønskede højere offentlige udgifter end socialisten Sanders.

Six Ways Not to Reform Health Care

American Enterprise Institute advarer Kongressen mod at gennemføre en stor og kompleks sundhedsreform for enhver pris. Det er bedre at gennemføre mindre ændringer, som kan forbedre sundhedsvæsenet.

Libertarianernes stemmeafgivning i USA

Libertarianere, som er konservative, når det gælder statens budget og udgifter og liberale, der det gælder sociale spørgsmål, udgør en stor vælgergruppe (mellem 13% og 25%), som swinger mellem demokrater og republikanere. En ny analyse fra tænketanken CATO viser, at libertarianerne i 2008 støttede John McCain mod Barack Obama 71%-29%, mens gruppen i 2004 støttede demokraterne, hvilket hovedsageligt skyldtes McCains kamp mod studehandler og øremærkede bevillinger i stort set al lovgivning. Analysen tyder også på, at libertarianere i midtvejsvalget i november vil vende sig mod demokraterne, fordi de er skræmt over en kombinationen af en demokratisk præsident og demokratisk kongres.

Ikke nok stimulering af økonomien og vælgerne?

Professor Paul Krugman kommenterer præsident Barack Obamas problemer i New York Times (17/1). Den liberale Krugman mener ikke, at præsidentens problemer skyldes, at han har forsøgt for gennemføre for. Tværtimod. Krugman efterlyser større stimuleringspakker og mere regulering. Godt at han ikke har sin daglige gang i Det hvide Hus!

Og så mener Krugman, at præsidenten kunne have brugt mere energi på at beskylde sin forgænger for de økonomiske problemer og drager en parallel til præsident Ronald Reagan i 1981:

"It’s instructive to compare Mr. Obama’s rhetorical stance on the economy with that of Ronald Reagan. It’s often forgotten now, but unemployment actually soared after Reagan’s 1981 tax cut. Reagan, however, had a ready answer for critics: everything going wrong was the result of the failed policies of the past. In effect, Reagan spent his first few years in office continuing to run against Jimmy Carter".

Jeg ved ikke, hvilke medier Krugman læser, men de indlæg, taler og podcast jeg har hørt og læst fra Obama administrationen er da talrige eksempler på Obamas retoriske evner, når det gælder om at lægge ansvaret for de økonomiske problemer over på præsident Georg Bush og republikanerne. Igen og igen og igen....

Baumol om udsigten til at reducere sundhedsudgifternes vækst

New York Times bragte et interview med professor William J. Baumol i sidste uge om sundhedsreformen og udsigten til at bringe stigningen i omkostninger under kontrol. Beskeden til politikerne i Washington (og andre steder) er: Lov ikke for meget!

Baumol er bl.a. kendt for sin teori om væksten i udgifter i sundhedssektoren og andre sektorer med relativ høj andel af arbejdskraft og iboende lav produktivitetsvækst. Lønningerne i sundhedssektoren må følge lønudviklingen i andre sektorer, men når produktiviteten ikke kan følge med, vil omkostningerne til sundhed derfor stige over tid (kendt som Baumol effekten). Tilsvarende kan stigende indkomster betyde relativ større efterspørgsel efter sundhedsydelser (efterspørgslen efter sundhed har indkomstelasticitet større end 1, dvs. stigning i indkomst på 1% øger efterspørgslen efter sundhedsydelser med mere end 1%). Derfor må sundhedsudgifterne stige år for år, men Baumol mener dog, at det er muligt at bringe stigningstakten ned.

For et nyere studie af Baumol effekten se her.

George W. Obama

Professor Peter Kurrild-Klitgaard vurderer præsident Barack Obamas første år i Berlingske (20/1) og bringer et billede på sin blog, der siger mere end ord.

The House that Uncle Sam Built: The Untold Story of the Great Recession of 2008

Foundation for Economic Education (FEE) har udgivet en lettilgængelig publikation om årsager til finanskrisen og den efterfølgende økonomiske nedtur skrevet af professor Steven Horwitz og deputy director Peter Boettke. Ifølge forfatterne er årsagen til krisen den ekspansive pengepolitik, uholdbare investeringer skabt gennem politiske indgreb (skiftende administrationers forsøg på at øge andellen af boligejere i USA) samt reguleringerne af den finansielle sektor. Publikationen bl.a. indeholder en oversigt over nye reguleringer og dereguleringer af den finansielle sektor gennemført siden 1980.

Vælgerne stemte på Brown for at slippe for sundhedsreformen

Flertallet af vælgerne i Massachusetts er imod sundhedsreform 52% mod 42% for og mange har tilsyneladende stemt på den republikaneren Scott Brown i et forsøg på at stoppe reformen ifølge Politico. Det er ikke Boston Tea Party, men tæt på.

Brown vinder, Obama taber og demokraterne går i tænkeboks om sundhedsreform

Demokraterne tabte senatsvalget i Massachusetts i går. Scott Brown fik 51,9% af stemmer og Martha Coakley 47,1%. Det er en relativ lille margen, men i betragtning af, at Massachusetts er en demokratisk delstat, er den republikanske valgsejr overbevisende. Ingen republikaner har vundet et sæde i Senatet i Massachusetts siden 1972.

Sundhedsreform, budgetunderskud og arbejdsløshed har været centrale emner i valgkampen. Og det overvejende demokratiske Massachusetts har nu sendt et klart signal til præsident Barack Obama, der i øvrigt kan fejre sit første år som præsident i dag. Vælgerne er utilfredse med sundhedsreformen i den nuværende form, den manglende indsats for at bringe budgetunderskuddet under kontrol og bestræbelserne for at sætte gang i økonomien i gang igen. Vælgerne efterlyser en mere moderat linje fra Obama administrationen og det demokratiske flertal i Kongressen.

Valget giver republikanerne 41 senatorer, som dermed kan blokkere lovgivning i Senatet. Demokraterne overvejer nu mulighederne for sundhedsreformen, som beskrevet i tidligere indlæg her i dag. Ifølge Politico er det mest sandsynlige forløb, at demokraterne sender Senatets version til afstemning i Repræsentanternes Hus. I vedtaget form og med ændringer kan det sendes tilbage til Senatet, som så stemme om ændringsforslagene og vedtage disse med simpelt flertal.

Sundhedsreformen hænger i en tynd tråd

Vælgerne i Massachusetts er i gang med at afgøre skæbnen for præsident Barack Obamas sundhedsreform. Borgerne i delstaten skal vælge en efterfølger til afdøde senator Edward Kennedy. Valget skulle have været en sikker sejr for demokraterne, men den republikanske kandidat Scott Brown har ifølge opinionsmålingerne samme (hvis ikke bedre) chance for at vinde som den demokratiske kandidat Martha Coakley. Vinder Brown, mister demokraterne superflertallet i senatet på 60 og dermed kan republikanerne blokere for en sundhedsreform.

Ugen igennem har der været spekulationer om, hvordan demokraterne vil forholde sig til dette. Der har væet mange lunkne forslag. En mulighed er at få Senatet til at stemme om sundhedsreformen inden Brown bliver taget i ed, en anden at forsinke optællingen af stemmer, så Senatet kan færdigbehandle sundhedsreformen og en tredie at bede Repræsentanternes Hus at stemme for Senatets version af sundhedsreformen. Det er alt sammen spekulationer, men et nederlag for demokraterne i Massachusetts vil udgøre et alvorligt problem for demokraterne og sundhedsreformen.

Demokraterne er i øvrigt allerede begyndt at slås om årsagen til valgnederlaget inden valglokalerne er lukket. Coakley har lækket en notat, som placerer ansvaret for et muligt nederlag hos Obama og demokraterne på landsplan. Mange lokale partifæller er enige. Men andre partifæller beskylder Coakley for at have ført en dårlig kampagne. Og Obama, der ellers var i Massachusetts søndag for at hjælpe Coakley, er nu også i gang med at distancere sig fra et eventuelt nederlag. Gennem rådgiver David Axelrod hedder det nu, at valget i Massachusetts hovedsageligt handler om lokale forhold....!

Advokater klarer frisag i amerikansk sundhedsreform

Amerikanske advokater, der fører erstatningssager mod hospitaler og læger, kan ånde lettet op og takke deres lobbyister i Washington D.C. for et veludført arbejde, skriver Los Angeles Times (19/1). Der er nemlig intet, der truer deres indtjening i den kommende sundhedsreform. Mens læger, hospital, forsikringsselskaber, medicin- og medicoindustri samt patienter kommer til at opleve store ændringer, klarer advokaterne, de såkaldte trial laywers, frisag.

Congressional Budget Office (CBO) har estimeret, at sundhedsvæsenet kunne spare 55 mia. USD over 10 år i omkostninger til advokatsalærer og erstatninger, hvis erstatningssystemet blev reformeret (lagt låg over erstatningernes størrelse). Dertil kommer omkostninger til såkaldt defensive medicine, hvor læger og hospitaler udfører unødvendige test og diagnoser for at beskytte sig imod eventuelle sagsanlæg.

Præsident Barack Obama anerkendte i sommer, at der var et problem, og åbnede døren på klem for små forsøg i enkelte delstater, men døren blev hurtigt sparket i igen. Disse forsøg er udvandede i sundhedsreformen. Som Los Angeles Times skriver, så er advokaterne store bidragydere til demokraternes valgkasser og intet demokratisk kongresmedlem ønsker at gøre sig selv uvenner med advokaterne, selvom de på tomandshånd kan se det rimelige i en reform.

Se tidligere indlæg her.

NHS har udsigt til periode med lavvækst efter gyldne år under Tony Blair

The Economist bragte før jul en artikel om problemerne i Storbritanniens sundhedsvæsen. National Health Service kan efter næsten et årti med kraftig realvækst (+6% om året) i budgetterne kan se frem til magre år. Efter 7 fede år kommer som bekendt 7 magre år.

Derfor foregår forhandlingerne om sundhedsreformen ikke på C-Span

Jeg har i de sidste dage beskrevet nogle af de særlige hensyn til udvalgte vælgergrupper og delstater, som er indbygget i ObamaCare sundhedsreformen. Smukt er det ikke. Og det er formentlig også grunden til, at præsident Barack Obamas valgløfte om at sende forhandlingerne om sundhedsreformen på C-Span, ikke bliver til noget. Eller at der kommer større gennemsigtighed i regeringførelsen, som Obama også har lovet under valgkampen.
Sheldon Richman har en kommentarer på Freeman (8/1), som forklarer hvorfor Obama og demokraterne netop ikke ønsker gennemsighed. Større gennemsigtighed vil nemlig gøre det lettere for borgere at overvåge regeringen og sværere for politikerne at lave de studehandler, som de gerne vil lave, for at gavne de netop særinteresser, de repræsentere.

"The phrase “transparent government” is just this side of a logical contradiction. A really transparent government would barely qualify as a government at all. Imagine if you could witness all the backroom dealing, logrolling, outright bribery, and the rest of the shenanigans that go on under the laughable rubric “governing.” It wouldn’t last a week".

Richman henviser til Charlotte Twight bog fra 2003, "Dependent on D.C.: The Rise of Federal Control over the Lives of Ordinary Americans", som beskriver transaktionsomkostninger ved politiske beslutninger. Desto højere transaktionsomkostningerne er, desto mindre borgere overvåge de politiske, når man tager hensyn til, at enkelte personer spiller en lille rolle og at sandsynligheden for at kunne påvirke beslutninger er lille. Transmission på C-Span ville naturligvis reducere omkostningerne ved at overvåge politikere og gøre det vanskeligere at lave studehandler. Hvorfor skulle de dog ønske det?

"But it’s hard to conclude the politicians would want it any other way. How else to explain 2,000-page bills laden with impenetrable legislatese — which no member of Congress will read in their entirety — and 800-page amendments? Have you tried reading the federal budget? Such output mocks the ideal of an “informed citizenry.” That’s the last thing the misleaders in Washington want".

Særbehandling af fagforeninger i sundhedsreform koster andre skatteydere 60 mia. USD

WSJ (16/1) har en leder om medlemmer af fagforeningers 5-årige skattefritagelse for den nye afgift på særligt dyre sygeforsikringer, som sundhedsreformen i USA indebærer. Det er ca. 13% af lønmodtagerne, der er medlemmer af fagforening, som altså får fordele til en værdi af 60 mia. USD. Andre skatteydere skal betale for denne særbehandling.

Det er ikke den eneste særbehandling i loven. WSJ foreslår, at det måske ikke havde været nødvendigt med de mange særordninger og bidrag, hvis præsident Barack Obama og demokraterne havde stræbt efter en bredt flertal bag reformen:

"The payoff shows that no one is doing a better job of rebutting the White House's technocratic cost-control claims than its own party. How exactly is the excise tax going to drive down premiums when a good part of the most expensive plans is exempted? The new union deal follows a similar one with Harry Reid that exempted the 17 states in which health costs are highest, plus longshoremen, construction workers, some farmers and sundry other liberal allies.

Amid the Beltway panic over Tuesday's special Senate election in Massachusetts and deepening public revulsion about sweetheart deals like Mr. Nelson's "Cornhusker kickback," it's more than a little surprising that the White House would be so tone-deaf to even contemplate a demand that is so contrary to basic fairness. But somehow Democrats have convinced themselves that the only tourniquet that will stop the political bleeding is to pass a bill that even President Obama admitted on Thursday is deeply unpopular.

Democrats wouldn't have to pay these partisan bribes had they chosen to write a less radical bill that could attract Republican votes. But then they would have had to pass something other than this destructive and unaffordable exercise in entitlement politics".

Mulighederne for at bryde gældsætningen i USA

National Academy of Public Administration og National Research Council of the National Academy of Sciences har udsendt rapporten "Choosing the Nations Fiscal Future". Den beskriver fremtidsudsigterne for forbundsregeringen, som er hastigt stigende gældsætning, hvis ikke der tages initiativ til at øge skatterne eller nedbringe udgifterne gennem reformer.

Årsagen er de voksende offentlige udgifter til Social Security, Medicare og Medicaid. Uden reformer, vil forbundsregeringens udgifter stige fra om 20% til 33% i 2040 og 60% i 2080. Eksperterne forudser denne udvikling, hvis ikke indtægterne stiger eller ydelserne bliver nedsat, og som vil indebærer fortsat stigning i gældsætningen.

Rapporten har beregnet 4 scenarier for udviklingen i de offentlige udgifter og skatter, som er vil holde statsgælden på 60% af bruttonationalproduktet (BNP). Alle scenarier indebærer reduktioner i de offentlige udgifter og stigende indtægter. I det ene scenarie holdes forbundsregeringens andel af BNP på cirka 18-19%, hvilket stiller krav om større besparelser i omtalte programmer. I det andet scenarie vil udgifterne stige markant og nå op på 33-35% af BNP. Det er yderligere to scenarier, som ligger i mellem disse to yderpunkter. Det er værd at bemærke, at alle scenarier kræver besparelser i de offentlige udgifter for at undgå stigende gældsætning i USA.

Rapporen har været 2 år uden vejs og er skrevet af 25 eksperter, der repræsentere forskellige institutter og politiske opfattelser. Læs mere på http://www.ourfiscalfuture.org/.
Director Chris Edwards, Cato Institute, der er medforfatter til rapporten, har skrevet et notat om de fire scenarier, hvor han også diskuterer samspillet mellem skatter og væksten. Rapporten tager ikke højde for den negative effekt på væksten, som stigende skatter og overførselsindkomster har.

Bernanke and the Beast

Professor Greg Mankiw har et indlæg i NYT (16/1) om pengepolitikken i USA og risikoen for inflation. Mankiw menerikke, at udvidelsen har pengebasen på nuværende tidspunkt bør give anledning til bekymring, da bankerne blot holder større reserver (se tidligere indlæg). Og:

"As the economy recovers, banks may start lending out some of their hoards of reserves. That could lead to faster growth in broader money-supply measures and, eventually, to substantial inflation. But the Fed has the tools it needs to prevent that outcome".

Spørgsmålet er så om Ben Bernanke og Federal Reserve (FED) vil bruge de værktøjer, de har, til at reducere penemængden og dermed risikoen for stigende inflation. Det vil formentlig, forudser Mankiw. Men der er tre ting, som giver anledning til usikkerhed herom: 1) FED kan være fristet til at tillade en anelse inflation, som letter private husholdningers og statens gæld, 2) FED kan overestimere vækstpotentialet i amerikansk (effekten af kommende skattestigninger vil ændre incitamenterne i økonomien) og 3) Pres på FED for at holde renten nede fra politikere og offentligheden. Mankiw konkluderer:

"Investors snapping up 30-year Treasury bonds paying less than 5 percent are betting that the Fed will keep these inflation risks in check. They are probably right. But because current monetary and fiscal policy is so far outside the bounds of historical norms, it’s hard for anyone to be sure. A decade from now, we may look back at today’s bond market as the irrational exuberance of this era".

Slug the Obama Story 'Disconnect'

Peggy Noonan skriver om præsident Barack Obamas stigende upopularitet og manglende forbindelse til almindelige mennesker i hendes seneste klumme i WSJ (14/1).

Demokraterne favoriserer lønmodtagere i byggeindustrien i sundhedsreform

New York Times beskrev i en artikel (3/1), hvordan fagforeninger i byggeindustrien har overtalt demokraterne i Senatet til at lave en særlige bestemmelser i loven for lønmodtagere i byggeindustrien. I de vedtagne udkast til sundhedsreform er et centralt element, at det bliver obligatorisk for virksomheder at sørge for sygeforsikring til medarbejderne. Virksomheder vil blive pålagt en særlig skat, hvis de ikke tilbyder sygeforsikring. Men der er en undtagelse: Små virksomheder med mindre end 50 ansatte er ikke forpligtet til at tilbyge medarbejdere forsikring. Men det gælder ikke for byggeindustrien. I Senatets udkast er virksomheder i byggeindustrien forpligtet til at tilbyde sygeforsikringe, hvis de har mere end 5 ansatte! Alle er lige, men nogle er mere lige end andre.

Obama favoriserer fagforeningerne: Virksomhederne slipper for den nye afgift på dyre arbejdsgiverbetalte sygeforsikringer i 5 år for fagforeningsmedlemmer

Demokraterne har lavet en aftale med fagforeningerne i forbindelse med sundhedsreformen i USA om afgiften på dyre arbejdsgiverbetalte sygeforsikringer, skriver WSJ (15/1). For lønmodtagere omfattet af kollektive aftaler træder afgiften først i kraft i 2018. For alle andre lønmodtagere træder afgiften i kraft 5 år tidligere. Det betyder, at medlemmer af fagforeninger bliver skattemæssigt begunstiget af demokraterne og Obama administration.

Afgiften bliver indført for at begrænse de skattemæssige fordele ved arbejdsgiverbetalte sygesikringer. I dag kan arbejdsgiverne trække udgifter til sygeforsikringer fra i skat, mens sygesikring er skattefri for lønmodtagerne. Denne skattemæssige favorisering af løn udbetalt som sygeforsikring har betydet, at udgifterne er steget hurtigere end de ellers ville. Afgiften, der svarer til højeste marginalskat, vil lægge et låg på skattefradraget per lønmodtager, men ikke for alle lønmodtagere på samme tid.

Fagforeningsmedlemmer kan derfor fortsat nyde godt af såkaldte "Cadillac"-plan i 5 år længere, mens andre lønmodtagere formentlig må nøjes med en "Chevrolet"-plan.

Obligatorisk sygeforsikring medfører høje indirekte skatter for lønmodtagere i USA med lave indkomsterne

Direktär Michael F. Cannon, CATO Institute, skriver på Kaiser Health News om den indirekte skattestigning, som obligatorisk sygeforsikring vil medføre vil for lavindkomst lønmodtagere. Den implicitte marginalskat vil komme op på 70-80%. Se nedenstående figur.

Hvorfor islænderne ikke vil betale til Storbritannien og Holland

Professor Hannes H. Gissurarson forklarer i WSJ (7/1), hvorfor islænderne ikke vil betale op mod halvdelen deres af bruttonationalprodukt til Storbritannien og Holland som kompensation indskydernes tab på Landsbankis såkaldte IceSave konti. Island blev under massivt pres fra Storbritannien mere eller mindre tvunget til at indvillige i at betale denne kompensation, som ligger ud over det, landet egentlig er forpligtet til.

Det er forståeligt, hvis den islandske befolkning ikke føler sig forpligtet til kompensere Storbritanniens og Hollands for deres udvidede dækning af indskydere. Og modigt af præsident Olafur Ragnar Grimsson, der formentlig har været under betydeligt pres fra regeringen, at han benytter sig af muligheden for at sende loven til folkeafstemning.

Økonomer om boligboblen og pengepolitikken

WSJ (13/1) har spurgt en række økonomer om deres syn på sammenhængen mellem den løse pengepolitik og boligboblen i USA.

Læs svarene her og WSJ leder.

Sidste nyt om sundhedsreformen i USA

Ifølge Washington Post (12/1) overvejer demokraterne (partilederne fra de to kamre og Det hvide Hus), som i disse dage forhandler bag lukkede dører om en sundhedsreform i USA, at droppe et af hovedelementerne i reformen. Det er kravet om, at arbejdsgivere skal forsikre deres medarbejderne (eller betale en skat). En sådan beslutning vil i givet fald lægge hele byrden på medarbejderne (det obligatorisk at have sygeforsikring) og delstaterne, som skal give borgerne økonomisk støtte, når de tegner sygeforsikring på de såkaldte børser, der oprettes i forbindelse med reformen. Subsidierne vil til gengæld komme til at ligge i den højere ende af de to love, hvilket betyder højere offentlige udgifter.

Der har også været diskussion mellem Det hvide Hus og fagforeningsledere om et andet element: Afgiften på "dyre" arbejdsgiverbetalte sygeforsikringer, de såkaldte "Cadillac Plans". Fagforeningslederne er ikke overraskende imod dette forslag, da de frygter, det vil forringe deres medlemmernes sygeforsikring. Det hvide Hus er ifølge Washington Post parat til helt at undlade eller udskyde denne afgift på dyre arbejdsgiverbetalte sygeforsikringer, som er en del af kollektive aftaler. Men det er forskelsbehandling, som selv fagforeninger ikke bryder sig om.

Præsident Barack Obama står ellers fast på kravet om, at dyre arbejdsgiverbetalte sygesikringer skal pålægges en afgift og at der skal oprettes en kommission, som har mandat til at rationere (okay, det er ikke lige det ord, de bruger) behandlingerne under Medicare. Det er de to vigtigste elementer i reformen, når det gælder om den fremtidige udvikling i sundhedsudgifterne. Det første begrænser omfanget af andre folks penge i finansieringen af sundhedsvæsenet (ved de facto at lægge låg over virksomhedernes fradrag). Det sidste ved at rationere behandlinger, som det sker i socialistiske sundhedssystemer som eksempelvis Cuba, Danmark eller Storbritannien.

Staten er ikke løsningen på vores problemer, staten er problemet (stadigvæk)

Professor Peter Kurrild-Klitgaard har en læseværdig klumme i Berlingske Tidende (11/1) om amerikanerne og hadet til staten. Heldigvis kan Kurrild konkludere, at hovedparten af amerikanerne stadigvæk er enige med tidligere præsident Ronald Reagan i udsagnet fra tiltrædelsestalen i 1981: "Staten er ikke løsningen på vores problemer, staten er problemet". Og amerikanernes skepsis er vokset under finanskrisen.

Det er så lidt af en selvmodsigelse, at amerikanerne har valgt Barack Obama til præsident og givet demokraterne kontrollen over begge kamre i Kongressen. Dermed har amerikanerne åbnet for et udgiftsorgie uden sidestykke i nyere historie. Men det er nok snarere republikanernes straf, fordi de under præsident Georg Bush jr. ikke har kunnet holde udgifterne i ro og ikke følge den konservative linje, som var anlagt under Reagan og i vidt omfang blev fulgt af efterfølgerne Georg Bush sr. og Bill Clinton.

Demokraterne har, som også Kurrild er inde på, forsøgt at finde den rigtige retorik (ligesom republikanerne). Nemlig den retorik, der får deres politik til at glide lettere ned. Før valget sidste år talte Obama om behovet for skattelettelser til middel- og underklassen, mådehold i de offentlige udgifter, "cutting wasteful spending", om at gennemgå statsbudgettet "line-by-line, ending programs that we don't need" samt om at stoppe  "the run-away spending". En måned efter indsættelsen fik Obama imidlertid gennemført den mest ektravagante økonomiske stimuleringspakke til 787 mia. USD og talen om mådehold er fuldstændig forstummet.

Før jul holdt Obama en tale i tænketanken Brookings Institute, hvor han evaluerede stimuleringspakken og forslog nye, øgede offentlige udgifter som opfølgning. Det var i realiteten er en stimuleringspakken nr. 2, som Obama lagde op til. Men da den første mildest talt ikke har levet op til de forventninger, som Obama selv var med til at tale op, kaldte Obama det ikke stimuleringspakke. Stimuleringspakken er upopulær og ordet "stimulus" er efterhånden blevet synomynt med udgiftersorgie. Hvad gør man så? Taler lidt med sin spindoktor og finder et på at kalde det noget andet. Stimuleringspakken nr. 2 til 154 mia. USD hedder derfor ikke stimuleringspakke nr 2. men "targeted ideas". WSJ (11/1) beskriver hvordan Obama og hans administration går i en stor bue uden om ordet "stimulus" for istedet at bruge "targeted ideas".

WSJ foreslår, at kommunikations-direktøren i Det hvide Hus har rundsendt et memo internt om den korrekte ordbrug omkring stimulering af økonomien med øgede offentlige udgifter. Det får mig til at tænke på adskillige scener fra serien Yes Mininster.

Men mon ikke den regeringsskeptiske amerikanske befolkning gennemskuer dette spin?

Economist Butler: Give States Maximum Flexibility Under Health Reform

Vicepræsident Stuart Butler, Heritage Foundation, efterlyser større frihed til delstaterne i den sundhedsreform, som er undervejs gennem Kongressen i USA. Se interview på Kaiser Health News.

The danger of the bounce

The Economist har i det seneste nummer en artikel "The danger of the bounce - Once again, cheap money is driving up asset prices" om prisstigninger på aktiver såsom aktier og boliger drevet af den lempelige pengepolitik. Se her.

Bidrog en slap pengepolitik til boligboblen: Taylor versus Bernanke

Formand Ben S. Bernanke, Federal Reserve System, holdt i sidste uge en tale på American Economic Associations møde i Atlanta om pengepolitikken og boligboblen. Heri kan Bernanke udtryk for det synspunkt, at det ikke alene var pengepolitikken, der forårsagede boligboblen, men mere manglende regulering.

Bernanke forsøgte også at re-formulere Taylor-reglen (den pengepolitiske tommelfingerregel, der groft forenklet siger, at væksten i pengemængden skal være lig med vækst i bruttonationalproduktet plus inflationen). I stedet for den faktiske inflation forsøger Bernanke at rationalisere pengepolitikken med centralbankens forventede inflation.

Professor John B. Taylor svarer Bernanke i WSJ (10/1). På den tekniske side afviser Taylor, at centralbankens inflationsforventninger er bedre end den faktiske inflation. Centralbanken undervurderede inflationen. Men mere fundamentalt giver Taylor udtryk for bekymring over Bernankes tilgangs mulige indflydelse på fremtidige bobler:

"Inflation was increasing, even excluding skyrocketing housing prices. Yet even when inflation is low, the damage of boom-bust monetary policy can be severe as Milton Friedman stressed in his strong criticism of the Fed in the 1950s and 1960s. Stepping back from the fray, an objective observer of all this evidence would have to at least admit the possibility that monetary policy was too easy and a possible contributor to the crisis.

Not admitting the possibility raises concerns. One is that if such a large deviation from standard policy is rationalized away, it might happen again. Indeed, some analysts are worried now about the Fed holding interest rates too low for too long, causing another boom-bust and a shorter expansion.

Another concern is that, rather than trying to be vigilant and avoid causing bubbles, the Fed will try to burst them with interest rates. Indeed, one of the lines from Mr. Bernanke's speech most picked up by Fed watchers is that "we must remain open to using monetary policy as a supplementary tool for addressing those risks." We have very limited ability to fine tune monetary policy in such an interventionist way.

Finally, there is a concern that the line of analysis in Mr. Bernanke's speech puts the full burden of preventing future bubbles on new regulation. Clearly the Fed missed excessive risks on and off the balance sheets of the banks that it supervises and regulates. That policy needs to be corrected. However, it is wishful thinking that some new and untried macro-prudential systemic risk regulation will prevent bubbles".

Se i øvrigt tidligere indlæg om Taylor-reglen og pengepolitikken her og her.

Arbejdsløsheden i USA (2)

Professor Greg Mankiv har et opdateret diagram for udviklingen i arbejdsløsheden sammenholdt med Obama administrationens forventninger i januar med eller uden den kostbare stimuleringspakke. Se indlæggene på bloggen under etikken Stimuleringspakke for mulige forklaringer på denne udvikling.

Large changes in fiscal policy: taxes versus spending

Professor Alberto Alesina og professor Silvia Ardagna har lavet en omfattende analyse af lavere skat versus øgede offentllige udgifter til stimulering af den økonomiske aktivitet, som konkluderer, at skattelettelser er mere effektiv end øgede offentlige udgifter. Analysen blev omtalt af professor Greg Mankiv i sidste indlæg og kan læses her. Abstract:

"We examine the evidence on episodes of large stances in fiscal policy, both in cases of fiscal stimuli and in that of fiscal adjustments in OECD countries from 1970 to 2007. Fiscal stimuli based upon tax cuts are more likely to increase growth than those based upon spending increases. As for fiscal adjustments those based upon spending cuts and no tax increases are more likely to reduce deficits and debt over GDP ratios than those based upon tax increases. In addition, adjustments on the spending side rather than on the tax side are less likely to create recessions. We confirm these results with simple regression analysis".

Skattelettelser mere effektiv til at skabe økonomisk aktivitet end øgede offentlige udgifter

Professor Greg Mankiw havde en artikel i NYT (13/12) om finanspolitikken i USA under præsident Barack Obama. Han påpeger, at Obama administrationen i januar udsendte en rapport, som viste, at øgede offentlige udgifter ville have større effekt på den økononomiske aktivitet end lavere skatter (multiplikator på 1.57 mod 0.99). Obama administrationen argument for stimuleringspakken var, at arbejdsløsheden ville stige til over 9%, hvis ikke de offentlige udgifter blev øget dramatisk. Med stimuleringspakken ville arbejdsløsheden kun blive 8%, hævdede Obama administrationen. I dag har arbejdsløsheden 10% i USA til trods for den 775 mia. USD store stimuleringspakke.

Mankiw henviser til en række nyere økonomiske studier, som viser at skattelettelser er langt mere potente end øgede offentlige udgifter. Og mere potent end antaget af Obama administrationen. Her er konklusionerne:

"One piece of evidence comes from Christina D. Romer, the chairwoman of the president’s Council of Economic Advisers. In work with her husband, David H. Romer, written at the University of California, Berkeley, just months before she took her current job, Ms. Romer found that tax policy has a powerful influence on economic activity.


According to the Romers, each dollar of tax cuts has historically raised G.D.P. by about $3 — three times the figure used in the administration report. That is also far greater than most estimates of the effects of government spending.

Other recent work supports the Romers’ findings. In a December 2008 working paper, Andrew Mountford of the University of London and Harald Uhlig of the University of Chicago apply state-of-the-art statistical tools to United States data to compare the effects of deficit-financed spending, deficit-financed tax cuts and tax-financed spending. They report that “deficit-financed tax cuts work best among these three scenarios to improve G.D.P.”


My Harvard colleagues Alberto Alesina and Silvia Ardagna have recently conducted a comprehensive analysis of the issue. In an October study, they looked at large changes in fiscal policy in 21 nations in the Organization for Economic Cooperation and Development. They identified 91 episodes since 1970 in which policy moved to stimulate the economy. They then compared the policy interventions that succeeded — that is, those that were actually followed by robust growth — with those that failed.

The results are striking. Successful stimulus relies almost entirely on cuts in business and income taxes. Failed stimulus relies mostly on increases in government spending.

All these findings suggest that conventional models leave something out. A clue as to what that might be can be found in a 2002 study by Olivier Blanchard and Roberto Perotti. (Mr. Perotti is a professor at Boccini University in Milano, Italy; Mr. Blanchard is now chief economist at the International Monetary Fund.) They report that “both increases in taxes and increases in government spending have a strong negative effect on private investment spending. This effect is difficult to reconcile with Keynesian theory.”

These studies point toward tax policy as the best fiscal tool to combat recession, particularly tax changes that influence incentives to invest, like an investment tax credit. Sending out lump-sum rebates, as was done in spring 2008, makes less sense, as it provides little impetus for spending or production.

LIKE our doctor facing a mysterious illness, economists should remain humble and open-minded when considering how best to fix an ailing economy. A growing body of evidence suggests that traditional Keynesian nostrums might not be the best medicine".'

Se artiklen for links til kilderne.

Obama's Fiscal Fantasy World

Karl Rove har et indlæg i WSJ (6/1), hvor skriver, at der er langt fra præsident Barack Obamas løfter om konservativ finanspolitik under valgkampen til faktiske udgiftspolitik. Udgifterne er vokset hurtigere under Obama end tidligere de fleste forgængere), selv når man ser bort fra den ekstravagante stimuleringspakke fra sidste år. Obama slår selv præsident Georg Bush, der havde den højeste stigning i udgifterne siden præsident Lyndon B. Johnsson, men det nævner Rove ikke.

De føderale udgifter er steget fra 20% til 24% under Obama, hvilket er en massiv stigning. Obama regeringen har yderligere planer om at øge udgifterne, herunder sundhedsreform, støtte til "grønne" virksomheder, uddannelse mv. Det er derfor ikke overraskende, at underskuddet eksploderer. Det er græske tilstande på det amerikanske statsbudget.

Rove konkluderer:

"At the beginning of his term, Americans believed Mr. Obama would follow through on his campaign promises about "cutting wasteful spending" and going "through the federal budget, line-by-line, ending programs that we don't need" and putting "an end to the run-away spending the record deficits.

After a year of living in his fiscal fantasy world, Americans realize they have a record deficit-setting, budget-busting spender on their hands. Voters are now reading the fine print on all that Mr. Obama proposes and as they do, his credibility, already badly damaged, suffers".

Reason om sundhedsreformen

Det seneste nummer af Reason har en række artikler om sundhedsreformen i USA. Der er blandt andet et interview med adm. direktør John Mackey, Whole Foods, som har utraditionelle ideer til en sundhedsreform. Og som i øvrigt allerede er afprøvet i hans egen virksomhed, som tidligere omtalt her på bloggen.

Kurrild om sundhedsreformen i USA

Professor Peter Kurrild-Klitgaard har en klumme i Berlingske Tidende om sundhedsreformen og modstanden i befolkningen mod ObamaCare.

Demokraterne vil forhandle sundhedsreform bag lukkede døre

Præsident Barack Obama og lederne af demokraterne i de to kamre, repræsentant Nancy Pelosi og senator Harry Reid, blev i går enige om, at der ikke nedsættes til konference til at forene de to vedtagne lovsforslag til sundhedsreform fra henholdsvis Repræsentanternes Hus og Senatet. I stedet vil lederne sammen med Obama forsøge at konsolidere de to lovforslag, skriver Politico (5/1).

Det betyder, at udarbejdelsen af kompromisforslaget kommer til at ske bag lukkede døre og at processen ikke tager så lang tid, men det går ud over gennemsigtigheden. Lovforslagene er 2-3.000 sider lange og indeholder mange bestemmelser, så det bliver nærmest umuligt for politikere og interesseorganisationer at gennemskue det faktiske lovforslag, inden det bliver sat til afstemning (det ender formentlig som med stimuleringspakken, hvor politikere og interesseorganisationer fik 48 timer til at tygge sig igennem de lidt over 1.000 sider). Det gør det ssværere at finde studehandlerne i lovgivningen. Og det harmonerer dårligt med Obamas løfte om større gennemsigtighed i lovgivningsprocessen. Under valgkampen lovede Obama, at forhandlingerne om sundhedsreformen ville foregå på C-Span.

Se i øvrigt WSJ leder (6/1) om emnet.

Andre folks penge

Mark J. Perry har samlet tidsserier på The American for de samlede sundhedsudgifter i USA i forhold til bruttonational-produktet, de offentlige udgifters andel af sundhedsudgifter og borgernes egne udgifter (brugerbetalingen). Sundhedsudgifterne er fordoblet på 50 år (fra 5.2% til 16.2% af BNP), men det kan i høj grad forklares med stigende offentlige udgifter (op fra mindre end 25% i 1960 til næsten 50% i dag) og en dramatisk fald i brugerbetalingen fra næsten 50% til 12%. Resten er naturligvis de arbejdsgiverbetalte sundhedsudgifter, som er fradragsberettigede for virksomheder og skattefrie for medarbejderne. Så sundhed i USA er hovedsageligt betalt med med andre folks penge....

Usikkerhed holder den økonomiske aktivitet nede i USA

Den økonomiske nedtur, som USA har oplevet i 2008-09 er ikke meget anderledes end nedturen i 1973-75 or 1981-82. Men alligevel tyder alt på, at økonomien er langsommere om at komme i gang. Væksten er lavere og arbejdsløsheden falder ikke.

Det er to årsager til dette, skriver professor Gary S. Becker, professor Steven J. Davis og professor Kevin M. Murphy, alle økonomer fra Chicago University, i WSJ (4/1). Den første årsag er naturligvis eftervirkningerne af selve finanskrisen, som består i husholdningers konsolidering af deres økonomi samt svækkede banker og finansielle institutioner. Den anden årsag er usikkerhed skabt af det nye politiske flertal i Kongressen og den nye præsident, som vil gennemføre store ændringer i amerikansk økonomi:

"They interpreted this [valgsejren, red.] as evidence that a large majority of Americans want major reforms in the economy, health-care and many other areas. So in addition to continuing and extending the Bush-initiated bailout of banks, AIG, General Motors, Chrysler and other companies, Congress and President Obama signaled their intentions to introduce major changes in taxes, government spending and regulations—changes that could radically transform the American economy".

Initiativerne omfatter kostbar stimuleringspakke, stigende marginalskatter, trussel om høje afgifter på CO2 udlednning, sundhedsreform med pålæg til mindre og mellemstore virksomheder om at forsikre medarbejdere, nye reguleringer og stor usikkerhed om pengepolitikken.

I lyset af de initiativer, som er taget eller planlagt af præsident Barack Obama og demokraterne i Kongressen, er det ikke overraskende, at virksomheder er tilbageholdendende med at foretage investeringer eller udvide forretningen. Den økonomiske aktivitet er sløv, ikke fordi bankerne ikke vil udlåne penge til virksomhederne, men fordi virksomhederne er tilbageholdende med at investere og låne. Tallene taller sit tydelige sprog: Investeringer er på et lavpunkt og usikkerheden om fremtiden er stor i virksomhederne. Fejlen er at finde i den ambitiøse dagsorden, som Obama og demokraterne har:

"These facts suggest that it was a serious economic mistake to press for a hasty, major transformation of the U.S. economy on the heels of the worst financial crisis in decades. A more effective approach would have been to concentrate first on fighting the recession and laying solid foundations for growth. They should have put plans to re-engineer the economy on the backburner, and kept them there until the economy emerged fully from the recession and returned to robust growth. By failing to adopt a measured approach to economic policy, Congress and the president may be slowing the economic recovery, and thereby prolonging the distress from the recession".

Sundhedsreform splitter demokraterne

Der er splittelse i Det demokratiske Parti over den sundheds-reform, som er på gennem Kongressen. Partiet er splittet mellem moderate og progressive demokrater. Der er flere stridspunkter (abort, finansiering af sundhedsreformen, tilbud om offentlig sygesikring), hvor det mest betydningsfulde nok er spørgsmålet om hvorvidt borgerne skal have tilbud om en offentlige sygesikring (the public option) som alternativ til private sygeforsikringer. De moderate afviser dette, mens de progressive kæmper for det.

Den progressive fløj hos demokraterne omfatter præsident Barack Obama, der tidligt foreslog en public option. Forslaget var genstand for betydelig kritik på borgermøder over sommeren og spekulation om mulig snigende nationalisering. Imidlertid er kravet om en public option gledet helt ud af Senatets version af en sundhedsreform og Det hvide Hus har nedtonet retorikken om den offentlige sygesikring. Formentlig har moderate demokraterne i Senatet fortalt Obama, at han kan vælge mellem ingen public option eller ingen reform. Og Obama er realpolitiker nok til at vide, at en sundhedsreform ikke kan vedtages med en krav om offentlig sygesikring.

Tidl. guvernør, præsidentkandidat og formand for Det demokrati Parti Howard Dean er en af de markante stemmer på den "progressive" fløj, der lufter den spirende utilfredshed på venstrefløjen med præsidentens manglende kamp for den offentlige sygeforsikring. Ifølge Politico (3/1) er Dean talsmand for de progressive demokrater, der kæmper for de mere venstreorienterede synspunkter, hvilket bl. a. sker med underskriftsindsamling og kritik af sundhedsreformenen, som for eksempel i Washington Post 17/12, hvor Dean bl.a. skriver:

"If I were a senator, I would not vote for the current health-care bill. Any measure that expands private insurers' monopoly over health care and transfers millions of taxpayer dollars to private corporations is not real health-care reform".
...
"From the very beginning of this debate, progressives have argued that a public option or a Medicare buy-in would restore competition and hold the private health insurance industry accountable".

Det er i øvrigt ikke kun i spørgsmålet om en sundhedsreform, hvor der er voksende utilfredshed med Obama. Også i andre spørgsmål er de progressive demokrater skuffede over præsidenten (og det kunne for eksempel være afsendelse af flere tropper til Afghanistan, forlængelsen af Guatanamo basen, klimaaftalen i København og energipolitikken).

Støtteordninger til erhvervslivet er ressourcespild

Torben Mark Pedersen har en kommentar på 180grader.dk om de forskellige direkte og indirekte erhvervsstøtteordninger, som staten har sat i værk under overskrifter såsom "Globa-liseringsstrategi, Aftale om grøn vækst, Renoveringspuljen, Erhvervspakke, Erhvervsklimastrategi, Plan for grøn forskning og innovation, Turismestrategi…". Pedersen skriver:

"Med erhvervsstøtte opnår staten kun at drive en kile ind mellem den samfundsøkonomiske og den privat-økonomiske rentabilitet, så støttede projekter fremstår som privatøkonomisk rentable, selv om de i virkeligheden er samfundsøkonomisk urentable. Denne forvridning fører til, at samfundets ressourcer fejlallokeres over til erhverv, der giver et mindre samfundsøkonomisk afkast end de ville have givet ved deres alternative anvendelse. På bundlinjen er resultatet, at pengene bliver brugt mindre effektivt og skaber mindre velstand, end de ellers ville have gjort, og Danmark bliver som helhed fattigere".

Dette ressourcespild anddrager 21,5 mia. kr. i alt om året (eller mere, for hvem ved, hvad der var kommet ud af ressourcerne, hvis de var anvendt i levedygtige erhverv). Dette ressourcespild skyldes udelukkende regeringsfejl, hvor snævre erhvervsinteresser for lov til at malke statskassen.

Fører væksten i pengebasen til øget inflation?

Pengebasen (M1) er vokset eksplosivt igennem det sidste år. Professor Greg Mankiw beskriver i et indlæg på hans blog (28/12), hvorfor det ikke nødvendigvis vil fører til øget inflation. Bankerne holder flere reserver end tidligere, hvilket bl.a. skyldes at Federal Reserve nu betaler rente til bankerne, så udvidelsen af pengebasen slår ikke igennem på pengemængden (M2). M2 er eksempelvis kun steget med 5.2% fra november 2008 til november 2009.

Posner og Becker om priskontrol af medicin-priser ved sundhedsreform i USA

Et emne i debatten om sundhedsreform i USA er om regeringen skal udnytte sin monopson magt til at reducere udgifterne ved indkøb af medicin. Regeringen er direkte eller indirekte gennem de store offentlige programmer (Medicare, Medicaid og sundhedsforsikringer for offentligt ansatte) den største indkøber af medicin.

Professor Richard Posner og professor Gary Becker havde en dialog om dette på deres blog mellem jul og nytår. Posner er for og Becker er imod.

Først Posner:

"Slowing the development of new drugs would be politically attractive because the reduction of government-financed drug costs would be experienced immediately but the cost in slower development of new drugs (because they would be less profitable) would be deferred, and indeed would be invisible because no one would know how much faster the development of new drugs would have been had it not been for the government’s exercise of its monopsony power. In addition, the cost savings to the government from reducing the price of drugs could be used to reduce the deficit that the health-care reform program soon to be adopted by Congress will create.

Complicating analysis is the fact that expenditures on medical care are not well aligned with social benefits. Because beneficiaries of government health-care subsidies do not pay the full cost of health care, including the full cost of drugs, health care is overproduced from the standpoint of economic efficiency".

Dernæst Becker:

"Posner recognizes that especially persons under government Medicare and Medicaid are encouraged to buy an excessive amount of drugs relative to their medical needs because their co-payment rates are only a fraction of the total cost to the government. Posner also believes that advertising and other promotion of drugs induce consumers to buy more drugs than they really “need”. Perhaps that is true, although I am doubtful. Stil, both these considerations suggest that the government should force consumers to pay more for drugs under Medicaid and Medicare. Higher consumer prices could induce consumers to eliminate any “excessive” use of drugs. Whether the government could politically get lower prices from pharmaceuticals and yet force many consumers to pay more is surely questionable".

....

"Another reason why too little may be spent on developing new drugs is that companies with blockbuster patented drugs collect only a fraction of the total benefits to patients, despite the high prices they charge. This is partly because similar drugs are often developed prior to the expiration of the patents of the original drugs".